Åben for alle--Alone. Far Away from everything, but I do not need help! Yes I'm a girl! Problem!

O: Klipper, sand og mere sand.
T: 09.30
P: Sorte shorts, en T-shirt og sit bælte med våben.

Natalie vågnede op, hun kunne ikke huske at hun var gået her hen? Nej hun anede faktisk ikke hvor hun var, hun havde ikke været fuld. Så meget vidste hun, og hun var ikke skadet? Hvordan var hun dog kommet herhen?
Natalie rejste sig op og kiggede rundt, morgen solen var varm. Virkelig varm, hun ånede ud. Der var bare sand, og klipper af sand. Klipperne var sikkert ikke sikre at bestige, de ville bare falde sammen.
Hun sukkede og tjekkede om hun havde sine våben, det havde hun.
*Hvordan fanden er jeg endt herude?!*

Cosette havde ingen anelse, men hun havde været herude før med en vampyr. Rosey..
Men hvad lavde hun herude nu? Hun sprakede lidt til en lille bunke sand, og sukkede.
Hendes hvide kjole var blevet fugtig pga. vejret.
Så den klistrede sig nærmest ind til hendes tynde krop.
Hendes har var klasket sammen, men så småt begyndt at krølle.

Natalie gik lidt frem for sig, hun greb en pistol i sin ene hånd. Og listede imod lyden af et suk. Natalie var ikke bange af sig, men hun ville heller ikke overraskes med et angreb.
Natalie kiggede rundt, og hendes ulv knurrede. Den havde fært af noget, eller nogen.
Natalie sigtede frem for sig, og gik med stille bevægelser imod færten.
Natalie åndede forsigtigt ud, for ikke at afsløre hendes postion.

D12 kunne mærke varmen, der langsomt sneg sig op ad hans krop. Han måtte væk derfra! Og det skulle være nu!
Han hostede og rejste sig udmattet op. Hvordan han var endt der, stod stadig lidt tåget for ham, men han kunne huske det. Huske hvordan en flok vampyre havde kyldet ham derud. Lod ham ligge bevisløs ude i det varme sand.
"Professor?" hviskede han.
Der kom intet svar. Hans høresnegl var væk.
Han kiggede sig forvirret rundt. Aldrig havde han følt sig så hjælpeløs.

Natalie kom nærmere da hun hørte en stemme, hun sigtede stadig ud for sig.
Ulven i hende knurrede mere end før, dette var en ukendt fært. Og hendes ulv ville enlig bare gerne springe frem og slås.
Natalie åndede endnu engang lettet ud, og forsatte med stille skridt. Hun var parat til at affyre et skud, hvis det ville blive nødvenligt.
Solen var meget varm, men der var skam en masse fugt i luften. Som fik Natalies hår til at klaske sammen.

Han kiggede ned af sig selv for at se om han havde et våben på sig. Det eneste våben han havde, var en enkelt pistol der hang i hans bælte.
Varmen fik ham til at være svimmel og omtumlende. Han måtte væk fra den varme, ellers kunne han risikere at over ophede!
Han åndede ud og begyndte at gå igennem det varme sand, der langsomt fik hans fødder til at føles svag.

Cosette gik hun kunne ikke rigtigt finde rundt herude, hun kom til at få ind i en høj mand.
Hun kiggede bange op på ham, hun havde aldrig set ham før.
Ville han mon gøre hende fortræd?
"Undskyld.."
Hun klemte øjne sammen, og var bange for at han skulle slå hende.

En ung pige, med langt lyst krøllet hår gik ind i ham. Hun kiggede uskydligt op på ham. Det virkede som om at hun var bange, da hun hviskede undskyld.
Han svarede ikke, men kiggede bare ned på hende, med et udtryksløst ansigt der ikke afslørede nogen form for følelser.
Forsigtigt gik han udenom hende. Han måtte væk fra den varme og det kunne ikke gå stærkt nok.

Hun kiggede op da han bare skred.
Hun så ham ikke som en trusel.
"Undskyld mig?"
Hun blev lige pludselig lidt fornærmet, for han kunne da idet mindste sige noget til hendes undskyning. Hun gik op foran ham og stoppede ham ved at lægge en hånd på hans brystkasse.

Han kiggede forvirret ned på hende, da hun placerede en hånd på hans brystkasse.
"Hvad?" sagde han med et uskyldigt udtryk.
Hun virkede fornærmet på sin stemme. Det havde han oplevet før. Han vidste ikke rigtig hvad han gjorde, siden de alle altid blev fornærmet.
Var det fordi han gik?
Det var det sikkert.

"Du kunne i det mindste sige noget i stedet for bare at skride?"
Hun hævede et bryn, hendes humør var ikke helt i toppen. hun vidste ikke hvordan hun var havnet her. Så det var det som irriterede hende så grundigt!

Natalie reagerede på nogle stemmer og greb hårdt om hendes ene pistol.
Hun fortrak ikke en mine, og gik opmærksomt imod lyden af stemmer.
Natalie var en meget 'farlig' kvinde, som man ikke skulle løbe om hjørner med. Hun fik øje på en kvinde og en mand, tydligvis ikke dem som havde fået hende herud. De så ligeså forvirret ud som hende selv. Natalie vidste selvfølgelig ikke om hun skulle stole på dem, for hvad hvis de var i ledtå med nogle?

Påklædning: Sort vest, hvide skjorte, brune bukser med en jagt kniv ved sin højre side.

Hestens oppakning: op pakket med skind, vand dunk & rejse telt til forskellige kontinenter.

Ventor som sad på sin hest Salander lod blikket rundt i ødemarket med kortet i hånden, blikket lod kort på det og der efter på kompasset han havde medbragt for at finde fundt *hmm endnu en ørken for at kunne tag genvej til dooms ville, min bare! fyren som sikkert viste vej ville sikkert bare havde nogle penge! ØV! men måske havde han vel ret?* tankerne om hvordan Ventor's fubmagere havde narret ham til at tag en anden rute end han plejede for at spare tid virkede som en god ide, men efter 2 dags ridning i den bare ørken virkede det mere og mere besværligt, men måske var han ikke den eneste, der gik ikke langt tid før han lod blikket på en kvinde der råbte af en mand, sikkert 2 ægte par som var farret vild i ørken, og ventor lod sig stille og roligt nærme sig dem for at vise han intet ondt ville, men han regnede ikke med at Hr. Abbadon ville fortrække en ondt tanke hvis ventor forklarede at han hjalp 2 folk i ørknen vejen tilbage. ''hvad siger du salander? skal vi give dem noget hjælp?'' hesten lod sig lette skridt lidt hurtigere hvor at Ventor næsten var ved at falde af hesten hvis det ikke var fordi han havde tøjlerne i hænderne, hvor efter et let smil kom på hans læber ''okay så, så lad os hjælpe dem'' sagde han med en let latter.

Billede af hans hest Salander:

D12 tyssede på Cosette og kiggede sig til alle siden. Han kunne høre noget, eller var det nogen?
Sandet dansede omkring dem, når vinden fik fat i det. Man kunne kun lige ane nogen skikkelser. D12 bemærkede at en af skikkelserne, sad på en hest.
"Se," sagde han og nikkede hen mod de to skikkelser, der langsomt dukkede frem for sandet. Den anden skikkelse afslørede en kvinde, med en pistol og et alvorligt blik. Hendes brune hår fløj om ansigtet på hende. Manden så ikke så alvorlig ud, men snare afslappet som han sad der på sin hest.
"Hej," sagde D12 og nikkede til de to fremmede. "Ved i hvor vi er?"