Sne, Zankuji

tid: eftermiddag, det er mørkt
sted: parken
Omgivelser: Ikke mange mennesker, der er folk udenfor parken, men ikke i nærheden.
påklædning: Vinterstøvler, to par herrebukser, tyk vams, halstørklæde og strikket hue, alt i jordfarver.

Det var blevet mørkt. Parkens træer stod som silhuetter mod byens lys. Sneen indhyldede alt i en helt særlig, magisk stemning. Det lå på grene, på tage på gader og boder og fik verden til at se blød og unaturligt venlig ud. Alle lyde blev også anderledes. Dæmpede. Som om dækket af blød, hvid kulde slog dem langsomt ihjel eller absorberede dem. Spiste dem som Spurv havde forsøgt at spise de første, fine fnug. Fange dem med tungen. De smeltede sjovt. Da hun var lille havde hun aldrig spist sne. Alle vidste, at sneen i nedre by var så godt som direkte sammenhængende med sygdom. I hvert fald hvis den var et par dage gammel. Men her, i parken, her syntes sneen at være af anderledes karakter. Hun afholdt sig dog fra at prøve, spiste kun himlens tårer i ren form, som hun sagde lydløst til den store ugle, der tronede på hendes skulder.

For der stod hun. I parken. En lille skikkelse med en glødende krystal i den ene hånd og en ring af reb i den anden. Lyset fra krystallen faldt på sneen og fik den til at glitre og glimte. Hendes fodspor var de eneste, der brød den rene flade. Hun slukkede krystallen og kastede ringen så hårdt, hun overhovedet kunne. Uglen satte af med et henrykt tud i den jagtleg, de havde leget igen og igen i løbet af de sidste mange, mange år.

Zankuji kom stille og roligt gående for sig selv og havde ikke det vilde og skulle nå så han var taget hen til parken for en gangs skyld og viste ikke hvad han skulle lave, men han kiggede roligt rundt og slappede bare af *sne ja hvorfor ikke*tænkte han roligt og gik bare vider og slappede bare af.
Han puttede sine hænder i lommerne og gik bare vider og viste ikke om han skulle finde sig et sted og sidde eller hvad han skulle og sådan, men roligt gik han lidt vider og fandt sig så en tom bænk og satte sig roligt ned og slappede bare af og havde jo som sagt ikke noget han skulle nå og sådan.
Han kiggede rundt og slappede bare af og viste ikke om der var andre her i parken ved denne her tid eller hvad der var, for efter hans mening havde han ikke ligefrem set nogen som helst.

Netop dér kom en stor, hvid ugle ud af det bare ingenting og strøg tæt forbi Zankujis hoved med et gennemtrængende fløjt. Det var en han, men det var næppe til at se i det begrænsede lys, og navnet var Nathan. Han havde et vingefang på næsten 1,7 meter og knivskarpe kløer. Præcis som hans hørelse og hans syn, og nu havde han fundet noget, der var langt mere interessant end den lille rebring, spurv havde kastet. Han baskede et par gange med vingerne og landede lidt tungt i sneen et par meter fra manden for at tage ham i nærmere øjnesyn.

"Nathan?" lød et dæmpet råb ude i mørket, og derefter lyden af fjerne, prøvende skridt, som Spurv bevægede sig ud i den retning, hun mente at have kastet ringen.

Han sad stille og roligt og slappede bare roligt af og viste ikke hvad han sådan skulle gøre eller sige lige nu og her for den ugle, som var ikke så langt fra ham og alt det halløj der.
Han kiggede på den og slappede bare roligt af "hvad pokker laver du her ugle"sagde han roligt og viste ikke hvad han sådan ellers skulle sige til den, for han var ikke så van til ugler og sådan noget, da han var mere hund eller kat menneske og sådan noget halløj der, men det var jo ikke noget man sådan rigtig kunne se på ham og alt det for han var jo som han var og alt det.
Han så på hende uglen "jeg tror der en som kalder på dig ugle"sagde han roligt og kiggede rundt før han kiggede på den igen og slappede bare af og sådan noget halløj der og viste ikke om der var mere og sige nu.

Uglen stirrede bare på manden med gennemborende, lyse øjne, uden at røre så meget som et dun. Ja, der var een, der kaldte på ham, tænkte Nathan, men han vidste udmærket, at vedkommende kun råbte, fordi hun kedede sig, småfrøs og ikke havde lyst til at vente på, han fandt en mus eller sådan noget. Hun var bare lidt mopset, fordi han ellers aldrig lod ham vente.

Og netop mens disse tanker fløj gennem uglens hoved dukkede pigen op ganske tæt på, lettere forpustet og med sne i tøjets folder og i håret. "Hov," sagde hun overrasket og standsede brat, som om hun bare lige pludselig fik øje på manden. Hvilket hun gjorde. For hende havde der bare været sne, og med eet havde en skygge materialiseret sig og var blevet menneskeformet. "eeh, godaften.." Hun kiggede lidt nervøst på ham og skævede irriteret til Nathan, som hoppede kluntet gennem sneen over mod hende.

Han kiggede på hende som nu var kommet frem for alt den sne og sådan noget halløj der og smilte roligt "godaften"sagde han roligt til hende og var bare venlig og alt det og kiggede på uglen "når det var dig som gik og kalde på uglen der"sagde han roligt og så på hende med et smil som var lidt charmerende og sådan noget.
Han var bare den han var overfor alle som han mødte og sådan noget og det var jo også kun godt nok efter hans egen mening og alt det halløj der, han så på hende "Mit navn er Zankuji"sagde han roligt og viste ikke om han måtte vide hendes navn og sådan, men det kunne han da bare håbe på at han måtte og sådan.
Han så på hende og slappede bare roligt af mens han sad der på bænken og så på hende kvinden og sådan noget halløj der.

"Jah, det var mig, der kaldte.." gav Spurv ham ret og så på uglen, der vraltede nærmere. Hun samlede den op som om den var et stykke legetøj og placerede den på sin skulder. Manden så meget afslappet ud, men belysningen tillod hende ikke rigtigt at undersøge ham nærmere. Han virkede meget almindelig, højere end hende, med hår, der kunne være blond, og øjne, der spejlede fjernt lys fra byen.

"Zankuji," gentog hun og prøvede at gøre sig helt sikker på, hun kunne huske det. Zankuji, ikke helt almindeligt navn, det var i hvert fald en fordel. Gad vide, hvordan han stavede det? "Flot navn. Betyder det noget?" spurgte hun, men fortsatte uden at give ham tid til at svare: "Jeg hedder Spurv, eller.. Det er i hvert fald det navn, jeg bruger mest." hun rynkede på næsen og smilede pludselig spontant.

Han så på hende med et stille og roligt smil på sine læber og slappede bare roligt af "hyggeligt at møde dig Spurv og nej mit navn betyder ikke noget som sådan"sagde han roligt smil på sine læber og slappede bare roligt af og sådan noget, han kiggede på hende "vil du sidde ned"spurgte han roligt og der var jo plads til flere end bare ham på denne her bænk og sådan.
Han så på hende med et smil på sine læber og slappede bare roligt af og viste ikke hvad hun sådan ville sige lige nu og her, men et svar kom der nok fra hende på en eller anden måde håbede han da på lige nu.
Han så rundt og kunne se sne for det meste og alt det og kiggede så roligt på hende igen med et sødt smil på sine læber og slappede bare roligt af.

"Øh.." Spurv tøvede et øjeblik, så tog hun imod tilbuddet og gav sig til at børste bænken fri for sne. Hun ville ikke være koldere end højest nødvendigt. "Jo tak.." hun placerede sig ved siden af ham og trak benene op under sig. Nathan flyttede lidt rundt og prikkede hende i hovedbunden.

"Hvad laver du her?" spurgte hun og så på sine hænder. Hun havde haft ærmerne trukket ud over dem så de ikke blev kolde, men de hendes fingre var alligevel blå og gjorde en smule ondt. "Altså, jeg mener.. Med vejret og alt det. Det er ikke så mange, der er ude." hun kløede sig i nakken og kiggede i smug på ham. Han så fin ud. Han var nok en rig, der havde slaver og alt muligt. I hvert fald at dømme efter hans udseende.. Og så det, at han bare sad i sneen. Det ville ingen fra nedre by gøre. Måske lige med undtagelse af hende, men hun havde noget at gøre her.

Han kiggede på hende og slappede bare roligt af "mig jeg laver ikke så meget andet end at gå mig en tur og endte så med at sidde her og se på sneen men hvad med dig hvad laver sådan en køn kvinde som dig her"sagde han roligt og så på hende med et smil på sine læber.
Han slappede roligt af og kiggede rundt også på hende igen og slappede bare helt af "fryser du"spurgte han roligt og så på hende med et smil på sine læber og viste ikke hvad han sådan lige skulle sige nu og her, og havde skam godt set på hende at hun havde set på ham og sådan noget.
Han kiggede på hende og tjekkede hende ud og sådan noget som mange mænd nok ville og slappede så bare af.

Køn kvinde?! Spurvs øjenbryn røg helt op i hårgrænsen, og pludselig var hun på vagt. Det lød alt for venligt, alt for.. Og han smilede. Og spurgte om hun frøs. Hvad var han ude på? Var han ude på noget?

"Nej, jeg har det fint," sagde hun en smule stift og strøg uglen over hovedet. Den forholdt sig fuldstændig passivt, og anså tydeligvis ikke Zankuji for nogen trussel.
"Hvor blev ringen af," spurgte hun ham stilfærdigt og holdt øje med manden. Han sad åbenbart bare og så på sneen. Det var også en beskæftigelse for rige. De havde tid til at sidde og se på ting. Det havde hun også, men hun gjorde det ikke. Der var altid noget andet, hun BURDE gøre. I dag burde hun eksempelvis lege med Nathan, der havde været småsur forleden, fordi hun ikke havde haft tid til at gå med ud.

'Vi ugler er skabt til naturen,' havde han råbt af hende, og hun havde givet igen: 'Vi er ikke ugler, vi er mennesker, forstår du det ikke! Mor var menneske! Far var menneske! Simon er menneske. Du er den eneste, der ligner en ugle. Du er også et menneske inden i!'

"Er du meget rig?" Spurgte hun ham så pludselig og trak benene op under sig på bænken. Det var mærkeligt. Hun sad og talte til en fremmed mand på en bænk sent om aftenen. Det var ikke det, hun plejede.
"Du ser rig ud." Hun stak fingrene frem foran sig og vippede med dem. De var blålige i kuløren og det dunkede svagt da blodet kom rullende tilbage.
"Dit tøj og alting." Hun lød meget tænksom, men var der en snert af noget anklage? "Jeg ville ønske, jeg var rig."