Klokkeklang, Skylar

Tid: formiddag. Tid til bøn.
Sted: Udenfor kirken
Omgivelser: Mennesker, som er på vej til noget.
Vejr: Overskyet, det sner.

Spurv sad på et trappetrin og ventede. Snart ville bønnen være ovre, og hun ville kunne få lov at gå hjem. Hun var blevet træt af at klappe hestene, der kiggede på hende fra under tunge øjenlåg og vippede med deres stolte hoveder og trippede på deres fine, små fødder. De brød sig ikke om, at det sneede. Det gjorde de færreste. Spurv var en smule ligeglad, selv om det var ved at være godt koldt.

Hun havde netop stået udenfor kirken og spurgt sig selv, hvad hun skulle lave på sin fridag da tre ryttere havde nærmet sig. Manden var sprunget af og havde spurgt direkte om hun kunne med heste. Hun havde kradset sig på armen og trukket på skuldrene, og sagt, at hun da havde passet et par stykker gennem tiden. Fra den anden hest havde mandens følgesvend vrisset irriteret og sagt, noget om, at det virkelig ikke ville undre hende, hvis der ikke var nogen heste, når de kom ud. Spurv var blev ganske overrumplet, men manden havde svaret igen i præcist samme tonefald, at når nu det var damen, der ville i kirke, så måtte hun enten tage imod hans bud på et svar, eller også måtte hun finde ud af det selv. Så havde de givet Spurv en stor, blank mønt og lovet een af samme slags når de var færdige i kirken, hvis bare hun ville holde øje med hestene. Hun havde set tvivlende på dem et øjeblik, og derefter indvilliget. Det tilbud fik man ikke hver dag.

Så sad hun der. Med ansvar for tre lidt urolige, smukke heste, som frøs om benene og kedede sig gudsjammerligt. Hun havde givet dem en gulerod hver, men de havde dårligt kunnet tygge for bidsel og andet seletøjstingeltangel.
Hun sukkede og trak benene op under sig, netop som klokkerne gav sig til at ringle. Endelig!

"Hej," sagde Spurv forundret til den lille pige, der pludselig var dukket op ud af ingenting. "Hvad laver du der?"
Det var en yndig lille pige med lys hud og brungrønne øjne. Håret var langt og faldt ned over hendes skuldre som bølgende vandfald. Den slags børn som var i høj kurs på slavemarkedet. Spurv slog tanken ud af hovedet, hun havde bare selv været den slags barn og vogtet sig for alle fremmede. Det havde været tidlig lærdom. Gå aldrig med een, du ikke kender. Eller nogen du kender, for den sags skyld. I nedre by var folk ikke så nøjeregnende med andres børn. Heldigvis havde hun haft Simon som beskytter. Hun kradsede sig på underarmen og gjorde store øjne da en stor, lodden hund kom gående mod dem. Spurvs hjerte slog en kolbøtte, for det var den slags hund, vagter og politi havde, og hun havde aldrig brudt sig om deres skarpe, ulvelignende snuder, intelligente øjne og drabelige tænder.
Men denne hund var anderledes. Den havde mere end bare intelligente øjne. Den havde næsten menneskelige øjne, og den så på den lille pige med et blik, som talte om en indre fornuft og forstand.
"Er det din hund?"

Chie smilede, "Jeg er her for at hente min søsters kæreste, men jeg har ikke lyst til at tage hjem," Sagde hun mens hun kiggede hen på dem. Carlos og Amina stod og snakkede. Rex skubbede blidt til Chie. *Skal vi så ikke hjem alligevel?* Spurgte Rex men triste øjne. *Du kan tage hjem, jeg ville snakke med denne yndige pige* Hendes smil var pludselig væk. Rex havde det med at irritere hende med dumme spøgersmål nogle gange. Hun kiggede på Rex, "Ja, han er min, han bider ikke" Hendes smil kom tilbage. Hun ville meget hellere blive og snakke med pigen her, hun udvalgte sine venner på enden være måde eller hvordan de var overfor hende og andre, og hun kunne i dette øjeblik meget godt lide denne yndige pige. Chie var nysgerrig og interesseret i pigen.

"Kan jeg klappe ham?" Spurgte Spurv og ventede i bund og grund ikke noget svar, for hun havde allerede stukket hånden ud så hunden kunne snuse til den. Forsigtigt kløede hun den på halsen og bag øret og opdagede ikke den tankesamtale, der foregik mellem dyr og menneske.
"Du er en fin og lækker fyr!" sagde hun til den mørke snude og de spidse ører. Så faldt hendes blik ind i schæferens øjne, og hun undrede sig. Den havde yderst intelligente øjne, og hun syntes, hun havde set dem før, hun kunne bare ikke placere dem, overvejede slet ikke muligheden for, at det sæt grønbrune brønde, hun lige havde spejlet sig i, havde været overraskende lig den lille piges grønbrune blik.

"Men din søster og hendes kæreste.. Hvem er det?" spurgte Spurv og rev sin opmærksomhed fri af hunden. Hun lød interesseret og kiggede ind i menneskemængden for at finde nogen, der lignede den lille pige. "Jeg hedder Spurv i øvrigt," præsenterede hun sig uden at tage blikket fra tre personer, der pludselig nærmede sig. Det var rytterne.
Hun hørte lige damen afslutte en sætning med '... finere selskab," så brød manden af, og rakte Spurv en stor mønt med et par overfladisk taknemlige ord, så godt som uden at se på hende. De sad op i tavshed.

Spurv fulgte den lille piges pegefinger og så en kvinde med meget smukt hår. Ved siden af hende stod en ung mand med lidt fremmedartede træk. Hans hud var olivenfarvet og hans hår var mørkt. De førte en samtale, som Spurv ikke kunne høre, men de så ud til at være glade for hinanden.
"Chiemi?" spurgte Spurv for at se, om hun havde fået helt fat på navnet. "Det er et pænt navn! Jeg har ikke hørt det før." Hun kradsede sig bag øret og stak mønten indenfor sin trøje, hvor den forsvandt sporløst.
"Jeg havde lovet at holde øje med deres heste, så ville jeg få en sølvmønt," sagde hun og lød næsten helt stolt, mens den fine herre sad af og hjalp damen med at stramme gjorden. De ikke så meget som værdigede de to piger et blik. Hun kløede stadig Rex, og havde helt glemt, hun ikke brød sig om den slags hunde, det her var et pragteksemplar.
"Hvad hedder han?" spurgte hun, og i det samme brød manden ind. "Har nogen pillet ved hestene?" smældede han, og Spurv så forundret på ham, som om hun ikke forstod spørgsmålet.
"Selvfølgelig ikke."

"Nåh." mandens mund snerpede sig sammen til en tynd streg, og han baskede mere med gjorden. Spurv besluttede sig for ikke at hjælpe, koncentrerede sig i stedet om at kigge fra hunden til den lille pige og tilbage igen. Der var noget sjovt dér, men hun kunne ikke sætte fingeren på det.
Chie, det var ikke bare et fint navn, det var et vældig fint navn! Spurv var bare.. Det var forholdsvist ordinært, i hvert fald blandt gadebørnene, der sjældent kaldte sig andet, end det, de andre børn kaldte dem. Hun selv var blevet døbt spurv, fordi hun var lille og spinkel og havde Nathan. Hvor han var henne i øjeblikket var ikke til at sige, men hun formodede at han sov et sted.
"Bor I her i byen?" spurgte Spurv og blev afbrudt af kirkeklokkerne, der gav sig til at ringe med pludselig højlydthed. Hun spjættede overrasket og pludselig kunne hun se sammenhængen. "I ligner hinanden...." udbrød hun, og det kom måske til at lyde lidt mere som rettet mod søsteren, end som rettet mod hunden.
"Du og Rex.. Altså, på en god måde.."

//Det er ikke kvanti men kvali, der tæller! :3//

"Jeg bor på en kro, som hedder Griffen.." sagde Spurv og opdagede først dér, at smilet var blegnet på Chies læber. Hunden var også stivnet og virkede ikke længere så opsat på at blive kløet og kælet. Hun slap den og lod hænderne falde ned i skøddet. Bag hende satte de rige deres heste i let trav og forsvandt ned ad gaden, hvor folk fornuftigt trak sig væk.
"Hvad er der galt?" Spurgte hun og mærkede, at deres nervøsitet smittede af. Havde hun sagt noget forkert? Hun vidste ikke, hvad det skulle være, men det måtte hun have gjort, for deres ubehag virkede som sprunget ud af den blå luft. Hendes øjne var fikseret ind i Chie. Med fødderne gav hun sig til at fjerne det tynde lag sne, der dækkede trappen og voksede stødt.

"Vi har ikke så mange gæster igen, tror jeg.." sagde spurv og trak på skuldrene. Hun vidste ikke, hvor mange der kom på en almindelig kro, vidste bare at der var mange stille aftner, hvor kokken måtte kigge langt efter bestilling.
"Men altså.. Det er et sted, hvor folk kan komme og spise og leje et værelse, hvis de også vil det.." Igen trak hun let på skuldrene, smilede, og kom med en indrømmelse, "Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det betyder, det er bare det, vi gør."
Den ældre søster var kommet over. Kæresten var med. De stod lidt tættere på hinanden, end man ville gøre med venner. Men hvad vidste hun om det? De spurgte om Chie ville med hjem, og Spurvs øjne gled fra den ene part til den anden, som om det var en tenniskamp. Hun anede imidlertid ikke, at der fandtes noget, der hed tennis, så hvis man havde sagt det til hende, ville hun have smilet tomt. Sikke en selvstændig lille pige. Præcis som spurv havde været fire år tidligere.
"Hej," hilste hun lidt genert på søsteren, og det gik op for hende, at hun følte sig langt, langt mere tryg i den lille piges selskab, selv om der kun var gået minutter siden deres møde, end hun nogensinde ville komme til at gøre i søsterens. Det var i hvert fald hvad hun troede.
"Jeg hedder Spurv.." Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige. Hun kiggede på sine hænder og så på Chie.
"Hvor vil du hen, hvis du ikke vil hjem? Jeg vil gerne med."
Måske havde det ligget i kortene at de skulle.. Et eller andet. Men nu var det helt tydeligt, at Spurv havde forstået det sådan.

Spurv hilste halvgenert. Amina var noget så pæn nu hvor hun var kommet tættere på, og Carlos var tiltalende med olivenhud og spillende øjne, de virkede som ophøjede, viise væsner, der dog så ud til at være ganske fortravlede. Og dem ville Chie altså ikke med. Og hun ville heller ikke spille på sin violin. Violin og alt muligt! Spurv så overrasket på Chie, der viste sig mere nuanceret, end hun havde regnet med. Måske var hun slet ikke.. Sådan en almindelig, lille pige?
Spurv følte sig pludselig lidt uværdig, hun kunne ikke spille violin eller noget andet unikt instrument, med mindre man talte en almindelig fløjte med, og det gjorde man sjældent.
"Lad os bare gå en tur.." sagde hun stilfærdigt og vred sine hænder.
"Hvis det er, så kan vi se om der er is på søen.. Jeg har ikke nogen skøjter, men det er sjovt alligevel.."

Spurv rejste sig og strakte sig så det knagede i hendes ribben.
"Så lad os komme afsted," sagde hun og var allerede på vej med spændstige skridt.
"I øvrigt skal du møde Nathan!" Hun snurrede rundt og smilede hemmelighedsfuldt til Chie, hvorefter hun stak to fingre i munden og piftede. Ikke, at det var nødvendigt, Nathan kendte hendes tanker og hun kendte hans, der var bare en eller anden særlig effekt over at kunne pifte en ugle til sig, og øjeblikket efter var luften omkring Spurvs ansigt da også fyldt med brusende fjer, da den store, hvide rovfugl kom baskende og landede på hendes skulder.
"Sig pænt goddag til Chie," sagde hun til fuglen, der vendte et par søvnige øjne mod den lille pige og klaprede med næbbet.

//Undskyld, undskyld, undskyld jeg har været så længe undervejs >_> jeg har bare så dårligt tid for tiden o-o Skal vi i øvrigt lave et eller andet vildt plot, eller bare fortsætte?//