Endelig!...Hvad? (Valgul)

Valgûl så lidt på Elyas, før han kom i tanke om han havde låst den, han klappede sig selv en på panden, og rystede på hovedet, og grinte lavmælt for sig selv.
"Hvor bliver vores manerer dog af, øjeblik så åbner vi, men har du besluttet dig barn? hvad har du lyst til at lave." Valgûl gik langsomt over mod dåren hvorefter han åbnede den, man kunne nærmest se skyggerne give tøvende slip på Valgûl, som havde været om ham, end til at han blev ramt af månelyset ved den åbne dør, han stod der lidt, og så på månen, men holdte stadig døren, som et tegn til at Elyas skulle gå ud først, dog forlod hans blik aldrig månen, sådan stod han bare i et stykke tid, før han rystede voldsomt på hovedet, som havde en været i trance, eller haft en indre samtale. Valgûl ville egentligt godt havde blivet her noget mere, den søde duft af blod, skyggernes omfavn, men han vidste godt, at der ikke var mere at komme efter her. Han så over Elyas med et blik der var svært at placere, måske en blanding af stolthed og flabethed. "Når Elyas hvordan føltes det at tage hendes liv, at se livet forsvinde ud af øjne på hende." Valgûl sukkede drømmeligt, og smilte af ren og skær passion. "Virkelig det perfekte billede, så mange nuancer.. du skal nok kunne blive til noget barn."

Elyas så lidt på ham. Vælge? Han viste ikke han skulle vælge, faktisk troede han ikke han kom til at vælge.
Da han åbnede døren, var Elyas ikke langsom til at gå hen til døren og udenfor. Det var mørkt, det var nat og det var stadig køligt. Han trak vejret dybt i den friske luft og følte det på en måde absurd at stå her i en forholdsvis rolig og normalt verden...Når man lige havde myrdet nogen, som lå i huset bag ham. Han rystede kort på hovedet og lod hånden glide gennem sit hår, så det om muligt strittede endnu mere.
"Faktisk..." han vente sig om og så lidt på Valgul, som han stod der og så på månen...åh, den mand måtte være syg!
"...Tilbød du mig et sted at være. Det er jeg lidt mere interesseret i" sagde han rolig, så rolig han nu kunne være. Valguls andet spørgsmål undgik han, kort og godt ved ikke at svare. De havde jo ikek samme syn på det...i hvert fald ikke endnu. Og han viste ikek helt om han nu også ville være den kolde morder, som Valgul så ud til at ville gøre ham til...

Valgûl så overvejene på Elyas, før han grinte lavmælt, grinet kunne ikke helt placeret, et sted mellem ondskabsfuldt, lallende skør, han kiggede atter på månen før han smilte for sig, før hans ansigt så ud til at miste en hver form for følelse, og dannede et stone face, selv de døde kunne være misundelige for.
"Så det hjemme der løkker, er du måske ikke tilfreds for det der hjemme? sig mig Elyas, vil forsætte med, at bo sammen med den dødelige, mens du bliver undervist, eller skal vi finde dig et sted med dine egne?
Valgûl stod lidt og kiggede på månen før hans øjne tog en mere rødlig glød i natten, og fokuseret alt sin opmærksomhed på Elyas, han stod der og nedstirret ham lidt fra trappen før, han atter smilte så kinderne brækede.
" Men natten er jo stadig ung, vis du interesseret kan vi tage, en 'undervisning rekvisit' til, men vi kan godt forstå, vis du brug for, at køle hovedet."
Han gik langsomt ned fra trappen, og stilte sig ved siden af Elyas, og så afventende på ham.

Han havde formuleret sig ret underligt og Elyas var ikke helt sikker på hvad han enlig havde prøvet at sige i starten.
Han sukkede svagt og så på Valgul med bestemt blik.
"Du er meget opsat på død og ulykke lige nu. Men jeg er mere interesseret i at få en belønning for de ting du vil have mig til...Og vores aftale sagde du ville give mig et sted at være, et sted hos vores egne slags. Hvorfor skulle jeg ville vente med det? Er du klar over hvor kedeligt det er at bo på den kro? Hun vil sikkert ikke blive glad for noget af det, så vi kan jo lige så godt fortælle hende det hele på en gang" han så lidt på Valgul. Med hende, mente han selvfølgelig Camille. Faktisk...forstod han ikke helt hvor dæmonen havde disse oplysninger fra. Endnu et mysterium han måtte få svar på...en gang.
Ah, sandheden var at han ganske rigtig bare gerne vil...Have et sted at vende tilbage til. At være. At kunne tænke på som "hjem". og det havde Valgul lovet ham. Og han ønskede det skulle være sandt og ville have det til at være sandt. Så kunne de altid myrde folk bagefter...
Hvilket han for den sags skyld også gerne ville udsætte.