Familie komsammen --- Vanessa---

Pan bevægede sig hen imod et skib som sejlede til blodøerne, hun skulle ikke lave noget, Pan var ikke på arbejde overhovedet hvilket var højest mærkeligt da arbejde var hendes eneste ting at leve for den eneste ting hun elskede og holdte af. Pan kiggede svagt på manden " hvor meget skal det koste for sejle mig til en af de mindre øer?" spurgte hun smilede svagt penge var ikke noget problem, faktisk havde alt for mange penge desuden også nogen som ikke var hendes. Et svagt smil spillede over hendes læber idet manden sagde sin pris, drog var det ikke pris hun regnet med, det var ikke penge han ville have, men noget af hendes blod. Det første gang nogen havde forlangt det derefter krævede han at hun dræbte nogle af hans besætningsmedlemmer. Hun indvilligede i aftalen og gik om bord.
Pan var den der bedste til havs faktisk hadede hun sejle, men det kun fordi hendes plejeforældre havde bedt hende om komme fordi de havde noget de skulle snakke med hende om, hun var gået ind hvad der måtte være kaptajnens kahyt for den stor og rumlig, hun sikker på at de andre sov i hængekøje og ikke dobelt seng. Hun betragtede hans kort som flød over det hele. Hun kiggede nogle kort over lande som hun ikke vidste eksisterende. Pan sank svagt klump inden hun forsatte over imod sengen, drog blev hun forstyrret idet kaptajnen kom, mumlede svagt, men med hendes hørelse kunne hun godt høre hvad hun sagde.
Lidt efter fortalte han hende om blodet hvorfor han skulle bruge det drog fik hun ikke det meste med fordi ikke gad lytte da han færdig kom med flaske og kniv. Efter et stykke tid var færdig. Solen var ved at stå op og det gjorde hende en smule nerrvøs, for hvordan skulle komme af skibet når de nåede frem.

Pan sukkede for nu var de kommet og solen stod højt på himmlen, hun vidste godt at skulle svømme i land, men ikke så længe at solen var fremme, kaptajnen lovede at de ville vente til solen var gået ned med sejle. Faktisk følte hun sig taknemlig over at de ville vente. Hun sagde det bare ikke til nogen. Som dagen gik og dag blev aften sprang hun fra borde og gik imod øren som hendes plejeforældre havde valgt. Hun anede ikke hvorfor de lige valgt denne ø?
Her var næsten ingen ting og den var ihvertfald ikke beboet, hun anede ikke om der andre end hende og så hendes såkaldte familie.

Pan kiggede sidste gang omkring før hun begav sig imod dalen som hendes forældre havde fortalt hende om. Pan vidste ikke hvad de ville efter hun blevet vampyr havde de droppet kontrakten med hende.[b]

Vanessa gik rundt, hendes gepard var fremme i natten. Og hendes pels mindede om flammer, Vanessa havde lagt sig ned for at få en god natsøvn. Men hun vidste ikke hvordan hun var havnet her. Denne dal var ikke nem at finde ud f igen, især når man ikke kendte den.
Men Vanessa havde skjult sig godt inden i en busk, der lagde hun godt og trygt. Men nogle havde fundet hende, og taget hende ind i et bur. De satte rådt kød frem til hende i en skål, og snakkede til hende som om hun var deres kæledyr. Men det var Vanessa nu ikke helt tilfreds med at de troede. Hun var ingens kæledyr!
Hendes gyldne øjne lyste op, som tusinde sole. Og hendes mørke røde tunge slikkede siine skarpe tænder, hun var sulten. Og selvom hun var imod det så spiste hun.
Hendes gule pels, var ikke så normal som en alm gepard. Vanessas pels var mere ildrød, som et flammehav.

Intet var som det skulle være hun fik dårlig fornemmelse af dette sted, hun fik færten flere mennesker nogle hun velkendte dufte, men også nogle som hun ikke valgte at gå efter lugten hun ikke kendte og der varede ikke længe før hun stod ansigt til ansigt med nogle idioter til mennesker og deres lille kæledyr sm ingen gang var et kæledyr, men shapeshifter. Pan morede sig frysteligt over at de overhovedet havde fanget denne skabning " ser man det" sagde hun med en stemme så kolde at den fryse alt til is, drog var da klang af hånlighed i hendes stemme der var intet disse svage mennesker kunne gøre. Hun forsatte hen imod buret til mændens frygt ingen turdte at stoppe hende for vidste hvad hun var og var næsten sikker på at de risikere deres sølle liv på hende, efter hun set sig lidt gik hun gik hen til yngste af mændene hun trak vejret dybt, han var for ung til at have oplevet at det sjove voksende havde. Han var jomfru og hans blod talte hende, desuden havde hun ikke fået mad i hvad der måtte havde været en dag. Hun lod forsigtigt en hånd glide ned af hans kind før hun lod sine læber presse sig imod hans. Hun betragtede ham frygten var næsten til lugte, men stilheden som længe havde været der blev afbrudt af en ældre mand " lad min søn være" sagde han bedende og begyndte at bevægede sig hen imod hende.
Hun skra grimasse hvorfor skulle hun lade ham være hans blod nærmest skreg på at hun skulle drikke det til han der ikke var mere liv i ham " bliv stående hvor du gamling" beorderede hun denne stemmen truende og farlig, hun sådan en man trodsede. Pan betragtede ham kiggede over imod buret " hvis han skal leve skal slippe denne skabning fri" sagde hun pegende på buret.
Mændene gjorde som sagde hun som lovede begyndte at gå, vendte sig imod åbende bur " tro ikke gør det pågrund af medlidenhed, jeg vil have noget til gengæld" sagde hun begyndte går.

Pan havde en anden aftale som blev til at holde hun var allerede 10 min forsent, hun forsatte ned stien hun kommet fra hun skulle nemlig hen til sydlige del af dalen og det langt væk fra denne del af den syge som mulig og det hun slap for se på disse mennesker igen betød alt.

Vanessa kunne ikke lide vampyrer, mest fordi at de så tit var ude efter hendes blod. Men denne vampyr havde lige reddet hende, men ja hun ville have noget til gengæld. Man efter Vanessas mening, så var der også medlidenhed med i befrielsen. Det havde hun en stærk fornemmelse af. Vanessa løb ud af buret, og med vampyren.
Vanessa forsatte med at gå i hendes gepardform, den var hun mest tryg i. Hun var ikke klar over hvorfor hun fulgte med, Vanessa havde ikke tænkt sig at blive frokost. Dog vidste hun også at hun besad en evne som hun redde hende.
Vanessa fulgte med kvinden stadigvæk. Men hun sagde intet, for hun var ikke hendes slave.

Pan vrissede svagt af shapeshifteren hvorfor kunne den ikke bare smutte, den nærvær gjorde hende bare mere sulten efter blod og kunne lugte dens. Hun fnøs kort. Inden satte farten op i håb om at hun kunne hægte den af. Hun skulle nok finde den. " hvis vi skal følges skal forvandle dig menneskeform" sagde hun lyd en smule kold, hun ville have at de kunne snakke sammen, ellers gad hun ikke følges med den desuden var det også hende der reddet shaprshifteren så noget måtte hun få tilgengæld. Pan stoppede op idet hun vidste at de ikke alene mere drog var det ikke hendes familie, men de mænd som før havde haft kamp med for at denne irreterende skabning fri. Hun vendte sig stirrede på to mændene den unge og hans far. Hendes øjne lyste som røde perler nu havde chancen, mennesker var der godt nok dumme når de ville have noget. Hun blottede svagt sine tænder " sagde jeg ikke lade os være" hvæssede hun fór frem imod dden unge mand, hun skåne hans live en gang denne gang var han ikke så heldig. Hendes godhed var brugt op deuden havde sulten taget over. Hun borede de syle spidse tænder ned halsen på dregen som begýndte skrige smerte, faderen gik i vrede ntil angreb på Pan slap drengen med sine tænder vendte nu sin fulde opmærksomhed imod den ældre " hør her gamling" sagde hun hånligt.
Pan var vred, rasende løftede faderen op i halsen, hun tydeligt lugte frygten han stank af den " ynklige lille menneske" sagde hun lod ham lidt efter falde til jorden han var ikke det værd, men det sønen tilgengæld, imens Pan havde haft opmærksomheden imod faderen havde han prøvet på tage Vanessa, men nu skulle hendes middag overståes samlede ham op lod svagt en glide igemmen hans hår ned over hans kind, den føltes ild imod hendes døde fingre, en gang havde hun været lige så levende som ham, hun følte sig misundelig Alle de han ville gå glip af nogen som for længest havde måtte give afkald på. Arrigt og smule forvirret borrede igen tænderme i ham.
Hun følte sig vred forrådt, vidste nu at dette her havde været planlagt af hendes plejefamile som havde set det hele på afstand. De kom frem og gjorde opmærksom på sig selv. Hun monstre skabt af den familie som nu stod foran hende og shapeshifteren.

Faderen til Pan trådte frem og åbende sine arme så pan kunne få et knus, Drog trådte Pan frem gav ham et kram, derefter gav hun den lyshåret kvinde et kram. Kvinden havde været skyld i at hun ikke havde delt samme skæbne som sine rigtige forældre. Pan så over på det andet barn han var tre yngre end hende. Drog var der et andet barn med dem 16 gemte sig kvinden. Rystede svagt på hovedet de ville vel ikke hende til forvandle pigen.
Pigen varr køn hun havde smukkest blonde krøller øjne som blå som dybtvands havn. Hun kunne næsten ikke tro det. Pan trak vejret tungt denne pige måtte lide sammen skæbne som hende, Pan måtte redde pigen.

Vanessa havde aldrig haft det godt med vampyrer, og nu så stod hun midt i en familie sammenkomst. Hendes stærkeste forsvar var at blive i hendes form, Vanessa hvæste og slog ud efter manden. Da han prøvede at tage hende, hun knurrede og lagde ørerne tilbage. Måske skulle hun bare blive i sin gepardform.
Vanessa kiggede rundt, og stod på siden af Pan.

Pan følte ubhag ved det hele, men vis ikke gjorde ville de se hende som svag og hendes far synes at hun var svag og fejlet. Hun gik hen til pigen som stadig gemte sig bage kvinden " Pan du kan godt" sagde kvinden lod svagt en hånd glilde over det gyldne hår på pigen der gemte sig. Pan gik sulten og pigens jomfru blod gjorde hende smule underlig. Pan trådte frem betragtede med kold blik. Hun smilede svagt for vinde pigens tillid, hun følte lige præcis det pigen måtte føle, hun havde jo prøvet det på sin engen krop. Lidt efter tog fat pigens hånd hun blottede svagt sine tænder, hun skulle nok at kunne at hun ingen fiasko var.