Deep down the rabbit hole (Sean)

Hun havde efterhånden ingen anelse om hvordan tingene var endt som de var, hun kunne udemærket huske hvornår det hele var startet, efter hun havde taget sin hævn var det som om en ny side af hende havde vist sig, en der tørstede efter blod, en der krævede spænding og en som slet ikke kunne få ro. Det var derfor hun endnu engang befandt sig her i undergrunden og hun ville sikkert være her til langt ud på natten igen igen.
Det positive ved det var at hun endelig var begyndt at tjene nogle penge, hun havde aldrig rigtig tjent penge før, ikke fordi hun havde manglet noget men det her var en ny følelse og så var hun desuden rigtig god til det. Første gang hun havde gjort det havde hun haft det dårligt men jo længere tid hun havde været omkring hendes bytte desto mere havde adrenalinen meldt sig og nu sad hun så her igen igen og med et omdømme som talte for sig selv.
Hernede gik hun dog under et andet navn, det havde været dumt at lade folk kende hendes rigtige navn, det ville kun skabe problemer for hende, nej hernede var hun rendt som Vixen.

Let gled øjnene ned på glasset med whiskey foran hende, et ganske fint rødt læbeaftryk dekorerede kanten af det som hun lod en enkelt slank finger glide langs kanten af glasset. Hendes lange hvidlige hår hang løst omkring hendes ansigt i blide bølger som indrammede det og fremhævede de smukke træk som de fyldige læber, de høje kindben og hendes store øjne. Hun havde allerede klaret nattens arbejde og nød nu endorfinerne, adrenalinen som stadig brusede gennem hendes krop. Let lod hun blikket glide over baren, der var mere end et par øjne som hvilede på hende, både ren lyst men også frygt i et par af dem hvilket kun fik hende til at smile, et af hendes drilske charmerende smile som hun lod hånden lukke sig omkring glasset og førte det op til læberne for at tage en tår. Hun havde lyst til at lave mere ballade, en følelse som stadig var relativt ny for hende.

Det var flere timer siden han havde forladt sit arbejde...Kun for at fortsætte hjemme i sit eget hus. Sådan var det. Ikke kun fordi han skulle balancere pligterne som henholdsvis hersker og kriminel overlord i byen, men lige så meget fordi han var og altid havde været en arbejdsnarkoman. Det var svært for ham at slappe af, svært for ham bare at koble af og gøre ingenting. Han blev rastløs, irriteret. Og hvad var der galt i han arbejdede konstant? Han nød det. Han led ikke overarbejde. Desuden formåede han altid at proppe personlige forhold ind mellem det hele, så intet blev forsømt. Ikke at der var mange at gøre plads til længere, men det gik ham ikke så meget på, som det engang havde gjort.
Han havde nulstillet uret. Han var blevet svag. Folk havde forladt ham, trampet på ham mentalt og skidt ned i halsen på ham. Men ikke igen. Ikke mere. I dag holdt han alle på en sund afstand, med undtagelse af dem der fortjente at blive lukket længere ind. Selv folk han normalt kendte, blev mødt med samme reservation, på grænsen til at virke som om han aldrig havde set dem før. Det havde han været nød til. For sin egen skyld.
Men tingene var hurtigt blevet kedelige. Arbejde, arbejde, arbejde. Hersker var ikke noget han selv havde ønsket, men noget han var blevet påduttet. Så han kunne vel styre byen som han selv ønskede?
Og det gjorde han. Tingene var ikke så stive længere. Man kunne have det sjovt, uden folk kom for tæt på. Hvis de gjorde, kunne man forlade dem eller slå dem i gulvet. Hvad end der virkede.

Han havde stadig tid til at læse rapporter. Tid til at lytte til rygter og opdatere sig på byens generelle helbred. Især når han besøgte sin klan hørte han rygter og i et stykke tid havde han hørt om denne nye brik i spillet. En der gjorde ting i hans territorium og en som han ikke kendte i forvejen. Sean nød ellers at holde sig opdateret om den slags, især med folk der var på vej op af det usynlige hierarki. Men det var først efter nogle af de nyeste rygter, han virkelig var blevet nysgerrig. I flere uger havde han bedt sine folk om at finde ud af mere...Og ikke mindst, hvor Sean selv kunne finde denne Vixen.
Han havde sine mistanker. Men hvem kunne vide? Den kvinde han tænkte på, den kvinde som rygterne på deres egen måde mindede ham om - om ikke andet, så af udseende og ikke af handlinger - boede i en skov. Hun var både bestemt og blid. Han havde elsket de ting i hende og gjorde det stadig. Ingen havde han beholdt en respekt og kærlighed for så længe, som for hende. På trods af de aldrig så hinanden længere. Måske var det minderne han stadig var forelsket i? Han havde hørt en teori om at uanset hvor anderledes folk virkede, var de i deres indre stadig den samme som altid. Spørgsmålet var...Hvilken del der var den rigtige, ikke?

I dag ville han ikke opsøges af uvedkommende. Så i stedet for det fine, prangende tøj han ellers altid gik med - uanset om det var det ene eller andet arbejde - var han i dag trådt i noget helt sort tøj. Kvaliteten var stadig god og Sean gik stadig som en mand med magt, med autoritet. Sværdet hang ved hans side, men i nat havde han valgt et neutralt sværd. Den sorte tunika, de sorte bukser, den mørke kappe, hvis hætte skjulte hans efterhånden alt for genkendelige ansigt i byen.
Han var ankommet til baren. Men i stedet for at bestille noget med det samme, var han stoppet op og havde ladt blikket glide over omgivelserne og gæsterne. Til sidst, med et svagt smil, var han gået op til baren og bestilt en drink. En whiskey. Klassikeren, men også ganske velsmagende i små mængder. Efter at have betalt, vendte han sig og gik hen til bordet. Hen til kvinden, som han nok ville genkende hvor som helst, når som helst. Det hvide hår i sig selv. Lidt som Vetis, når han ikke farvede det og måske var det også en af grundene til Vetis virkede spændende...
Det hvide hår.
Sean satte sig og i samme øjeblik han havde sluppet sin drink på bordet, skubbede han hætten tilbage og så på Alane med et blik der sagde han hyggede sig. Som om det hele tiden havde været meningen han skulle finde hende her og de skulle sidde her sammen. Der faldt ingen hilsen over hans læber, som han i stedet gav sig til at nippe til sin drink. Mens hans blik hvilede på hende, studerede hende. Trods alt, hvis han skulle tro rygterne, mindede hun ikke helt om den kvinde han kendte. Så hvordan de skulle være over for hinanden, måtte lige så meget være op til hende.

Hun var ikke længere den samme blide og venlige sjæl som hun ellers havde været hele hendes liv, hun var blevet snydt, stukket i ryggen og skubbet over kanten for mange gange og den gang hvor det havde betydet mest var der ingen der havde grebet hende, først efter hun selv havde kæmpet sig vejen hen til Sean havde han hjulpet hende tilbage på benene men det havde mindet hende om hvor alene hun egentlig var i denne verden og hvor kynisk verden egentlig var så den samme unge glød var falmet i hendes øjne som hun lod blikket møde ham henover bordet.
Allerede inden han havde slået hætten ned havde hun vidst det var ham, hun havde genkendt ham fra det øjeblik han trådte ind på baren og i kort øjeblik havde hun overvejet at flygte, hun vidste ikke længere hvem hun selv var hvilket skræmte hende og hun anede da slet ikke hvordan hun skulle være over for andre og slet ikke hvordan hun skulle være overfor Sean. Hun ville ikke skuffe ham.... Uanset hvor dumt det end lød var hun angst for at skuffe den store dæmon der sad på den anden side af bordet.
Hendes dybe grønne øjne fandt hans da han slot hætten ned og hun kunne ikke lade være med at smile, smilet var dog det samme som det altid havde været overfor ham, dog blev det hurtigt til et skævt og indbydende smil som øjnene gled ned over hans overkrop, adrenalinen og endrofinerne pumpede stadig i hende og det tog hende et øjeblik før hun kunne rive blikket fra ham og hun kiggede ned på hendes glas inden hun tog en tår. Hun nød hans selskab, ikke at nogen af dem havde sagt noget endnu men behøvede de egentlig overhovedet det? Var han lige så i tvivl om hvordan han skulle tiltale hende som hun var?

Der gik dog ikke længe før hun kiggede ham i øjnene atter engang og åbnede munden for at lade nogle få ord glide over læberne, "Sean...", sagde hun i en varm tone inden hun forsatte, "Længe siden, hvilken ære har jeg dog af dette besøg?", sagde hun dog i en noget mere drillende tone som hun samlede glasset op for at tage en tår og efterlade endnu et mørkerødt aftryk på glassets kant.

Det var blot et sip, men det var nok til at sprede den bitre, stærke væske i hans mund og svælg. Nok til at han kunne mærke det hele vejen ned. Mon han nogensinde vænnede sig til det? Nok aldrig. Og det var nok meget sundt. Resten svang han rundt i glasset, som han så ned på et øjeblik midt i stilheden. Det var først da hun snakkede, at han så op på hende igen. I en stund mødte han hendes ord med stilhed. Hvad skulle han sige? Han havde ingen grund til at møde op. Men noget i hendes blik var stadig den gamle Alane. Også selv om der var kommet noget mere hårdt over hende. Som over alle dem, hvis selskab Sean til hverdag satte pris på, men som han sjældent knyttede sig tættere til. De var ligesom ham selv og derfor vidste han hvor lidt han ville få ud af sådanne forhold. At før eller siden ville de skuffe ham i deres individualitet og styrke, deres stædighed og forsøg på at være hårde. Der var ikke plads til mange andre i dem Ikke at det nødvendigvis var dårligt, for Sean var selv sådan. Men Sean vidste også han havde en mere rolig side. En side der fandt sig tilpas i selskab med blidere typer i fritiden. En balance.
Men han kunne ikke tillade sig at dømme Alane. Han var ikke længere en del af hendes liv og hvordan hun skulle leve det, var op til hende selv. Sean var næppe nogen rollemodel på det punkt.
"Alane"
Navnet gled hen over hans læber og han var selv overrasket over hvor blidt det lød. Hvor varmt. Han troede han havde lagt den slags på hylden nu, men der var åbenbart stadig ting han ikke selv kunne styre. Det irriterede ham næsten. Navnet var en hilsen. Præcis som hendes havde været.
Han trak vejret dybt, slap glasset og samlede sine hænder foran sig, så han kunne hvile sin hage på dem. Hans blik søgte hendes for et øjeblik.
"Jeg har hørt alle mulige historier. Jeg kom for at finde de af dem, der bar et gram af sandhed i sig. Jeg var forundret...Da jeg begyndte at genkende dig i dem. Det måtte være en fejl, tænkte jeg. For det lød ikke som den Alane jeg kendte. Men hvem er jeg at dømme? Så..." Han lænede sig tilbage igen og trak på skuldrene, som om det ikke rigtig betød noget.
"...Hvordan går det? Hvad render du egentlig og laver?"

Han var skuffet over hende, skuffet over de valg der havde ledt hende hertil, hun ønskede inderligt at hun kunne bede ham rende og hoppe og netop som han selv sagde, hvem var han i forhold til at dømme hende?
Hun var ung, stadig meget ung i forhold til ham og havde slet ikke gennemgået alt det han havde, dette havde været hendes første rigtig forrådelse og hun havde ikke anet hvad hun skulle gøre med sig selv, hun havde været syg, været svag og havde været nødt til at stikke halen mellem benene, hun havde aldrig skammet sig så meget over den hun var før den dag og hun havde svoret hun aldrig ville føle sådan igen. "Hvad kan jeg sige, ensomheden klæder mig ikke", hun sagde det i en drillende tone men sandheden var at ensomheden og følelsen af at være forladt havde drevet hende sindssyg og til sidst havde hun lukket ned og lige nu var det her det eneste der lige kunne få hende til at føle noget andet end ensomheden. Hun følte folk havde brug for hende og hun var god til det men hun var ikke sikker på at Sean forstod det.
Hun skræmte sig selv når hun kiggede i spejlet, hvem var kvinden der kiggede tilbage på hende og ville hun være sådan for altid? En kuldegysning løb ned af hendes ryg ved tanken men et eller andet bragte det også et smil på hendes læber, smilet var et lille uskyldigt et som ikke passede ind men hun vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv lige nu. Hans blik var tungt og mest af alt havde hun lyst til at gemme sig fra det. "Arbejder, jeg har fundet en ting som jeg åbenbart er overraskende god til", tonen var mere direkte, ikke fordi hun var kold eller arrogant at høre på, det lød nærmere som om det bare var et faktum men hemmeligheden var at det skræmte hende at hun nød det så meget, nød at være den der bestemte om folk levede eller døde, det gav hende den kontrol hun følte hun manglede.

Han var ikke som sådan skuffet. Måske blot forundret. Af alt det Alane kunne lave...Hun havde aldrig virket afvisende over for at Sean gjorde de samme ting. Hun havde taget det i stiv arm, da han havde vist hende sin klan. Hun havde altid været stærk og omfavnende på den måde og det havde han været taknemmelig for. Men han havde altid set hende...Som noget andet. En modsætning. En der gjorde tingene anderledes. En der var til stede for andre på en måde, som Sean aldrig var. Men ting ændrede sig. Han måtte vel blot...revidere det. Alligevel kunne han ikke helt ryste af sig...At der lå noget tungt i luften. Som om Alane i virkeligheden slet ikke var glad, men blot prøvede. Blot kæmpede. Han var ikke helt sikker på om det var tilfældet eller ej. Han havde lyst til at hjælpe hende...Men at foreslå noget ville være at gå over en usynlig grænse. Han havde lært det for længst. Folk ønskede ikke hans hjælp, uanset hvor langt nede i lort de stod. Han forstod ikke hvorfor, for han var en ressource. Han havde ting, han kunne ting. Men alligevel forlangte folk altid han blandede sig udenom og ville aldrig stole på ham. Desuden var det Alanes liv. Hun måtte selv finde ud af hvad hun ville med det og vokse med opgaverne. Han kunne ikke ændre det, bare fordi han et eller andet sted følte det var forkert. Og var det ikke også det han selv lavede? Vendte menneskeligheden ryggen og vendte tilbage til sine dæmoniske rødder? Han kunne vel godt forstå det var noget i den stil Alane søgte.
"Ensomheden klæder ingen" bemærkede han blot. Hans blik gled ned til hans glas igen, som han tog om det med sin ene hånd. Vendte tilbage til at køre det rundt, så væsken gled op af glassets kanter. Han havde selv været det. Det var ikke længe siden han havde været dybt nede. Han kunne ikke huske om Alane rigitg havde nået at se det, sidst han var hos hende.
"Og vi finder alle noget at få tiden til at gå med. Så længe du er...Tilfreds" Hans øjenbryn gled en anelse op, før de gled ned igen. Men præcis hvad han mente, kunne virke usikkert. Han var ikke engang helt sikker på det. Han hævede blikket igen og trak let på den ene skulder, før hans smil voksede lidt.
"Stemningen blev tung. Men jeg kunne ikke få fred fra mig selv, før jeg havde spurgt dig og set dig personligt. Du er trods i min by. Du klarer dig sikkert fint alene...Men hvis dette er hvad du vil lave nu, foreslår jeg et samarbejde mellem dig og min klan?" Et samarbejde betød han kunne spørge hende om hun ville udføre et job fra tid til anden, tilgengæld for noget retur. Penge. Informationer. Ressourcer. Ikke alle ønskede det, men mange andre gjorde. Det var simpelthen nemmere for de fleste, også fordi Seans klan var så stor og veletableret i Doomsville.
Desuden gav det ham en undskyldning for at snakke med hende igen. Se hende igen. Og måske, på hans egen måde, holde et øje med hende. Hvilket han selvfølgelig kunne gøre uanset.