A hole new world.//Sharona//

s: Firewood Village kirke.
t: Middagstid.
p: cowboybukser, hættetrøje.
o: En stille kirke, med folk der ber.
v: Regnvejr.

Toshiba sad og kiggede sig omkring. Det var en meget smuk kirke, med de smukkeste udstillinger. Ikke så langt fra ham, sad der andre og slappede af. De var nok gået i læ, ligesom ham. Han sukkede og lænede sig tilbage i sædet. Regnen havde gjort hans hættetrøje sjask våd. Det var ubehageligt. Han hadede det.

Sharona kom gående, der var ikke mange steder at søge læ. Desunden havde hun ikke noget imod regnen, men den mindede hende om hvor forfærdelig hendes bagrund var. Hendes har var helt vådt, og var klasket sammen indtil hendes ansigt. Hendes sortetop var også gennemblødt, Sharona havde ikke forventet der skulle blive koldt. Så hun var ankommet i en sorttop og et par shorts. Det var det eneste hun havde haft råd til, desuden var det ikke andet end billigt tøj. Sharona var en meget fattig pige..
Men smuk det var hun, hendes øjne strålede når man kiggede ind i dem.
Hun fik øje på en mand under et træ, han sad i læ. Men noget i hende kunne mærke hans aura var som hendes.
Sharona kunne se en sort ulv længere nede, den var driv våd. Den stirrede på hende. Safir tog det som en trussel og sprang på den sorte ulv. Den sorte panter sprang på den sorte ulv, og bed den i forpoten.

Shetan løftede hurtigt hoved, da en sort panter kom springende imod ham. Den bed ham i poten og sendte smerte igennem hans og Toshibas krop.
Toshiba rejste sig, da han kunne mærke smerten i sin arm. Shetan bed panteren i halsen. De skarpe tænder fik den til at give slip fra potten. Da panteren havde givet slip, hoppede Shetan bagud og stirrede med et ondt blik på den angribende panter.
*Jeg har intet gjort dig!* knurrede den.
Toshiba gik hen ved siden af ham. hvor han derefter sendte et forvirret blik til den sorte panter, der stod og krummede dets stærke katteryg.

Sharona mærkede smerten fra ulvens bid i hendes hals, og hendes øjne spærrede op. Men Safir knurrede bare af den sorte ulv.
*Hvem ved!* Knurrede hun igen og sprang frem og væltede den sorteulv. Og bed den i halsen, hun sprang tilbage og krummede sin ryg.
*Safir! Stop så!* Sendte Sharona vred og alvorlig tanke over til Safir. Safir kiggede skamligt ned i jorden, og lagde sig ned.
Sharona gik hurtigt derover, hun kendte godt til sin egen frygt for nogen skulle angribe hende. Så hun forstod Safirs reagsion.

"Har den unge dame et problem med min ulv?" spurgte Toshiba og kiggede ned på Shetan, der stod i angrebsstilling.
*Uhøflige skarn!* vrissede Shetan og stillede sig i en position, der udviste stolthed og kongelighed.
*Tal pænt Shetan* sendte Toshiba en tanke gang til ham.
Shetan fnyste og gik hen ved hans side. De var som et. Shetan var dog ikke altid så høflige, med hesyn til hans tankegang, hvis nogen behandlede ham dårligt. Han hadede uhøflige mennesker.

"Nej jeg undskylder på hendes vegne, hun er bare meget forsigtig.."
Sharona kiggede ned på Safir, med et skuffet blik.
*Undskyld da?* Vrissede Safir tilbage til Shetan.
*Safir!* Sagde Sharona telepatisk til Safir, og Safir lagde ørene lidt tilbage.
"Jeg undskylder virkelig.."
Sagde Sharona til Toshiba, og mente det fuldt ud.

*Undskyldning godtaget* vrissede Shetan, imens hans ryg stadig var rank og stolt.
"Det er okay," sagde Toshiba og nikkede som en godtagelse af hendes undskyldning. "Vores dyr er ikke altid lige til at styre."
han smilte skævt. Regnen blev kraftigere, den fik hans hættetrøje til at klistre helt til hans krop, så den afslørede noget af hans kropsfigur.
"Vi må hellere komme i læ," sagde han og kiggede op på himlen, der blev mørkere og mørkere.
Shetan nikkede, men fjernede ikke blikket fra Safir.

Safir rejste sig elegangt op, og kiggede rejste sig op. Hun var stolt.
"Det siger du ikke.."
Sharona kiggede op på den mørke himmel, den blev mørkere og mørkere ligesom hendes liv. Hun havde virkelig brug for noget som kunne lave en vending i hendes liv. Noget positivt!
Hun blev stående i regnen, men Safir luntede i læ.
*Kom nu ind.. Ryst minderne ud af hovedet..*Sagde Safir til Sharona.

Toshiba tog hænderne i lommen og kiggede over på kirken. Døren var åben. Mon man måtte gå indenfor?
*Kirken er åben for alle* Shetan bemærkede Toshibas blik. *Lad os gå derind*
Han luntede med sin våde ulve pels, hen mod kirken og kiggede ikke tilbage efter Toshiba, da han vidste at han ville komme på et tidspunkt.
"Vil i med ind i kirken?" spurgte Toshiba høfligt til Sharona. "Regnen holder vist ikke op foreløbelig."
Han sendte hende et omsorgsfuldt blik.

Sharona smilede forsigtig, og lagde armene hen over brystet.
"Hvorfor ikke?"
Hun var ikke ret van til omsorg, og smilte forsigtigt. Hun var virkelig sulten, virkelig virkelig sulten. Men hun havde ingen penge, og hun ville ikke stjæle fra en artsfælle.. Hun var van til at stjæle, men ikke i små grupper.

Toshiba nikkede, med et kærligt smil og gik hen mod kirken.
Der var ikke mange inde i kirken. Det var nok pga. vejret. Kold, klistret og vådt. Toshiba kiggede efter hvor hans nysgerrige ulv, havde placeret sig i den fredelige kirke.
*Heroppe* Shetan lå på gulvet, helt oppe ved alteret.
Toshiba smilte og gik derop imod. Folkene i kirken sendte nysgerrige blikke efter dem. De var jo satuiner. Der var ikke mange der syndes om dem. Hvorfor vidste Toshiba ikke. de havde da ikke gjort noget? De havde bare et dyr som følges ven?
*Sæt jer ned,* Shetan logrede med halen.
Toshiba smilte stort og satte sig ved siden af sin våde følgesven. Med en rolig bevægelse tog han sin hættetrøje af. Den var alligevel ikke hver at have på, da den var pladder våd. Indenvendig havde han en sort T-shirt på, der også var våd men ikke ligeså våd.

Safir kom løbende ind i kirken, hun rystede sit hoved. Sharona satte sig ved siden af Toshiba. Da hun fik øje på en mand, som også havde søgt ly. Hendes far.. Minderne vågnede i hende, hun huskede hvordan han havde slået hende med fuld kræft. Sparket og råbt. Alt..
Hun stirrede på hendes far, som heldigvis ikke havde set hende. Hendes øjne var banke, og hendes læber dirrede en smule.
Safir krummede ryggen, og knurrede ved siden af Shetan.

Toshiba bemærkede Sharonas skrækinjagende blik. Han fulgte det, med et nysgerrigt blik. Hun kiggede på en mand, der havde søgt i ly ligesom dem. Hvad var der med ham?
Shetan bemærkede Safirs krummede ryg.
*Hvad er der med dig?* spurgte han og fulgte dets blik. *Er han farlig?*
Toshiba kiggede forvirret på Sharona.
"Alt okay?" spurgte han roligt.
Et lyn slog ned udenfor og gav alle i kirken et chok. Lynet lyste hele kirken op med en smuk glans.

"Det min far."
Svarede Sharoa og sank en klump. Det løb hende koldt ned af ryggen, bare han ikke så hende. Hun vidste ikke engang hvad der var sket med hendes mor, om hendes mor var død eller i live.
*Han havde nær dræbt os.* Knurrede Safir og hendes nakke hår rejste ´sig. Safir havde bare lyst til at springe på ham. De havde sendt Safir væk da de blev født. Sharona fandt hende for cirka et år siden.

Shetan lagde sin øre helt ned til sit hoved, da hun fortalte at han næsten havde dræbt dem.
*Forfærdeligt menneske* knurrede han.
"Nårh," sagde Toshiba forstående. Han kunne mærke på hende at hun var bange. Der måtte være et eller andet han havde gjort.
*Han havde nær dræbt dem Toshiba* fortalte Shetan.
Toshiba fik et overrasket glimt i sine øjne. Den havde han ikke lige set komme.
"Lad os gå," sagde han stille og tog forsigtigt Sharonas hånd.

Sharona klemte hans hånd lidt, men mest fordi hun huskede hvordan hendes far havde slået hende.. Spraket.. Og næsten drænet alt liv ud af hende..
Safir knurrede, og hendes nakke hård rejste sig. Den følelse af vrede og skuffelse sad i dem begge. Dog var det Safir som gav udtryk for den.
*Den eneste vej ud er forbi ham.*
*Det ved jeg..* Svarede Sharona på Safirs tanke.

Toshiba tog sin hættetrøje og tog den over Sharona.
"Jeg ved godt at den er våd, men måske kan den dække dig så han ikke kan genkende dig," hviskede han til hende, imens de langsomt gik ud mod udgangen.
Shetan fulgte lige bag Toshiba. Hans øjne var rettede mod deres voldige far, hvis han nu skulle opdage dem. Han kunne lige prøve på at være voldig in en kirke.