en løbetur //eric//

At passe de firbenet krækker var noget man skulle hver dag, unge som gamle, men det var nu ikke altid lysten ligefrem skød frem som blomster i jorden. Det var dog til alt held ikke tilfælde for Eric lige netop denne dag, hvor han havde et par heste med ude på en afslappet tur. Ud og få noget frisk luft, det var sundt for krop og sjæl. Samtidig kunne han også lige få en lur, tilpas hengemt under et træ hvor han slap for at blive ramt af solen og til sidst ligne en skolde skid.
At sove viste sig at blive svære end forventet, så han lå og gloede ud i luften og lyttede til sine omgivelser, til han hørte en lyden af noget ildevarslende. Fugle der fløj væk i en større mængde. På meget kort tid var han sprunget på bene og fløjtede på de tre heste han havde med sig. Den første der kom hen, svang han sig op på. Både for at kunne få fart på hvis han skulle væk og samtidig få et bedre overblik.
Hvad han så fra hesteryggen fik ham ikke til at slappe yderligt af. Hvis vedkommende kunne skræmme fugle væk, var det ikke noget godt, selvom han måtte indrømme at der ikke skulle meget til, før de fjerklædte kræ stak halen mellem bene.

Det var en stor lettelse for Eric, at finde ud af at fugleskræmmeren var en dreng der i slet ikke burde gå alene rundt i skoven, hvilke han så ud til at gøre. En smugle naiv virkede han også til at være, men hvis han bare forsøgte at få det bedste ud af et møde, så Eric intet problem i det. Hvis han selv havde været en dæmon eller andet væsen, ville han måske ikke have taget det så let, men nu var han hverken dæmon eller vampyr.
"Hej." Et smil blev hængt til tørre i hans mundvige, mens han overvejede om han skulle hoppe ned. Hvilke det endte med. Nede på jorden, sendte han igen hestene af sted, så de kunne få lov til at spise i fred og ro, mens han selv klarede de sociale formaliteter. "Har du ikke dine forældre med?" Han lod blikket vandre, for det kunne være de kom ilende efter ungen, men det så ikke ud til at der var andre.

Eric var lige ved at sætte hænderne i siden, da ungen fnyste af ham, som var han en idiot, men afholdte sig fra det og lod drengen fortælle sin historie. "Aha." Det store hit ved dem inde i byen. At løbe hjemmefra og komme på eventyr. Eric havde da selv gjort det så mange at hvis han var væk en hel dag og nat, så ville hans forældre knap blive bekymret. Det passede dog ikke helt, men næsten sandt, næsten.
"Eric ... og hvad med dig?" Kom han igen, mens han overvejede om det ikke var fint at undlade efternavnet. Hans var kendt mellem lidt for mange mennesker og han havde ingen ønsker om at få en dæmon hær på nakken. Han havde rigeligt uden dem, så det ville bare være en ekstra byrde.