I was in darkness, so darkness i became - River

Hvordan var det gået sådan her til? Hvordan gik det til at hele verden blev mørk omkring hende. Hun følte sig håbløs, men stædig for at gennemføre dette. Alt hun kunne se var mørke. Føle, hvordan hun gik fremad. Det havde hun gjort i så mange dage nu. Ikke mødt en eneste på vejen. Det var over et halvt år siden hun slap ud, men hun følte det var en evighed. Kunne hun fornemme solen lyse når den ramte hendes øjne. Flere dage havde hun sat op af et træ og grædt - alting var så forvirrende for hende lige nu.
dog var der endelig en dag, at hun fik sig bevæget ind imod en masse larm. En larm hun kendte som Doomsville. Det første hun tænkte på, var at hun ville finde River. På sammetid som det var hendes kræft for at leve videre - så var hun en anelse bange. Det var så længe siden, han troede hun var død... det ville ikke være et normalt 'jeg har savnet dig så meget'. hun kendte River for meget til at vide, at det i sidste ende ville være en lykkelig sammenkomst. Hun havde knust ham for meget for det. Men så snart hun hørte hans stemme, så ville hun vide, at hun havde klaret det her i live.
hun var i ført en meget slidt og beskidt hvid kjole, som nærmest var helt usamhængene - næsten et vidunder, hvordan stoffet holdt sammen. Hendes fødder var nøgne og blodet på dem viste hun havde gået ude i skovene meget længe. Hun var noget så slidt og beskidt.
Mikayla var kommet ind i gyden - uden at være klar over det. Hun kunne høre hjerter banke rundt omkring, men fokuserede nu engang på, at hun ville finde River. Dog et skub i ryggen og hun faldt sammen på jorden. hun greb fat ud i luften efter noget, men der var intet. Kun den kolde jord ramte hendes håndflader. Mikayla mærkede sig frem til muren og krøb op af den. Lydende af en jagt, det var sikkert derfor hun var blevet skubbet. Byttet havde prøvet at slippe fra jægeren. Mikayla krøb benene op under sig og begravede hendes hoved i sine knæ, imens hun prøvede at holde sin hulken tilbage. Hun klemte øjnene sammen, selvom det ikke ville hjælpe hende noget. Lyden af nogle som kom nærmere hende fik hendes hjerte til at banke, det var ikke normalt for hende at være så bange, men de seneste par ar, havde bestået af frygt hele dagen.

Lydløst luntede han igennem mørket, lod ikke nogen se ham og når de endelig gjorde, var han væk igen så snart de så hen på ham for anden gang. Han var kun ude efter en ting og det var mad.. Lige nu skulle han ikke arbejde, han var blot sulten og havde ikke mere at lave derhjemme. Yuuka og Lilly hyggede sig altid sammen, imens han blot var det kolde, sorte får, der stod over på den anden side af marken. Det var så kedeligt, han kedede sig og selv med alt det whisky derhjemme, så var der fortsat kedeligt. Han manglede noget aktion... noget... Lige i det øjeblik gik en engel forbi, en engel med blod så fristende og duftende! Han satte med det samme efter hende og det hele gik fint, lige indtil hun opdagede ham og satte i løb. Perfekt, nu skulle han rigtig ud af jage. Fuldkommen ligeglad med omgivelserne, satte han i løb efter maden og var egentlig tæt på at indhente hende, da en tøs stillede sig i vejen, så han kom til at løbe ind i hende.. Før han kunne nå at kontrollere kroppen, snublede han over sine egne ben og landede hårdt ned på sine knæ.
"Hva i alver...!?" knurrede han arrigt og så nu om på den pludselig trafik kejle, der krøb sig op af muren som en anden blind... Vent, var hun blind? Af en eller anden grund, dæmpede det hans vrede og i stedet sukkede han bare irriteret. Med rolige bevægelser gik han hen til den blinde, satte sig på hug foran hende og hev hende derefter op at stå, ved at tage fat i hendes overarm. "Du burde ikke gå alene når du intet kan se," han trådte et skridt væk fra hende... Det havde været så længe siden, at han havde set denne Mikayla, så han kunne knap huske hende. Måske havde han også smidt hende en smule ud af hovedet, for at glemme tankerne om hendes død og det hjertet før havde elsket. Desuden, kunne man ikke rigtig genkende hende..

Lyden af en irriteret stemme. Allerede der. Var hun stensikker på, hvem hun var stødt ind i. Mikayla kunne mærke han satte sig foran hende, og derefter hans kolde hånd placere sig på hendes arm, og derved rev han hende op og stå. Det gav et let set i hende, og hun sank en klump. Hun kiggede ligefrem foran sig. Det kunne næsten ligne de kiggede hinanden i øjnene, men hun så bare ikke noget andet tusmørke. Hun åndede stille ud. "Jeg troede du kendte mig nok til at vide, at jeg kun gør ting som jeg ikke burde." Det var en hurtig Mikayla-kommentar. Hun smilede skævt og lod derefter blikket glide henover omgivelserne. Mest af alt fordi hun kunne høre skrig og græd rundt omkring. Hun kørte en hånd igennem sit hår. Der var blod overalt på hendes tøj og hendes hud. Nye sår og gamle ar med indtørret blod. det havde været for farligt at springe i søen. Du vidste aldrig hvad der var op og ned hvis du først kom under. "Men selvom jeg ikke kan se, så jeg yderst glad for at høre din stemme." Stemmen var varm. Også selvom han måske ikke kunne genkende hende. Men det var ubeskriveligt for hende at høre hans stemme igen. Det lettede en sten fra hendes hjerte. Hun lod sine fingre glide henover sine øjne og tørrede de tårere der før havde været fremprovokeret væk. Let sank hunen klump og blev et øjeblik i tvivl om han overhovedet stadigvæk var der. "Er du her stadig?" Spurgte hun lettere skeptisk.

Havde det ikke været for den lette, drilske kommentar, var han vendt hende ryggen og gået sin vej. Men, lige netop denne kommentar, den var så bekendt og af en eller anden grund fik det en klump til, at sidde fast i halsen på ham. Det kolde hjerte begyndte langsomt at slå igen, hvilket fik ham til, at komme i tanke om noget. Den pige han troede det var, kunne det på ingen måder være, for hvis han søgte godt tilbage i sig selv, kunne han se hendes døds scenen for ham. Hun var død, det samme skulle minderne om hende også være eller i hvert fald til han havde lært, at styre sit temperament.
"Ja, jeg er her," svarede han og kom tilbage til nutiden. "Du må forveksle mig med en anden," Han prøvede at lyde så venlig som han nu kunne. Kort så han sig omkring, akavet og en smule forvirret. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv..

Da han sagde, at han var der åndede hun let ud. Det var altid noget. Hendes øjne banede vej hen mod stemmen. Hun kneb øjnene sammen, men ersattede hurtigt minen med en forvirret grimasse - typisk Mikayla træk. "Yeah right. Jeg kender ikke så mange jeg kan genkende på deres stemme." Tilføjede hun og lagde armene overkors imens hun hævede på et bryn. Hendes kropssprog havde ikke ændret sig meget. I baggrund, så var det i bund og grund ham hun havde glædet sig til at se. Hunbed sig så kort i læben. "Jeg ved godt. At du højest sandssynlig har slettet mig fra dit liv. Jeg ved der gået over halv andet år næsten.. jeg mistede tidsfornemmelsen." Forklarede hun kort. Der blev stille ganske kort. "Undskyld." Fik hun så spyttet ud. "Jeg kæmpede virkelig til sidste ende." Tilføjede hun og sukkede let. Hun lod ryggen hvile imod muren, det var den eller River - og ligenu var hun usikker på, om River ville gribe hende. Eller ikke sådan bogstavligtalt, men han var forivirret. Det ville hun også være. "Jeg er sikker på, at du ikke vil gå igennem det her igen med mig. Og du skal vide, at jeg acceptere det. Jeg ville bare høre din stemme nu når jeg ikke kan se dig..." Det sidste blev sagt yderst trist faktisk..

Ville hun ikke godt bare sige hvem hun var!? Det pinte ham, at han troede det var Mikayla og at hun snakkede som om, at de havde kendt hinanden længe, fortalt hinanden de dybeste hemmeligheder. Han kunne ikke rigtig finde sine ord over det sidste hun sagde. Selv om han ikke kunne genkende tøsens ansigt, så skar den sætning i ham og gav ham en dårlig fornemmelse i kroppen, noget han mistænke for at være skyldfølelse. Havde været væk? Var det virkelig Mikayla der stod foran ham? Kunne det passe? Forsigtigt gik han hen til hende, løftede hendes ansigt og så på det... Det lignede Mikayla, før hun døde og kom ind i en anden krop. Hvordan kunne dette lade sig gøre? Han forstod ingenting! "Mikayla?" Han slap hendes ansigt igen. "Er det virkelig dig? Men, jeg så dig... din mor hun viste mig et syn af dig. Du døde," Han sukkede og lagde armene om sig selv, dannede det skjold han altid bygget op omkring sig selv. "Du døde, hvordan kan du stå her... du døde!" Kæft hvor var han forvirret! Hvorfor skulle Mikayla altid lege fandango med døden på den måde! Det var til at blive skør af! Specielt når man her gik og holdt af hende, med alt hvad man havde og kunne. "Jeg forstår intet Miky, det syn... det har hjemsøgt mig i flere måneder nu... Var det hele bare falsk?"

Hun lod ham løfte hendes ansigt. Lod ham tale ud. Faktisk lod ham flippe ud. Hans fortvivelse var forståelig. Hvordan hun selv ville have reageret var et ekstremt godt spørgsmål. Mikayla sank en klump da han var færdig med at tale. "De sidste af det var falsk. Varulvene havde sat en barriere op som gjorde at det reflekterede ind i muren foran min mor. Hendes sind var så svækket at der ikke skulle noget til for dem for at komme ind i hovedet på hende. Jeg fik aldrig den kniv igemmen mig. De ofrede en af deres egne for at se min mor bryde sammen. Bagefter var det ligemeget. Jeg sad i en usynlig boks, hvor jeg prøvede at råbe på hende" Tårene pressede sig let ud igen. "Jeg råbte på hende om hun ikke kunne se mig. Om hun ikke kunne høre mig. Men hun hørte intet." Mikayla førte atter en finger op for at fjerne tårene inden det blev for meget selv for hende. "Jeg var der længere end hun var. Jeg så da hun blev sat fri, men ingen kunne se mig... da jeg prøvede at flygte.. fi.. fik" Hun sank en klump og stemmen skævlede let. "Fik jeg to ildpile sat i øjnene som straf.. de healede det op med engle blod - de sagde man ikke kunne se det nu.. men ærlig talt, hvordan skulle jeg kunne vide det. Alt jeg ser er mørke og mørke.. og atter mørke." hun tog en dyb indånding. "Bare.. Bare hold om mig ikke?" Sagde hun til sidst lidt bedrøvet, men hun havde gået i mørke i flere måneder nu næsten et år.. et kram var måske lige det hun havde mest brug for.

Alt hvad hun fortalte lød som en skræmmende gyserhistorie, om en pige gemt væk bag en mur, der bare råbte og skreg så højt hun kunne. En gyserhistorie han ville have haft fortalt sine søstre, fra tiden tilbage som skovelver. Han så ned i jorden, tog dybe indåndinger og skulle lige få det hele til, at hænge sammen. Nok havde han ikke brug for disse indåndinger, men han gjorde det nu bare mest for, at få styr på sine tanker og Mikaylas historie. Da hun fortalte det om øjnene, kunne han se hele eskapaden for sig og hold da op, hvor det skar ham ned af ryggen! Det gav nærmest et spjæt i ham og et stik i øjnene.
Til sidst kunne hun ikke holde sine tåre inde længere, mørket havde haft opslugt hende i alle de måneder og alt hvad hun havde brug for, var en omfavnelse og sine kæres tilstedeværelse. Han tøvede ikke, da han lagde armene om hende og trak hende ind i et kram, gemte sit ansigt væk i hendes nakke. Selv efter alle de måneder, kunne han stadig genkende hendes duft, under alt det skidt hun bar. Han knugede hende ind til sin kolde hud...

Da han svang armene omkring hende, gjorde hun det sammen og klemte ham ind til sig. Som om hun det var alt hun krævede, og det var det måske også. Mikayla begravede sit ansigt ind mod hans bryst kasse, og lukkede øjnene. Ikke at det gjorde nogen forskel for hende, men i en ren refleks. Det var en ubeskrivelig god følelse for hende. Faktisk kunne hun ikke finde noget der kunne være bedre end det. At føle en persons nærhver igen, det var ufattelig rart.
Hendes stædighed havde givet hende pote. Alt den ild hun havde haft indeni havde holdt hende igang. Det var vel noget Thunder magi, ikke? Hun trak let på smilebåndet, efter at have fået styr på sig selv igen. "Tror du Lily ville have noget imod en gæst?" Som altid spurgte hun ikke om det var okay med ham. Inderst inde håbede hun selvfølgelig det var okay, og hun kunne ikke bare vade ind nu - for hun vidste ikke, hvor de lagde henne. Desuden savnede hun Lily, men ikke ligeså meget som hun havde savnet River. Det ville aldrig ændre sig. Lige nu havde hun ingen steder at tage hen. Og hun kunne virkelig godt bruge at få halv andet års skidt vasket af sig.

Da de krammede havde han det som om, at alle de år de havde været adskilt, slet ikke havde eksisteret. Alle de dage uden hende var blot et mareridt. Alt den bekymring om, at han aldrig skulle se hende igen, var blot over tænkning. Hun var her og det havde hun altid været..
Hårdt knugede han hende ind til sig, for han skulle være sikker på, at hun rent faktisk var der. Man kunne aldrig vide om det var et af hans latterlige mareridt igen..
Da hun trak væk, kom han tilbage til virkeligheden og kløede akavet sin nakke. Om Lilly ville have besøg? Selvfølgelig ville den fjollede stuepige da det! Han klukkede kækt af Mikayla og tog hendes hånd. "Kom med, så kan du også få et varmt vad og rent tøj," havde hun kunne se ham, ville hun have set ham smile for en gangs skyld.
Han førte hende med til det nye hus, da lejligheden forlængst var slidt ned og ødelagt, takket være Yuuka. Mon både hende og Lilly var hjemme?

Da de kom til huset, hjalp han Mikayla op af trappen og ind ad døren. Roligt lagde han en hånd på hendes skulder og råbte derefter på Lilly, der kom susende ned af trappen, som en anden glad hund.
"Hva nu Riv.." Hun slugte sine ord da hun så Mikayla. "Miky... miky?" Langsomt kunne hun mærke tårerne presse sig på. Hun turde næsten ikke gå hen til hende.. "Er det.. Er det dig?" Hendes stemme rystede af glæde.

Mikayla lod ham føre hende. Sådan følte hun sig også mest sikker. Des flere skridt hun gik jo mere sikker følte hun sig på fødderne. Da de kom til trappen hjalp han hende, hun kunne vel med tiden lære at finde ud af de gode ting ved dette ikke? Mikayla kunne mærke varmen omkring sig. Varmen af at være inde i et hus. Hun lukkede øjnene og nød det hele omfavne hende på engang. Hun åbnede øjnene da hun kunne høre Lily komme susende ned af trapperne. Hun sank en klump da hun nærmest kunne høre, hvordan Lilly slugte sine ord i sig igen. Hvordan stemmen blev til en form for hulken. Mikayla nikkede og trak på smilebåndet imens hun spredte armene ud til siden. "The one and only." Hun sank en klump, og havde lyst til at storme derover. Hvis man ikke vidste det, så var det måske ikke det første man lagde mærke til, at hun var blind. For Mikayla virkede så selvsikker så snart hun var tryg, så det havde ikke taget mere end et kram fra River om at gå hende tilbage i sit gode skind igen. Mikayla gik frem ad, og fulgte lyden til hun kom op foran Lilly og svang armene omkring hende. Al den alene tid og det eneste hun måske lige havde brug for var at være her. Dog måtte hun også trække sig lidt tilbage igen. Hun ville ende med at prøve på at gøre noget for at tage Lillys uskyldige sjæl. Mikayla tog en dyb indånding, derfor gjorde hun ikke meget længe om, at finde ud af, at der havde været en anden til stede her i huset. Hendes sanser var blevet en tak skarpere ved at miste den ene. Hun sagde dog intet, men rakte ud efter muren, for at lade fingerspidserne fortælle hende, hvor stor gangen var. Det tog hende ikke længe om at for fornemmelsen af stedet. Det var godt hun ikke søgte efter lejeligheden. Hun kunne fornemme de ikke var, hvor de plagede. Det var som at han var startet et nyt sted, et nyt liv. Og selvfølgelig ville hun lade ham om det.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Yuuka gik stadigvæk meget sjældent udenfor huset, hun begav sig kun udenfor for at tjene penge med sin violin. Hvor hun stod på gaden og spillede for folk, der så ville ligge penge ned i æsken hvor violinen normalt ville ligge. Hun havde dog på det seneste ikke kunne spise noget, hver gang hun spiste noget fik hun kvalme, som om maden var forgiftet for hende. det smagte så rædselsfuldt, hun kunne næsten kaste op ved hver eneste bid af det.
Dette havde forsat sig i flere uger, hvor hun hver eneste gang gik i seng, når River stod op. Uden mad var kroppen så udmattet, at hun gik tidligt i seng. Hvis hun ikke sov, lå hun bare i sengen, eller stirrede ud af vinduet. Mens hendes øjne var lå på haven, den burde snart ordnes igen, men energien var der bare ikke. Hvis hun gik ud og arbejdede i haven, ville det så få hende til at slappe af? men, slappede hun ikke af lige nu?
Et suk slap hendes læber, mens hun førte hånden op til sin pande, gad vide om hun var syg. Det kunne godt være grunden til at hun, pludselig ikke kunne spise nogen former for mad mere. Lyden af River der var kommet hjem igen, fik hende til at kigge mod døren. Han var hjemme igen, var det ikke lidt tidligt? Han plejede altid at komme tilbage, når solen igen var på vej op. Hun lod sine ben glide ned fra karmen, hvor hun rejste sig op igen. Gad vide om han var kommet noget til, siden han kom så tidligt hjem? Lyden af Lillys stemme, der virkede underlig. Som om gråd var på vej, fik Yuuka til at bevæge sig hen mod dem hurtigt. Dog stoppede hun hurtigt op da hun så en kvinde, vent hvad? Havde han bragt en kvinde med hjem?
Af en grund gjorde det hende nervøs, nærmest trist, Lilly virkede til at kende denne kvinde meget. Hvilket bare fik hendes hjerte til at sno sig sammen, hvem var denne kvinde. Hun var smuk, men også såret. Yuuka lagde en hånd på dørkarmen, mens et lille smil formede sig på hendes læber. Hvem var hun, hvad betød dette, burde hun være bange? Men hvorfor også være bange, River var ikke hendes, og måske var det en gammel ven? Som de ikke havde set i flere år. Hendes øjne sad på kvinden, mens hun stod stille. Det var ret nemt at se, kvinden var blind.
Virkede dog meget selvsikker på sine skridt, men på den anden side bevægede hun sig roligt, og ikke helt så selvsikkert på sine skridt. Mens øjnene virkede anderledes, de lå aldrig flere steder. Hun rettede blikket mod River, hvor hun lagde hovedet op af dørkarmen. ”Velkommen hjem.” Sagde hun til ham, som altid. Hvad skulle hun ellers sige, det var vel normalt at sige velkommen hjem. Når de kom hjem, hun forsøgte dog at skjule sin svimmelhed, samt nervøsit. Ved at læne sig op af døren, det var efterhånden noget hun altid gjorde. Nok også fordi hun var så svimmel hele tiden.

Lily kunne ikke tro sine egen øjne, var det virkelig Mikayla foran hende? Efter så mange år, var hun så virkelig her, lige for snotten af dem!? Tårerne pressede sig på og da Mikayla lagde armene om hende, brød hun sammen og hulkede ned i Mikaylas skulder.
Da de trak væk fra krammet, fjernede hun hurtigt tårerne med sin håndryg og snøftede. "Hvor ser du ud! Du nød til at få noget nyt tøj og et bad og.." Hun stoppede med at snakke, da River lagde en hånd op foran hendes mund.
"Rolig Lily, hun skal lige finde rundt... Ser du hun... Har mistet synet," forklarede han hende.
Lily spærret overrasket øjnene op. Kunne det passe!? Havde hendes tidligere veninde virkelig mistet synet!? Jamen...
Yuuka stod pludselig i døråbningen, en anelse svag og syg, som hun havde været i nogen uger nu. Da hun bad River velkommen hjem, smilede han skævt til hende og nikkede, før han gik hen ved siden af Mikayla.
"Yuuka, det her er Mikayla, hun..."
"Hun er en tidligere veninde af mig!" Afbrød Lily og klappede i sine fine hænder. Af en eller anden underlig grund, skubbede hun River væk, ind i stuen. "Vi skal nok alle blive venner og lære hinanden at kende!"
Hun skubbede Yuuka ind i stuen, hvor hun forsigtigt derefter tog Mikaylas hånd og førte hende derind også. "Vi er flyttet, men det har du nok bemærket," hun prøvede at lyde så glad og neutral hun kunne.. Forbåbentlig ville dette ikke ende med at blive akavet.
River derimod, vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre af sig selv, alting virkede så mærkeligt! Og som altid når River følte sig utilpas, tog han sin whisky frem og begyndte, at drikke af den, hvilken fik Lily til at himle med øjnene.
Efter to år stod hans tidligere kærlighed nu foran ham og det samme gjorde Yuuka, en tøs som han så småt var begyndt, at udvikle følelser for.

Duften. Den fremmede fært der kom tættere på gjorde hende mindre forsigtigt. Mikayla hadede denne følelse mere end noget andet. Hun følte sig som en syg gammel dame der havde brug for hjælp til alt, og det ønskede hun ikke. Mikayla smilede let, men havde luret den. Hun var succubus, hun kunne fornemme mere lige nu end man ville tænke. Den luft og måde hjertet slog hårde på når man blev nervøs eller løj. Hun kunne tydeligt høre løgnen Lilly kom med. Men hvorfor lyve? Mikayla kneb øjnene en anelse sammen, og bemærkede Lily tage hendes hånd. Først trak kort på den ene skulder og gik med ind. En velkendt duft passerede hendes næse og fik hende til at slippe Lillys hånd. Hun var ikke ligefrem forsigtig anlagt. Lige nu havde hun et mål. Mikayla gik et par hurtige skridt imod River, og lagde en hånd på hans arm og lod den glide op på hans skulder. Hendes ansigt sagde alt."Du troede da ikke for alvor, at du ikke gemme den der for mig bare fordi jeg ikke kan se?" Spurgte hun og hævede let på et bryn. Det måtte være mærkeligt at kigge hende i øjnene. For hendes blik virkede sindsygt. Øjnene bevægede sig strålede, de virkede bare ikke. Mikayla greb fast i flasken og førte den mod sine læber, hvor på hun drak pænt meget af den. Hun fjernede den fra sine læber og sukkede kort. "Det har jeg savnet." Smilede hun let og bundede den så inden hun gav flasken til River igen. "Her sveske." Tilføjede hun så og drejede sig om mod hjertet. "Udover Lilly, kan jeg se, at du er begyndt at samle på dæmoner. Er der andre du vil byde ned til festen?" Mikayla følte sig en smule truet af denne anden dæmonkvinde der var i hans selskab. Hun kunne ikke se hende eller noget, men hun måtte være noget specielt siden hun stadigvæk var her. Og to år var langtid, og selvfølgelig ville hun fremtvinge River til at elske hende på samme måde igen. Hun vidste ikke engang om hendes følelser stadigvæk var der, eller om det var en illusion af hvad hun havde set frem til.
Mikayla klappede kort hænderne sammen. Hun fulgte hjerte rytmerne, og gik stoppede op tæt ved sofaen. Hun lagde en hånd på møblet for at fornemme stoffet inden hun satte sig ned der. "Yuuka, interessant navn. Hyggeligt at møde dig." Smilede hun let og kørte så hånden igennem sit hår. "Jeg ligner noget der er løgn gør jeg ikke?" Spurgte hun over imod Lilly. Hun grinede let af sig selv, inden hun så igen rejste sig op. "Jeg tror jeg vil tage imod det bad, hvis du vil hjælpe mig med at finde det Lilly. Jeg tror jeg ville kunne bruge dine øjne her først." Smilede hun let. Det ville give Lilly lejelighed til at give Mikayla alt den sladder hun måske havde manglet omkring denne akavede situation. Selvom man ikke kunne se det på Mikayla så følte hun sig ikke så tilstede som hun burde. Hun hørte ikke ligefrem til i denne nye virkelighed, det havde måske været bedst hvis hun var blevet i den fantasi om, at hun var død i stedet for at komme og ødelægge hans muligheder for et bedre liv.

Lilly løj uden tvivl, ikke at det ændrede noget Yuuka følte sig usikker alligevel. Hun smilte kærligt, mens hun nikkede til dem. Hun var ivrig om at adskille dem far hinanden, som om dette betød at de ikke måtte ses overhovedet, eller føre en samtale sammen. Hvis det virkelig var sådan, hvorfor så tage hende med hjem? Hun rystede blidt på hovedet over tanken, det var River der tog hende med hjem, ikke ligefrem Lilly. hun kørte en hånd igennem sit hår, inden hun fulgte efter dem. Hun kiggede på River, gad vide om han kunne smage at det var meget lidt whiskey, som var genopfyldt med vand.
Da i morges havde været så svimmel, at hun væltede whiskey flaskerne igen, dog gik kun få af dem i stykker. Mens hun måtte hælde vand i de andre for ikke at blive afsløret, han blev altid så hidsig når hun gjorde noget ved den drikkelse. Ikke at hun gjorde det med vilje, det skete altid. Dog kort tid efter, havde Mikayla snuppet flasken ud af Rivers hånd og bundede den. Yuuka kiggede ned i jorden, for at lade som ingen ting. Det virkede ikke til at de lagde mærke til det, så… så meget whiskey var nok heller ikke havnet på gulvet, dog var lugten af whiskey stadigvæk i rummet.
Da Mikayla snakkede om dæmoner, lagde Yuuka hovedet på skrå. ”Hva mener du med dæmoner?” Hendes ord var en smule skeptiske, River var vist til de freaky piger, der troede på dæmoner, vareulve og sikker vampyr. Pfff, omverden var så underlig.
Hun var usikker, ikke for kærligheden mellem hende og River, de havde jo intet sammen. Så hun kunne ikke tillade at være jaloux eller usikker på nogle måder, det var ikke ligefrem fordi hun havde behov for at være elsket på nogle måder. ”Tak, tror jeg?” Interessant navn? Det kunne både være en fornærmelse eller bare en holdning. ”Rart at møde dig Mikayla.” hun nikkede pænt til hende, inden hun trådte væk. mens Lilly og Mikayla forsvandt ovenpå, stod Yuuka op af døren. ”Så, det din kæreste? Eks, eller hvad er hun?” Hun lod blikket falde på River, mens et drillende dog sløjt smil formede sig på hendes læber. hun havde vel ikke så meget at skulle have sagt, ikke i denne situation. Men nysgerrigheden sprang alligevel over hende.

Ikke engang smagen af Whiskey kunne få ham på ret køl. For første gang i mange år, rystede han og følte sig utilpas. Hvorfor kunne Whiskeyen ikke berolige ham... Hvad skete der!? Dets smag var vandet og... I det sekund kiggede han hen på Yuuka, de to sorte øjne stak som nåle. Grunden til den underlige smag kunne kun være en ting, yuuka havde udskiftet det med vand.. Igen!
Han nåede knap nok, at fortælle Mikayla, at det ikke var Whiskey, før hun havde taget det ind imellem sine læber. Efter to år stjal hun stadig hans Whiskey.. Klassisk Mikayla.
Han klukkede kækt og stillede ellers flasken på plads, så snart han havde fået den tilbage fra den luskede Miky.
Stilheden inde i ham, blev brudt af Mikys ordvalg om Yuuka. Dæmon? Var yuuka en dæmon? Var hun ikke blot en mennesketøs? Kunne noget så uskyldigt som hende være en dæmon? Det var simpelthen for mærkeligt... Igen nåede han ikke, at snakke med Miky, før Lilly nærmest trak hende med ovenpå og lod det indre i ham slås. Denne dag kunne ikke blive mere mærkelig..
Den uskyldig henvendte sig til ham og fik ham ud af sine tanker. De to sorte øjne landede på Yuuka...
"Min ex kæreste," svarede han og kiggede kort efter Mikyala, hvis skikkelse forlængst var forsvundet ovenpå. "Jeg troede hun var død, men... Tydeligvis ikke," han så hen på Yuuka igen. "For mere end to år siden forsvandt hun pludselig ud af det blå... Både Lilly og jeg anede ikke hvad der blev af hende,"
Han lod den trætte krop, falde med et højlydt bump om på sofaen.. "De her dage kunne ikke blive mere mærkelige.."

Lilly viste Mikayla hen til badeværelset og tændte straks for vandet. Nu skulle de blot vente på, at badekarret blev fyldt op.
"Du har sikkert en masse spørgsmål," kommenterede hun roligt. I det rindende vand hældte hun forsigtigt sæbe i. "Yuuka er... En pige der kom til os for mange måneder siden, hun var helt alene, uden famile og jeg besluttede mig, at tage mig af hende... River var ikke helt tilfreds, men jeg var ligeglad," svagt smilede shapeshifteren for sig selv. "Lige siden du forsvandt... Har han ikke ville lukke nogen ind til sig... Ikke at det noget nyt meeen.. Det blev værre efter din forsvinding Miky," med tårer i øjnene, snøftede hun og så op på miky. "Hvad skete der med dig? Jeg har savnet dig så meget.."

Lily var en af de personer som Mikayla stolede på sammen med River og sin mor. Derfor ville hun ikke have noget imod at være alene i et rum, hvor Lily så nemt som ingenting ville kunne dræbe hende, hvis de havde været fjender. Mikayla lyttede til vandet der blev fyldt op i badekarret. Hendes opmærksomhed skiftede dog over på Lily da snakkede. Hun fik et let smil på læben, selvom hun måske ikke burde. "River har aldrig været tilfreds med fremmede i hans hjem uden hans tilladelse. Man skal først lige vinde ham over, når man kommer over på den side finder man en krukke med guld." Smilede hun let og bemærkede med det samme Lilys hjerte rytme der let skiftede og stemmen der ændrede sig. Mikayla åndede let ud. "Jeg ville ønske tingene ikke var gået sådan, men det.. det er de desværre." Huntøvede kort da Lily spurgte om, hvad der dog var sket.
"Jeg blev låst inde som objekt til at torturer min mor. De satte en mur op så hun troede, at de gjorde værre ting ved mig.. til sidst fake dræbte de mig foran hende.. Efter hun slap væk.. så prøvede jeg i et halvt år længere end hende.. første gang lykkedes det ikke.. de straffede mig - som du vel kan se. Næste gang var jeg mere heldig.. underligt nok. Nu er jeg her. Og tanken om, at komme hertil har været den eneste grund til, at jeg overhovedet kunne gå videre." Forklarede hun hurtigt. Derefter lod hun de ødelagde og slidte klæder falde til jorden og trådte op i karbadet. Vandet omkring hendes hud. Det bringede hendes indre i en lettere harmoni. Hun følte sig i bedre balance med sig selv. Mikayla lukkede øjnene og lænede sig afslappende tilbage, hun lod sig synke let ned med hovedet under vandet i noget tid. Holdte vejret. Så lod hun det komme op til overfladen og trak blidt vejret ind.
"Jeg er glad for Yuuka er her. Det er godt for ham at komme videre. Alt jeg ønsker for ham er, at han skal være glad. Hvis han kan blive det med Yuuka, så skal det være sådan." Smilede hun let. Selvfølgelig havde hun ikke regnet med at komme tilbage i stjernefart og alt ville blive som det plagede. For det ville det aldrig. Det kunne ikke lade sig gøre.
Noget tid efter rejste hun sig op fra badet og modtog et håndklæde. Hun havde en let underlig følelse i kroppen. Hun kiggede over imod Lily og kunne se skyggen af hende. En rødlignende skygge. Hun kiggede rundt, varmen i huset. Hun kunne se, hvor der var varmt og koldt. Hun holdt om håndklædet og gik ud af døren uden besvær. Let kiggede hun sig omkring, og var måske ved at falde over tæppekanten og sådan lidt. Til sidst havnede hun ubevidst på Lilys værelse, dog tog det hende ikke mere end få sekunder at regne ud det var Lilys værelse. Duften af shapeshifter hang over rummet. Hun tillod sig at mærke sig hen til nogle skuffer og åbnede en. Her fik hun fornemmelsen af noget blødt stof, og drejede sig rundt ved lyden af skridt. "Må jeg låne den her?" Spurgte hun. Pludselig forsvandt skyggerne af varmen igen.. og alt blev atter sort. Hun valgte dog ikke at sige noget, for det kunne ikke forklares endnu.
Så snart hun var opklædt, prøvede hun så godt så mulig selv at gå. Hun ønskede ikke støtte, det var klart. At blive behandlet som en der skulle blive passet på, var langtfra det hun ønskede jo. Dog lykkedes det hende at lave et forkert skridt på trappen så hun væltede forover og ned på de næste par trin. "Forbandet lort." Vrissede hun let og fik dog rejst sig op med hjælp fra muren. "Jeg klare det." Sagde hun så let. Da hun havde det som om at der var folk i nakken af hende. Mikayla tog sig en dyb indånding og lænede sig op af muren. Nu lignede hun da i det mindste sig selv. Med en sort kjole trukket over hovedet. Lidt over knæene, hvor den måske til Lily ville have gået normalt lidt under knæene. Mikayla sukkede let og lukkede øjnene. Kom så Mikayla. Du kan sagtens klare det her. Det burde ikke være så svært... Fortalte hun sig selv inde i hovedet. En hurtig tåre var på vej, men hun fejede den hurtigt væk. Det var ikke tid til tåre, ligemeget hvor irriteret over skaden hun engang var. Mikayla fandt sig selv, og brugte sin gode lugtesans til at finde ud i køkkenet. Hun larmede så lidt så muligt, men i relateten var det meget, for hun kunne ikke se, hvor de forskellige ting var. Hun ledede efter en rigtig flaske med whisky.
Mikayla åbnede de låger hun kunne finde, og til sidst mærkede hunsig frem til, at dette måtte være den rigtige flaske, hun åbnede den og lod næsen afgøre, hvad det var. Whisky. Som gættet. Hun tog en slurk.. En dejlig uåbnet flaske. Den stærke smag - vidunderlige smag gled ned. Det gjorde tingene lidt bedre. Hvad Mikayla dog ikke vidste var, at hun havde efterladt sig noget af et rod.

Yuuka forsøgte som altid at lade som ingenting, når River lagde sine truende øjne på hende. Det var så tydeligt når hun havde gjort noget, hun undgik at kigge på en, en svag rødmen skabte sig altid på hendes kinder, samlet med at hun ikke ville kunne lade vær med at lege med sin trøje eller kjole, hvis hun nu havde det på. Denne gang havde hun dog forsøgt at gøre sit bedste for at lade som ingen ting, da hans øjne pludselig ramte hende. Et lille ryk på hendes skuldre og hovedet der akavet drejede til siden, var grunden til at hun var nem at gennemskue denne gang.
Pokkers tag at han havde opdaget det, Mikayla virkede ellers ikke til at have opdaget det. Yuuka lod øjnene følge Lilly og Mikayla som forsvandt hurtigt op af trappen, inden hun valgte at snakke med River. Ordet ex kæreste, fik af en underlig grund en svag følelse af utryghed til at stige i hendes krop. Tanken om han stadigvæk havde følelser for hende, eller om hans grund til at gå udenfor, var for at lede efter hende. Hun kiggede kort ned på sine hænder, gad vide om hendes bror var i live og ledte efter hende? hun rystede hurtigt den triste tanke ud af hovedet. Stadigvæk en smule svimmel, gik hun usikkert hen til sofaen og satte sig ved River. krummede sig nærmest sammen til en lille bold, hvorfor var hun også så svag. hun følte sig sulten hele tiden, kunne ikke helt tage følelsen af det, hvilket gav hende kvalme, men når hun spiste smagte det forfærdeligt, hvilket gjorde at hun ikke helt kunne holde det i sig.
Et lille suk slap hende læber, efter hans sidste ord. "Måske ikke, men der er stadigvæk en stor ting der kan vende sig mod det underlige." stemmen var lav og rolig, hun rettede sig en smule op. Hun lænede hovedet tilbage i sofaen, de blå øjne der lukkede i, skjulte sig nu bag hendes øjenlåg. "Sjovt, at være forelsket di... diktator folket..." Hun lagde en arm over hendes øjne, udover at være ubeskrivelig svimmel, mumlede hun også så mange ting at hun kunne råbe af sig selv. dog den måde hun redde sine ord på, fik hende til at rødme, og gav hende lysten til at slå sig selv.
Lyden af Mikayla der fumlede rundt ude i køkkenet, fik Yuuka til at smile lidt. Sjovt at hun kom sammen med River, valgte først at stjæle den 'Falske' whiskey fra ham, hvilket var ret så uhøfligt og ubehøvlet, men hun tog ikke mindst også den whiskey som han elskede noget så højt. Af en kvinde der græd hele tiden, tog hun i hvert fald for sig af sin elskers ting. Yuuka havde svært ved bare at røre en eneste ting, da hun først kom ind i hans hytte. derimod smeltede alt hun rørte jo også lidt, hvilket nok var den største grund til at hun ikke havde været så ivrig efter at tage hans ting, som Mikayla var, eller måske bare det at hun var opdraget, til at man helst skulle spørger inden man tog, uanset hvor man var.

Lilly lyttede til hvert et ord, mærkede hvordan hendes mave snørrede sig sammen og det samme galte halsrøret. Alt dette bare for ikke, at tude og gøre det akavet for Mikayla. Tilbage i årene, havde Mikayla været som en søster for Lilly, en hun havde drømt om hele livet. Hun kom ind af deres lejlighed, stjal whiskyen og Rivers ellers så kolde hjerte. Hendes forsvinden havde ikke kun knust River, men også Lilly, den stakkels følsomme shapeshifter. Så lavt hun kunne, snøftede hun ned i sit ærme og fjernede tårerne fra sine kinder. Lige nu måtte hun bare lytte, lytte og forstå.
”Det gør mig så ondt Miky,” sagde hun lavt og snøftende. ”Jeg ville ønske at…” Hun tørrede sine øjne af i sit ærme. ”At jeg kunne have hjulpet dig.”
Efter badet lod hun Mikyala gå rundt i fred, dog vigede hun aldrig fra hendes side. Hun passede på hende, svarede hende med et ja da, da hun spurgte om hun måtte låne trøjen og fulgte ellers med hende nedenunder. Ikke tale om, at Mikyala skulle falde ned af trappen, skrabe knæet eller bare få den mindste lille splint i fingeren, på hendes vagt! Hver gang hun var tæt på, stod hun klar bag hende, klar til at gribe hende. Det lykkedes dog altid for den stædige Mikayla, at komme op at stå igen på egne ben. Klassisk for en som Mikayla, gik hun ud i køkkenet og ledte efter whiskyen.

At det pludselig svimlede for Yuuka, bekymrede River en smule, en bekymring som han selvfølgelig forsøgte, at skjule så godt han kunne. Til sidst kunne han dog ikke holde tungen for munden længere. Han satte sig på hug foran hende, lagde en hånd på hendes pande, forsøgte at dæmpe hendes feber en smule.
”Hvad er der med dig Yuuka?” spurgte han og satte hovedet på skrå. ”Du ligner en med feber,” Det var det eneste han noget at sige, før han bemærkede larm ude fra køkkenet, samt den klassiske lyd af en whiskyflask der blev åbnet. Noget sagde ham, at Mikyala havde fundet frem til whiskyen, hvilket var ret så imponerende! ”Jeg henter nogen piller, bliv siddende her,” Han rejste sig op og gik ud i køkkenet.
”Selv uden øjne kan du finde min whisky, jeg er imponeret Miky,” lød hans drillende stemme pludseligt bag hende. Han begyndte selv, at rode med tingene ude i køkkenet. ”Skal du have hjælp til noget?”
Lidt efter gik han ind til Yuuka igen og rakte hende et glas vand, samt nogen smertestillende piller. ”Engangs forestilling,” Han hentydede til det med at hente pillerne til hende, derefter gik han hen og så nysgerrigt ud af vinduet. Solen skinnede ikke, han kunne derfor se ud.