Er du til at stole på? - Panthera

S: Ashen Wood Forest
O: en masse træer og en lille sø.
T: 18.47 - starten af november
V: meget koldt, solen er gået ned. Halvmånen lyser kraftigt.

Lily Malou sad oppe i et træ og tænkte lidt. Indtil for nyeligt havde hun spist kød fra dyrene og havde ingen problemer med at flå dem levende, men så fandt hun ud af, at hun kunne tale med dem. Det gjorde dem på en måde lidt mere menneskelige. Hun kunne ikke slå noget ihjel, som var så uskyldigt og samtidig kunne tigge hende om nåde, inden hun satte sine skarpe klør i det. Hun kunne jo godt bare ignorere det, men det var rimelig svært. Hvorfor havde hun først opdaget det nu? At hun kunne tale med dem? Nu måtte hun jo både undvære mad og penge. De få penge hun tjente på at sælge skindet fra de dyr hun dræbte, havde hun svært ved at overleve med, men nu havde hun intet. Hun havde ikke andet at gøre end at finde et job og det var da også det hun havde gjort. Ja som tjener på 'Kroen Det Vilde Svin' Hun ville have valgt 'Kroen Det Brændende Træ' som var en del finere med en masse gode historier og ikke så mange slagsmål, men en fattig pige, kunne heller ikke få et rigt job. Det sagde sig selv. Hun havde fået et tilbud om at komme ind på kroen om et par dage og snakke lidt. Det var hvist det der blev kladt en jobsamtale. Hvis bare hun holdt ud indtil da og ikke døde af sult. Hun hoppede ned fra træet og gik hen til søen og satte sig. Hun kiggede på sit eget spejlbillede. En træt udmagret pige kiggede op på hende. Det var i hvert fald sådan hun selv så sig selv. Hun havde en hvid tanktop på og et par lyseblå jeans, som var smøget op til knæerne, fordi de var for korte. Der var kommet en revne påindersiden af venstre lår, fordi hendes jeans ikke havde kunnet holde til en af hendes forvandlinger til en sneleopard. Hun havde ikke noget på fødderne. Hun dyppede sine tæer i vandkanten og kiggede bare ned i det mørke vand. Hun kedede sig.

Lyden af løbende fødder og hulken brød tavsheden, Pan jæger og havde ingen måde medlidenhed med disse sølle mennesker som bare vandrede rundt uden anelse om de de skabt til. Pan smilede svagt af den uskyldige pige hun fanget det smal sag, men hun havde lyst til se folk bugge under. Pigen var ikke ret meget yngere hende, eller det ville sige at hun ret meget yngre end det Pan så til " hvad vil du mig?" spurgte pigen stoppet da det gået op pigen at der ingen chance var for slippe. Pan grinede inden stod på siden af hun svagt sine kolde læbe mødes med pigens, pigen var meget overrasket over kysset, man kunne tydeligt se at det ikke noget hun renget med. Man kunne se Pan allerede havde haft fat i blodet løbe som små floder ned halsen fra de huller hun lavet " Årh det vil slet ikke vide" hviskede svagt pigens øre pigen var pæn Pan følte sig tiltrukket af smukke piger som ikke gammel tildels fordi, ders ikke smagte så uskyldigt godt, men denne pige var anderledes hun var smuk i Pans øjne, Pan lod svagt en glide ned over kinden og ned end til ikke kunne pigen skulle lige til at løbe, men blev idet pan løftede hende og smadrede hende ind i træ.
Pan grinede svagt i det det sagde knæk pigens krop, det ikke varelænge før pigens krop ville give op. Hun havde selv været udsat for pinsler set hende forældre blive dræbt for øjnene af hende, hendes stedfortræder af en far havde misbrugt hende og tævet hende bare fordi hans skulle se om kunne skabe et monster og det lykkdes ham, han havde selv sendt hende væk fordi bange for. Pan forsatte hen imod pigen ige samlede pigen op pigen råbte på i håb om at nogen ville redde hende.

Pan lod svagt sine møde pigens, pigens øjne var blevet store det som vidste sidst time var drog havde Pan tænk sig lade hende leve lidt endnu. Hun elskede lege Pan søgte efter sted hvor hun kunne få fred til lege hun søgte svagt inden hun stoppede hun var ikke alene hun havde fået færten shapeshifter. Pan hvæssede og tvag pigens krop op imod et træ. Hun kyssed svagt halsen inden borede sine tænder i halsen igen pigen skreg af frygt hun bevægede sig heftigt hviklet fik blodetløber hutigere. Pan sugede slap hende idet pigen faldte lydløst til jorden. Pan lod svagt en glide over hendes læber som fik blodet til ligne læbestift. Pan havde sat jagten ind på denne shapeshifter, den fremmede skulle hurtigt lærer at når forstyrrede Pan den fremmede var der på det forkerte tidspunkt på det forkerte sted.

Lily Malou hørte et skrig. Hun vendte rundt og så en kvinde, ikke så meget ældre end hende selv, komme gående hen imod hende. "Hej," sagde Lily med et smil. Hun ville lade som om ingenting var sket, men hun følte sig ikke tryg ved denne kvindes tilstedeværelse. Den måde hun så på hende på. Det skrig hun havde hørt lige før, skulle heller ikke ryge i glemmekassen. Lily havde på fornemmelsen at denne kvinde var årsagen til skriget.
Lily gik op ad vandet og stilte sig et par meter fra kvinden. Hun ville ikke for tæt på. Det kunne også være, at kvinden ikke havde noget med skriget at gøre, men hun bare havde været her ved et tilfælde, ligesom Lily selv. Hun troede ikke helt selv på det, men alle skulle da have en chance, skulle de ikke? Lily smilede til kvinden og gik et skridt tættere på hende. "Hørte du også skriget?" spurgte hun venligt.

Indeni var hun rådden, men uden på voksede frygten i hendes asigtigt Pan var rædselslagen eller sådan så hun ud, hun trak vejret tungt som om lettet og smilede svagt " jeg troede du var vampyren?" hendes stemme var smule forvirret og alligvel venlig og imødekommende, frygten høre. hun gik hen det kønne væsen som foran hende hun kiggede bedende på ham " hjælp mig jeg bliver nød til finde min veninde" sagde hun og stoppede et par meter foran hende. Hun pegede i retning skråt til højre for der vidste at der ældre bygning som skov huggerne brugte når de arbejde om sommeren når de fældede træerne, hun skulle ihvertfald have pigen væk fra liget som lagde i den anden retning ikke langt derfra.

Lily så bekymret på den fremmede. Hvis det hun sagde var sandt, hvilket hun ikke tvivlede på, ville hun med glæde hjælpe. Hun tog hende i hånden og sagde: "Skal jeg hjælpe dig med at finde hende?" Hun sendte hende et smil og begyndte at gå i den retning pigen havde peget. "Forresten er mit navn Lily. Hvad hedder du?" spurgte hun.

Pan betragted svagt det bekymret hendes blik glædede hende smule, men selvfølgelig ville hun hjælpe. Pan lod hende smule fremad forsatte efter hende. Pan ville ikke give pigen hendes rigtige navn lige med det samme så derfor gav hun pigen navn som vidste at folk ikke kendte nemlig hendes barndoms navn som hun havde fået af sine forældre " mit navn er Petra" svarede hun venligt, men pigen havde alt frygte, hun ville blive pigens værste marridt.

Lily smilte. "Hvilken vej er det lige præcis, at vi skal?"
Hun hævede det ene øjenbryn og kiggede rundt mellem træerne. Alt var stille, og hun havde ingen anelse, hvor de skulle lede, for at finde Petras veninde.
"Hvor så du hende sidst? Altså din veninde. Og hvad med vampyren?"
Hvis Lily skulle hjælpe, blev hun også nødt til at vide, hvordan dem hun ledte efter så ud. Hun vendte sig om, kiggede på Petra og ventede på, at hun skulle svare.

Petra gispede svagt, det lødnnæsten som en hulken, men det var det " jeg ... jeg tror det mand sådan cirka så høj" sagde hun lavede overdrevent hånd bevægelse op i lufte for at vise at til forhold hendes højde var han meget højrer, men næsten alle var højre end hende, for hun fra tid menneskene var ret høj. Hun forsatte den retning hun havde udpeget for få pigen til følge efter " MERRY!" råbte hun lod som om hun kaldte på sin veninde, men Pan havde ikke nogen, men gjaldte om at få hende hen til huset og så var hun fanget.

Lily fór sammen, da Petra begyndte at råbe. "Vi skal passe på med ikke at råbe for højt. Hvis vampyren hører os, så er det kun et spørgsmål om tid, før vi bliver fanget." Hun kiggede forsigtet rundt og rettede sig så derefter op.
"Hvordan ser din veninde ud?" spurgte hun stille og kiggede stadig vagtsomt rundt.
Hun kiggede hen på Petra, for at se om hun fulgte med, eller om hun var gået en i en anden retning.

Petra skar svagt en trist grimasse , nu skulle til at fortælle hvordan så, men det varede ikke længe før hun kom ignang " hun er et hovedet højre end mig, hun blå øjne og flammende rødt hår, hendes hud er en smule lys, men hun ikke en vampyr det sygdom som gør at hvid" Pan stoppede for trække vejret og kneb svagt øjnene sammen og sig til igen hulke hjælpløst " jeg kan ikke huske det, men det var ved et forladt hus" hun kneb øjnen samne lignede en som prøvede skjule sine tåre.

Lily kiggede trist hen på Petra. "Det gør mig virkelig ondt, men tror du vi kan gøre noget? Tror du vi kan redde hende? Så du hende blive slået ihjel eller bare fanget og ført væk?" Lily blev nødt til at vide det. Hvis de ledte efter et lig, så gad hun ikke være med. Hvorfor lede efteren, som allerede er død? Hvad er formålet lige med det?
Lily gik hen til Petra og tog hendes hånd. "Hey. Vi skal nok finde hende." Selvfølgelig vidste Lily ikke noget om det. Det var en halv sandehed. En halv løgn. Hun ville bare gerne have, at Petra holdt op med at være ked af det.