The Grip of Darkness - Yoanna, Lynie, Accalia, Nille

De buldrende regn, og den bragende lynild kastet deres kaos dominante vrede udover det mørklagte natte landskab, som endnu engang havde vist sig naturens skæbne, når den smilende sol forladte den klare blå himmel, og lod den korrupte og utilgivende grå farve nedsætte de skønne værdier i den blå himmel, og endnu engang kastet verden ud i mørke og utryghed, i stigende takt med himlen mistet sin glans, mistet dagen sit højdepunkt, og de hulkene børn bliv lagt i deres senge, og de skæmte unge krøb under dynen, og de modne voksne låste deres døre, alle gjorde denne milde form for desperate handling for at opbygge et skjold mod den faretruende nat, og de ukendte elementer den bragte med sig.
I denne skumle afkrog af den lille landsby under den grå natte himmel, havde en maskulin og racistisk mand ved navn Sebastian Castle bosat sig på den lokale kros mange gæsteværelse, i håbet som at få fyldt en klagende tom mave, og få den tunge træthed til at blive lettet, men som den store muskuløse mand faldt hen i den beroligende stemning skabt af stilhed og ro, hvor Castle lod de kraftige jagt støvler bliver taget af de udmattet fødder efter en lang rejse, og en hård tid på farten, og mens han lod sin sorte armeløse t-thirs glide over hans veltrænet krop for at få den af, og mens hans drage tatto hviskede de svage toner til hans stille sind, de kendte melodier der hjælp hans varsomme og syndfyldte sjæl stoppe den endeløse paranoia der kontrolleret hans tankebaner, så han kunne falde ind i den frydefulde søvn han så inderligt ønskede, men ligeså inderligt ikke fortjente. Castle lod sin krop blive lagt vandret på sengen, men sov hverken med dyne eller tæppe, dog med den klare hånd på hans bukse bælte hvor den grufulde jagt kniv lå, klar til brug. Castle lukkede de trætte øjne og tænkte tilbage på de stille dage, hvor Olivers barnlige lyde kunne høres gennem hans hus, og hvor hans daværende kæreste kærlighed var hvad der drev hans verden. Mens tankerne om fortid reagere hans hoved, lod hans den højre arm glide hen og kærtegne den venstre arm hvor hans drage tattovering var, for den mindet ham om det, om hvordan en mand der siden militæret havde været afhængig af vold og lidelse som en narkoman var afhængig til stoffer, og hvordan Oliver havde ændret det med sin fødsel, og ændret det tilbage igen med hans død. Hans daværende kæreste trak stadig luft gennem lungerne, men han havde ikke set hende til han prøvede at brænde hende levende i en gas eksplosion, og næsten fik lavet hende om til menneskelig bacon.. hun syntes nok ikke det var så skide sjovt.
Castle fjernet sin hånd fra sin tattovering, og åbnede de ellers trætte øjne der tiggede om at få lov at forblive lukkede. Castle nægtet dog deres bøn om fred, for han kunne ikke sove lige nu, så han tvang benene til at rejse ham op, og gå mod den ene væg. jagten og den konstante lyst til at overleve havde gået dybt under huden på ham, og siden Priest havde prøvede at skyde hoved af ham, havde Castle haft svært ved at være et sted særlig længe, og denne kontante opmærksomhed på gjorde det svært for Castle at efterkomme sin krops ønsker om søvn.
Castle åbnede sin vadesæk, en militær sæk han havde fået for lang tid siden, hvor han opbevaret alt sit grej og udstyr. Castle tog en zippo ligther frem, og en cigaret æske, som han åbnede og lagde en af de hvide hærligheder i mundvigen, hvorefter han antændte spidsen af den med sin zippo ligther. Castle rejste sig op fra sin bukkede foroverbøjet position over vadesækken, og uden at lukke den igen, gik han bare væk fra hjørnet den stod i, og gik fredfuldt mod sin seng igen, dog havde han ikke at ligge for øje, bare at sidde på den, hvilket var hvad han gjorde da han endelig kom hen til den efter nogen langsomme og tunge skridt fra de kun sokke beklædte fødder. Castle kastet et blik udover det lille værelse, og efter at puste røg ud fra munden, kunne man også høre et lille suk fra den store mand. Castle skulle til at kigge hen mod sin trøje igen for at tage den på igen, men inden hele konceptet med at sove indenfor en time bliv genovervejet, kunne man høre en banken på døren fra noget hårdt og solidt.. bang.. bang.. bang.. enten havde en elefant fundet sig vej til hans værelse, og slog på hans dør med sin snude i hævn for den elfenbens kniv han havde fået lavet i syd afrika tre år siden, eller også var der en mand udenfor med stål hansker på.. og Castle ville mere tro på det sidste end det første, men hvis man skulle følge hans uheld, så var det nærmest mere sandsynligt med mulighed nummer et.
Castle rejse sig op fra sengen og satte sin fødder i skoene igen, og bandt dem ordenligt fast inden han afgav en lyd om at han var derinde. endelig efter at få støvlerne på, følte han sig klar til at svare døren.. dog ville han ikke gå hen til den.. det var hans puls for højt oppe til, men han kunne vel sagtens svare herfra. Castle havde godt nok kun bukser, bælte og støvler på, men det var næppe et kamara hold, så det gik vel an. Så han lod den drilske flabet stemme lyde indefra det lille værelse "Mor siger jeg ikke må lukke op for fremmet" Han lod et typisk Castle smil flade over hans læber, og ventede på en form for reaktion fra personen bagved døren, men han bliv taget ved overraskelse da døren stoppede med at banke, og lydene udefra gangen bliv mere stille end hvis han havde holdt et fordrag for en samling af døde folk. Castle hvilede sin hånd på jagt kniven, men da hans maskuline greb ramte ned på knivens skaft lå der en blød og spinkle hånd i forvejen, hvilket fuldstændig tog Castle med bukserne nede.. rent metaforisk selvfølgelig. Castle gav en albue til hvem end der stod bagved ham, mens han lavet en drejende bevægelse, hvor han så en pige klædt i sort tøj der dækkede alt fra top til tå, men de kvindelige timeglass form, opgav ligesom personens køn. Pigen fik mistet pusten fra slaget i maven, og faldt næsten over sengen bagved hende, men en blanding af held og selvlærte egenskaber fik hun genvundet sin balance inden denne aften bliv meget pinlig for hende. Pigen havde kun lige hul til øjnene i hendes dragt, som man kunne se var hav farve blå, som et dybt blåt hav. Castle havde dog ingen lyst til at nærstudere hende øjne, derimod at sparke til hende gentagende gange efter hun ligger ned, lød helt klart som noget Castle havde lyst til at gøre. Men ingen denne vrede kunne bruges til noget praktisk, kunne han mærke sit syn bliv sløret, og hans hørelse var som om nogen holdte en rock koncert i øregangen på ham. Castle kastede et glimt mod den nål hun havde i hånden, og inden flere tanke kunne forekomme i hoved på ham, faldt han forover som en bjørn der bliv skudt med en million bedøvelse pile. Hans ansigt franskkyssede gulvet da hans krop endelig fandt sin vej til jorden, også var alt sort for ham.
Pigen lagde nålen ned i en lomme i dragten, og lod hende elegante og yndefulde skridt blive gjort mod døren, hvorefter hun så fint som en sommerfulg åbnede døren hvor der stod tre store riddere klædt i skinende rustninger lavet af håndformet stål. Ridderne havde alle hjelme på så man ikke kunne se deres ansigter, og et Dé Minion symbol smedet ind i stålet.. Dé Minion som var navnet på den største slavehandler, havde en udestående med denne Castle. Men alt dette vidste Castle godt, og hvis han ikke havde været bevidstløs havde han sikkert lavet en morsom og flabet kommentar om dem, men da han var optaget af at tælle får og savle ned af sig selv, så kom der ingen smartass attitude fra ham af.
Pigen nikkede til en af ridderne, som sikkert var lederen, selvom han lignet alle de andre på en prik. en hæs stemme kom fra den ridder hun nikkede til der sagde med den dybe tone "Din gift har været effektiv. Det skulle være den sidste af de seks. Jeg vil lade Frøken Dé Minion høre om dit navn i den endelige rapport." så vendte han sig om, og fik de to andre riddere med en håndfagt til at løfte den bevidstløse Castle.
Hvorfor? hvorfor denne fremgangs måde? fordi ´frøken Dé Minion´ en selvoptaget lille gås ville nedbryde en person hun hadet mere end Castle.. mere end nogen som helst anden.. Camille.. og Dé Minion havde hørt om Castle skulle være vigtig for Camille, så hvilken bedre måde at nedsætte Camilles moral ved at få det til at se ud som om Castle havde dræbt uskyldige mennesker? Frøken Dé Minion syntes det var en genial ide, og derfor havde hun fået fire af sine folk til at fange fem uskyldige i ly af natten, også føre dem og Castle med heste vogn til et sted hvor Camille ville finde dem alle døde... udover Castle der ville være vågnet kort tid før.. og derved taget i handlingen så om sige... tosset plan eller ej. Førken Dé Minion syntes den var fantastisk, og ingen af hendes rågivere ville sige dronningen af alle slaveri imod.

Castle bliv sovende slæbt udenfor og smidt ind i en stor special byggede heste vogn, der havde længen som tre heste vogne, og væggene havde et tyndt lag stål på indersiden istedet for den kun var lavet af træ. Men ellers var den ligeså kedelig og tom som alle andre hestevogne... og dog.. der var seks cirkel formet bure lavet af massivt stål der havde magiske højelver symboler smedet ind i stålet for at gøre det efter legenderne.... meget fucking svært at bryde ud af.. Inde i heste vognen var der fem individer der sad i hver deres lille bur, hvor de kunne se ud på hinanden, og snakke til hinanden, men pågrund af stålet på indersiden af hestevognen ville råb om hjælp ikke blive hørt af nogen udefra. De fem folk var nogen taget til fange på samme måde som Castle, men nok bare fået gift i en mindre dosis, tros alt skulle Castle jo sove hele vejen. de andre skulle bare fange på tilfældigvis, så hvad de lavet før det skete, havde de nok forskellige forklaringer på.
Castle bliv smidt ind i det eneste ikke fyldte bur, hvorefter ridderne forlod hestevogens inder rum, og gik op der hvor man ridder den, hvorefter de lukkede døren ned til fangerne, og piskede hestene igang.

\\slutningen bliv ikke så god ^^

Nille havde sovet fredeligt i sin seng da en banken lød på døren og hun stod op for at se hvem det var. Hun tog dog sit tøj på inden da. En sort t-shirt, sort skjorte udenover og sorte bukser. Hun tog også sine sorte sko på. Da hun åbnede døren stod en pige med havblå øjne som man kun kunne se på grund af hendes dragt. "Jah? Hvad kan jeg gøre for dig?" Havde Nille spurgt kvinden men hun fik en knytnæve i ansigtet som svar. Nille skyndte sig hurtigt og få skinnende øjne. "Skam di.." Nåede hun kun og sige inden hun mærkede en nål mod hendes mave. Hun gik ud som et lys og ramte gulvet. Hun hørte en mumlen men forsvandt så ind i drømmeland.

Nille vågnede op med et sæt og kiggede rundt. Hun var inde i et cirkel formet bur og der var fire andre bure. Hun kiggede over mod døren da den blev åbnet og en mand blev kastet ind. Hun genkendte manden. Sebastian, fra hendes klan. Hun ville sige noget men kunne ikke, eftersom hendes kind gjorde voldsomt ondt. Hun mærkede lidt på den og ømmede sig. Hun kiggede væk fra de andre og så ned på burets gulv. Hun var sikkert svær og få øje på eftersom hun var helt sort i tøj. Hendes sorte hår var flettet sammen til en fletning som hang ned af hendes ryg.

en pige som var mørk klædt og to ridder gående ved hendes side kom gående roligt hen mod Lynie, Lynie kiggede op da hun så nogle sko foran hende, og fik øje på pigen og de to ridder "kan jeg hjælpe med noget" pigen smilede til hende og kiggede på hendes riddere og tog hende i et jern greb om armenog slæbt hende ind til en gyde, pigen tog en nål frem som var smurt ind i noget mærkeligt stas, pigen førte nålen mod Lynie men hun slog hurtigt ud mod pigen og ramte hende lige i ansigtet, pigen gav et dybt suk fra sig og vendte hurtigt ansigtet mod Lynie og lanede ud efter hende ansigt hvor hun fik lavet en ordentlig flænge i hendes kind så det blødte ret meget, pigen førte endnu engang nålen mod Lynie men Lynie gjorde ikke noget mod hende, hun havde for tralvt med at pive og flængen og med et faldt hun sammen på den kolde jord og mørket lukket sig om hende, og pigen beordret ridderne til at bære Lynie væk derfra

Lynie blev kastet ind i et bur stort nok til hun kunne ligge der fint, men ikke for godt, hun havde en kort nederdel på og en hvid stribet top på, hun havde lagt sig helt ind i hjørnet og var krøbet sammen, hendes hår sad ikke perfekt som det plejede det var helt rodet, og hendes hud var hvid da hun frøs og hendes læber var blå, hun vågnede nok ikke lige med det samme...

Lynie vågnede og lod blikket flakke rundt og hendes kind havde størknet blod på sig og en flænge kom til syne, hun kunne ikke helt se hvor hun var men hun kunne se andre fem burer magen til hendes, pludselig blev en låge åbnet og en person blev kastet ind i et af burene som var ved siden af hende, hun kiggede først op men der blevet lukket før hun kunne se hvad det var, hun vendte blikket mod den ny ankommende person, det var Castle, Lynie gned sig i øjne, hvad lavdede han her, ja altså man kunne spørger det samme om hende, men det var da lidt af et sammentraf, hun kravlede hen til trammerne så hun bedre kunne se ham, hun slog sin negl mod en tramme og en lav stemme undslap hendes læber "Hey" hun kiggede på ham men lod også blikket mod de andre buere, for at se om der var andre.

//slutningen er da fin undskyld det korte emne//

Det hele var en typisk Accalia dag. Der var ikke rigtigt sket noget spændende i løbet af dagen, hun var ved at være træt af de typiske Accalia dage, hun manglede virkelig spænding i hendes liv. Noget farligt, noget der kunne få hendes adrenalin til at pumpe som stod hendes dyrebare liv på spil. Det var ikke særlig langtid siden hun havde været i den stille mørke park og nu gik hun mod kroen det brændende træ. Hun havde tænkt sig at overnatte der, hun vidste at mange gjorde det så hvorfor skulle hun ikke også? Da hun begyndte med at kunne se kroen, synes hun at der skete noget underligt der henne.. Det var hvert fald ikke normalt. Hun løb med lette skridt hen til huset ved siden af kroen, og stod gemt bag huset og betragtede alt det som skete. Hendes øjne blev store da hun så hvem det var der blev smidt ind i en special bygget hestevogn. Det var Castle, Sebastian Castle! Det var så der man kunne forvente at hun havde tænkt nogle hånene tanker, men nej. Hendes tanker var et helt andet sted. Hun ville vide hvad der skete, men hun var ret så sikker på t hvis hun gik tættere på, ville det ikke blive godt for hende. Selvom hun ikke var helt vild med Castle ville hun dog stadig hjælpe ham.
Hun skulle lige til at løbe, men da hun hørte en lille hosten bag sig vendte hun sig automatisk om. Det eneste hun kunne nå at se inden hun blev stukket med en lille nål i siden var at det var en kvinde. Der gik ikke langtid før hun lagde på den kolde, fugtige jord. Hendes øjne var stadig åbne, og hun kunne stadig opfatte hvad der skete. Hun blev slæbt hen til heste vognen, også kunne hun ikke se mere. Alt gik ud. Hendes indre lys forsvandt hen. Der ville højst sandsynligt gå lidt tid før hun vågnede igen. Men hun fik det jo som hun gerne ville have det. Hun ville have at hendes kedelige liv skulle blive spændende, men mon ikke hun var begyndt med at tvivle lidt på det.

Langsomt sænkede hun blikket, og kiggede ned på de nøgne fødder, det var utroligt koldt, men alligevel kunne hun ikke mærke kulden på sine tæer der var helt nøgne, hun havde ikke sko på, og ville nok heller aldrig komme til at mærke den igen. Hun var jo trods alt vampyr, og så vidt hun vidste fandtes der ikke nogen kur imod det, for hun var jo trods alt sådan død-agtig, - et smil kom over hendes læber, og hun kiggede ind i spejlet der var lige foran hende, hun så sig selv, - sit blege jeg. Hendes lange brune hår der nu var løst, og ikke sad i den fletning hun plejede at have sættende i håret, i venstre side. Og det eneste hun stod i var lige nu hendes en hvid bh der nærmest matchede hendes hvide hud, og nogle lidt for store hotpants. Hendes fyldige former kunne tydelig ses da hun ikke havde ret meget tøj på, dog valgte hun at skifte tøj inden hun lagde sig ned i hendes seng. Hun tog en stor sweatshirt på med teksten thanks på, og nogle stramme sorte bukser som hun havde haft i en evighed. Hun sukkede, og slikkede sig om munden, hvor var hun egentlig sulten.

Hun havde haft en følelse i lang tid, som hun næsten ikke kunne finde ud af kom fra, men un følte sig som en dukke, som om at en eller anden styrede hende et eller andet sted fra. Hun tog hånden op til ansigtet, og kørte den nedad mod hendes mund, alt føltes uvirkeligt, hun bed sig så langsomt i en af hendes fingre, pegefingeren, som hun havde puttet ind i munden. Blodet var på vej ud, men hun mærkede ikke rigtigt det noget. Hun jog så hånden ind i spejlet som om det havde gjort hende noget, hun gik så langsomt over imod sengen, selvom hun egentlig ikke havde lyst til at sove, men hun ville alligevel prøve. Hun kiggede sig omkring, hun kunne pludselig mærke at der var et eller andet tæt på hende, eller det fortalte hendes høresans hende. Hun kiggede sig hurtigt omkring, det kunne vel også bare være en eller anden gæst der havde tjekket ind, og havde fået værelset ved siden af hende. Hun lagde sig i sin seng og begyndt at nynne en sang hendes mor altid havde synget for hende når hun skulle sove. Hun tog derefter hånden op til den halskæde hun også havde fået af sin mor, men pludselig kunne hun mærke noget der gjorde ondt.

Der gik ikke ret lang tid før hun endelig vågnede, hun kiggede sig omkring med øjnene flakkende rundt som om hun ikke kunne styre dem selv, hvad var der sket. Det eneste hun kunne huske var at det gjorde ondt i hendes hals! Var hun blevet bidt igen af en vampyr eller hvad? Det kunne ikke være, for så ville hun ikke bare falde hen. Hun kiggede sig omkring, og så nogle personer sidde tæt på hende. Hun rejste sig op, og prøvede at finde en udvej.

Det blide månelys kastet sit skånsomme og let påklædte skær nedover den solide stål som fuldplade rustningerne var lavet af, og gengav et svagt skinnende lys i den spejlklare overflade i det pæne ny pusset metal, men selvom rustningerne kunne hentyde til eventyrs prinser, og godhjertet ædelmænd der løftet kvinder i favn, var disse mænd intet nær venskablig eller hæderlig, og under de spejlblanke ydre gemte sig et mudret og beskidt sind, forkuldet af begærets flammer, og kysset af lystens dronning, for i sandhed kunne de stærke og muskuløse mænd ligge en by i knæ ved bare vreden gemt væk i deres hjerter, som en tyr der søgte et liv udenfor masserne, og endelig kom væk fra bondegården, men fandt sig selv på godt og ondt til tyrefægtning hvor hvad der skulle opfylde dens drømme, bliv til et levende mareridt der holdt kørende af lidelsen og gråden af en selv, stående på en vej uden at træde et skridt tilbage, kun den evige gang i stilheden og smerten påført af ens eget evige behov for mere.
Ridderne satte deres store metal belagte bagdele i hver deres føresæde, og to dem kiggede til siderne, mens den midterste tog tøjlerne til heste der gav lyde fra deres mundkurve som var de sendt fra helved selv, og havde deres liv set hverken ende eller glæde at more sig med, klart en hver dyre elsker mareridt, og hvis man tvivlet på det, kunne man lade sig selv stirre ind i de store tomme øjne som var sjælen flået ud af dem og efterladt en død skald der nat ud og nat ind skulle stå for riddernes piskesmæld og aldrig trættende lyst til at komme hurtigere frem. Ridderne lod nattens første smæld fra tøjlerne rives ned af ryggene på de varsomme heste, der så satte deres klove og hestesko til godt brug, og efterlaste landskab efter dem, som en sjæl der efterladte verden bag sig når en forlod kroppen, uden behov for at vende om eller se tilbage, bare flås med af tidens gang. Den ene af ridderne hed Kaspian, Kaspian Flawless, han var opvokset af et lille plejehjem ikke langt fra doomsville city, lusket rundt i skyggerne af sin egen elendighed og fattigdom, levet i evig frygt for at blive syg, få et åbent sår, eller brække noget, for uden lægehjælp ville man dø når man boet under så fattige og beskidte forhold som han havde gjort, hvor bakterier næsten havde et cirkus i hver ende af den vejgade man kaldte hjem, og hvor mug og for gammelmad var luksus. i sådan et liv hvor kærlighed aldrig kom fordi livet var en evig kamp for at få mad på bordet til en selv, og hvor alt der kunne slå en ihjel sikkert gjorde det, var det nemt at træne sin krop og forkaste sit sind til så onde og sadistiske folk som Frøken Dé Minion, og lade hendes ønske være lov og orden, og gøre forfærdelige ting i håbet om hurtige penge, men Kaspian stoppede ikke der, når penge slap og samvigtigheden smuldret i forvejen mellem ens fingre, var det nemmere at kontante være et objekt for de rige og selv få en formue, end at gå tilbage til den elendighed man tidligere har været i.

Kaspian kiggede til højre side af vognen, og syntes turen bumlet lidt rigeligt meget, og regnede med at dem indenfor nok havde det lige så slemt inde i deres bure, men det gik ikke Kaspian på, de skulle føle sig heldige at vognen ikke var fremme, og de ikke var døde endnu, så de kunne vel ikke brokke sig over turen var lidt hård. Kaspian syntes det var svært at holde øje med noget bestemt når det hele gik så hurtigt, og det var så mørkt, men han kunne godt se at de faretuende skyer fortalte verden, at snart ville der komme noget af et storm vejr, der var endnu værre end de regn og lynild de alderrede havde. Kaspian havde en underlig trykken for brystet, som var et eller andet.. galt, men han vidste ikke hvad det kunne være, men det kunne vel også være ligemeget, de havde våben, udstyr, og styrke nok til at tage en drage hvis det var hvad de ønskede tænkte han, hvorefter egoistien i ham kiggede på rustningens arm, og nikkede anderkende til sig selv for at fortælle sig hvor stærk han var. Kaspian kiggede på ridderen i midten der styret vognen, og sagde med sin hæse stemme der bliv dæmpet af hjelmen "Hvad bliv af hende ninjaen?" ridderen i midten drejet ikke hoved, men svaret uden morskab i hans stemme "Hun har fulgt med os på sin egen hest hele vejen" Kaspian syntes ikke at have set hende, eller hørt hendes hest, men på den anden side... være listig var hendes job. Hans var muskler, så min ikke det var retfærdigt at hun var god til at skjule sig. Kaspian tænkte ikke mere på det, men hvad han tænkte længe over var synet af de skyer.... de så ikke venlige ud, og han håbet de kunne nå hele vejen inden helved brødløs over dem, ellers måtte de vel søge ly et sted.

Nille kunne høre de andre trække vejret... Hun genkendte få af dem... Accalia som også var med i hendes klan, Sebastian og Lynie. Den anden kendte hun ikke... Da hun hørte Lynies stemme bevægede Nille sig lidt. Hun stønnede over sin kind. Hun tvang sig selv til at kigge rundt på de andre. "Hvordan har i... "Hun sukkede." Hvordan har i det?" Nilles stemme var på en måde høj og lav. Hun vidste godt at hun måske skulle spørge om hvordan de kom ud men hun fandt det andet bedst. Nille selv havde pisse ondt i kinden og hendes krop føltes tung og besværlig! Det undrede hende over hvorfor to af hendes klan medlemmer var her... "Sebastian og Accalia. Hvad i alverden laver i her?" Okay det var måske dumt spurgt men hun undrede sig sådan!

//Sorry dårlig krea og vidste ikke helt hvad jeg skulle skrive xD//

Lynie rettede sit blik mod en stemme fra et andet bur, der var andre i burene det var fyldte alle sammen hvor skulle de hen hvor førte de dem hen hun var ved at gå i panik, hun genkendte pigens stemme det var Nille pigen med hesten, den flotte hest hvad lavede hun her, hun tog sig til kinden den begyndte at dunke, hun mærkede en dyb flænge og størknede blod, hun gik i panik det mindede hende så meget om hendes families død, hun rejste sig hurtigt op dunkede hovedet op i burets loft så det gav et *dunk* fra sig, hun fladt ned på knæ og tog sig til hovedet, "Dammit" hendes stemme var plaget af panik og usikkerhed, hun så over mod Nille "ikke så godt, min kind.." hun nåede ikke at sige mere og faldt i stedet sammen i bunden af buret så det kunne høres, hun faldt ind i sin egen lille søvn som var dyb nok til at vare 3 til 4 timer vis ingen forstyrede hende, hun var gået i panik og blevet stresset og presset... god damn hun hadet at være lukket inde i bure, hun havde klaus og selvom dette bur ikke var så lille endda havde hun det stadig ikke godt med at være lukket inde, hun lå nu igen henne i hjørnet, hendes kind begyndte at give blod fra sig igen efter som hun havde pillet i det, det dryppede mod bunden af buret og vis man var helt stille kunne man høre nogle små *drup, drup* lyde

Accalia var helt tom inden i og helt stille uden på. Hun var stadig helt væk af den dosis... Et eller andet, men da hun hørte nogen i baggrunden begyndte hun så småt med at komme til sig selv. Hun kunne ikke opfange hvad der blev sagt, men hun kunne tydeligt genkende stemmen. Det var lederen af klanen, det var Nille. Hendes hoved dunkede som bare pokker, hendes krop var tung og hun følte sig lammet i hele kroppen. Ikke engang hendes øjenlåg gad at åbne op, men hun tvang dem til sidst til at åbne sig. Hun blinkede et par gange indtil hun følte at det var normalt igen at have dem åbne. Hun lagde på maven, hendes kind lagde blidt nede mod burets bund, den ene arm lagde op ved siden af hendes hoved mens den anden lagde ned langs siden på hende.
Hun begyndte så småt med at rykke lidt på sig med den arm der lagde tættest ved hendes hoved. Hun klemte kort hendes fingre sammen, så hun lige kunne være sikker på at det hele ikke var noget hun drømte. Hun fik sin hånd til at stå i en ret vinkel med håndfladen nederst, og det samme gjorde den anden hånd. Dog lidt langsomt. Hun følte sig syg, virkelig syg, hun havde en følelse af at hendes mave vendte sig på hovedet. Med hjælp fra hendes arme fik hun sig løftet lidt fra burets bund, det lignede lidt en armbøjning indtil hun altså fik hendes knæer med. Da hun fik sig op på alle fire fik hun det dårligere end før, hun blev svimmel og hendes krop blev tungere.
Pludselig brød hun ud i en voldsom hosten, det som hun havde fået var hvert fald ikke særlig godt for hende, det gjorde hende utrolig svag! Hun havde en følelse af at hun kastede op, men der kom dog intet op. Efter lidt tid stoppede hun med at hoste, men hun blev dog i hendes stilling på alle fire. Hun fik sig på en eller anden mærkelig måde vendt sig om på ryggen, og sad lænnet op af buret. Hun havde det forfærdelig dårlig, men det var ved at aftage sig lidt. Om det var bevidst at de havde gjort hende svagere, det vidste hun ikke, men mon ikke det var?
Endelig fik hun overskuet til at se sig lidt omkring. Der var kun en som hun ikke kendte. Hun kendte Sebastian, Yoanna, Nille men den sidste kendte hun dog ikke. Hun hørte endnu engang Nilles stemme i baggrunden, Accalias ansigt skindte ret af sveden som var kommet frem fordi hun havde det som hun havde det. Hun drejede hovedet lidt og så over på Nille med nogle trætte øjne. Hun hostede lidt.
''Jaa, hvis jeg kunne fortælle dig det, så havde jeg gjort det..'' Hun hostede endnu engang og lænede sig lidt mere tilbage. Hun havde nogle sorte stramme bukser på, og en tætsidende sort top på, og efter at hun var blevet slæbt hen af jorden var der gået hul i toppen ved maven.

Hele luften var fyldt med lugten af blod fra de mange mennesker der var der sammen med hende, hun kunne næsten ikke styre sig. Som ny vampyr havde hun meget svært ved at holde sig væk fra dem der lugtede af blod, og det var også dét med at hun slet ikke kunne styre sig mere når nogen bare havde fået et lille sår. Alle de lugte af blod strømmede omkring hende, det var underligt at der kunne være så mange dufte på en gang, og hun kunne lugte hvem lugten kom fra. Hun sukkede og blev pludselig svimmel, hvilket resulterede i at hun satte sig ned med hovedet i skødet på en hun slet ikke kendte, alt sammen stod stille, - da hun pludselig fik sig taget sig sammen til at kigge op på den mand hun havde lagt hovedet på. (denne mand er Sebastian Castle, just so you know.) Hun betragtede ham kort, han så ud til at sove indtil videre, hun sukkede, og rykkede sig straks. "Undskyld" hviskede hun, og begyndte at kravle væk.

Dette var vildt, hun kunne slet ikke forestille sig det, hun havde først indset nu at det var det nærmeste man kunne komme på et paradis, da de fleste var bedøvet, eller besvimet af skræk. Et menneskeligt smil kom over hendes læber, hun havde fået meget blod på det sidste, så hun var faktisk ikke ydeligere sulten, dog kunne hun godt mærke at hun havde lyst til at drikke blod alligevel da det jo var en chance man nok ikke fik igen. Hun betragtede de forskellige mennesker, og sank så ned at sidde igen. Hun kunne rigtig godt lide dette sted indtil videre, men det kunne vel nå at ændre sig, dog håbede hun ikke på dette da hun elskede dette indtil videre, det var en god drøm, så måske drømte hun bare. Hun tog sig til halsen, det dunkede nemlig i den, efter det stik hun havde fået med den bedøvelses pil. Selvom hendes krop normalt ikke tog imod gift, så havde dem der havde taget hende med her, brugt et eller andet andet. Hun sukkede lidt glad, dog stadig trist. Hun kendte ingen herinde, og det lignede at det kun var mennesker der var her indtil videre. Hun smilede lidt, og ledte lidt efter hendes næste offer.

"Sebastian. vågn op" - Priest
Castle slog sine øjne op og fandt sit hoved lænende op af den grove læder overflade på sædet i den lille taxa der kørte gennem Paris gader. På forsædet sidder den læder long coat iklædte Priest og køre taxaen. Han finger er smalle og tynde, men hans greb så solidt som hans tro på gud. Priest Var en mand der var opvokset med biblen i den ene hånd og en legetøj sniper riffel i den anden. Han havde set fleres ende end Castle havde forhåbet nogensinde at opleve at høre om, og han havde et stemme så tung og dyb som biblens slemme historier kræver.

Priest tog med den ene hånd sine solbriller af, og med den anden holdt fast på bilrettet, mens et svin agtigt grin falder over hans læber, og nogen flabet ord falder Castles vej "Beklager at vække dig snehvide, men filmen skal snart slutte" Castle tog en hånd til hans ømme kind, og kiggede udaf mod Priest men han var stadig totalt svimmel, men kæmpet med hans klippestærke viljestyrke et par ud "Du er godt nok den grimmeste prins nogensinde" Priest kiggede over skuldren og Castles smil mødte hans eget, og sagde så i en mindre udfordrende tone "undskyld jeg slog hårdt, men det skulle se ægte ud" Castle nikkede til ham og satte sig ordenligt op i sædet inden han med et drilsk glimt i øjet "Undskyld ikke til mig gammelsmølf, undskyld til de gangstere når de åbner din kuffert" Castle kiggede ud af vinduet, og prøvede at bedøve hans dræbende hovedpine ved at tænke på noget andet "Fed plan Priest, men helt æligt, ville det ikke være nemmere vi bankede på deres dør med et baseball bat?" priest var meget mere til planer og strategier end Castle var "Sebastian forhelved. hvad vil du gøre den dag du ikke kan tæve eller charmere dig ud af problemerne?" Priest tog solbrillerne på da solen begyndte at snige sig indover byen som en hav bølge der kastede sig over strandens sand. Castle kiggede væk fra vinduet og over mod Priest igen og svaret med hans klassiske humoristiske stemme "Så knepper jeg mig vejen ud af det" Priest smilede lidt og drejet hoved mod Castle kort og skulle til at sige noget, men inden han kunne nå at lave ordne fra hans mund om til ord, kom en lastbil kørende ud af krysvej, fordi Priest ikke kiggede smadret han ind med fuld fart ind i siden på.... Bang!!

Castle slog øjnene op og kiggede omkring sig, han var i et eller andet lille rum i et bur, og kunne se nogen folk de sad i andre buer omkring ham, han var med sin klan leder, et andet klan medlem, Lynie, og en ukendt pige.. en meget ukendt lækker pige, og det gjorde hele oplevelsen lidt bedre, måske skulle man lade sig fange lidt mere? En lynie og ukendt skønhed under samme tag. Castle lagde sit hoved op mod en af trammerne og prøvede at vågne fra bedøvelsen, han kunne høre Nille stille dem et spørgsmål.. et ret dumt et af slagsen, men what the hell, hun er klan leder så hun kan vel tillade sig lidt af hvert "Jeg fandt en kidnapnings annonce i morgen avisen." sagde han lidt sarkastisk, han respektere Nille men han vidste ikke hvad man skulle svare, for tydeligvis hvis man vågnet i et bur havde man nok ikke altid lige overblikket over situationens omfang.

Castle kiggede mod Lynie, og spurgte "Er du....." Castle bliv ikke færdig med sin sætning før alt bliv kaos. hele heste vognen tog en 360 graders rulle tur hele to gange og selvom at burene var bolteret fast til gulvet bliv indholdet af buet meget ubehageligt, mens man bliv kastede rundt som en kludedukke i et cirkus telt. Da det endelig stoppede lå vognen på dens side, og låsene på Nille, Yoanna, og Castles bur var slået i stykker under ryste turen, så de nu kunne åbne deres buer. Hvis man gik udenfor stod man på sidens af vognen når man gik ud, fordi den lå på siden, men den var lidt usikker at stå på og rystede lidt fordi en af hestene lå halv kvast under vognen og skabte lidt uligevægt. Den ene vagt lå bevidsløs fem meter væk med et nøgle bundt til alle buerne synligt i hans bælte. En anden vagt havde fået den unikke ære af at blive stræmpet ned af fire af hestene mens de var på vej væk, så han lignet en grim version af tyggegummi man havde smasket på alt for længe i munden. Den tredje vagt var ikke bevidstløs men han arm sad fast under vognens enorme vægt, eller enlig var alle knogler i den knust til æblemos, men fordi han havde rustning på, kunne han ikke trække sin arm.. eller resterne af den.. væk fra under vognen, og prøvede at slæbe sig fri.

Castle var van til knups af alle størrelser og sprang hurtigt ud af de usle metal æske, inden han så kiggede mod den ukendte pige som var slået bevidstløs, eller var hun bevidstløs fra før det skete? han var ikke sikker, men han valgte at ligge sine arme om hendes krop som en mand der løfter sin nygifte kone i armene. Han regnet med Nille gik udenfor først, så han fulgte efter, men hvis hun ventede på ham, kravlet Castle ud af døren ved hjælp af kun sine ben som en rigtig viking, for han ville ikke ligge pigen på det hårde stål gulv. Da Castle kom udenfor kiggede han sig ikke rigtigt omking før han lagde en hånd blidt på pigens hoved for at holde det på plads mens han hoppede ned fra siden af vognen. Castle ramte jorden med et bumb, men prøvede at lade sine ben tage slaget så pigen ikke vågnet med hovedpine. han så hun stadig sov, så han lagde hende roligt ned som en fjer der lander på jorden fra himlen af, inden han så tager hjelmen af den bevidstløse vagt og giver hende den på. hvorfor kunne man undre sig? ja han egen ærmeløse t-shirt ville ville ikke være tyg nok til at være en god hovedpude, men en ridder hjelm havde skind på indersiden for at gøre den behagelig at have på, så den fungeret fint. Castle slog visiret op på hjelmen så pigen ville kunne se når hun vågnet, hvorefter han vendte sig om mod Nille, gad vide om hun havde fundet nogen nøgler så de kunne få de andre ud?

Det var meget meget meget meget meget tåget, og hvis de skulle gå ville de nok have større chance for at farevild end finde hjem i den tygge tåge.

Hun sagde ikke noget da de andre svarede. Hun fnyste højt da Castle svarede. "Castle for dælen da! Du kan intet tage seriøst vel?" Hun sagde det for sjov og det kunne man også høre på hende.

Da vognen væltede gav hun et forskrækket udbrud og landede hårdt på ryggen. "Av for dølpen da..." Mumlede hun for sig selv. Hun jublede indvendigt da det burs dør hun var i åbnede. Hun kravlede ud, og sukkede for sig selv. Hun fik øje på den pige hun ikke kendte, faktisk var en hun kendte! Hun knurrede indvendigt da hun så Yoannas ansigt men besluttede at det måtte vente... Nu måtte de væk! Hun følte sig lidt overlegen da hun var leder over en klan og to af medlemmerne var her... Men hun skubbede det til side, for hun var ikke sådan en der tænkte på sig selv og mente at hun skulle bestemme... Hun gik hen til vognens døre -hvilket hun skulle hilse og sige at der var stejlt- og hoppede let ud. Hun kiggede omkring men kunne næsten intet se... Hun kiggede hurtigt på Castle der gav Yoanna en hjelm på... Hun gik lidt væk fra dem og var ved at vælte over en af vagterne. "iiiih!" Udbrød hun da hun faldte. Hun kiggede undersøgende på manden og så nøglerne til burene. *Sådan!* tænkte hun og tog nøglerne. Hun løb tilbage til Castle, og dog passede hun på hvor hun satte fødderne. "Castle, jeg har nøglerne til resten af burene!" Sagde hun, og gik ind i vognen igen. Hun gik hen til det bur hvor Accalia var og låste det op. "Udenfor, nu." Sagde hun og gik så hen til Lynies. Hun puttede nøglen i låsen men det var ikke den rigtige... Hun prøvede en anden og der lød et dejligt "klik" og det åbnede sig. Hun smilede til Lynie. "Kom." Sagde hun kort og gik ud af vognen igen.

"Hvad så nu?" Spurgte hun og kiggede på dem.

//Æhm, håber det er okay skrevet xD//

Lynie vågnede ikke selvom vognen rullede rundt, hun blev blot slået bevidstløs og hendes ansigt helt forslået så det blødte kraftigt, fra kind, pande, læbe og hage, det blødte dog ikke lige så kraftigt på alle sammen det blødte mest i pande, men der havde hun også fået et lang meget dyb flænge, da vognen var holdt op med at vælte rundt lå Lynie helt presset op mod buret med blodet flyende ned af hendes ansigt og dryppende på gulvet, hun gled langsomt ned og faldt sammen på bunden, hun rørte ikke hun var helt væk, hun var bevidstløs efter denne tur, da Nille åbnede hende låge til buret lå Lynie bare der uden og røre sig ikke så meget som en muskel rørte sig, hun var hel slap, det kunne give panik i hver en person der så hende sådan, det så ud som hun var død og hun lå også mærkeligt, hun lå helt hulter til pulter som om nogen havde rettet hende til at ligge sådan, hun lå helt sammenkrympet og klemt sammen og det værste, hendes hjerte bankede meget svagt og langsomt.

//undskyld det tog så lang tid og emnet ikke er så langt har bare ikke vidst hvad jeg skulle skrive //

Accalia tog hænderne op til hovedet for at beskytte sig. Trods alt den smerte som havde lagt sig over hende, brød hun ikke ud med et eneste skrig eller lignende. Da vognen stod stille lagde hun lidt på bunden af buret, udstødt nogle få host mens hun rørte lidt på sig. Et svagt smil foldede sig ud på hendes læber, da Nille lukkede hende ud. ''Tak..'' Hun kom langsomt op på alle fire, kravlede hen til udgangen og langsomt ud af den. Da hun var kommet ud af buret, prøvede hun at rejse sig op, men da hun kom op på begge ben knækkede det hele sammen under hende.. Hun udstødt et svagt suk og så hen mod Nille som ville lukke en ud af buret. Hun sad lidt og ventede på at der ville komme nogen ud, men da der ikke kom nogen besluttede hun sig for at kravle der hen og se til personen. Da hun kom derhen så hun at pigen ikke rørte sig. Hun støtte sig op af buret og fik hurtigt sine ben ind i buret, satte sig med det ene knæ i bunden, og den anden kunne hun bruge som støtte, lidt ligesom hvis manden sad og skulle til at fri til sin kære.
Hun tog hendes ene hånd ned til hendes blodige kind, og klappede lidt på den for at få hende til at vågne. Sveden piblede frem rundt omkring på Accalias krop, ikke kun på grund af hendes tilstand, men også på grund af pigen. Ingen fortjente at dø fordi de var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. ''Hey.. Vågn op!'' Hun snakkede halv-svagt til pigen for at få hende til at vågne. Hendes hånd gled hurtigt ned til hendes hals for at mærke en puls, men lige der havde hun svært ved at mærke noget, om hun holdt det forkerte sted eller om hun var død, det vidste hun ikke. I en hurtig bevægelse begyndte hun med at lytte efter hendes hjertes slag, hun kunne godt høre noget, men det var meget svagt.
''Hendes hjerte er meget svagt'' Hun kiggede ikke hen mod de andre, selvom det var dem som hun snakkede til. Hun var ikke engang sikker på om de hørte hende. Hun satte sig lidt op og mærkede endnu enggang efter hendes puls.

//Undskyld det tog lidt tid, kom bare lige ind i en dårlig periode af mit liv//