Church of all the good and evil things..//Abaddon//

Sted: Kirken i Firewood Village
Tid: 23:00
Vejr: Det stormer udenfor
Omgivelser: Få som beder til... hvem ved hvad?
Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var et ugleskrig, en langtrukken, klagende tuden der vækkede hende. Hun sad på en bænk med foldede hænder, hun havde prøvet på at bede, til hvem vidste hun ikke, men det kunne også være ligemeget, det mislykkede alligevel for hende.. Hun havde haft det hårdt på det sidste, ikke meget søvn og hun kunne derfor sove hvert øjeblik det skulle være. Mens hun sad og ventede på at hendes øjne skulle vænne sig til det svage lys, mærkede hun en uro boble inden i hende. Det var som om den fulgte svingningerne i uglens tuden. Hun vidste ikke hvor lang tid hun havde tilbragt tiden i kirken. Minutterne tikkede af sted på standuret i det ene hjørne, men det eneste hun sansede var lyden af de andre i kirkens åndedrag og hvordan lynenes glimt, faldt ned i kirken. Men en indre, advarende stemme opfordrede hende igen og igen til at rejse sig og komme ud, men hver gang fik tanken om hvor hun skulle gå hen, hende til at blive siddende.. ude i siderne, langs bænkene, brændte der nogle stearinlys; de flagrede fra side til side som om det galdt deres liv!
Lailahs hvide hår havde lagt sig smukt ned på hendes skuldre. Hendes kjole var en smule gammeldags, men den stod stadig godt til hendes øjne.. Hun ville gerne gå i noget der var lidt mere.. Moderne, men en tradition i hendes familie, sagde at hun skulle holde sig til det gamle, så hun aldrig nogensinde ville glemme hvem hun virkelig var. Om hun havde forstået den rigtig, det kunne kun tiden vise. Hun tog en dyb indånding, rykkede lidt på sig og sukkede lavmælt. Hun ville gøre alt for ikke at falde i søvn, selvom hun var træt ville hun ikke sove...

Torden og lyns kontante magtkamp styret den mørke natte himle. De bulerdene lyde som tusinde efterladte børns skrig, og regnen faldt som tårene fra hulkene mødre der i hjerte sorg lagde deres kære i jorden. Kirkens sjælsomme stilhed afsløret den stilestående bevidsthed og sinds fredlige stemning, men som det milde mælkekarton ydre kan skjule sur såselv som frisk mælk, var der under den idylliske overflade luret de grufulde sandheder og personligheder der suget på kirkens uskyldige overflade, som parasitter der suger på livet af deres vært, og mætter sig i den frygtelige lidelse, og utryghed, som bliver skabt af den tilstedeværelse. Dog var det sjældent, for ikke at sige utænkeligt at disse levende mareridt, disse grusomvækkende historier om smerte og ondskab skulle finde sin rod i noget så helligt og velsignet som det indre af en kirke, beskyttede af gamle overtro, og en magisk gammel usynlig mand i himlen, har kun sjældent uhyggeligheder fundet nosserne til at banke på kirkens porte, for tit og ofte fandes der intet hjerte så korrumperet og fordærvet at de vil kunne bringe vanære til de hellige symboler og endeløse symbol på fred og harmoni.
Oppe ved alteret, sad en skikkelse af en mand på sine knæ iført en stor sort kutte, dækkede det samme som en munke robe, men den sad mere løst, og stoffets mange lag blæsede med selv vindens mildeste gunst, men indenunder det ydre lag var der et ekstra lag stof, så man ikke kunne se indenunder når stoffet fløj fra side til side med bevægelserne af personen, eller vinden. der var et tyve centimeter ekstra lag stof bagved ved fod enden, så det lignet det fine og løse stof blive trukket hen af jorden når personen gik. De creepy kostume kunne nemt ligne noget i stil med manden med leen, der havde forlagt sin le og ikke kunne finde den. Manden havde sine hænder foldet i bøn foran det enorme alter, hans hænder var dækkede i elegant kerne læder handsker, og om ringefingeren på højre hånd sad der en tyg ring på de maskulint udsende hænder, ringen havde et kranium på af sølv. Mandens ånde var så tung og solid man ikke bare kunne høre de kraftige lunger, men se røg forlade det sorte hul i den hætte han havde på, der virkede som em bundløs afgrund, mystisk, skummel, og hvis man stirret ind i uigennemtrængelige mørke ville det føltes som stirret det tilbage på en, ikke bare de skjulte øjne deri, men selve mørket invaderet ens sjæl som riddere stormet en slot. Mandens ben og krop kunne man ikke se, man medmindre han havde syet puder fast til sine arme, havde han en muskuløs figur.
Sterinlysene var lige var lige ved at komme til rette i deres rytme, da den kutteklædte skabning rejste sig op, og som kaos kunne komme i en folkemængde efter en selvmordsbombe, kunne man se lysene flakke fra side til side, og holde kæmpede ihærdigt for at holde sig selv i live, som om Lucifer selv stod hævet over dem med pisken i hånden. Men det var ikke det skete som skete, da den store dæmon havde sat sig fra knæene til sin fulde højde, og kom på højde med den hvide marmors statue af jomfrue maria, kom en flydende rød væske kørene ned af statuens øjenene, og dråbe for dråbe faldt lydløst ned mod det kolde og hårde kirkegulv. Lyssekronerne i loftet begyndte at lave små rasle lyde som svang små djævle rundt i dem, og man kunne høre hvordan de store og solide kirkedøre begyndte at knage som døren i et gammelt skur, men lyden var så gennemborende at den gav genlyd i hele kirken. man kunne for små sekunder se det farvestålende glass med gamle histoier og fortællinger i dem bevæge sig og forme skræmmende forstillinger af uhyggelige episoder, som isetdetfor Jesus barnets mor holdte Jesus i armene, sparkede hun til det lille spædbarn der lå hulkene på jorden. Og mange andre forskellige glass afbilledeinger, men mens folk stod lammet i en blanding af forundring, og chok, kunne man høre de store kirkedøre blive slået i af to store mænd, begge med overarme så store som et menneske lår, og med bryst så stift og hårdt som flintesten, mændene var iført helt normalt tøj, men havde nogen helt røde øjne uden pupiller, som havde helved spyttede dem ud igen. Manden med den sorte kutte talte nu.. med en stemme så dæmonisk, så grufuld, så opsigtvækkende, så sadistisk, at selv Lucifer ville kravle hen og søge tryghed ved sin mors bryst, ved lyden af det hæse og dybe tonelege. "Gud er ikke hjemme idag"

Hun havde ingen anelse om hvor længe hun havde haft et debat inde i hovedet, om hun skulle blive eller gå, men ligemeget hvad der blev sagt inde i hendes hoved, var der intet at gøre end at hun selv måtte tage den pokkers lette beslutning. Hun fik tøvende rejst sig op, rettede lidt på tøjet og gik med nogle lette skridt hen mod udgangen.
Da hun næsten var ved udgangen begyndte hun langsomt med at stoppe op. Alt blev pludseligt så.... Skræmmende, det var som om alt i kirken forandrede sig til Lucifers slot i helvede. Hun lod langsomt hovedet køre rundt i hele kirken så hun rigtigt kunne se hvor skræmte nogle af de væsner så ud. Hun havde vendt ryggen til døren, og stod og kiggede halvt op til de lysekroner som raslede. Pludselig blev de to store kirkedøre slået op, folk vendte straks blikkende hen imod de nyankommende..
Den kolde natteluft blev blæst ind i kirken, og hendes hjerte hamrede så det kunne mærkes i hele kroppen, i hoved og nakke, i ben og fødder. Hun følte flere gange på hendes hænder, i skræk for at stødende ikke ville virke mere hvis det hele nu blev alvorligt.. Det svimlede halvt for hende, hun var ikke sikker på om hun havde lyst til at se hvad det var der stod lige bag hende... Hun bed sig lidt i underlæben, knyttede hænderne af nervøsitet og vendte sig om med to store, kraftig bygget mænd... Hun slap læben med tænderne og trådte et lille skridt tilbage, hun havde ikke lyst til at røre sig ret meget..
Hun kunne ikke lade vær med at udstøde et lavmælt suk over at hun ikke var gået lidt før, så kunne hun måske havde undgået at møde disse mænd.. Hun var ikke ligefrem bange for dem, men hun var så udmattet og orkede virkelig ikke noget... En af mændenes øjne brændte sig fast i hende og ville ikke give slip, hun kunne selv ikke flytte øjnene fra hans. De var unaturlige, alt for unaturlige og det fascinerede hende.
En gammel kone bad en bøn højt så alle kunne høre det, men sikkert for at ødelægge konens bøn, brød den kutteklædte væsen ind med en lille kommentar. ''Gud er ikke hjemme idag'' Damen blev simpelthen så overrasket over hans dæmoniske stemme at hun var ved at vælte, alt ting begyndte at tåge for hende.. Hun var for gammel til den slags..
Lailah kunne ikke holde et bredt smil tilbage, trods hendes frygt trådte hun nogle skridt hen til de to mænd. ''Godt så... Inden nogen kommer til skade, vil jeg bede jer om at gå...'' Hun ville prøve på at sige det venligt, men hendes tone lød lidt... Overlegen... Typisk engle ting, at hun ville prøve på at være venlig i starten, men hun tvivlede stærkt på om det ville hjælpe i den situation.

Man kunne spore ivrige og flabet miner på de to ny ankommende dæmoners ansigter, da de hørte den lille sukkersøde stemme slynget kommandoer deres vej, som stod hun i gylden rustning med flammende svær, men ingen af disse kunne spores på den spinkle... meget smukke... men spinkle pige der så sin frihed at spille overlegen overfor fuldstørrelse nøddeknækkere, i deres øjne var det som grisen truet industri klingen der centimeter for centimeter presset den tættere på at blive til tå små grise. Men selvom morskab og drillende toner bredte sig i deres sind, kæmpede de inderligt for at holde det inde, de ville lave begær til ord som kunne resultere i manden i kutten ville så det som en trussel mod hans dominans, så ville de hellere klippe pikken af dem selv med en børnesaks, for han var ikke kendt i de dæmoniske kræse for sin store tålmodighed eller tolerance, så de bid sig i underlæben, og trak bare på deres store overarme for at virke lidt mere intimiderende.

Manden i kutten vendte i en langsom bevægelse, en så nerve pirrende drejning, så død, så tom og følelsesløs, at selv den kolde fornemmelse der gik ned af ens rygrad begyndte at fryse, indtil endelig kutten stoppede med at bevæge sig, og det tomme sorte hul fra hætten hvilede blikket som en Nazgul fra ringenes herre ville hvile sit blik på Frodo. De tunge indåndinger fik kortere mellemrum som fortærret hans sjælen af det uskyldige pigebarn hans blik nu var rettet mod, men endelig som klimaks i en gyser film, kunne man igen høre stemmen af den forfærdelige skabning der havde en tone som kun en fyrste af den mest sadistiske race ville kunne forme i munden "Spar os deres arrogance frøken" Manden i kutten vandret over det kolde og hårde kirke gulv som et spøgelse, ingen lyd fra hans fodtrin, ingen tegn på kutten han gik, udover det faktum han skiftet position. Manden stoppede efter tre sekunder gang ved døbe fonden, og lagde sin hånd ned i det rene vand, den store læder hanske kysset vandets blanke overflade, og under hans fingerspidser bliv det hellige symbol på uskyldighed og renhed forvandlet til kogende blod, det boblet og boblet og lyd næsten som at smide vand på et konfur, den sviende lyd lagde sig tungt i kirken. Manden i kutten vendte sig mod pigen der havde talt, og forsatte "Hvis deres hjerte brænder af ønsket til at se forlade, må de partner deres begær med respekt, for ellers kunne varmen fra deres ønske måske brænde en anden" Med de ord greb han fast i nakken på en lille pige der stod lammet af skræk tæt ved døbefonden, og mens hun hylet og hulkede i forsøg på at komme ud af det stål faste greb, kunne hun føle sit hoved blive presset ned i det kogende blod, og føle sin hud boble væk som sæbebobler, og føle ydmygelse af sit skrig bliver dæmpet af det kogende væske der æder indersiden af hendes mund, som små termitter der spiser menneskekød bliv hun flået fra hinanden af det ædsene blod der forladte et zombie ligende afdødt ansigt på få sekunder, og mens hendes øjne bliv kogt som et æg uden skald tudet hun blod og tåre på samme tid, og da hun bliv kastet op af døbefonden og smidt på gulvet, sparkede hun hjælpeløst rundt mens hun tiggede om at dø, i hendes lille søde liv så den bamse glade pige bare og slog sit eget hoved mod det sten hårde kirkegulv som en gal abe i forsøget på at dø og ende sin voldsomme lidelse. Hvis Lailah skulle til at løbe til pigens hjælp ville lyssekronen falde ned foran hende, og manden i kutten ville træde i vejen for det. Og ud af hans ryg kom der store sorte vinger der ligende noget fra de væreste gysser film. vingerne havde fuldt ham hele hans lange liv, og det kunne ses på deres frygtingyende udsende. og ud af hans pande kom der nogen store brutale horn frem, og tors han var ret stor i forvejen bliv han lidt bedre over skuldren, og voksede med et hoveds højde. han fik en hale der piskede rundt, som var det en læder pisk, der kærtegnede luften, med endeløse og ondskabsfulde sadistiske smæl. hans tænder bliv lange og som jagt knive, og skarpe som intet mindre, men det mest hjertebankende ved denne forfærdelige skabning var de lange klør som voksede hvor han engang havde hænder, lange spinkle finger der kunne prikke sig gennem knogler, kød, og væv som en. Kutten gik lidt i stykker af den enorme forvandling og nu stod som en 350 kilo muskel kutte monster mellem Lailah og pigen, og sagde så med en mindre sadistisk men mere dyrisk stemme "mmhh Frihed"

Hun vendte sig først om i mod den kutte klædte dæmon da han begyndte med at snakke til hende. *Frøken..* Det var da dejligt at se, at selv en tyran som ham havde nogle gode ord undertungen, som kunne bruges. Det første indtryk hun fik af ham da hun så ham, var at han var en brutal, nådesløs, tyran som ville gøre lige hvad han havde lyst til uden at tænke på omkostningerne. Men da hun så hørte ham snakke fik hun et lidt anderledes forstilling om hvordan han var som person, trods hans dæmoniske stemme synes hun han lød som en der brugte ord i stedet for næverne.. Men også det indtryk ændrede sig hurtigt, da han gik over det sten hårde kirkegulv, hvor alle forventede den rungende lyd fra hans støvler som ramte gulvet med sådan en brutal kraft, at man burde tro, at kirkegulvet og ham havde haft et forhold til hinanden tidligere hvorefter det så gik galt... Og ja, gud ved hvad dæmonen så kunne finde på at gøre ved kirkegulvet... Men ingen lyd fra ham af, han var som et spøgelse der vandrede hvileløst rundt i den stille, men så alligevel larmende kirke. Den larmede på den måde, at man slet ikke kunne høre det.
Hans hånd der blidt kærtegnede vandets, blanke overflade gav hende myrekryb og hun stod lidt og rystede for sig selv, men stoppede straks af nysgerrighed da hun så hvad der skete med vandet. Den larmende stilhed blev brudt, af en lyd der stammede fra et af de værste mareridt man overhovedet kunne forestille sig. ''Modige ord, jeg glæder mig til at proppe dem ned i halsen på dig igen!'' Helt ubevidst nærmede hun sig med varsomme skridt, døbefondten. Men af overraskelse stoppede hun op og tog hænderne op til munden da han greb fat i den lille, fine pige og pressede hende hårdt, og brutalt ned i det kogende blod. Hver en boble som sprang, havde en lille bid fra pigens skrig med sig op, så man kunne høre det i hele kirken. Lailah stod som lammet, med begge hænder klistret fast til munden med super lim.
Den lille pige blev revet op af døbefondten og smidt hen på det hårde kirkegulv. Først der rokkede hun sig fra den stilling som hun havde valgt og var på vej hen imod pigen for at hjælpe, ikke at hun rigtig kunne gøre noget, måske kunne hun berolige hende lidt og få hende til at nyde hendes sidste tid i underworld og hendes sidste åndedrag. Det eneste hun kunne tænke på var pigens liv, men typisk nok gik dæmonen i vejen for hende, og forvandlede sig til hans sande jeg. Se det, det var en tyran... En brutal og nådesløs tyran, ligesom hendes første beskrivelse af ham. Store sorte vinger, horn og det hele var med til at fuldende en sand dæmon, men dæmoner er ikke det eneste som har vinger. Han virkede så stor og farlig med alt det ekstra udstyr, så hun ville ikke lade ham være den eneste med lidt ekstra 'udstyr'. I hendes bare ryg voksede der selv nogle halv store, hvide, fjer vinger frem.. Det fik hende i hvert fald til at virke mindre spinkel end hun virkelig var. Stormen uden for tog mere til og det lød som om at himmel og jord stod i et, og at jorden bragede sit sidste suk..
''Hvad så nu? Vil du præsentere dig? Eller lade mig komme forbi så jeg kan hjælpe pigen, og når jeg er færdig med det, forventer jeg at dig og dine venner'' Hun holdt en kort pause på at sekunder mens hun pegede over med de to mænd som stod ved døren. ''har forladt kirken og ikke såre flere.'' Et lille smil voksede sig langsomt på hendes læber, men det var ikke stort. Hun forventede ikke at de ville gå, eller lade hende komme over til pigen.. Ærligtalt havde hun ikke rigtig været så tæt på en dæmon før, og hun havde ingen anelse om hvordan de normalt var. Hun gik lidt til den ene side for at komme uden om ham. Man kunne ikke se det på hende, men hendes hjerte hamrede så hårdt i hendes bryst, at hun var sikker på at det snart ville hoppe ud, eller at de ville høre det.. Det eneste der lindrede lidt på nervøsiteten var, at hvis nogen rørte hende ville de få et hårdt stød sendt gennem hele kroppen, så det var vel altid noget.