How to be a human (Arason)

S: ørkenen
O: sand
T: aften
V: overskyet, varmt.

For Sean var dette ret underligt. At komme fra en kold by, fuld af sne, for derefter at rejse til den varmeste ørken og næsten dø af varme. Selv har om aftenen var det næsten for varmt.
Denne aften havde han taget lyst tøj på, for at lette på varmen. Det siges jo at lyst tøj lettere afledte varme end sort, som tog imod varmen.
Han havde lyse, lette hørbukser på, en hvis t-shirt. Han nogle beskyttende sko på, special lavet til ørkenen, som skulle beskytte ens fødder mod det varme sand, men uden at der kom for meget sand i skoene.
Han bar et bælte hvor der hang et par vandflasker og en lille pose med nogle nyttige ting.
Han havde sin sædvanlige kniv spændt på den ene ben og et armbånd fra Neph om den ene arm. Hans mørke hår strittede og de mørke øjne gled rundt i mørket omkring ham, et lyst mørke.
Han skulle mødes heromkring med Arason, til noget de skulle.

Arason havde tagede ud i denne ørken
fordi han ville blive menske igen der lå
hans familes svœrd lœnge ude i ørken efter
hvad han havde fundet ud af han havde smidt
sin kappe og stod nu og trœnte med hans svœrd i
skygen han smilte for sig da sean komme gående hans
lillesøster viste ikke at han var tagede afsted

Han smilte kort da han fik øje på Arason. De var så forskellige, leder af hver deres klan...Og alligevel havde han ønsket Sean med. Deres klaner var godt nok allieret, ikke at det nødvendigvis betød så meget.
Han lod kort hånden glide over sårene i hans hoved, sårene efter kløer...Efter hans sammenstød med en nightcan. De var helet nogenlunde, men gled stadig over hans ansigt og forgræmmede hans udseende. De ville helt klart efterlade ar, det var han sikker på.
Hans arme var også stadig ømme, efter nightcanen havde mast sine kløer ind i arme på ham...Men ellers var han i fin form.
Han lod hånden glide gennem sit hår og så lidt Arason.
"Tag det hellere roligt...I denne varme skal der intet til, før man falder dehydreret om, selv ikke om aftenen" smilte han

"ja det har du vel ret i" svarde han og sendte
Sean et lille smil "kender du det her sted i ørken der
skulle være en indgang et sted her i nærheden" svarde han
og trak sit sværd ned i skeden igen han havde brug for seans
hjælpe til og nå igmen en grotte og også at finde den han
kiget op på sean og vente på svaret

Han stak hænderne i lommen og lod blikket glide over omgivelserne, som bød på sand, sand og...sand.
Her i udkanten var der få træer.
Han trak så lidt på skuldrene.
"Jeg må indrømme jeg hader ørkenen. Jeg hader at have det for varmt, desuden er her normalt intet at komme efter. Men jeg har researched lidt, da jeg hørte vi skulle mødes i ørkenen" han havde skam tænkt over hvad de mon skulle lave i ørkenen og læst gamle historier og spurgt folk lidt hist og her. han havde også tilbragt et døgn i byen nær ørkenen. både for at besøge sine mænd der, nu han var der, men også for at lære mere...Og han havde hørt om en hemmelig indgang. Et sted i ørkenen. Men dengang det blev skrevet havde ørkenen ikke været lige så stor. Derfor var det ikke til at vide hvornår sporene begyndte.
Han hev et stykke papir op af lommen og holdte det frem til arason hvis han var interesseret.
"De eneste spor som endnu eksistere, men fra en gang hvor ørkenen kun var halv så stor...Men måske siger det dig alligevel noget" smilte han og tog samtidig en af sine vandflasker og drak lidt af vandet deri. Lunkent vand.

"ja det vil måske hjælpe men vil du vide hvorfor vi skulle mødes her" svarde han og tog imod korte i det han begyndte og lede det igmen imens han
kiget op på himlen korte var så gammlet at det kun kunne ses om natten nå
der var stjerne han kige op på himlen og tyde korte han smilte til Sean og viste nu
hvor de skulle hen han løbe over mod en hule 50 km fra dem og vente på Sean

Han så lidt på ham og nikkede så.
"Ja. Jeg har stolet på dig så længe, men jeg er faktisk ret nysgerrig. Hvorfor?" spurgte han. han studerede lidt Arason, mens han kiggede skiftevis fra kortet og op på himlen.
pludselig begyndte han at løbe i en retning og han skyndte sig efter ham, selv om han viste når de løb, ville de hurtigere miste energi og sved. Hvilket kunne føre en tættere på dehydrering.
Han smilte kort og lod sig forvandle. Han forandrede sig, hans krop blev større, hans hud mere rødlig, han fik en hale, to store vinger voksede ud af ryggen på ham, to små horn i panden og hans negle blev til lange kløer.
"Jeg har et meget hurtigere vej frem!" hans stemme var dyb nu, mere brummende og skræmmende, som han stod der i dæmonform.
"Bare fortæl vejen" I det mindste ville det så kun koste ham hans egen energi. Medmindre Arason absolut ville løbe.

"vi skal ind i en grotte cirka 20 km herfra" svarde han og kiget på
Sean i det han stod op og kiget om på ham han sank en klump da
han så hvordan sean så ud nok havde han set dæmon men stadig væk han sukket og vente på Sean svar imens han kløede sig bage nakken han smilte til Sean da han jo havde fortælet ham det

Han grinte kort af Arasons reaktion. Men rystede så svagt på hovedet.
"godt. Jeg flyver derhen. Vil du have et lift eller klare du dig selv?" Hans tøj var gået i stykker under forvandlingen og han havde kun lige bukser nok på til at skjule de nedre dele, da han altid gik med elastiske bukser.
Han ville spørge hvad de enlig skulle der, hvad de enlig ledte efter, men han valgte at vente til de faktisk var der...

"nej jeg klare mig vi mødes bare ved grotten" svarde han og begynde
og løbe mod stedet hvor grotten lå han stoppet op foran grotten efter en halv time
han svedte af helvedes til han kiget op på himlen for at se om sean var ved og være der

//20 km. på en halv time? Han er sørme god til at løbe i sand //

Sean havdes stået og ventet på ham. det havde kun taget ham et øjeblik at flyve derhen og det havde en dejlig forfriskende tur. Nu stod han i sit ødelagte tøj og kiggede på grotten, da Arason kom.
"Nå, der er du" smilte han
"Hvad skal vi enlig her?" han så godt arason var svedigt og lidt udmattet oven på turen, men valgte bare at spørge med det samme.

//ja det var nok lidt overdrevende//
Arason kiget på Sean og efter han havde fåede luft
igen "et sværd der kan gøre mig til menske igen den virke 3 gange med at
man skære i sig selv og blive til menske igen" sagde han og kiget op på Sean han begynde og gå hen mod grotten hvor han tog en fakel og vente på sean

Han så tænksomt efter Arason. Så han ville være menneske igen. Interessant, opgive evigt liv, næsten, for lidt blod. Opgive nye styrker, for et sølle menneskeliv igen...Men sikke en indsigt han må have, hvis han blev menneske igen. At vide hvordan det er at være vampyr...
Men interessant var også sværdet og dens magi, hvis den kunne dette.
"Det må jeg indrømme er interessant" småsmilte han og gik med ind i grotten, uden helt at vide hvad han skulle forvente.

han nikkede til sean men da han ikke vår gåede særlige længre kom
der et skilt op som der stod noget på som arason ikke kunne se han lyset det op og læste
det højt op "hvem du er er hvad din prøver vil vise dig" læste han og vendt sig mod sean
"hvad tror du det betyder sean" sagde han til ham i det han kiget på det igen

Han så lidt på det og trak svagt på skuldrene.
"Noget med identitet tror jeg" svarede han og lod blikket glide rundt i de mørke omgivelser, med en fornemmelse af at noget hele tiden holdte øje med ham. Han hade ørkener og de ting der gemte sig i sandet. Og det gjorde han også nu, grotte eller ej.
"Jeg tror kun det er udvalgte personer der skal finde dette sværd og hvad der ellers gemmer sig hernede. Og jeg er sikker på der er planlagt nogle prøver, eller fælder, som man måske kun kan klare, hvis man er en af de...udvalgte, måske" svarede han så og så på Arason igen.

Arason kiget frem af og gik vidre han trådt et skridt
i det han så ned fik han et chok det var et skelet af en elver
der havde prøvet og komme igmen det her han sukkede irtert og gik vidre
til han nåede en kant han sank en klump og kastede en fakel ned der komme
ikke en lyd fra bunden hvis den var der han tog en anden fakkel der hang lide
ved siden af ham og kiget så frem han skulle lave freerun for at komme der over
han sukket og bakket bageud i det han komme løbene til kante hoppet han og nåede
og gribe fat i den træplade der var der han fik sig selv op og smilte til sean "kommer du"

Grotten bød straks på forhindringer og små fælder, man skulle være opmærksom for at se. at gulvet forsvandt i et aldrig-endende dyb var ikke nyt. ikke for Sean i hvert fald.
skelettet af elveren havde været interessant, men der var ikke tid til at studere sådan noget nu. Elveren måtte være løbet ind i et problem af en slags, for ikke bare at gå ud af grotten igen...Og det fik Sean til at være endnu mere opmærksom. Han så kort på Arason da han tog tilløb og hoppede over på den anden side. Og med et svagt smil gjorde han det samme. Han fik kun lige fat, men med sine kræfter fik også han hevet sig op. han klappede kort i sine hænder og så sig omkring i mørket omkring og det der måtte være vejen videre ind i dybet, før han smilte lidt til Arason.
"Selvfølgelig..." denne gang tog han initiativ til at gå forrest ind i mørket...

Arason smilte og nikkede til ham
og fulgte efter ham ind af selve grotten der var nu kun to prøver tilbage
han sukkede hvorfor så mange prøver til det
han smilte mens han fulgte efter ham

De bevægede sig lidt gemmen grotten og dens mørke. Sean var gået forsigtigt frem først, men jo længere de kom ind, jo mere gik han bare, uden at forvente der skete noget. Men på et tidspunkt stoppede han op. han havde hørt en lyd...Som om noget bevægede sig foran dem...Men hvordan kunne det passe? De var jo de eneste der var hernede, der var da ingen der kunne overleve hernede...Medmindre der var en skjult åbning et sted?
"Hørte du det?" han var stoppede op og trukket ud til siden, hvorefter han hurtigt så tilbage på Arason, inden han kiggede frem igen, spejdende gennem mørket, hvor Arason nok så bedre i mørket end han selv gjorde.
lyden var som...slanger...

Arason kiget frem af da han også hørte lydne af slangerne
men foran ham så han sværdet men det lå lide der hvor der var slange
"jeg har set sværdet det er lide der" sagde han til sean og peget frem hvor der var en masede slangere han sukkede hvordan skulle han kunne nå der ude det ville være selv mord han kiget på sean og sagde så "Sean kan du løfte mig over slangerne" sagde han i det han stadig kiget der ud

han så lidt på Arason. løfte ham over slangerne? han lod blikket glide over slangerne. De lå med deres tunger, bevægede sig mellem hinanden på hele gulvet foran dem. Man kunne måske træde forsigtigt imellem dem, men et bid...Ud over at gøre ondt, var de sikkert også giftige. Måske det elveren mærkede, da den var herinde?
Men han var dæmon. Han var dømt til ikke at dø af noget som et slangebid. Han sukkede svagt.
"Jeg gætter det er det bedste" svarede han så.
Han trådte lidt tilbage. Nok var han stærkere end et menneske, men i menneskeform var han stadig svagere end normalt. så han forvandlede sig. på den måde kunne han både løfte Arason uden at tabe ham eller andet, samt modstå slangernes bid.
Han forvandlede sig, tog fat om arason og i nogle bevægelser stod de pludselig inde mellem slangerne. Omkring sværdet var der lidt gulv, som var hævet over det andet og som slangerne åbenbart ikke kunne komme op til. Der stilte han arason, mens han mærkede hvordan slangernes tænder borede sig ind i hans fødder og ben. Han rev vredt nogen af dem væk og kvaste nogle andre.
"så kom i gang!" knurrede han.

arason nikkede til hvad sean sagde da han
stilte ham han kigett på et skilt imens han læste højt fra det
"dette sværd kan kun komme op ved og skære i sig selv" læste
han han tog sværdet frem og kiget på sean han sukkede og trak sværdet op i det
han bagefter skar sig selv med det på hans hånd han mærket en brænde smerte over ham i det han sætte sig på knæ hans tænder ætsede væk og han følte sig svager han kiget på sig
selv da han også fik hans hudfarve tilbage hævet stedet sig og slangerne faldt ned i et endeløs hul han så også at det hele var ved og styrte sammen han fik øje på en udgang og råbte til sean "denne vej" i det han løb mod udgangen

Han var stadig forvandlet som dæmon og kæmpede med at holde slangerne væk, som åbenbart var ret aggressive. De angreb ham i hvert fald hele tiden. Der var et stort slangesøle omkring ham, da gulvet, ja faktisk hele hulen, begyndte at ryste og falde sammen. Kun fordi han kunne flyve, faldt han ikke med slangerne ned i et ukendt, men sikkert dybt,hul, hvor gulvet før havde været. Han så over mod Arason et øjeblik og smilte svagt. Han tidligere leder, nu allierede, var blevet menneske igen...Men der var ikke tid til at tænke over det. De måtte ud, nu.
Han fløj den vej som Arason sagde og håbede de nåede ud før det hele faldt ned om ørerne på dem.

han løb som han aldrig havde gjorde før han mærket sveden det var så
dejliget han mærket at han havde for meget vægt på sig så han kastede det
normale sværd fra ham og hooppet ude sammen med sean
der fløj med ham

Han stoppede først op,da han mærkede den let kølige, og alligevel stadig varme, men friske luft omkring sig. Han trak vejret dybt, fløj rundt i en cirkel, før han landede nede foran resterne af grotten, der var faldet sammen i en stor støvsky. Han så lidt på Arason for at se om han var okay. han var træt, mærkede han, han brugt meget energi på denne form og glædede sig til den dag, om lidt under 9 måneder, hvor han havde muligheden for at blive endnu stærkere...
Han smilte svagt. hans hale gled roligt frem og tilbage over sandet. Han ville ikke forvandle sig, før han havde fløjet tilbage til byen. Der kunne han spise og sove...Slangegiften måtte han også gøre noget ved, han mærkede allerede hvordan den sved gennem hans krop og besværede hans vejrtrækning.
"Det var det. Du er menneske igen. Hvordan føles det?" brummede han og så på Arason, selv med sveden der løb ned over hans rødlige hud.