I can do this! //Panthera//

O: Folk som more sig.
T: Middag
V: Overskyet
P: billed på profilbilled.

Julianne var kommet ud af Ahen Wood forest, og prøvede at gå rundt som normalt.
Men det var meget svære end hun troede, hun kunne hører hver en puls og hvert et hjerte som bankede. Tørsten plagede hende, som værre end pesten. Hun bed sig i læben, og prøvede at forhindre sig selv i at angribe uskyldige.
Folk kom forbi og hilste, Julianne nikkede og gik hurtigt videre. Hun ville ikke skade nogen.
Hun kørte en hånd igennem sit hår.
*Det er jo sådan her det bliver fra nu af..*
Det var en tanke som kom hurtigt igennem hende. Men den blev hurtigt afstattet.
*Blod..*

Pan sad inde på en kro, rundt omkring sad halvfulde morgen tosser og drak sig fulde. Pan havde faktisk lejet værelse, hun havde intet arbejde lige for tiden og derfor kunne bruge noget tid på sig selv hvilket hun ikke var vant, hendes ene hånd legede med guld kæden, Pan var altid klædt fint på det sådan hun klarede sit job og det med at finde føde. Det lykkedes hende fordi spillede på sit udsende. Pan havde ikke tænkt sig lave noget før aften. Hun smilede svagt imens kedesomligt gav sig betragtede de gående i gaden. Hun følte sig lettere befriet, men skar grimasse idet fuldrik vaklede imod hende, manden var ikke den kønneste han havde stået bagest idet der udelt udsende ud, han slut treserne og havde sparsomt hår, han håbede at være heldig, men det var han bare ikke Pan havde mest lyst til pande ham en. Men fordi ikke ville smides rejste sig op gik op imod baren, men manden fattede ikke nej for han fulgte efter hende med lumsk smil. Pan vendte sig om imod ham hvæssede " hvad er det du ikke forstår" hun skulle lige til at pande ham en da bartenderen løftede i kraven smed ham ud.

Julianne fik øje på dem, hendes nye hørelse overraskede hende.
Næsten lige så meget som den fart hun fik på, bare af nysgerrighed for at se hvad der skete. Hun kiggede nysgerrigt på dem, der kom blod ud af hans mund. Eller var det mon læben?
Blodårene under hendes øjne blev så småt tydligere, og hendes øjne helt tomme og kolde. Hendes skarpe hugtænder kom frem fra deres skjul, og hun kunne dufte den syrlige duft af det søde blod. Det sang i hendes ører, og hun kunne ikke tænke på andet.
Før hun vidste af det, var hun på siden af dem, og var parat til at sætte tænderne i ham. hun kunne ikke styre det, hun ønskede ikke at skade en.

Pan blev lettere forvirret over kvinden som brasende ind i hendes skænderi, hun var drog ikke længe om at se hvad det var, hun tog hårdt fat i pigens arm " det tror jeg ikke du vil" sagde hun trak hende med sig, pan tog ingen hensyn. Hun skulle havde dette nyklækkede tingest væk her fra, faktisk følede Pan et ansvar, nu hvem end der havde forvandlede denne stakkels pige havde ladet hende være for sig selv. Hun åbende døren trak hende med sig ind. Pan havde været for optraget til opdage blodet på hans læbe, men nu fordi denne uansvarlige ung vampyr havde gjort hende opmærksom på det mærkede hun selv tørsten og den brændende hals. Hun sukkede irreteret. Satte hende ned på segnen imens hun gik hen til vinduet gardinerne trukket for det noget hun altid gjore for hende var det vane sag, hun gik uden for dør før det blev aften " sig mig pigebarn hvad laver du her? Og hvor er din skaber?" spurgte hun og havde masse spørgsmål i vente til dette her nye væsen.

Julianne slappede mere af, da færten af blodet var væk.
Nogle måtte tro at hun var ret rolig, af en nyfødt vampyr af være. Det brændte ikke mere som det havde gjort, og hendes ansigt var normalt igen. Hun kiggede på denne kvinde, vampyr sikker ja.
"Jeg ville bare besøge byen, jeg leder efter en."
Hun ledte efter Arason, ham hun var forelsket i. Hendes følelser havde overvæltet hende, og hun tænkte som hun aldrig havde tænkt før. Blod var en af tingene.
"Aramantha."

Arason noget ved det navn virkede bekendt, hun havde engang hvist nok jagtet ham , men det behøvede pigen ikke at vide. Pan begyndte gå en smule rundt " hvorfor er du ikke sammen med din skaber?" spurgte efter hun fået navnet på denne person. Pan havde aldrig selv skabt nogen og hun ville også have svært ved lærer fra sig, men denne pige tydeligevis brug for at vide hvordan tignene forgik. Pan satte sig ned ved siden Julianne. Hun svagt en kærtegne hendes kind " Arason ved jeg ikke noget om, men jeg ved at du har brug for hjælp" sagde hun og smilede kort. Pan var ikke en der smilede meget. Hun rejste sig op " i aften går vi to på jagt" svarede hun gik hen til sit skab, Hun skulle finde det tøj hun skulle have på i aften, pan havde meget tøj og havde oftes svært ved vælge og endte næsten altid med vælge de samme to sæt. Hun betragtede svagt sit skab sukkede svagt. Hun hadede tøj, men endte med tage bllå kjole frem ( se ava) derefter tog sort stiletter frem nogen næsten aldrig brugte, men syntes de passede ret godt.

Julianne vidste at hun nok havde brug for hjælp. Aramantha havde ikke hjulpet hende, dog hun fortalt hende bivirkninger.
"Det ved jeg ikke, skal man det?"
Hun lagde hovedet på skrå, med et nuttet blik i ansigtet. Julianne var bare så forelsket i Arason, men hun vidste at han ikke ville kunne lide hende hvis han fandt ud af hun var vampyr. Julianne sukkede, men smilte forsigtig og nysgerrigt.
"Jagt? Hvad skal vi jage?"
Hendes stemme sprugte nysgerrig.

Pan smilede nikkede, hun og pigebarnet for det var jo det hun var Pan meget ældre end denne nye vampyr " Miit navn er Panthera" sagde hun rakte en hånd frem imod pigen " men kald mig Pan" sagde hun smilede ganske kort. det føltes på måde rart lærer fra sig selvom det ikke var hendes skabning kunne hun vel godt hjælpe denne vampyr til at blive bedre " for det første jag om natten" sagde hun kom med nogen vidre forklarning.

"Okay det er forstået Pan."
Hun smilte forståeligt til Pan, hun vidste at hun kunne lærer en masse.
Men ligenu var alle dufte og lugte stærke, og alle lyde var bare tyligere. Hun var meget hurtigtere end før, det gav et sus i hende når hun løb.
*For det første..*
Julianne ventede på hvad der skulle siges.

Pan smilede da hun havde forstået det første hun gik en smule rundt i lokalet inden hun vendte sig om imod Julianne " for det andet må du tænke det er ikke smart dræbe folk, hvor alle kan se brug dit udsende, skønhed og snille" sagde hun holdte pause på ti sekunder førhun forsatte " duskal lokke dem i en fælde" afsluttede hun kiggede afventende på hende. Der var så mange ting man skulle huske på. Hun lod svagt hendes hånd glide igemmen hendes hår. Julianne havde gangteret været smuk menneske, men nu hvor hun var vampyr var hun blevet umenneskelig smuk og det kunne hun bruge til sin fordel. Hun følet sig næsten hjemme rollen som lærermester, men der var forskel på hende og Julianne.
Julianne var god hvor imod Pan var ondskabfuld og hævngærrig, hun vár blevet trænet hele sit levende liv til at blive et monster, Pan kendte ikke til andet, for hende var det rigtigt, måske hun også kunne lærer noget Julianne selvom hun nok ikke ville erkende det hvis hun gjorde.

Julianne nikkede forstående, hun vidste aldrig hvorfor hendes ansigt blev sådan. Det var ikke en rar følelse.
"Men jeg kan ikke styrre det.."
Julianne kunne ikke styre blodtørtsten ligenu, hun ville bare drikke blod når hun kunne lugte det. Men Julianne var til forskel fra andre, mere medfølelende. Hun var glad for at Pan ville hjælpe hende, det var hun meget glad for. Julianne havde stadig sin evne, evnen til at ændre folks følelser og vil at give dem illusioner og fornemmelsen af følelsen i kroppen. Men det var selvforsvar.
"Men enlig varulve, de er da vores fjender ikke?"
Hun ville være helt sikker, hun ville jo ikke risikere at nogle væsner som ikke kunne lide vampyre kom og slog hende ihjel.

Betragtede Julianne nikkede de fjender og man skulle holde sig langt fra dem, med mindre man vidste hvad man havde med at gøre " vampyr og varulve kan ikke lide hianden, men der er også andre fare som vampyrjæger" sagde hun imens fortalte om det blev mere og mere rastløs. Pan sulten hun mærkede hvordan det brandte i halsen tørsten og hendes som før havde været brune forandrede sig blev røde " når du svært ved styrre det så sørg for at drikke masse blod om aften og hold fra nogen form kontrakt med mennesker" sagde hun på den måde troede pan at det kunne holde tørsten fra døren. Hun svagt en hånd glide igemmen luften " Jo ældre du jom mere vænner du dig til det" sagde hun opmnunterende drog var der ikke opmunterende ved det, man død og kunne ikke have glæder på samme måde som menneskene havde.

Julianne lyttede opmærksomt, og spærrede øjne lidt op.
"Vampyrjægere?.."
Hendes stemme blev lidt mere bekymrende, og hun lagde sine hænder på sine lår.
Hun fik et chok over Pans ansigt, hun var sikkert tørstigt. Det var hun også selv, men det var bare hendes hjerne som sendte hende besked om tørsten. Selvom hendes blodårer underøjne trådte frem, hendes øjne blev anderledes ikk røde. Hun kunne pludselig mærke tørsten, det brændte.

Ansigt: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Pan så hvordan hendes blik ændrede sig de begge sulten, men der var ikke noget gør andet end at vente til aften ville komme hun hun kiggede ud af vinduet og smilede det var begyndt at blive mørkt det ville ikke vare længe ført de kunne komme ud og jage. Hun trak vejret tungt inden hun gik ind på badeværelset ved siden af skiftede til det tøj hun fundet tidligere på dagen " du bliver nød til slappe af trække vejret tungt" sagde hun vidste hvor svært det var, men blev nød til det derefter fandt hun hat trak godt ned over hovedet så røde øjne næsten ikke syndelig.

Julianne prøvede at trække vejret dybt, og roligt.
Hun lukkede øjne engang, og slappede af. Hun tænkte på Arason, og hendes ansigt blev langsomt normalt igen.
"Tak."
Hun var glad for at have Pan til at hjælpe hende, det var hun taknemlig over.
Julianne havde ikke andet tøj en det hun sad i, men det var nu nemt nok at bevæge sig i.
Hun nikkede til Pan, og var mere end klar til at lærer at jage ordenligt.

Hun betragtede svagt Julianne nikkede svagt det var den bedste måde at få tanken om tørsten væk, det metode hun havde brugt meget. Hun smilede ganske kort, julianne fik noget frem i hende som ingen andre kunne. Det var følelse hun havde gemt væk længe, men nu var den pludslig dukket op og det skræmte hende smule at lýsten til holde af beskytte hende var dukket, men kunne gøre andet end bare følge med, det næsten som have sit eget barn. Hun fnøs kort inden bed sig svagt læben mørket var faldet på og nu var det tid til at vise hende hvordan gjorde. Pan vidste hvor svært det hun havde selv været ny.