I just want someone to talk to - Eric

T: klokken er omkring otte om aftenen
S: goldensilver akademiet
O: ingen lader til at være i nærheden. Der virker forladt.
V: vindstille og middellunt.

Det havde længe været på tide at hun kom væk. Lige siden dengang med. Dean, havde hun haft brug for et pusterum.
Iført en sort kjole, der gik ned til gulvet, som havde en sort slids op til hoften i venstre side, og stiletter, gik hun langs Akademiets hovedindgang, tøvende for at gå derind. Hvad ventede hende bag disse døre?
Hun vidste at man kunne se hendes race, at hun var vampyr. Men hun regnede ikke med at det ville give et problem, så længe husholdet sig for sige selv.

Hun havde ikke talt med andre i... Det virkede som en evighed. Hun turde ikke. Alle hun talte med, ville enten myrde hende, have sex med hende eller sælge hende som slave. Hun turde simpelthen ikke mere.
Nu gik rygterne om den stumme kvinde som Sean McGivens vragede. Hun vidste at det var sandt, hun var endt som Sean fandt hende. Uden et liv, uden en stemme, og uden lysten til at leve.

Hun satte sig opgivende på et trapperne ved hoveddøren til akademiet. Hun stirrede lidt ned på sine fødder, på de elegante stiletter.. Stiletter, som Sean havde givet hende... Hun sukkede stille og lukkede øjnene lidt.

Eric, der aldrig i sit liv havde set stiletter, blev dybt facineret af fodtøjet, da han opdagede dem sidde på kvindens fod. Han var alt for optaget af det mærkelige syn til at han tog hensyn til bæreren selv, som iøvrigt også syntes at svømme rundt i sine egne tanker. Så gjorde det sikkert intet at han lige tog et ekstra kig.
Efter hvad Carzador syntes at være længe nok, til at glo på noget dyret slet ikke forstod sig på, vrinskede den højlydt og løftede hoved så det rykkede i seletøjet Eric havde et fast greb omkring. Det lykkes for hesten at få Erics opmærksomhed. De kiggede lidt på hinanden, før Eric så gjorde mine til at gå videre med sine egne tanker cirkulerende om hvad pokker det måtte være. Det så ærlig talt ikke specielt behageligt ud. Havde han haft Camille ved sin side, vidste hun sikkert hvad det var. Kvindemode. Det havde hun mere styr på end ham.
Tanken om hvad Eric endnu syntes at være den mest mystiske kvinde i hele hans verden, fik humøret til at falde lidt ned. Det var evigheder de sidst havde set hinanden og endnu længere tid siden de faktisk havde snakket - hvor de ikke havde været at råbe som et gammelt ægtepar.
Måske han skulle forsøge at finde hende, fik han lige tænkt før han så kom i tanke om at hun nok var feset op til hendes dumme portal for at komme hjem.

Hun bemærkede ikke den unge mand, ej heller hans ganger, før der blev vrinsket højlydt. Lyden var velkendt, og fik hende straks til at krybe sammen, hvorefter hun rejste sig igen. Hun måtte nok hellere komme videre.
Den sidste gang hun havde hørt den lyd fra en hest, var med Jakob. Hun frygtede dage som den. Mord, død og ødelæggelse.
Hun blev bleg, da hun så hvilket væsen lyden var kommet fra. Normalt skræmte dyr hende ikke, men... Dyr der lod mennesker dominerer det, havde en tendens til at være mere aggressive.

Hun så på den unge mand, blonde krøller og blå øjne... Hun bakkede op af trapperne, for at komme væk fra hesten.

Carzador var et vældig praktisk dyr. Hurtig og stærk som tolv okser, eller i hvert fald tæt på! problemet var bare at folk sjældent virkede voldsomt begejstret når de så dyret. Den var lidt stor, bevars, men slet ikke så slem som dens far. Dyret havde gået langt over hoved på Eric, i hvert fald den gang han havde fået Carzador, som den gang havde en størrelse af en pony.
Derfor kom den fremmeds overraskelse ikke direkte bag på ham, selvom hun bestemt ikke lignede en der ville blive forskrækket af et firbenet kræ, der var så mildt og sød som var det ... øh ... noget sødt og blødt. En killing.
"Han gør intet, bare lidt utålmodig." Forklarede Eric, sendte et hastigt smil til kvinden og gjorde så klar til at stige op på hesten, hvilke krævede lidt end hvis det havde været en normal højde hest. Med et lille tilløb på et par skridt, satte han af og fik mere eller mindre elegant sin fod op i stigebøjlen for så at svinge sig over hestens ryk. I starten havde Eric set håbløs ud på hesten og kunne i værdste tilfælde ikke komme op på hesten, men efter både alder og højde var steget, var det hele blevet bedre. Til alt held.

Hun vidste godt, at hesten ikke var farlig. Men rytteren kunne sagtens være det. Skindet kunne bedrage.
Hun nikkede stille, da han forklarede at hesten blot var utålmodig.
Hun vidste godt, at han ikke ville røre hende, og hvis han prøvede ville han nok ikke være så tilfreds med udfaldet.

Hvad skulle hun sige? Hvad skulle hun svare? Hun kunne nok ikke svare, ikke i et format han ville forstå. Hun ville sige, at det var i orden. Men hendes ord ville være en blandet grød for ham.
Hun var bakket tilbage i en tilstand der kunne minde om dengang Sean havde fundet hende. Som om... Som om hun ville begynde forfra, glemme alt om Sean.

Hun kunne knap overtale sig selv til at åbne munden, for hvis han så hendes manglende halvdel af tungen, ville han så ikke flippe ud?
Så hun satte sig bare på det øverste trappetrin og så på hesten og dens rytter. Dog så hun mest på hesten, da hun ikke helt turde se for meget på rytteren, hvis han nu tog hende i at stirre.

Eric vidste ikke helt hvad han skulle gøre af den tavse kvinde, hvilke ikke blev skjult med hans næsten ventende udtryk. Da han forstod at hun ikke havde i sinde at åbne op, vente han sig imod hesten og kløede den på kæben, mens han sagde noget ind i dens ører i en lav tone. Efter at have ført sin enmands samtale med dyret, slap han den og lod den stå hvor den var.
Selv gik Eric op og satte sig ved siden af kvinden og lænede sig tilbage for at kigge op i den mørke himmel. "En tavs vandrende sjæl, ikke så tit man møder dem." Tænkte han højt, før han så kiggede på blondinen. "Er du bare ikke snakketypen eller har den onde heks fjernet din stemme?" Der kunne være så mange grunde til folk ikke kunne snakke. Alle de naturlige grunde, plus alt det magiske. Det gav langt flere muligheder end hvad Eric kunne tælle til, men han var ej heller just habil indenfor matematikkens ædle kunst, som nogle sikkert ville kalde den.

Hun ville gerne svare ham, men tanken om at han måske ikke forstod hende strejfede hende kort.
Hvad hvis han ikke forstod hendes halvslørede mumlen? Med en halv tunge var det jo langtfra sikkert at han så meget som ville prøve at forstå.
Derfor gjorde hun ikke andet end at svare med et kort skuldertræk.
''Der er ikke så meget at sige.'' svarede hun. Jo, hun kunne da sagtens tale, men hun var som altid utryg ved, om dem hun nu talte med, ville gøre grin med hendes manglende taleevne.
Hendes ord havde været grødede, en smule usammenhængende. Men gjorde man sig umage med at tyde det, var det let nok.

Hun så lidt på ham, og afslørede hendes grå-bleglilla øjne. De var langtfra så smukke som hun kunne ønske dem. Men sådan var det nu engang.

Da kvinden endelig snakkede, blev Eric så overrasket over den mærkelige stemme at han helt glemte at lytte til hvad der egentlig blev sagt. Først da hun var færdig med at snakke, gik det op for ham at hun havde talt. At spørge ind til hvad hun egentlig havde sagt undlod han dog. Han fandt det pinligt og han havde ikke lyst til at mose mere i hendes problem, der nok gav hende problemer nok.
Han nikkede som kommentar på hendes svar og håbede det ikke var totalt malplaceret. Han sad lidt og kiggede ned på sin hest, før han så kiggede på kvinden igen. Han kunne ikke se øjne på grund af mørket, men det han ellers kunne se af udseendet virkede ikke slemt. Hun virkede som alle andre overnaturlige væsner, hvilke fik en indre debat sat i gang i ham. Hun virkede fredeligt som en lam, men hun var stadig et overnaturligt væsen og ville kunne vende på en nul komma fem.
"Må jeg spørge hvad du laver her ude? Nyder himlen?" Hurtigt kastede han et blik op på himlen, før han så vente blikket tilbage til kvinden, bevidst om at han nu skulle forsøge at forstå hvad der kom ud af hendes mund.

Hun sukkede. Han var menneskelig, det var der ingen tvivl om. Hvad skulle han ellers være?
Hvad lavede hun der? Ja, det var et godt spørgsmål. Hun burde nærmest være i en kirke i stedet og bede som forladelse for alt det møg hun havde lavet.
''Jeg... Hmm... Jeg prøver vel at finde migselv igen?'' denne gang lød hendes stemme lidt mere normal. Jo mere hun talte, jo mere blev hendes strube vant til at skulle tale, og jo mere normalt lød det.
''Hvad med dig?'' hun så igen på ham, inden hun så på himlen. Hvad mon han lavede der? Var han mon på flugt fra noget? - det var de fleste hun mødte.
Hun så igen på hesten, inden hun bed sig i læben.
''Hvilken race er det?'' spurgte hun stille og nikkede kort mod hans hest.