Vengeance has a time, and it's now! //Aramantha&Arason//

O:Træer
T: Midnat.
V: Køligt, ikke rigtigt noget vamyrer bemærker.
P: En sports bh og et par stump busker. Og en jakke som hun har på over som ikke er lynet.

Julianne havde hørt Aramantha skulle være i denne skov et sted.
Træernes krogede grene satte uhyggen i værk, men Julianne var opsat på en ting hævn!
Derfor havde hun ikke sagt noget til Arason, hun ville ikke risikere at han skulle stoppe hende. Julianne vidste at mange havde evner, det havde hun selv. Og hun kunne bruge sin på flere måder var ikke kun en.
Hendes refleker var gode og hurtige, hun var meget opmærksom.

Aramantha kom løbende gennem skoven, med den hastighed ville kun vampyrer vide hun var der, træer og buske forsvandt bagved hende, og et grint undslap hendes læber, hun elskede at løbe hurtigt det var dejligt, alt den energi skulle ud på en eller anden om så den aldrig rigtig kunne komme ud måtte man prøve at mindske den.
Hendes hvide kjole havde røde pletter over alt, hun var også lige kommet fra sin mad som havde gjort en anelse modstand men det gjorde de alle jo af og til.
Aramantha satte farten ned og stoppede til sidst ved et træ hvor hun sprang op i og kiggede ud over skoven, den var mørk og trist som altid *dejligt* hun var hjemme det var hun altid når natten var mørk og trist og det var den næsten altid.

Arason havde fulgte efter julianne da hun tog af sted fra byen af
han holde sig oppe i træerne og var ovene over hende nu han bakkede
lidt bageud og holde så øje med alle bevælgse der var hvis vampyrne slogs indbyrdes ville vampyrjægrne bare få en lette opgave derfor holde han godt øje med hende han påklædninge var en læderrusting

Julianne satte sit hår op i en heste hale, hendes tøj var mere praktisk at løbe i.
Hun havde gjort sig klar til denne dag lige siden hun var blevet vampyr.
Hun havde taget nogle trædolke med i sit bælte, som sad dækket af hendes jakke.
Hendes gode hørelse opfattede nogle som kom løbende. Julianne spærrede øjne op, det var nu!
Hun løb frem foran Aramantha og kastede en trædolk som ramte Aramantha i maven.

Aramantha kiggede ned i chok på sin mave da hun følte en stor smerte ramme hende, hun fik øje på at en trædolk sad i hendes mave, hun gav et skingert skrig fra sig som kunne gøre et menneske døv, hun faldt ned fra træet og landede med et bump på jorden og vred sig i smerte på jorden, hun skreg stadig dog mindre skingert, hendes øjne var fyldt med smerte, hun lå der og vred sig da tanken strejfede hende, hvem havde dog kastet den trædolk, hvem hadet hende, Aramantha holdte sig for det meste for sig selv og holdte sig for det meste fra ballade.

Arason havde ikke opfanget det er punkt han hoppet ned
og vælte julianne i det han trillet hende til siden "hvad laver du" sagde
han til hende "hun reddet jo dit liv juli"

Julianne kiggede op på Arason.
"Hvorfor følger du efter mig?"
Hun kiggede spørgende på ham, hun havde længe ønsket hævn. hævn for At Hun ikke havde modtaget hendes valg, men bare havde forvandlet hende.
"Det Ved jeg udemærket. Men hun slog mig ihjel alligevel, også selv om jeg ik ønskede at blive vampyr.."
Hun rejste sig og kiggede på hendes jakke, den var gået lidt i stykker,så hun smed den. Nu var hun kun i ført sports bh og hendes busker.

Aramantha kunne høre stemmer, en kvinde og mande stemme, hun tog fat om dolken og rev den hurtigt ud, hun fortrak ikke en mine og rejste sig op og så så den pige Julianne og Arason, dem hun havde forvandlet og redet deres liv, havde Julianne kastet den dolk, det havde Aramantha svært ved at tro hun virkede så rolig da de talte sammen første gang, men hun havde tydelig vis ændret sig.
En stor rød plet var dannet sig på den flotte hvide kjole hun havde på, det var blodet fra maven, heldigvis var det ikke et farligt sted dolken havde ramt så der kom ikke så meget blod ud som der ville havde gjort vis den havde siddet lige i maven.
Aramanthas øjne var helt røde og fyldt med vrede, hun kunne flå hoved af den pige vis det ikke havde været for hendes dumme tanke *hun har ikke fortjent at dø* hun var helt enig men hun havde stadig lyst til det.

han rejste sig op selve hans læderrusting var hel han rejste sig op og stilte sig
i mellem dem nu i det hvis en af dem døde ville det ikke se godt ude han holde
skarpt øje med dem//undskyld for det korte indlæg//

Julianne kiggede skarpt ind i øjne på Aramantha, og blottede sine tænder for hende.
Hun var vred, nu kunne hun jo ikke gøre hvad hun ville med livet mere.
Alt var smidt væk og vendt på hovedet. Det eneste hun havde var Arason.
Julianne trak sine tænder til sig igen, og knurrede.

Aramantha var i kamp stilling og hvæste tilbage, Julianne skulle bare vide hvad hun havde med at gøre for det var hun åbenbart ikke.
Hun kiggede koldt på Arason, *giv hende dog lov* et lumsk smil bredte sig på hendes læber af hendes tankegang.

"hvis i nærme jer hianden så skal i først slå mig ihjel"
svarde han og kiget koldt på dem begge to i det han trak
hans sølv knive frem og stod klare til og slå dem begge væk

"Fint jeg bliver stående her."
Julianne smilede lumsk, og brugte sin evne. Under følelsen sorg, sorg til at knække Aramantha. Den sorg som blev illusineret ind i hendes underbevisthed, og legede med den. Som den fysisk ville ske for hende lige nu.

Hun smilede lumsk til Arason "intet problem" hun var på vej over mod ham men blev tvunget mod jorden da en følelse strømmede over hende, følelsen hun kendte som sorg, en følelse hun ikek havde kendt til i århundrede, en følelse hun havde glemt, hun tog sig til hovedet og tårende trillede ned af hendes kinder, *tag dig sammen* lød det inde i hendes hoved, med en bevægelse med hånden mod Julianne fløj der et vindstød mod Julianne som kunne blæse en hver en kilometer væk fra det sted de var. Aramantha var ikke i sit bedste humær længere og de skulle de begge betale for.

//Out//