do you belive in fate //Aliyah//

S: rotten root's gyder
T: 20.00
O: et par gade lamper og diverse fulde mennesker
V: stjerne klart
P: en læder jakke samt et par cowboy bukser med enkelte huller og et par fodformede sko

en skygge fløj hen over hustagene. hvis man så godt efter kunne man se guldet glimte i månelyset. denne skygge var kendt blandt vagterne som Johan Hunt. han stoppede ved kanten af et tag og hoppede ned på gade nivau. hans skulder blev snart optaget af hans tvilling Mordekai. Johan var satuine og i de 21 år var de blevet smidt ud af samtlige hjem de havde haft.

Aliyah gik rundt nede i gyderne..
De mørke gyder, hvor de fleste ikke turde vove sig ind i..
Hun stod lænet op af muren, da hun ikke ville væk fra gyderne.
Hun følte sig tilpas i gyderne, som om det var hendes sted, selvom det slet ikke var det.
Hun lagde mærke til de råb der kom ikke langt derfra..
Vagterne var endnu engang efter en tyv, det var hvert faldt hendes første indtryk..
Hun gispede da en mand landede over hende..
*Satuine..*
Det var ret så tydligt mente hun selv..
Hun var ikke ligefrem så vild med den race, hun havde faktis rigtig meget imod den da hun havde kendt nogle forfærdelige satuiner..
''Der henne!''
En stor kraftig mand pegede op på mande, og vagterne begyndte med at løbe hen imod manden som stod på et tag lige over Aliyah..
Aliyah kunne ikke se manden eller vagterne, men hun kendte manden og kunne kende hans stemme..
Det var en af vagterne..
Hun havde slået hans børn og kone ihjel, så hun havde vel snakket med ham et par gange..
Hun stod gemt væk fra alt og alle i skyggerne..
Et halvt smil kom frem på hendes læber, da nogle af vagterne prøvede at komme op til manden på taget..
Dette kunne blive sjovt, men alligevel var der en dum stemme inde i hendes hovedet der sagde at hun skulle hjælpe ham.
Hun sukkede lavmælt og kiggede op på manden..
Gyden var ret så smal, så der kun lige var plads til to tynde personer stå ved siden af hinanden.
Til gengæld var gyden rigtig lang og snoet..
Hun satte to ben over på den anden side af gyden, og lænte bare ryggen lang bagud, så hun ramte den anden side af gyden..
Hun begyndte så småt med at kravle op af væggen ind til at hun nåde op til manden..
Hun rev fat i hans ben, og prøvede at hive ham med ned til jorden igen..
Fra den højte kunne hun sagtens lave en god landing på benene.

Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

da vagterne opdagede hvor Johan var og råbte efter ham kunne han ikke lade være med at smile "nå nå det er jo lovens dovne arm, hvad er der galt, var der en bar på vejen " den vrede vagt chefen havde for Johan var ikke ubegrundet. ved flere lejlighedder havde Johan ydmyget ham.
den seneste gang havde han såmænd fået vagtchefen til at løbe ind i en stegepande som Johan havde smækket frem fra et hjørne. Johan smilede et sarkastisk smil, bukkede så og hoppede fra bygningen "bare rolig næste gang tager jeg lidt wishkey med til dig"
han gik ind i en lille gyde ved siden og stødte ind i en pige " ved du ikke det er uhøfligt at smuglytte til folks samtaler" hans smil var sarkastisk dog varmt og imødekommende.

Hun så flabet på manden som nu havde opdaget hende..
Men hans varme og lidt komiske smil fik hende dog til at slappe lidt af.
''Ved du ikke det er uhøfligt at støde ind i folk?''
Hun gengældte bare hans smil og prøvede at sige det på samme måde som han havde sagt det til hende før.
''Jeg høre at du bliver forfulgt?''
Hun smilte lidt musk til ham og gik tættere på ham.
''Har du mon, brug for lidt hjælp?''
Hun begyndte så småt med at gå længere ind i gyden og rundt om et hjørne inden han overhovedet kunne nå og svare på spørgsmålet..
Hun regnede selvfølgelig med at han fulgte med hende..
Hun var ret så sikker på at dette ville blive en spændene aften..
Gyden blev breddere og breddere, og der blev mere plads i gyden, men den var dog stadig ret så snoet.

han lagde en hånd på hendes skulder og førte hende ind af en tilsyneladende blind vej "tro mig d her fyre er altid klar på at spærre mig af i gyderne. så jeg sørger få at have udveje" han tog en sten ud af væggen og trykkede på en knap bag den. som ved et trylle slag kom en lille reb stige ned som førtes op til et lille vindue. han greb fat i stien og rakte så en hånd ud mod pigen
"kommer du" han greb fat i hendes hånd og stien trak sig selv op så den var lige ved vinduet. han steg ind af vinduet ind i en nydelig lejlighed med hylder og skuffer fulde af guld, sølv og juveler "velkommen til min ydmyge lille område"
han lod mordekai hoppe af på sin pind og fodrede ham med en mindre gnaver. Mordekai skrappede glad og nussede Johans hånd da han satte den ned til Mordekais hovede.
Johan åbnede hans rygsæk og viste at den var næsten fuld af guld "ikke dårligt var gamle jas" igen skappede Mordekai glad. i det samme kom han i tanke om pigen "kan jeg byde på noget, vand, øl, wiskey" hans smil bredte sig da han satte dagens fangst op på en af de sidste ledige hylder.

Hun så undrende på ham og fulgte bare med ham ind i en blind gyde..
Hun undrede sig rigtig meget, hvordan ville han dog komme væk derfra, det var jo direkte umuligt!
Hun så nysgerrigt, og forbløffet på ham da han rev en sten ud af væggen, trykkede på en knap og der kom en lille reb stige ned som førte op til et lille vindue..
Det måtte hun indrømme, det havde hun ikke lige forventet.. Hun havde nu mere forventet at han havde brug for hjælp af hende, og ikke omvendt...
Hun ville sige noget, men inden hun fik sagt noget greb han fat i hendes hånd og trak hende med op af stigen..
Hun gik forsigtigt ind i lejligheden og gik lidt rundt der inde og så sig lidt omkring..
Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, hvad skulle man sige i sådan et øjeblik.
Man prøver at hjælpe en, som så ikke havde brug for hjælp men istedet hjalp en selv..
Hun havde haft ret.. Han var en tyv, men det betød dog ingenting.
Hun løftede det ene øjnbryn da han ville byde hende på noget.. Hun drak ikke, ikke engang vand.
Altså jo selvfølgelig drak hun det en gang imellem, men det gjorde alle vel, men det var ikke sådan rigtig noget hun drak, hun drak næsten aldrig noget.
''Jeg takker nej..''
Hun trådte lidt tilbage og lænte sig op af en væg, hun så sig lidt rundt i rummet..
Hendes blik gled efter lidt tid over på manden, hun havde slet ikke haft tid til at studere ham, som hun ellers gjorde ved alle hun mødte..
''Dit navn?''
Et halvt smil bredte sig ud på hendes læber.

han bukkede og smilte " Johan er mit navn som liste tyv gør jeg gavn" hans stemme var melodisk men drillende "og hvad er så dit navn smukke" han tog en lille halskæde fra en hylde og gik hen til sit bord. han tog et forstørrelses glas og kiggede på halskæden "hmm der er lettere skade men ingen på ædelstenene. den kan sælges vidre i morgen" han mumlede for sig selv og så op igen og lagde luppet og halskæden "som du kan se er min forretning blomstrende. det sætter det virkelig i perspektiv nå jeg kan fortælle at det her er fra to uger hvor jeg ikke har solgt noget" han grinte lidt skrev så et skilt og satte det fast på halskæden.

han satte sig i sofaen med et glas med vand "så hvor heldig skulle jeg være for at vi mødtes. jeg mener at du er en dæmon og alt det der" hans smil bredte sig så man kunne se de perfekte krid hvide tænder "kom sæt dig, jeg bidder ikke" hans øjne var så klare blå at de kunne nærmest trænge gennem ens sjæl.

Hun smilte lidt af hans melodiske stemme, hun måtte indrømme at han nu var meget speciel..
For engangs skyld havde hun fundet en satuine som hun ikke syntes var helt så slem alligevel..
''Mit navn er Aliyah Cial min unge herre''
Hun negede yndefuldt og begyndte så småt med at gå hen imod ham, så hun kunne se hvad det du end var han lavede.
Hun var faktis meget forbløffet over alt det han havde, hun var sikker på at han ville tjene masser af penge på alt det han kunne sælge.
Hun grinede lidt da han snakkede igen, han var nu meget høflig.
''Og jeg mener at du er en Satuine?''
Et halvt smil foldede sig ud på hendes små bløde læber.
Hun studerede ham med øjnene efter han havde sat sig ned i sofaen..
Hun havde slet ikke overvejtet at sætte sig hen til ham før han nævnte det, men hun tog dog glad imod tilbudet.
Hun grinte lidt og satte sig hen ved siden af ham.
Hun lagde mærke til hans unaturlige hvide tænder, hun havde nu mere forstillet sig nogle beskidte usle tænder fra en tyv..
''Well well well, Johan.. Tør man spørge hvor længe du har levet af at stjæle?''
Hun smilte lidt og så nysgerrigt på ham, med nogle funklende og skindene øjne.

"tja jeg har altid stjålet hist og her" han grinte lidt "jeg havde bare modet til at gøre mine små røverriger lidt større" et vittigt tonelege undertøttede denne sætning. han rettede sig op og kiggede på hende "sig mig tror du på skæbnen" han trak et lille bord hen foran dem. der var nogle tarok kort spredt ud på det. han smilte og pegede på et kort "karreten, du vil komme ud på en rejse som du ikke havde planlagt" han så op på pigen "lyder det som noget du kender" han smilede igen men lidt mindre.
Mordekai fløj over på Johans skulder "når ja hvor er mine manere. det her er Mordekai min bror" han rettede på Mordekais fjer og sendte ham over på sin pind igen med en fed mus i næbet. han tog kortene op og blandede dem " de her kort er nok de sidste ting jeg har fra mit børne hjem sammen med min bamse Plinko" han grinte lidt "jeg ved det lyder underligt at jeg stadig har den men det minder mig om en gang hvor alt var simplere" han lænede sig tilbage mens han stadig blandede kortene.

Hun så undrende på ham..
''Om jeg tror på skæbnen? Det kommer skam an på i hvilket sammenhæng..''
Hun smilede en smule lumsk.
Hun var ikke helt sikker hvad han mente..
Jo, hun troede på skæbnen, men ikke altid, det kom selvfølgelig altid an på i hvilket sammenhæng han mente.
Hun fulgte ham forsigtigt med øjnene, da han trak et bord hen til dem.
''Du vil komme ud på en rejse som du ikke havde planlagt..''
Hun mumlede lidt for sig selv, det lød bestemt som noget hun kendte til..
''Det lyder bekendt''
Hun smilede forsigtigt og ventede på ahns næste træk.
Hun så på fuglen som nu sad på Johans skulder.. Hun strækte forsigtigt hånden ud og lagde en finger på den klør.
Hun havde altid beundret fugle, og at sidde tæt på en gjorde det bare meget bedre. Hun så på fuglen som fløj over på sin pind igen med en mus i munden.
Hun lyttede stille efter imens hun lod blikket vile på kortene som blev blandet.
''Det lyder ikke spor underlig! Det sødt..''
Hun smilte venligt og lænnede sig selv tilbage i sofaen.
''Nå men disse kort? Har du en plan med dem?''
Hun satte begge sine fødder op i sofaen, og drejede hele sin krop over imod ham.
Efter hun havde sat sig lidt til rette, gav hun ham et nysgerrigt blik som bare lyste op af blandede føleleser.
Dette var spændende, skræmmende da der var et eller andet over ham hun ikke var så vild med, men sammentidig, var det også meget anderledels end noget af alt det andet hun havde prøvet før i tiden.

han lagde fire kort ned og vendte det første "jeg kender meget lidt til de her kort men jeg kan lidt" han smilede igen "eremitten. du beskytter dig selv bag en skald af følelser "
Johan var ikke sikker på om ham eller om det var hans gæst som kortene passede på. han smilede "bær over med mig jeg er ikke god til det her" han smiled og vendte det sidste "den hængte. du vil udsætte dig selv for store fysiske prøver" han smilte lidt vil den sidste
"tja det var den omgang. og som sædvanligt er det volapyk" han grinte lidt og så på pigen " hvad laver du enlig i den her del af byen. aliyah var det ikke" han var ikke god til navne men han kunne altid genkende ansigter.

han hældte lidt mere vand op til ham selv i et lille glas og drak det "fortæl mig om dig selv" han smilede igen så man kunne se de hvide tænder.

Du beskytter dig selv bag en skald af følelser
Det passede nu faktis meget godt til hende, men det var bestemt ikke noget hun havde tænkt sig at fortælle ham.
Hvorfor dog åbne sig op for en person hun lige havde mødt, og når han også var Satuine havde hun slet ikke tænkt sig at gøre det..
Eller det vil sige at hun ikke var sikke rpå om hun ville gøre det.
En lille trækning i mundvigen var det tætteste hun kom på et smil lige der.
Hun var ikke sikker på om kortene også passede til ham.
Men ifølge hende ville det være lidt urealistisk at hun havde noget tilfælles med en Satuine..
''Jeg tror nu ikke det hele er volapyk..''
Endelig kom det længe ventet smil, dog kun et lille et.
''Jeg føler mig tilpas i selv de mørkeste kroger af byen, men jeg kunne vel forstille mig at du tit er i den her ende af byen?''
Hun følte sig bedst tilpas i mørket, hun havde ikke som sådan noget i mod lyset men der var bare et eller andet over mørket der tiltrak hende.
Hun så bare lidt på ham med nogle stirrende øjne.
Hvad skulle hun fortælle.
Hun var helt væk.
Gemt væk i det mørkeste krog i sig selv.
Tankerne fór igennem hovedet på hende.
Hun havde aldrig rigtigt fået det spørgsmål før, og vidste derfor ikke hvad hun skulle svare.
Efter lidt tid og hun havde tænkt over hvad hun skulle svare, tænkt over sit liv kom hun endelig på et dårligt svar, men et svar var et svar.
''Hvad vil du gerne vide?''
Et halvt smil kom frem på hendes læber.

han smilede igen " tja hvordan var din barndom" han så på hende med de blå øjne som vagterne så mange gange havde se med vrede i. Mordekai sad på sin gren og lagde hovedet på skrå du er vel ikke ved at blive blød broder Johan så stadig på Aliyah jeg er ikke ved at blive blød jeg tror det er dig der er paranoid han så på et lille lomme ur i lommen *vagtskifte* han smilede til hende "jeg tror det er sikkert at komme vidre nu vagterne har lige skiftet positioner og der går altid en halv time før de kommer på plads så alle gader er tomme.
han åbnede vinduet de begge var kommet ind af "damerne først vi kan snakke på vejen " han gik lidt mere vagtsomt i aften. på det sidste havde vagterne vidst når han havde bevæget sig rundt i byen "vi skal lige et smut forbi mit gamle børnehjem hvis det ikke gør noget for damen" han bukkede dybt og smilede til hende mens han vidste en sæk frem med lidt guld og en hel masse sølv.

Et typisk spørgsmål hun fik tit, ikke et spørgsmål hun var glad for at svare på, men hun prøvede for det meste at svare på det så godt hun kunne. ''Min barndom... Ikke værst, jeg vil tro at den var meget normal..'' Hun prøvede sådan set at undgå alle de dårlige ting, og kun remse de nogenlunde gode ting op, som hun kunne komme på. Hans blå øjne, det var hvert fald noget som hun ville huske ham for! Og så også hans høflighed, hun var ikke blevet behandlet sådan i langtid, og især ikke af en Satuine! Det forbleføde hende at de kunne være sådan..
''Det lyder lovende, lad os komme af sted'' Et bredt smil foldede sig ud på hendes læber, mens hun med lette skridt gik hen til det åbne vindue. Hun smilede lidt og gav ham et lille nik ved hans lille kommentar. Hun kunne ikke holde et lille grin tilbage da han bukkede for hende, hun elskede simpelthen hans måde at være på!
Hun lagde hovedet let på skrå da han viste sækken frem med værdiger. Selvfølgelig gjorde det ikke noget, men havde han andre planer om hvor de skulle hen? Altså på den måde han sagde det på, vi skal lige et smut forbi mit gamle børnehjem . Men det kunne egentlig også være ligemeget, denne aften ville hun følge ham, hvorend han nu ville hen.