I know, its a very strange place i sit on. -Elena-

Sted: Blodhavet.
Omgivelser: Havet og en enkelt stor sten, hvor en dreng hviler sig. Der er rester af is, fra en bro drengen havde lavet.
Tid: Eftermiddag.
Vejr: Overskyet.

Jacob åndede ud, hev efter vejret.. Han var træt.. Endelig var han sluppet væk fra den gruppe af mennesker, der havde jagtet ham hele dagen. Og ikke hvilke som helst mennesker, det var betjente der skulle fange ham, så overbetjenten kunne få hans hoved på et sølvfad, som han sagde.
"Du kan ikke blive derude for evigt knægt!" råbte en af mændene fra strandbredden. "Du vil blive sulten og komme tilbage hertil, og når det sker så er vi her!"
"Ja! Lige her!" råbte en anden og grinte fjoget.
De andre løftede bare øjenbryn af ham og rystede på hovedet, det samme gjorde Jacob.
*Betjente.. De tror de er så kloge,* tænkte han og tog sit ene knæ idn til sig, så han kunne hvile hovedet på det..
Men, de havde på en måde ret.. Han kunne ikke blive der... Det havde været smart nok med den is bro ud til denne sten, og den kunne han sagtens lave igen, men det var et problem hvis betjentene ikke ville rokke sig ud af stedet..
Han sukkede og kiggede op på himlen, nød lyden af det brusende hav og mågerne der fløj over hovedet på ham.

Elena svømmede op til havets overflade og kiggede rundt. Da noget der lignede en hvid pelsbold lagde på en af de store sten, som hun plagede at sidde på når natten fald på. Hun svømmede tættere på af ren nysgerrighed, hun strakte sig op så hun fik armene op på kanten og lagde dem overkors. Hun lagde hovedet lidt på skrå, da en ung mand lagde der. Hun slikkede sig på de smukke fyldige læber, og smilte uskyldigt. Desværre for Elena var hun mæt, hun havde lige fået sig en stor shapeshifter. Dem var der så mange af sommetider, men vampyrer de var overalt på land.. Men nogen ville få dem en overraskelse, når de vidste hvad der reagerede nede i det dybe og mystiske hav.
Han trak vejret, og Elena trak vejret efter hans åndedrat. Hun var ikke van til at bruge sine lunger, men når hun skulle var hun nød til at finde en lyd som mindede hende om det. For overvandet kunne man jo ikke trække vejret med gæller, så godt man også var bygget med lunger.
Elenas lange gyldne hår, gled perfekt ned over hendes barm. Hun så blot så sød og uskyldig ud.

Det lød som om vandet.. dryppede i nærheden af ham? Som når noget, eller nogen kom op fra det og de sidste dråber af vand faldt ned på jorden.
Han vendte sig om, fik et chok da en pige med gyldne lokker og sødt smil, pludselig kiggede på ham.. En sirene.. Det burde han havde vidst... Han havde kun mødt en før hende, men ja, man prøvede vel de fleste ting to gange.
Han rejste sig op på stenen, klar til at angribe hvis hun ville æde ham.. Dog var det svært at kigge ondt på hende, når hun sendte dette uskyldige bligt, mens vandet dansede ned af læberne..
"Hvem er du?" spurgte han og viste ikke tegn på frygt.

Elena lagde hovedet lidt på skrå, og smilte sødt og uskyldigt til ham.
"Elena, og dig?" Svarede hun ham stille, med en smuk og blid stemme. Havets salte vand kastede sig op på hendes ryg, men Elena nød det. Hun elskede følelsen af at vandet ramte en med deres små dråber som gled ned af huden.
Elena mærkede en dråbe fra hendes hår, triller ned af hendes kinder. Med en stille og kildende bevægelse.

Uskyldig.. Hvorfor skulle de også være så gode til at spille uskyldige...
Hans muskler der før havde været spændt, gav sig roligt til at slappe mere af.. Det virkede ikke som om at hun ville angribe ham, men nu skulle han ikke gå hen og få falske forhåbninger..
"Jacob," svarede han og kiggede undersøgende på hende.
Smukke.. Hvorfor skulle de også være så smukke? Man kunne jo ikke nænne at skade dem, de kunne både være forførende og uskyldige.. Den perfekte cocktail før de slår manden ihjel.. Det var lidt ligesom edderkopper..

Elena rakte sin hånd frem imod hans kind, og kærtegnede den blidt og roligt. Hun simlte uskyldigt til ham, med sine store øjne. Hun trak sig lidt længere op, så hendes ansigt var tæt på hans.
"Nå Jacob, hvad laver du herude?" Hendes stemme hviskede så smukt og forførrende, at det nærmest kunne få en til at kilde indeni ens krop. Elena smilte stadigvæk helt uskyldigt, han var nu ret flot. Elena kiggede med hovedet lidt på strå, det blondgyldene hår var vådt klistret fast til heneds barm. Hun kiggede ham i øjne med de store øjne som strålede som de smukkeste diamanter. Elena lagde hovedet en smule på skrå imens hun betragtede hans ansigts udtryk som ord.
Vandet plaskede op imod stene, havet steg rundt om ham. Men hendes opmærksomhed havde tit fået folk til at opdage de var strandet på en sten eller to. Havets vand ramte hendes albuer, hun kunne svømme rundt nu. Vandet var steget så meget at Jacob nu sad på en lille sten top, som var ligeså lang som ham. Elena kiggede rundt, hun var på hendes hav ved blod ørene. Den eneste tilbge af hendes art.. Desværre.. Elena kiggede på Jacob der var ikke langt til fast landet, så han kunne komme i sikkerhed hvis han turde stole på hende, men hvis han ikke stolede på hende. Så kunne han vælge at blive spist af nogle sultne hajer, eller andre mystiske væsner som levede dybt under havets mystiske og gådefulde hav. Elena kiggede på ham, og ventede på han skulle reagerede da hun trak sig lidt væk fra ham for at kigge oprådet igennem. Hun dykkede ned under vandet, og hendes hale gled elegant ned under overfladen af havets salte bølger. Hun kiggede rundt, i det mørke vand. Intet at se indtil videre, men det lå tit sådan at intet var hvad det så ud til.. Så måske kunne der sagtens være en fare uden hun havde opdaget det? Elena kiggede en ekstra gang, hun kunne ikke se noget som ville være ham faretruende.
Elena svømmede op til overfladen igen, og kiggede på ham. Hun svømmede stille og roligt imod ham, helt uskyldigt... Hu kiggede op i de krysalblå øjne, og et smil udviklede sig på de smukke læber.. Hun vendtede på hans ord, de ord som hun gerne vil hører hans stemme udtale. Hun elskede lyden af hans stemme..

En sirene, det mest forførende væsen der fandtes. Først, forførede de deres offer og trak det ned i vandet, derefter forsvinder det forførende og erstatter det med rædsel og spidse tænder i rækkevis og sidst men ikke mindst, æder de en før de drukner en. Sikke en død, man blev spist inden man druknede. Hvad med at lade sit offer drukne først, så de ikke skulle til at slås med det?
Jacob rykkede sig forsigtigt længere op ad stenen, da hun gav sig til at nusse hans blege kind.. Han måtte ikke lade sig forføre, det ville bare sende ham til sin egen begravelse.
"Vagterne har jagtet mig hele dagen," sagde han og nikkede hen mod vagterne, der stadig var på strandbredden. De sad nu om et bål, imens de hygge snakkede og drak øl i massevis. Det var et held for Jacob, hvis de gik hen og blev fulde, så ville de ikke være klar nok i hovedet til at jagte ham. "Og nu venter de bare på at jeg skal komme ind til dem," Han smilte skævt og kiggede ned på hende, beundrede hende et kort øjeblik, men rystede på hovedet for at komme på andre tanker..
han bemærkede godt at tidevandet var ved at indhente ham.. Han måtte begynde at finde på en plan.. Ellers ville han ende med at drukne eller blive spist..
Han kiggede på Elena, som havde et par øjne der kunne skinde som diamanter.. Meget smukke..
"Hvad vil du?" spurgte han forsigtigt og beholdte øjenkontakten med hende.