Mød min 'familie' - Larlii Valcyriel - xxx

Lith'rra havde et kæmpe smil over sine læber, og hans humør havde været meget svært at myrde de sidste par timer at hestevognen var blevet trukket afsted af de to heste foran.
Vejret var smukt, og skovens træer var rigtig pæne, selv når de var dækket af sne og og ganske nøgne for blade, så havde det en vis smuk hvid ynde over sig.
Solen skindede højt på himlen, men det var ikke at den kunne varme alt vinterens kulde væk, så Lith´rra havde trukket sig i en god tyk vinterjakke og shorts som var lavet af ulvepels, og varmede godt på kroppen imens han sad stille og førede hestene af vejen til hans hjem, hans hus, Lith´rras start i livet. Og nu skulle Larlii se det, opleve hvor meget mere Lith´rra var end en tilfældig højelver som var tumlet forbi og stjålet hendes hjerte for øjnene af alle dragerne. Og nu ville han gøre sit bedste for at vise hende hvordan han kørte tingene der hjemme og alle de ting han havde bygget, både fysisk og i bogstaver.
Han kunne begynde at se huset i horisonten, det var langt langt væk men stadigvæk så tæt at man kunne se den og meget nemt få en ide om hvor stort huset var med sine tre etager og brede konstruktion.
Et lille lettet åndedræt kom fra ham da han kunne skimte hvordan det hele stadigvæk stod som det plejede, og intet så ud til at være forandret for meget ud over nogle nye gardiner hist og pist.
"Larlii.. vi er der meget snart, du kan se huset nu" sagde han og så tilbage i hestevognen, hvor der var et par rejse kister og tasker samt Larlii der lå under et tæppe og tydeligt havde sovet lidt imens de havde rejst helt fra Forestina og hele vejen igennem skoven til de nu havde nået den østlige kant af skoven og direkte mod hans hus.

Da de kun var nogle få kilometer fra huset, og flere detaljer kunne blive set, rejste Lith´rra sig op fra den siddende position i hestevognen og lagde to fingre imellem sine læber, hvorefter han sendte et voldsomt højt pift fra sig mod huset.
Først var der ikke rigtig noget lyd der kom fra huset, men efter et lille minuts tid kunne man så pludselig høre brøl og hvin fra huset og det så næsten ud som at hele huset blev pludseligt levende og en masse forskellige væsner stormede ud af hoveddøren. Der var rigtig mange forskellige racer, lige fra de små dværge og hobbiter til en stor ork i tjeneste pige kostume. De voksende var nemt adskilt fra børnene, da de gik fint og vel uddannet ud af døren og stod og ventede på de ville komme helt hen, i forhold til børnene som kom stormene som en lille rotte samling som lige havde set gratis ost i horisonten. Det føltes lidt som om børnene var hurtigere end de to heste som ellers var i ret god trav tempo, men efter blot et par minutter var de allerede hos dem, og Lith´rra måtte hoppe ned og stoppe den for ikke at klatre op på det hele og risikere at få hestene til at stikke af med både Larlii og alt hendes tøj.
"Har i opført jer ordenligt, og hørt efter mis Jula og mr Bræver?" spurgte han dem alle hvor de alle i kor råbte.
"JAAA og vi har også lavet vores lektier!!" råbte de i kor og fik Lith´rra til at smile over hele ansigtet.
"Det var godt, nåh men skynd jer tilbage så i alle kan pressentere jer som i har lært for den nye gæst" sagde han og blinkede til dem alle og sendte dem afsted før de fik set Larlii og overfaldet hende før hun var havde sundet sig over det store indtryk det kunne være at se og høre og opleve noget som man ikke var så vant til. Han sprang op på hestevognen igen også tilbage på Larlii med et stort varmt smil, imens han fik sat gang i hestene igen.
"Så det hele min 'familie' der er kommet ud..." sagde han og så ret så spændt ud.
"De har virkelig glædet sig til at møde dig, og bare rolig, børnene er godt opdraget nu, og er ved at lærer om Forestina og dens historie" sagde han med et stort og stolt smil.
Da de kom helt hen til huset, kom en lille skovelver pige over til hestene og straks begyndte at tale til dem og sørge for dem, hendes ansigt var halv dækket af hendes hår, men hun havde det smukkeste grønne øje der virkelig så på hestene med stor kærlighed.
Lith´rra hoppede let ned fra hestevognen og lagde hænderne roligt ud mod de andre for at i hvert fald få børnene til at være lidt roligere da de alle stod og hoppede som små kaninener for at se hvem han havde taget med hjem.
"Okay okay. Jeg ved det kan være ret spændene det her at møde nye personer, men tag nu rigtig pænt imod hende okay, det har været lidt mærkelige tider men.." sagde han og kløede sig lidt i nakken genert hvor en af de små drenge pegede finger af ham med ordene.
"Rra har fået en kæreste!!!!" hvor alle de små piger gispede i kor, som fik Lith´rra til at blive lidt mundlam over den pludselig konstatering og fnise lidt, før han greb let fat i den lille dreng som havde peget finger af ham og mulede hans hår let.
"Du er og bliver en værre en er du ikke lille Tom" sagde han og slap den lille dreng igen som straks begyndte at rette sit hår igen før han så på Lith´rra med et kæmpe smil.
"Jo da! ellers keder pigerne sig!" sagde han hvor alle pigerne så sukkede opgivende i kor.
"Men tag nu godt imod... Larlii Valcyriel.. Hun betyder rigtig meget for mig, og er virkelig den sødeste dame der findes i verden, og man kan ikke andet end elske hende" sagde han og så op i vognen med et stort og varmt smil.

Vinterkåben: https://i.servimg.com/u/f74/19/66/70/17/vinter10.jpg
kjole, uden de vide ærmer. Farve: forårs grøn: https://img0.etsystatic.com/027/0/6548830/il_fullxfull.588390284_gmu7.jpg

Larlii havde nydt dagene efter mødet med rådet. Hun og hendes grandkusine Nassia havde været rundt og fået syet nyt tøj til hende, samt fundet en masse ting som Larlii nu manglede. Nassia var utrolig glad for at hun var faldet for Lith´rra og var glad for at han havde inviteret Larlii med på en tur væk fra byen, så hun havde været der til at ønske god tur da de tog afsted fra Forestina. Larlii havde stadig svært ved at fatte hvor velvillig hendes grandtante Tellavina var blevet efter at Nassia havde talt hendes sag. Det viste sig at Tellavina opbevarede en klækkelig medgift for Larlii til den dag hun blev viet med en passende mand. Og det lod til at navnet Modrich fik noget til at ringe hos Tellavina.
Hvor længe hun havde sovet i vognen viste hun ikke helt, eftersom hun gled ind og ud af søvnen med jævne mellemrum. Men ved lyden af hans stemme, smilede hun varmt mens hun så hen på ham efter at havde flyttet tæppet lidt. Hun satte sig op og så ud ved siden af ham, mens hendes øjne blev store over at se det store hus, som blev tydeligere for hvert skridt hestene tog. Hun gned lidt søvn ud af sine øjne og smilede op til Lith´rra.
Hun ville til at sige noget, men opgav det da hun begyndte at gabe en del og skuttede sig lidt i kulden, eftersom hun havde lagt under et varmt tæppe en stor del af turen. Så hun trak tæppet tættere om sig og satte sig lidt bedre tilpas i vognen. Hun studerede huset så godt hun kunne og tænkte på hvordan det mon så ud indvendigt. Og selv om hun var spændt, så var hun også en smule nervøs for alt dette nye.

Hun sad og blunde, da han pludselig udstødte et voldsomt højt pift. Og det fik hende til at hoppe lidt i chok. Hun så sig forvirret rundt og hørte derefter brøl og hvin som kom i retningen af huset.
Det var med store øjne at Larlii forskræmt så til mens folk stormede ud af huset. Særligt synet af de forskellige racer tog pippet fra hende, og fik hende til at gemme sig mere i tæppet.
Da vognen stoppede og Lith´rra hoppede ned for at tale med nogle, børn lød det til, gemte Larlii sig så godt hun kunne. Normalt var hun ikke helt så ræd af sig, men tanken om den blandede flok hun havde set komme ud af huset, fik hende til at gemme sig i vognen.
Lyden af hestenes hove og vognens skramlen beroligede hende en lille smule, samt lyden af hans stemme som han fortalte om sin 'familie'. Hun smilede lidt, han lød så stolt og glad, så det mindste hun kunne gøre var da at møde dem med så megen venlighed hun kunne samle om sig.
Næste gang vognen stoppede og Lith´rra hoppede ned, så Larlii forsigtigt ud på hestene... Og så en kvinde med et par utrolige grønne øjne der lyste af kærlighed til hestene. Larlii så lidt nærmere på kvinden og måtte smile over den måde kvinden talte til hestene, ligesom hun selv talte til dragerne.
Dragerne... Hun måtte synke en gang og blinke lidt, da savnet af de små kom op til overfalden. Men hun viste at de var i sikkerhed hos Althorn og Fafnir.
Lith´rras stemme fangede igen hendes opmærksomhed og hun lyttede nysgerrigt til det han sagde indtil han blev afbrudt af en dreng. Hun kunne ikke andet end smile stort og rødme over drengens ligefremhed. Børn, de var og blev nogle forunderlige skabninger, uanset hvilken art de var. Dyr, Mennesker, Elver og alle de andre racer. Børn var noget dyrebart og noget man skulle beskytte, da de var fremtiden. Hun hørte hvordan Lith´rra talte om hende og rødmede lidt mere. Men samtidig var det også det som gjorde at hun havde mod til at rejse sig fra sit skjulested i vognen. Hun fik øjenkontakt med Lith´rra og fornemmede tydeligt den kærlighed hun havde til ham vokse. Hun lod tæppet falde og gik roligt hen til kanten, hvor hun rakt en behandsket hånd frem mod ham mens hun smilede varmt og kærligt til ham.

Lith´rra kunne mærke stoltheden bruse igennem ham over hans små unger og ansatte, det var befriende at se dem alle i god behold og raske.
Hans blik var spændt da han så at Larlii rejste sig op og sådan præsenterede sin skikkelse for hele befolkningen omkring dem.
Han kunne godt lide da han hørte alle pigerne gispede over Larlii's smukke udseende, både børnene og de ældre, imens drengene lavede tydelige 'woauw' lyde, og selv de ældre mænd måtte løfte deres buskede øjenbryn over Larlii.
Lith´rra var elegant og hurtig da han tog Larlii's hånd blidt og hjalp hende ned fra vognen med et stort og varmt smil.
Lith'rra smilede stort og rundt og knipsede så let med fingrene.
"Forresten så er Larlii en vis drage ekspert" sagde han og blinkede til de små, hvor en lille halv salamander pige trådte frem og så op på Larlii med store blanke grønne øjne.
"Er det sandt at drager spiser små prinsesser mis Valcyriel?" spurgte hun med sin lille fine stemme og pillede lidt ved sin lille blå vinterjakke.
Lith´rra klukkede let over den lille piges ord og sendte så Larlii et udfordrende blik.
"Godt spørgsmål, jeg har også hørt om drager som gum.." nåede han at sige før den lille skovelver pige, som havde taget sig af hestene før, sprang over til ham og begravede sit ansigt halvt i hans trøje imens det frie øje så op på Larlii med sin blanke grønne farve, strøg blidt håret lidt til side så hun kunne se bedre på Larlii.
"Du er godt nok smuk" kom det fra hende, før hun trak sig lidt mod hende, men da hendes hår pludseligt gled til den forkerte side, og afslørede et kæmpe brænd sår, for hun hurtigt tilbage til Lith´rra og dækkede ansigtet til. Lith´rra smilede let skævt og aede den lille pige kærligt på hovedet.
"Så så Lisbeth, husk hvad vi prøvede på sidst, opløftet pande, og vær stolt af dig selv" sagde Lith´rra med sin varme og faste stemme.
Den lille pige stod lidt og så ud som om hun tænkte lidt over det han sagde og truttede så kort med læberne imens hun gav Lith´rra et lidt irriteret men også anerkendelsen blik, rettede lidt på sit tøj, før hun målfast trådte ud fra Lith´rra's skygge og bukkede for Larlii.
"Jeg hedder Lisbeth, 14 menneske år gammel, men 26 elver år gammel. Heste er min hobby, og håber du vil besøge mig lidt og fortælle mig om vores land" sagde hun og smilede blidt til Larlii før hun igen, med knald rødt ansigt smed sig ind til Lith´rra, før hun så skyndte sig over bag hestene.
"meget flot Lisbeth, jeg kan godt se du har fået øvet dig" sagde Lith´rra stolt, før han så på sine butlers, og nikkede kort til dem hvor de så straks hoppede over og bar Larlii's bagage ind. De så ud til at være ret glade for endeligt at kunne være butlers, for når Lith´rra ikke var der, så var det blot deres daglige gang, nu havde de endeligt chancen igen for at være butlers.
"Lad os komme inden for, det er is hamrende koldt her ude." sagde han og havde set nogle af børnene var begyndt at ryste lidt, han ville også gerne have hestene ind, så de kunne blive fodret. Orken i tjenestepige kostume, afspændte hestene, så Lisbeth kunne tage dem ind i folden, imens orken trak hestevognen ind i laden så den kunne få et tjek-op.

Hun tog smilende imod hånden og lod sig blive hjulpet ned fra vognen. Selv om det meste af hendes hår var gemt under vinterkåbens hætte, kunne man stadig fornemme de gyldne lokker. Kinderne var let farvede i en blanding af kulde og rødmen over reaktionerne fra de forskellige folk. Men smilet var ikke til at tage fejl af, det var varmt, venligt og ægte.
Hun så fascineret på den lille halv salemander pige, som stillede det første spørgsmål. Hun åbnede munden for at svare mens hun smilende rystede på hovedet, men først begyndte Lith´rra at tale, og derefter var det den lille skovelver med de grønne øjne som afbrød. Hun lovede sig selv at hun ville svare den lille pige på et senere tidspunkt. Men tankerne var pludselig et helt andet sted, da hun opdagede det kæmpe brandsår, som den lille skovelver ihærdigt prøvede at skjule igen. Det brandsår så ud til at kunne genere utrolig meget, og det kløede i Larliis fingere efter at finde en salve til pigen. Men hun kunne ikke helt huske hvilken taske urterne var lagt ned i.

Der var ingen tvivl om at Larlii var forundret den unge skovelver pige. Hun var yngre end hende selv, men virkede rimelig åben på tros af brandsåret i ansigtet. Derfor nejede Larlii liges så høfligt for Lisbeth, som den unge pige bukkede for hende.
”Det skal være mig en glæde og ære, Lisbeth.” Hun smilede stadig varmt, mens hun så hvordan pigen prøvede at gemme sig ved Lith´rra. Det gav faktisk Larlii et stik af jalousi over den måde pigen smed sig ind til Lith´rra. Men det lykkedes hende at skjule det, selv om Lith´rra nok kunne fornemme at der var noget som gik hende på.
Hun kunne nu virkelig mærke hvordan kulden prøvede at kravle ind under tøjet på hende og smilede derfor bredt til Lith´rra, da han talte om at komme indenfor.
På vej op mod huset lænede hun sig ind mod Lith´rra og forsøgte at få styr på de små stik det gav hende at tænke på at der måske var noget mellem ham og Lisbeth. Noget hun skulle have fundet ud af inden jalousien åd hende op indefra.

Lith´rra smilede stort og fangede faktisk slet ikke Larlii's lille stik i hjertet over Lisbeth's opførsel, og havde kun set det normalt fra hendes side af. Men hans øjne blev lidt større da hun så lænede sig ind mod ham da de var på vej mod huset, hvilket undrede ham en smule men nød nu bare at hun var nær ved ham. Derfor kunne han heller ikke undgå at få et ret bredt smil over læberne, imens han lagde sin arm om hendes liv kærligt og trykkede hende blidt ind til sig.
"Velkommen til mit hjem" hviskede han stille imens at dørene blev åbnet op, og varmen fra huset mødte dem som en kærlig mur der omfavnede og kærtegnede.
Indenfor kom de ind i en stor entre med trapper op til anden etage, som så førte videre op osv. På væggene hang der flotte malerier, mest af hvert medlem der var i husholdningen, men også af landskaber og gamle kort af området. væggene havde flot, meget lyst cyan farvede mønster på, imens at op af trapperne var der rullet en rød løber ud.
"det her er så entreen, hvis du går til højre her, så kommer du ind i spisesalen, og venstre er stuen og køkkenet, samt nogle få værelser, mest til køkkenpersonalet" sagde han og smilede varmt, før han tog Larlii's hånd blidt og førte dem op på anden etage, hvilket var lige så udsmykket med malerier og skulpturer, med lange gange til hver side.
"Her er så mit studierum og et par gæsteværelser, og så mit.... eller ja, vores værelse, hvis det ikke gør noget for dig altså" sagde han og kløede sig let på hagen, der var begyndt at få små skæg stubbe efter et par dage som havde været fyldt med forberedelser og beskeder frem og tilbage mellem ham og huset. Han pegede så over mod trapperne til sidste etage.
"En gang længere oppe er så lageret med alle de gamle og gennem brugte ting der ikke er nødvendige mere. Gamle rustninger og sværd og den slags. Det er ikke så tit vi går der op, det er mest når børnene finder på mærkelige gemmelege" sagde han og lo let og varmt. Han tænkte lidt før han tog hende med over til soveværelset og skubbede roligt døren op, det var stort, med et par store tøjskabe og en konge stor seng, og et lille skrivebord.
"Det er så soveværelset.. ja du må undskylde der ikke er meget mere, men jeg har aldrig været den til at udsmykke soveværelset med malerier der kan stirre på mig hele natten" sagde han og klukkede let.

Hun nød at han lagde sin arm om hendes liv og førte hende ind i huset. Da de var kommet indenfor åbnede hun sin vinterkåbe og afslørede den forårs grønne kjole hun bar. Hun overlod vinterkåben til en af tjenstefolkene med et smil, inden hun fuldte efter Lith´rra. Hun lyttede roligt til hans forklaring om hvordan huset var indrettet og smilede kærligt til ham mens de gik rundt.
En ting som virkelig gik op for hende, var at han var mere velhavende end hun først havde troet. Men ja, det gjorde ham absolut ikke mindre tiltrækkende at han også havde et stort og flot hus.
Hun var imponeret over alle de værelser, som var på hver etage og da han nævnte sit eller rettelse deres værelse, rødmede hun lidt. Det kunne godt være at hun glædede sig til at de igen kunne få nogen tid sammen på to mands hånd, men derfor var hun stadig lidt flov over at tænke på det. Hun lagde sin ene hånd mod hans kind og mærkede tydeligt de små skæg stubbe, hvilket overraskede hende en hel del. Hun havde aldrig set en fuldblods elver med skæg, men så igen, så havde hun heller ikke kendt mange højelvere, hvilket jo kunne være forklaringen.

Hun så kort i retningen af trappen, da han talte om anden sal, men vendte derefter blikket på ham igen som de gik ind i soveværelset. Hun rødmede en god del, da hun så hvor stor sengen var og hendes tanker blev ledt i den retning. Dog skyndte hun sig at se sig rundt i resten af værelset, inden hun lagde den ene arm om hans liv og den anden om hans nakke, mens hun smilede kærligt til ham.
”Det er perfekt som det er.” Hun lænede sig frem for at kysse ham lidenskabeligt. På en måde havde hun lyst til at de bare var dem selv nu, men på en anden måde så spøgte Lisbeths brandsår i hendes bevidsthed. Det var nok til at hun brød kysset og trak sig en smule tilbage, mens hun så på Lith´rra.
”Hvordan har Lisbeth fået det brandsår? Og hvordan kan det være at dine tjenestefolk er af så blandet racer?” Det var tydeligt at høre bekymringen i hendes lave stemme.

Lith´rra var stolt og nød virkelig at hun ikke var blevet forskrækket over hans store hus, men han lagde også mærke til hvordan hendes ansigt havde blusset op da hendes øjne havde ramt sengen de skulle dele.
Han nød da hun lagde sin om hans side og om hans nakke og kyssede ham så lidenskabeligt. Han nød det så længe det varede, og glædeligt gav igen af kyssende, imens hans hænder havde fundet vej om hendes liv og trykket hende blidt ind mod sig. Det var som at være i himlen imens de stod der, og varmen gjorde det svære at beholde tøjet på, men han måtte holde ud lidt endnu, bare indtil at natten kom over stedet.
Han blev dog lidt overrasket da hun så slap kysset og så spurgte til Lisbeth, hvilket han i bund og grund godt kunne forstå, da de nu var samme racer, og at se en med sådan en skade ville nok få øjenbrynene til at rejse sig på de fleste.
Han stod lidt og tænkte, imens han så på Larlii, han måtte vel hoste op med hvorfor det hele var sådan. Roligt tog han så hendes hånd og førte hende over til sengen, hvor han selv satte sig på sengekanden med et let suk.
"Lisbeth... jah hendes brændsår.. lidt være situation.. især fordi selv med mine healing evner, har jeg ikke kunne fikse det ansigt.." sagde han og smilede lidt skævt.
"Men så vidt jeg ved, forlod hendes forældre skoven, prøvede på landet, endte med at blive brændt levende af elverhader, og havde jeg ikke været forbi den dag, så havde Lisbeth også være et del af ligene" sagde han og kløede sig lidt i nakken.
"det er også derfor hun er så klyngende, hun har det svært med andre voksne, men heste har altid været hendes store svaghed, så det har været hendes job, lige fra hun kom på hægterne igen, fysisk ment. Mentalt har altid været en udfordring, men jeg prøver at udfordre hende langsomt og sikkert så hun kan være fri når hun engang bliver gammel nok til at smutte sine egne veje" sagde han og gav et stort suk fra sig men med et ret så bredt smil.

"Og grunden til den miksede blanding, det er fordi de fleste var slavebørn før, bragt fra alle verdens hjørner, hvor jeg så har været en kæp i hjulet for slaveejer, og... ja kidnappet deres proviant" sagde han med en let klukken.
"Så tager jeg dem ind, underviser dem, uddanner dem, så de engang kan stå på deres egne ben og starte et velfortjent liv. Efter jeg fik opbygget huset her igen, ville jeg gerne gøre noget for andre, også kom det her som en nem metode, især efter hvad jeg så under mit ophold i en rig mands kælder." sagde han og bed sig lidt i læben. Det havde altid været lidt svært for ham at forklare uden at skulle rive op i gamle sår, men han tænkte også lidt på, at hvis Larlii skulle være hans, så måtte han også være den som åbnede op og viste hende sit liv og sin fortid.

Hun fuldte roligt med hen til sengen og satte sig ved siden af ham, mens hun roligt lyttede til alt hvad han fortalte om sin 'familie', selv om det foruroligede hende en del... Og sig selv... Her gjorde hun store øjne, for hun havde aldrig troet at alle hans ar kunne være kommet fra andet end kamp. Og tanken om at han selv havde været slave, fik hendes hjerte til at snørre sig sammen af frygt på hans vejene.
Tankerne kørte rundt i hovedet på hende med alt det hun havde fået at vide på de få minutter.
Tanker om hvordan hun selv kunne forsøge at hjælpe Lisbeth med naturens kræfter, muligvis sammen med ham. Tanker om hvordan hun måske kunne hjælpe ham med at hjælpe de andre, særligt børnene. Det hele fik hende til at sidde og se ud som om hun var langt væk.

Hvor længe han lod hende sidde og tænke viste hun ikke, men han blev belønnet med et kæmpe, hjertevarmende smil fra hende.
”Der er så mange ting jeg gerne vil prøve. At hjælpe Lisbeth med hendes brandsår og mentale tilstand. At hjælpe børnene og de andre, så de alle kan få et godt og langt liv. At opbygge et nyt og større fristed. Men eftersom mine healende evner kommer fra naturen er de stærkest om sommeren og svagest om vinteren. Dog kan jeg muligvis afhjælpe eventuelle kløe og ubehag hun måtte føle. Og fristedet bliver først til foråret, hvor vi har bedre ide om hvordan stedet jeg tænker på vil kunne klare det.” Hun så roligt på ham med kærligheden lysende i hver en fiber.
”Hvad angår os to, så ser jeg frem til at lære så meget jeg kan om dig. Og tilbringe tid sammen med dig. Naturligvis har du ting og pligter som har ventet på dig, og mens du ordner det vil jeg muligvis gå lidt rundt i huset eller omkring huset for at se hvordan det hele ser ud. Måske også forkæle et par børn eller ti.” Det sidste sagde hun med en lille drillesygt glimt i øjnene.

Lith'rra sad og lyttede roligt til hende snakke og smilede stort over hendes ord, for skønt hun nok ikke var blevet sat helt ind i hvordan det hele kørte rundt, så bankede hans hjerte hårde og hårde imens hun formulerede sig over hvordan hun også gerne ville hjælpe med det hele, og med hendes kendskab til planter skulle det nok skyde deres hjælpende kræfter i vejret.
Et lystigt smil gled over læberne da hun så begyndte at snakke om dem begge og måtte kort bide sig selv i læben bare for at ikke smide en lidt fræk kommentar da hun nævnte hans pligter.
"Ja det... børnene er allerede ret så vilde med dig, så du får vist ikke de store problemer med at kunne forkæle dem" sagde han og blinkede til hende, før han greb om hendes hofter og løftede hende op på hans skød, og lagde blidt sine arme om hende.
"Og har jeg en jeg kan 'forkæle' lige nu hvis hun ikke er for træt efter den lange køretur" sagde han og blinkede til hende.

Han løftede dog let en finger og så på hende en smule alvorligt.
"Dog pas på Tyll.. Orken.. hun.... hun har det svært ved at kontrollere sin styrke, så undgå helst at gi hånd med hende og få et kram, for jeg kan næsten ikke tælle, hvor tit jeg glemte og måtte heale mine egne knogler." sagde han og klukkede let.
Han stor smilede op til Larlii og lod sine hænder blidt kærtegne hendes mave blidt og gav hende nogle blide kys på halsen, før han lagde sine varme blik op på hende.
"hvor har jeg savnet at have alene tid med dig.. uden at vi skal være smadret af hverdagens strabadser" sagde han og gav hende et lidt frækt smil og et lille glimt i øjet imens han lod den ene hånd glide ned på hendes lår uden på hendes kjole og holde hende tæt ind til sig.

Hun så tydeligt det lystige smil som gled hen over hans læber og fornemmede godt hvordan det hele tog en drejning hen mod at de to ville bruge lidt tid alene. Ikke at hun havde det mindste imod det, tvært imod. Hun elskede hvad han kunne gøre med sine finger og mund. Så da han løftede hende op på sit skød lagde hun blidt armene omkring hans nakke og nussede ham kærligt.
Et behageligt gys gled gennem hendes krop, da han snakkede om at han havde en lige nu som han kunne 'forkæle'. Hun ville nyde at blive forkælet af ham, hvis han forsatte som han var starte hjemme i Forestina.

Hun var helt klar på at tilbringe nogle timer sammen med ham her og nu. Men da han løftede en finger og så en smule alvorligt, gjorde hun store øje og et nervøst udtryk viste sig i hendes ansigt. Dog falmede det hurtigt til et forstående udtryk og varmt smil, mens hun nikkede til hans ord.
”Jeg skal nok passe på...” Hun ville gerne sige mere, men da han begyndte at kysse hende blidt på halsen, glemte hun praktisk talt alt andet. Små nydende suk undslap hende, som tegn på at hun nød det han gjorde. Da han stoppede, bøjede hun hovedet nok til at deres øjne mødtes og en let skælven gled gennem kroppen, mens han talte og lod sin ene hånd glide ned på hendes lår uden på kjolen. Hun smilede ligeledes frækt til ham og lænede sig så tæt på ham at hendes mund var ud foran hans øre, hvor hun hviskede:
”Jeg vil elske at have alene tid med dig. Hvis du låser døren, så vil jeg gerne varmes op efter den kolde rejse.” Hun viste at hendes ånde gled hen over hans øre og at han kunne høre den letter ophidselse der var begyndt i hendes stemme. Og som prikken over i'et, så nappede hun ham slikkede hun ham kærligt hen over den mest følsomme del af øret og nappede blidt i det som et startskud på hvad end der nu ville ske.
Hun viste at hun legede med ilden og risikerede at han bare smed hende på sengen, men hun var letter ligeglad.

Lith´rra var som en racket der var ved at gå i luften, hendes ord, hendes nærvær. Hans øjne vendte næsten det hvide ud af øjnene da hun så slikkede og nappede hans mest følsomme sted på øret, som fik hans puls også til at flyve mod nye højder. Han kunne ikke lade være med at slikke sig lidt om munden imens hans fingre næsten vibrerede efter at få mere af hendes krop.
Denne gang var det dog hans tur til at pille ved hendes øre og lod sin slanke ru tunge glide op og ned af hendes lange slanke øre, før han blidt lod tænderne nappe hendes ørespids.

"efterlad nu lidt for mig at tage af dig når jeg kommer tilbage fra at låse døren" hviskede han direkte i hendes øregang med en lav, sensuel undertone og let satte hende tilbage på sengen, før han langsomt gik over mod døren, imens han åbnede jakken og smed den let hen af gulvet. Med vilje drejede han nøglen langsomt, før han så trak sin trøje af og smed den ved siden af døren før han vendte sig om mod Larlii igen.
Han havde et sultent blik på hende, et blik der gik fra top til tå, og bare savlede over hendes krop.

"Ikke mere hestevogn, ikke mere møder, bare os to.. og ingen andre" sagde han og blinkede drillende til hende før han langsomt strøg over til hende. Han var så klar til at få noget privat tid med Larlii, at få noget tid hvor det kun var dem, og ingen skulle forstyrre dem mere, ikke før det var spisetid, hvilket han udtrykkeligt havde sagt til dem, at det først når han ringede med klokken ned til køkkenet. En klokke han yderst sjældent brugte, men som han nu endeligt havde taget i brug for deres skyld, så de ikke bare blev forstyrret unødvendigt.

Hun nød hvordan han reagerede ved hendes lette handlinger, og hun så afgjort frem til at han gjorde gengæld. Hvilket han ikke var sen til og hun reagerede med en nydende stønnen, som afgjort fortalte ham hvor meget hun begærede det han gjorde og ønskede mere. Hun skælvede let ved hans lave sensuelle hvisken og nikkede eftersom hun ikke stolte helt på sin stemme.
Efter han havde rejst sig og var på vej hen til døren, hvor han smed jakken undervejs og trøjen ved døren. Hun fuldte hver en bevægelse med øjnene mens hun var i fuld gang med at løsne den korset lignede vest hun havde over kjolen. Da hun havde fået den af holdte hun den ud i strakt arm og lod den falde ned på gulvet, hvorefter hun langsomt bøjede sig ned over sine ben for at tage sine støvler af, mens hun holdte øje med ham ud af øjenkrogen.
Det blik... Hvor hun elskede det og begærede det. Hendes liv var virkelig forandret, hun var forandret. Alt var nærmest forandret siden hun havde mødt ham for... Hvor længe var det siden de havde set hinanden første gang? tre en halv måned? fire måneder? Hun kunne ikke huske det, og var enlig også ligeglad med det, for det føltes som en livstid siden.
Med et drillende smil trak hun sig lidt længere ind på sengen og fuldte ham med øjnene mens han kom tilbage til hende.
"Bare os to... Det vil jeg nyde." Stemmen var letter hæs af begær og forventning. Hun lod en hånd glide fra sin nakke ned over kroppen til den landede på hendes lår, alt sammen uden på den forårs grønne kjole hun havde på.
"Lith... giv mig lidt varme... og hvad du ellers kan byde på." Ordene blev sagt i en lav sensuel tone, som sikkert vil få ham til at miste den sidste kontrol, som holdte ham tilbage. Hvilket hun på en måde også håbede på. Hun nød at hans begær og lidt dyriske side.

Han måtte virkelig bide hårdt i underlæben for ikke at miste besindelsen helt, især ikke efter hendes små søde lokkende ord, der bare snørede hans hjerne om hendes lillefinger. Han kunne tydeligt mærke sit hjerte hamre ud af hans bryst og mod hende, hun havde virkelig fået vendt hver en celle i hans krop til at rette sig mod hende, og kun hende.
"jeg skal nok bringe varmen" sagde han med en stemme der var tydelig ophidset og mærket af hvor tændt hun havde gjort ham.
Han kravlede meget hurtigt ind på sengen og over hende, med et tændt blik og en tunge som bare lystede efter at slikke hende igen.

Hænderne var hurtige til at famle kjolen af hende, ikke sexet og langsomt, og yderst ivrigt og lystende.
Han var helt væk i hende, og det var tydeligt, hun behøvede hverken at tigge eller be ham, han var i hendes fulde favn.
Hans mund var over hele hendes krop, og hænderne ligeledes, det var ren ekstase. Han trak hende tæt ind til sig imens næsten hele hans krop skælvede i at ikke være totalt i hende, at de ikke var forbundet endnu i lidenskabelig udflugt.
"Jeg kan ikke vente mere, Larlii.. jeg må have dig skat... hele.. vejen... igennem.." hviskede han skælvende af lyst mod hendes læber, imens hans øjne var sulten efter hende som et rovdyr på et lam.
Derfor tog det heller ikke lang tid at få hendes underklæder af, og hans egne bukser og underklæder væk. Han kunne ikke bruge et sekund mindre ved ikke at være tæt på hende, han havde virkelig manglet hende, skønt de havde sovet sammen om natten, havde tid med hinanden ikke været den største, og nu hvor de kunne, ønskede han kun forløsning på alle sine følelser for hende.

------- et par timer senere --------

Lith´rra gispede efter vejret imens sveden dryppede fra hans krop, imens han lå på ryggen i sengen, og hovedet på puden, han var stadigvæk nøgen efter deres forløsninger, da hele værelset havde været for hedt for at man fik lyst til at tage noget som helst på.
Det havde været fantastisk, og måske også lidt kaotisk, da et par skuffer var hevet ud og et par hængsler der skulle skrues i igen, samt nogle steder der skulle skrubbes efter deres saftige væsker nok var spredt lidt for meget ud. Han var lidt usikker på om de måske var gået for vidt eller om det var ok at de havde været så vilde, og ærligt talt så højlydte, han kunne godt være lidt nervøs for om alle kunne havde hørt dem, og i så fald hvor meget børnene kunne havde hørt. Men alt det var straks visket væk ved synet af Larlii og havde et yderst forelsket blik, det samme som han havde sendt hende lige i starten af deres forhold. Et blik som ikke var bekymret af alt hvad der skete, et blik der var afslappet, men også fyldt med kærlighedens energi der bare varmede mod hende som en radiator.
"Hvordan har du det min egen?" spurgte han Larlii med en varm og kærlig stemme, der virkelig kom fra det dybeste af hans hjerte.

Lyden af hans stemme og synet af hans ivrige lyster, fik hende til at gyse og skælve af glædelig forventning. Og selv om han nærmest rev kjolen af hende, gispede hun af ligeså stor utålmodighed som han udviste. En lille klukken forlod hende, da han sagde at han ikke kunne vente mere og bare måtte have hende. Hun bredte armene ud og tilbød ham hele sin krop og eksistens.

~ ~

Ligesom Lith´rra gispede Larlii efter vejret, mens hun puttede sig ind til ham. Det havde nok været den vildeste omgang nogensinde og hun havde, så vidt hun huskede, skreget en del af nydelse. Lige nu var kroppen ved at falde til ro og udmattelsen kom snigende ind over hende. Hun viste at hun havde brug for et bad, men lige nu ønskede hun bare at ligge sammen med ham.
Hun flyttede sig nok til at hun kunne se op på ham og smilede stort til ham, da han talte til hende.
"Jeg har det fint, min elskede. Dog er jeg pænt udmattet og ønsker bare at ligge her lidt sammen med dig." Hun puttede sig igen ind til ham og gav sig til at nusse hans brystkasse og mave med den ene hånd.
"Jeg tror aldrig at vi har været så vilde før. Jeg kan i hvert fald ikke huske det. Men det var pænt spændende." Der var latter at spore i hendes stemme, sammen med den store kærlighed hun følte for ham.
Hendes ene ben flyttede sig ind over hans, så hun på en måde holdte ham fast.

Han smilede stort til hende og virkelig nød hendes nussen, men kunne også at hun var lige så mærket som ham af deres elskov.
Han kunne ikke holde sin latter tilbage da hun nævnte at de nok aldrig havde været så vilde før, og var ganske enig med hende, imens han så rundt på deres roede værelse.
"Ja det... blev vist ret så vildt og.. heftigt" sagde han og blinkede til hende imens han lagde sin ene hånd på hendes kind og nussede den kærligt. Han så roligt ned på benet hun lagde over hans og så tilbage på hende.
"uha du vil slet ikke have jeg kommer ud af sengen i dag?" sagde han med en let drillende tone og udfordrende smil.
Han tænkte lidt, med et drilsk smil på hende, imens han nussede hendes kind kærligt.
"Nårh men hvis du alligevel skal være over mig" startede han og greb så rundt om hende og let fik løftet hende op på sig helt, så hun kunne ligge fladt på hans krop.
"Så det da bedre du dækker det hele" sagde han og lod sine stærke hænder nusse hende op af ryggen og ned om hendes dejlige nøgne faste bagdel og gav den et blidt klem før han kyssede hendes læber blidt og kærligt. Han slap dog kysset langsomt da han pludselig kom i tanke om noget.
"Forresten hvis du bliver sulten så sig til, så kan vi signalere køkkenet her fra, og nå et bad før maden er klar" sagde han og smilede stort og varmt til hende, før han pegede på et lille håndtag i væggen ved siden af sengen.
"Sagde til dem de skulle have et halvt øre efter klokken da jeg nok ville bruge den for en gangs skyld" sagde han og smilede varmt til Larlii imens han førte den ene hånd op og strøg hende kærligt igennem håret.

Hun klukkede hjerteligt, da han løftede hende op ovenpå ham og lagde sine hænder om hendes faste bagdel. Det var intet problem for hende at gengælde kysset, eller at smile varmt og stort til ham, da han snakkede til hende igen.
"Så sulten er jeg ikke ligenu. Ihvertfald ikke efter lige den slags." Hendes stemme var varm og kærlig, samt det blik hun sendte ham var heller ikke til at tage fejl af hvad hun mente med sine ord. Hun lod sin ene hånd nusse hans kind mens hun hvilede en del af sin vægt på den anden hånd i sengen, mens hun bøjede sig længere ned mod ham.
"Når vi nu har mulighed for at slappe af for os selv, så har jeg ikke travlt med mad." Stemmen var ret erotisk og fyldt med lyst efter ham. Men hun viste ikke om hun lige nu kunne tage en tur mere som den de lige havde været igennem. Hun nøjedes derfor med at snave ham roligt, blidt, lidenskabeligt og kærligt, mens hun nussede ham i håret og nakken. Hun havde ikke travlt, vinteren var næsten lige begyndt. Og hun havde ikke rigtig noget hun skulle nå før foråret.
Selvfølgelig lå tankerne om dragerne og spøgte i hendes baghoved, men hun præsterede at få skubbet det et stykke længere væk, så hun rigtig kunne nyde hans selskab.

Hans blik var varmt og kærligt, og nød hendes stemme mod hans øregang, det hele føltes så rigtig, hvilket var en fantastisk følelse der varmede hele hans krop op, og kildede lidt på de rigtige steder i hans hjerneceller.
Men han kunne heller ikke holde en lille klukken tilbage da hun nævnte at hun ikke behøvede at have travlt med mad, og bed sig let i læben, han kunne mærke den erotiske lyst i hendes smukke bløde stemme. Det gjorde noget mærkeligt i ham, noget godt og varmt der lunede hans indre. Han var dog stadigvæk lidt overrasket da hun så begyndte at snave ham på den måde, men var hurtig til at finde hendes tempo.
Han vidste at han nok måtte til arbejdsrum på et tidspunkt, så han kunne få skrevet rundt til de forskellige, og få lidt i kassen så de kunne klare sig et par årtier mere. Men travlt havde han slet ikke, der var i hvert fald nok i kassen til et par lange årtier, så intet var trykkende på den front. Det eneste som måske trykkede en lille smule var nogle lidt bekymrende breve fra nogle af hans bekendte, han havde læst lidt af på vejen til hjemmet. Men... det kunne sagtens vente et par dage eller fem, før han behøvede at sætte sig for at skrive breve tilbage. Og siden det ikke var nødsituation kunne han også spare på sine evner.
Han nød virkelig deres snaveri, nød de lå der, hud mod hud, og bare nød hinandens nærvær. Det var måske en smule befriende også at de ikke havde travlt med alt muligt og planer der havde slugt dagene op.
Roligt stoppede han snavet i et let nydende gisp, imens hans smaragd grønne øjne så op på hendes smukke halv blå juveler af øjne.
"hvorfor er du så smuk, hvorfor er du så vidunderlig" spurgte han hende med et ret forelsket smil på læberne, og lod sin ene hånd kærtegne hendes kind og strøg blidt lidt hår bag om hendes øre kærligt.

Hun smilede som en sol, da hun flyttede sig nok til at hun kunne se hans ansigt. Kræligheden lyste ud af hver en fiber på hende, da han talte med det forelskede smil om læberne.
"Måske fordi du vækker mit inderste, hver gang du ser på mig eller røre ved mig. Du er den livs kilde som vækker den sovende rose om vinteren, og gør den i stand til at overleve." Hun nussede ham stadig i hår og nakke, mens hun talte.
"Selv om det kun er nogle få måneder siden vi mødtes, så føles det nærmest som årtier. Det hele føles så rigtigt og fantastisk når jeg er nær dig." Hun bøjede sig ned og kyssede ham blidt et par gange, inden hun satte sig op så hendes hænder hvilede på hans brystkasse hvor hun med små nussende bevægelser kærtegnede ham, mens hun så ned på ham med halvt lukkede øjne.
"Aldrig i mit korte liv havde jeg forstillet mig, at jeg kunne blive så afhængig af en mand. Men jeg skal love for at du, min elskede Lith, virkelig har fortryllet mig." Stemmen var fyldt med kærlighed, og fik en ekstra særlig erotisk tone da hun sagde forkortelsen af hans navn.

Lith´rra så på hende med et rødmende blik, da hun begyndte at sige alle de søde ting og han kunne mærke hvordan hans hjerte bankede hårde og hårde. Han kunne ikke lade være med at elske hende blot mere.
"Åh din..." sagde han og kunne ikke lade være med at se rigtig forelsket på hende og kunne ikke lade være med at fnise lidt, før han greb hende om livet og trillede dem kort rundt så han nu var den som lå øverst og han kunne ikke dy sig fra at kysse hende ret så erotisk ned af kroppen kærligt, startende fra læberne, hen af hendes øre, hvor han kort nappede hende i spidsen, før han fortsatte sine små erotiske kys ned af halsen på hende, fortsætte ned af hendes kavaler gang imens hans hænder sensuelt gled om hendes bryst parti. Han nød virkelig at gøre hende godt, og samtidig kærtegne hende mere end hvad hun sikkert havde forventet.
Derfor var han også glad da han nåede hendes mave skin og skulle lige til at gå helt ned på hende før en let banken på døren og halv dyb mandestemme, sendte hans hår helt op i vejret og så meget forskrækket mod døren. Det var tydeligt at se at han ikke havde forventet nogen banken overhovedet men hans butlers ord fik ham på andre tanker.
"Sir... Hr og Fru Bjergsten er kommet for at se dem og frøken Valcyriel" og med de ord gnubbede Lith´rra næsten forpustet sine øjenbryn
".... Fortæl dem, at vi vil møde dem om lidt" svarede han tilbage og så tilbage på Larlii undskyldende og et skævt smil.
"De er købere, og en af de ældste jeg har" sagde han og smilte dog lidt over paret.
"De er nu også rigtig søde, også.. er de begge dværge" sagde han lo let over paret som så ret søde ud sammen, og især når Hr Bjergsten blev hidsig efter børnene der lejede på hans mark, de små ben var aldrig hurtige nok. Han strakte sig let før han hoppede roligt ud af sengen og trykkede roligt på en dør stor sektion af vægen som han også roligt trak til siden så der var et fint firkanten hul til et dejligt badeværelse med rimelig stor badekar og et lille ildsted hvor han kunne varme vandet på. Det tog ham ikke lang tid at tænde op og fik fyldt vand i baljen.
"Åh hvor jeg håber de ikke har taget deres frygtelig rodtærte med..." sukkede han opgivende til sig selv men højt nok til Larlii med garanti til at Larlii også kunne høre det.

Hun grinede da han trillede dem rundt så hun lå nederst og nærmest stønnede ved hvert af hans kys.
"Lith..." var alt hvad hun fik gispet ind imellem de nydende støn. Hun følte at han var ved at drive hende til vandvid med nydelse, men det var så skønt at hun heller ikke ønskede at han skulle stoppe.

Desvære blev de afbrudt inden de var kommet igang igen og Larlii blev pinligt klar over at manden på den anden side af den låste dør kunne have hørt dem. Havde det ikke været for at hun viste at han havde låst døren, ville hun have forsøgt at flygte ned under sengen for at gemme sig. Men som hun lå der på sengen med Lith´rra ovenover, var hun ligesom 'låst fast'. Hun lyttede til ordvekslingen mellem Lith'rra og manden, mens hun hele tiden fortalte sig selv at ingen kunne se ind i værelset.
Hun smilede lidt forlegen op til ham, da han så undskyldende på hende. Hun nikkede forsigtigt til ham, da han talte om det par som var kommet for at se ham... Og hende åbenbart.
Da han hoppede ud af sengen, fuldte hun roligt ham med blikket og et bredt smil kom over hendes læber, da det gik op for hende at han havde et badeværelse.
Hun rejste sig fra sengen og var lidt overrasket over hvor udmattet hun enlig følte sig. Men hun kom da stille og roligt over til badeværelset, selv om det til tider føltes som om hendes ben ikke helt var enige med hende om at bære hendes vægt.
"Er den så frygtelig?" Hun så på ham med et overrasket blik. Hun havde ingen ide om at en rodtærte kunne være noget så dårlig. Hun stod i døråbningen og lænede sig op af karmen, mens hun så på ham.

Lith´rra så på hende med store øjne og nikkede heftigt som første svar.
"Ohhhh jah, det er den, sidste gang endte jeg med madforgiftning så slem at det tog mig hele to uger at komme over det, selv med mine effektive healing kræfter" sagde han og så ud som om han blev trukket tilbage til en umådlig væmmelig tid.
Han blev dog hurtigt trukket tilbage igen og så roligt på Larlii med et varmt smil, og måtte bide sig let i læben da hun så ret så indbydende ud, på den måde hun stod der og fik ham til at savle over hende, det kunne ses på hans øjne, ses at hun havde en erotisk effekt på ham. Han blev dog lidt forstyrret da vandet hurtigt havde den gode temperatur og han måtte hælde det hele ned i badekaret, før han så fik lidt ekstra vand i som gjorde temperaturen udholdelig for dem, og mest fordi Lith´rra ikke var den store fan af skold hed vand.
"Så... badetid!" sagde han og blev ganske glad. Han så mod Larlii og hoppede i badekaret og gjorde godt plads til at hun også kunne komme ned i badet og hvis hun ville kunne hun sagtens læne sig op af ham.
Selv begyndte han at skrubbe sig selv, imens han ventede på Larlii og tænkte lidt over hvordan de skulle præsentere sig selv, om de skulle være afslappede, eller om de skulle trække noget af det finde på.. men igen det var Bjergstenene, så det var ikke nødvendigt at hoppe i det stiveste pus. Han så lidt undrende på Larlii og havde et ret puslet tanke mylder lige nu.
"Hvad tænker du at hoppe i? Ved ikke selv hvad jeg skulle tage på.. tænker dog på at matche dig så godt som jeg kan" sagde han og smilede stort til hende.

Hun gjorde store øjne ved hans ord og tænkte på at hun måtte finde ud af hvad der havde været årsagen til det, så hun kunne prøve at lave en modgift af de urter hun havde med, hvis det kunne lade sig gøre. Hun tænkte også på om dværgene tilberedte deres mad på en anden måde end elverne? Men inden hun nåede tanken tilende, fik hun øjenkontakt med Lith´rra og fik et behageligt gys gennem kroppen af den måde han så på hende. Hun blev varm over det hele og hendes smil blev mere erotisk. Så han kunne lide hvad han så? Dejligt.
Derfor ventede hun med at gå over til badekaret til han var hoppet i og så på hende. Så ville hun krydse gulvet med en let vuggen som sikkert tændte ham mere. Da hun så var oppe i badekaret sammen med ham, så hun roligt på ham mens hun lyttede til hans ord om tøj og med hænderne gjorde ham opmærksom på at hun ville vaske hans ryg.
”Jeg ved det ikke helt. Men tænker muligvis at det blive en af de forårs grønne kjoler, som jeg havde på hjemme i Forestina. Du ved, en af de simple. Men det kommer helt an på hvor formel du mener det er nødvendigt, for så finde jeg en af de finere frem.” Hun vaskede hans ryg med rolige og grundige bevægelser, som nærmest kunne siges at være kærtegn. Da hun var færdig med at vaske hans ryg, satte hun sig så han kunne hjælpe hende med sin, mens hun vaskede sig foran. Hun ville ligeledes hjælpe ham med at vaske håret, hvis han ønskede det.

Da de var færdige med badet og havde tørret sig, gik hun ind og fandt den kjole hun ville tage på, så han bedre kunne danne sig et overblik. Hun lagde den hen over en stol, mens hun fandt resten af sit tøj og et par bløde, lune sko. Da hun var fuldt påklædt, så hun smilende på ham og afventede deres næste træk.

//Kjolen, bare i denne grønne farve. Simpel - af hør. Finere - af bomuld: https://www.alleycatscratch.com/lotr/Human/Eowyn/Wool/Eowyn_wool_mz_cal.jpg

Lith'rra så sultent efter Larlii da hun kom vuggende mod ham og lod de lange slanke ben løfte sig over kanten af badekaret og fik hende ned i vandet. Han løftede øjenbrynene lidt overrasket da hun ville vaske ham, og ville lige til at protestere, men kom i tanke om at det nok ville være rart at få skrubbet ryggen efter lang tid. Så lydigt vendte han sig rundt og lod hende gøre sit mod ham. Han kunne straks mærke hvor længe siden det havde været at ryggen var blevet skrubbet godt igennem, men han kunne også mærke hvordan hun kærtegnede hans ryg og fik ham til at sukke en smule nydende, især når hendes slanke smukke fingre strejfede et af hans mange ar på ryggen. Det var en mærkelig følelse, følelse der burde havde været forbundet med smerte, men i stedet fandt han ud af at det gav ham nydende elektriske stød. Da hun endeligt var færdig sukkede han lidt utilfredst, især fordi han var ret tændt i kroppen, så da det kom til at han skulle vaske hendes ryg, var det svært at ikke ryste en smule af nydelse i hænderne, og bagefter rykkede helt tæt op af hendes ryg og lagde sine arme om hende trykkede hende ind til hans krop, imens hans hænder nussede hendes hofter, før han blidt strøg hendes hår til side og kyssede hende kærligt på halsen med ordene.
"Tak for skrubben" før han så slap hende fri igen så de kunne tørre sig og få noget kluns på.
Han så på Larlii da hun fik sin kjole på hun havde snakket om og måtte indrømme, at den fik ham til at tjekke hende en smule mere ud end ellers.
"Du ser virkelig smuk ud, virkelig meget" sagde han sandfærdigt og sank en let klump imens øjnene så sultent på hende, før han blev færdig selv med at trække sit tøj på.
Han håbede på hun også ville kunne lide hans kluns, og stod lidt og overvejede om det var det rigtige, nu hvor Larlii så så godt ud.
Men om det var det rigtige eller ej, så kunne de heller ikke lade Stenbjergene vente, så en hurtig beslutning var bare at holde på det tøj han havde valgt og roligt åbnede døren hvor en af hans butlers stod klar.
"De sidder i spisestuen Hr" sagde han og bukkede let før han luntede videre til sine andre gøremål.
Lith´rra sukkede roligt og så tilbage på Larlii med et stort og varmt smil hvor han blidt tog hendes hånd og sammen gik ned til stuen hvor de mødte parret sidde, i hvert fald indtil at de trådte ind, hvor damen så sprang op og havde et henrykt udtryk i ansigtet, imens det så ud til at komme halvt bag på manden som gloede lidt på sin kone til at starte med før han også rejste sig med et stort og varmt og velkommen smil. Kvinden var hurtigt over ved dem, overraskende hurtigt med de små ben hun havde, og først krammede Lith´rra stort, før hun vendte sig mod Larlii og lagde sine arme ud til et kram.
"Larlii går jeg ud fra" sagde hun og sendte Larlii et kæmpe smil. Imens manden kom over til Lith´rra og gav et håndtryk.
"Godt at se dig i live, vi blev lidt nervøse da vi hørte om alt hvad der foregik" sagde manden imens Lith´rra nikkede roligt.
"En værre omgang, men kom lad os sætte os ned, for i mangler at fortælle om hvad der er sket hos jer" sagde han før han trådte tættere på Larlii.
"Men først så må du hilse på kvinden som stjal mit hjerte, Larlii Valcyriel" sagde han stolt og manden hilste pænt på Larlii.
"Larlii, det her er så Gertrutt og Larson Stenbjerg" sagde han stolt og de to små dværge tog hinandens hænder og nejede og bukkede let for dem begge.
"Og vi er beæret at være 'inviteret' til en omgang eftermiddags te" sagde Gertrutt henrykt.
"Inviteret..." sagde Lith´rra med et hævet øjenbryn og smil på læberne.

Lith´rra's outfit
Hr og Fru Bjergsten's udseende, de har mere formælt tøj på.

Hun nød at mærke hvordan han blev tændt, da hun skrubbede hans ryg. Endnu en ting hun kunne bruge til at vække hans begær efter hende. Et kærligt smil kom over hendes læber da han, efter at have vasket hendes ryg, kyssede hendes hals og takkede hende.
”Så lidt, min skat.” Hun holdte sin stemme så blid som muligt, for det kunne ikke hjælpe noget at tænde ham mere lige nu.

Smilet som bredte sig på hendes læber ved lyden af hans komblimang sagde mere end ord om hvor glad hun var for hans begejstring. Da hun så ham påklædt blinkede hun til ham, inden hun gik hen til ham ved døren.
”Du ser fantastisk ud. Og farverne passer godt sammen.” Hun smilede til manden som talte til Lith´rra om hvor gæsterne befandt sig. Da han tog hendes hånd, gav hun den blidt et klem og fuldte roligt med ham hen til stuen.
Dog blev hun en kende overrasket, da den kvindelige dværg hoppede ned fra stolen og løb over til dem med et henrykt udtryk i ansigtet. Om hun formåede at skjule det lille gip, som det gav i hende, viste hun ikke men hun trykkede sig uvilkårligt lidt tættere på Lith´rra for at søge sikkerhed, hvis det var nødvendigt. Hun havde aldrig før set dværge og nu stod der et par foran hende. Et lidt forsigtigt smil kom på hendes læber, da kvinden gjorde klar til et kram. Hun nikkede lidt nervøst og viste ikke helt hvordan hun skulle reagere.
”Ja, frue.” Hun hilste dog pænt med et høfligt nik, mens hun lyttede til hvad manden og Lith´rra talte om. Og da de blev officelt præsenteret for hinanden nejede Larlii for paret.
”Mig en ære at møde jer. Lith´rra har fortalt mig en smule om jer.”
Hun fornemmede dog godt ved Lith´rra at den invitation som Gertrutt talte om ikke kom fra ham, men fra dem selv. Ikke ligefrem høfligt tænkte hun, men hun sagde intet da dette var Lith´rras hjem og hun selv var lidt ved siden af sig selv over sit første møde med dværge.

Lith´rra smilte stort men mærkede med det samme Larlii trykke sig en smule ind til ham og fik ham til at tænke over om Larlii overhovedet havde været i nærheden af racer som familien Stenbjerg før, da han vidste at dværge ikke var de mest elegante væsner, men vældig familie elskende og direkte og fysiske. Nu havde han jo mødt Althorn og forstod lidt hvad det var for nogle personligheder hun havde hilst på.
Men det var som om at Larson også havde fanget Larlii's lidt nervøse antræk og smilede varmt til hende, før han stillede sig ved siden af sin kone og klukkede let.
"Bare roligt Larlii, vi regnede også med at Lith her ikke var den store blærerøv ud over med hvad han har fået samlet her" sagde Larson og Gertrutt fangede først nu hvad der foregik.
"Og bare rolig kære, vi kommer altid pludseligt, det er en dværge ting." sagde hun med en varm og kærlig stemme, hvor Lith´rra var hurtig til at nikke heftigt anerkendende til Gertrutt's ord.
"Det er meget en dværge ting, men det har også sine gode sider" sagde Lith´rra og lagde sin arm om Larlii's liv og blidt gav hende et kys på kinden.
"Larson var en af dem som hjalp mig med at bygge stedet op, og Gerturtt har været en engel til de små dværge børn jeg befriede, du tror ikke hvor stort problem, højde kan være hvis man ikke kender sin race" sagde han og sukkede lettet.
Han skulle til at sige noget mere før Gertrutt kom ham i forkøbet og skyndte sig over til bordet før hun kom tilbage med et helt fad af rodtærte som hun viste stolt frem til alle 3. Det løb koldt ned af Lith´rras ryg og selv Larson så ud som om han slog korsets tegn med øjnene. Gertrutt susede dernæst ud i køkkenet så den kunne blive varmet op, hvor Larson hurtigt så på Larlii med et bedende blik.
"Larlii, Lith siger du har masser af healende planter og meget bekendtskab inden for den slags, har du noget som kan forstærke maven for hendes rodtærter er virkelig hårde mod mig, i mine unge dage kunne jeg sagtens tage en hel tærte eller to, men ikke mere" sagde han og så en smule panisk ud og holde lidt øje med hvornår Gertrtutt kom tilbage.
"Den smager fremragende, faktisk det bedste jeg ved, det er slet ikke det, men min mave kan ikke klare friskheden mere" sagde han og sank en klump, da han var begyndt at få tanker tilbage på sine små mave kneb. Men det var også tydeligt at han spurgte da han ikke ville skuffe sin kone, da det var en af de meget familie ting de havde, som han ikke ville bryde.
Lith'rra skulle også til at sige noget igen, før der pludselig kom lidt sort røg ud fra køkkenet af, som fik ham hurtigt til at slippe Larlii og susede der ud for at finde Gertrutt stå og bande over ovnen med et skuffet blik. Lith´rra sukkede en smule men skyndte sig ind og hjalp med at få den yderst brændte tærte ud af ovnen, det vil sige, der hvor man proppede brænde ind, da hullet til der hvor tærten skulle havde været var ovenover.
"Undskyld Lith, det er ikke en dværge-venlig ovn.. øv altså" sagde hun og så nedslået ud. Lith´rra rystede roligt på hovedet og gav den lille dværg et stort kram.
"Gertrutt, jeg er bare virkelig glad for at se jer igen, tænk ikke over tærten, vi skal nok klare det" sagde han varmt til hende og man kunne se hendes øjne lyste lidt op igen.
Lith´rra slap den lille dværg igen og fik rettet sig op før han så lidt sukkende på den forkuldet tærte, i hvert fald overfladen var ganske forkuldet.