Blood.. ~~Åben for alle~~

Sted: Royal Flame District.
Vejr: Voldsom regn og torden..
Omgivelser: En muddret sti og skråninger der fører ned til et mudderhul..
Tid: Aften..

Et brag fra et lyn rungede igennem natten.. Lynene ramte flere gange så man ikke kunne følge med og det kunne ligne et lys show.. Et ramte, to sekunder efter kom der et andet og to sekunder efter igen kom der et tredje..
Arian faldt til jorden efterfulgt af et jamren.. Hun kunne snart ikke få luft.. Regnen piskede ned over hende, fik hendes lange hår til at klistre ind til hendes hoved.. Hun kiggede op, inden hun rullede rundt på jorden, for at mise et angreb fra en vampyr der stod og så ned på hende, morede sig over at hun lå på jorden med det lange hår klistret til hovedet..
Arian rejste sig hurtigt op igen og sprang på vampyren, før den kunne nå at reagere.. Hun satte tænderne i hans nakke, imens han i hærdigt prøvede at kaste hende af, ved at løbe rundt og rive hende i håret..
Arian ville ikke give op..
Denne kamp startede egenlig meget pludseligt.. Arian var ude at gå, på jagt faktisk, da en vampyr pludselig kom hen til hende og krævede tøjet af hende.. Til at starte med, prøvede hun bare at ignorer ham ved at gå videre, men vampyren sprang på hende, tog ikke et nej for et nej..
Sådan startede denne lille kamp..
Endnu et lyn slog ned, så det nærmest bulrede i jorden..
Vampyren tog et greb om Arians nakke og kastede hende ned i jorden.. Arian vred sig bare i smerte, men rejste sig bare hurtigt op igen.. Lynet fik deres skikkelser til at ligne sillueter der skulle bruges i et teater..
Vampyren smilte lumsk og satte i angreb hen mod hende igen..

Lily kom gående ned ad den mudrede sti, da hun hørte nogen lidt længere fremme. Hun løb op bag en træstamme, som var noget af det eneste, der var her omkring. Hun kiggede frem fra sit skjul, og så to personer i gang med en slåskamp. Hun havde ikke tænkt sig at bryde ind. Dels fordi hun ikke vidste hvem af dem hun burde holde med. Dels fordi hun ikke var til de store slåskampe.
Hun var iført en lyseblå, næsten hvid, kjole, som gik lige akkurat ned over knæene. Under brystet var bundet en sølvtråd og stropperne var lavet af hvide blonder. Hun havde ingen sko på, så den mudrede jord satte sig mellem hendes tær. Hendes lyse hår var allerede blevet gennemblødt af regnen og det samme var hendes kjole. Hendes hår klistrede sig fast til hendes ansigt og hendes kjole til hendes mave og lår. Hun strøg sit hår om bag ørene og kiggede på slåskampen. Skulle hun bare gå hen til og sige ’hej, sikke en herlig dag, syntes i ik’?’ nej vel? Men hun kunne jo heller ikke blive stående bag et træ indtil slåskampen havde lagt sig, så hun gik frem fra sit skjul og lod som om, at hun skulle til at passere dem, da hun opdagede at de slåssede. *Ej gud i slåsser jo!* tænkte hun ved sig selv, men det kunne hun jo ikke sige, så i stedet nøjedes hun med: ”Stop det der! Lad være inden der er nogen der kommer noget til!”
Hun nøjedes også bare med at stå og kigge på, for hun havde aldeles ikke lyst til at bryde ind og blande sig selv ind i kampen.