First meeting with a demon /Zac

Regnen faldt, dråbe for dråbe ramte den jorden med et klask, også et nyt også et nyt. denne afslappende og gentagende aften rytme, var for nogen som at blive slæbt gennem helvede, mens for andre, var det en fryd, som bare skulle nydes til fulde. for sortelveren som sad i et mørkt hjørne udenfor kroen, var det skønt at høre regnen falde, at mærke den mod sin hud, at minde sig selv om sin klan, og sit hjem. hun havde aldrig troet, at verden omkring dem, var sådan et nusse putte samfund, hun havde regnet med dårlige ting, men det hun havde oplevet her, havde bare vist hende, for dårligt et samfund man kunne skrue sammen. hun sukkede, og rejste sig elegant, og stilfuldt op, hvorefter hun begyndte at rette sine ben, og tanker mod kroen. hendes store læder rustning, dækket hende fra hals til stå. den var praktisk, men elegant, og ligesom hende selv, var den smuk, og fangende. hun gik indenfor, og fik nogen blikke fra folk til at starte med, men hun var van til det nu, sortelvere var jo meget sjældne, så at de kiggede undre hende ikke, sortelvere levet jo i isoleret samfund væk fra alt andet, og Zela var jo også nysgerrig på alle de her hvid skind, så hun havde ikke noget dem... af den grund ivertfald.

Sortelveren lod sine lys lilla øjne falde rundt i hele kroen, hun havde god tid, og som et bjerg af is var hendes øjne, så både følelses kolde, og vilje faste, men måske var det bare en facade der var oppe, med alle de øjne, som lå på hende lige nu. nogen skridt bliv nu taget fra hendes side, så faste og jordfaste som en bjørn, og så luftige som en tiger der luret sit bytte an. hun stoppede ikke, før en hånd bliv lagt på hendes skuldre, da hun var cirka halvejs over gulvet mod baren, det var en øl mave mand, der havde kort hår, som var ha angrebet af en vred skaks. han havde nogen tygge brune øjne, og nogen faretruende store næsebor. han stod lidt usikker på hans ben, og brugte næsten sortelveren for ikke at vælte, han havde tydeligvis drukket, hvad hans lunger kunne tillade ham.. også lidt ekstra. men hans krop fejlet ikke noget, han lignet en smed, skægget var kæmpe, og hænderne var rå og store. sortelveren trak sin skuldre ydmygt til sig, som ville hun ikke skabe problemer, og bare forsvinde fra konflikter. da hun trak skuldren til sig, var manden ganske rigtigt ved at vælte, og bliv kun på benene, da en mand, bag ham tog fast om ham, og holdt ham solidt på jorden. den anden mand, havde også skæg, det var lige så langt, men han var en del tyndere, og man kunne mere se hans mave og arm muskler, som tyde på, de de havde samme arbjede. han stod ikke og var ved at vælte af vinden, så han var nok ikke fuld, eller ivertfald ikke nok til det kunne ses. han var skaldet, og havde nogen helt sorte øjne, som manglet pupiller, så en dæmon var han sikkert, men efter han havde givet slip på sin fulde kamarat, bliv de på under et sekund, til nogen nøde brune øjne, som hans ven. sortelveren skulle til at gå igen, til en grum, og afrundet stemme kom bagfra hende, og den fik hende til at vende sig, som på et sølvfad. "ved.. du hvem jeg er?" det var den fulde druk boldt, der ikke kunne lade være med at brokke sig, over hun var lige ved at få ham til at vælte. sortelver pigens ydmyge og sarte kropsholdning, bliv meget mere selvsikker på et øjeblik, og isetdetfor at undgå mandens øje kontakt, bliv hendes blik som symmet fast til hans øjne, og en hånelig og provokerende tone undslag hendes søde læber "Hej folk... der er en her, som har glemt sit navn." hun vendte sig om igen, og skulle til at vandre videre, til den samme ækle hånd, bliv lagt på hendes skuldre igen, denne gang som en mursten. hendes kridt hvide tænder, spidsere end vampyeres tænder, fordi sortelvere kun spiste rådt kød, så skulle hendes tænder kunne klare både knogler, og hårdt ikke stegt kød. der var dobbelt så mange tænder som i et menneskes mund, da de lå i to lag som en hej. de vist kort frem, ikke for manden, da hun jo havde ryggen til ham, men hun trak bare lidt i mundvigen, inden hun tog et fast og stærkt greb på mandens arm, med begge hendes egne, og kastede sig som en sort pander, der sprang frem med kløerne fremme mod sit bytte, kastede hun sig op på mandens skuldre, og med en så brutal og voldlig fremgangs måde, fik hun væltet begge de store folk bagover, og man kunne høre den ene mand skrige og pive af smerte, mens de flyv bagover mod det hårde træ gulv, da nogen skarpe og nådesløse sortelver tænder, havde bidt sig fast i mandens hage, og i mest bogstavelige forstand, pressede hans knogle kæbe, og strammet om den, så de kolde hvide tænder, kom gennem både hage kødet, vævet, og klemte om hans knogle til små tåre trillede ned af manden kinder, også... bang. ramte de alle tre gulvet, men hun var dog på manden som skjold fra slaget, og da slaget ramte, kom der en massiv og grusom knæk lyd, og manden lå nu der, med helt åben mund, mens sortelveren sad med en knust hage knogle mellem tænderne. ham den anden store mand, havde ramt jorden, og så hvad der skete, så han lod en stor dæmon næve slå udefter den næsevise lille tøs, og han forventet ikke nogen ville kunne nå at flytte sig.. det kunne hun heller ikke. manden var en hurtig og stræk dæmon, men sortelvren prøvede slet ikke på det, hun spyttede den skarpe knækkede knogle ud af sin mundvig, og ned i hendes lille søde og bløde hånd, som hun så mødte mandens knyttet næve med, og det var rimelig uventet syntes dæmonen, og ret smertefuldt, da en knækkede knogle stumb, bliv boret ind i hans hånd, så knoglen sad halvejs inde i hans hånd, for selvom Zela ikke brugte meget styrke i at lave den frække date, mellem hånden og knoglen, så var dæmonen jo så venlig selv at ligge saft og kraft i det møde. dæmonens øjne bliv sorte som natten, og en ondskabfuld sadistisk stemme sagde, mens han holdt sig til sin skadet hånd "Det her er ..." længere nået han ikke, før en gammeldags skalde bliv nikket til ham, og hans lænet sig bagover så lang han nu var, bevidstløs. og sortelveren tog over i at snakke "beklager, jeg er ikke meget for skurke talerne." hun fik nu en flere blikke, og hun bliv helt rolig igen, som en lille mobbet skole pige, der aldrig kunne finde på at gøre nogen noget. også forsatte hun sin gang mod baren.

Zag sad stille og roligt og drak af den varme te. Han tog en bid af sin mad, og begyndte stille at tygge den. Zac nød stilheden på kroen, og han så op da dørn gik op. Den knirkede en smule, og ind trådte en sortelve. Zac så sig ikke om, men vidste godt at der var mange som så på hende. Zac var selv en af de mange personer. Han lage hovedet en smule på skrå, og man kunne høre at hans nakke sagde knæk. Det var ikk hver dag man så en sortelver på disse kanter. faktisk for at være ærlig var hun den femte han havde set her i byen i alle de 900 år han havde levet. Han var stødt ind i flere sortelver end 5, men det var et lille stykke yde for byen. *Hvad i alverden laver hun mon her i byen?* tænkte Zac. Han trak på skuldrende af sit eget spørgsmål. *Det ved jeg ikk. Jeg har virkelig ingen anelse* svarede han sig selv. Han tog roligt en tår mere af sin te mens han blev ved med at holde øje med sortelverpigen. Hun var på vej op mod baren da en mand med en stor ølvom pludselig lage en hånd på hende. Pigen flyttede sig stille fra manden, og det så ud som om han var ved at vælte. Zac havde på fornærmelsen at der snart vil ske noget der var mindre rat, så han lod for en gang skyld sin indre dæmon overtage hans krop. Den var altid villig til at overtage styringen.

Zac’s brune øjne blev røde, og hans sorte hår fik et blåligt skær. Hans hvide hud som der før ikk havde været nogle tatoveringer på, fik lige pludselig nogle sorte tatoveringer i ansigtet. Pigen var lige ved at fortsætte da manden som havde lænet sig op ad pigen spurgte om hun vidste hvem han var. Pigen svarede flabet at der var en som vist havde glemt sit navn. Zac kunne ikk helt lade vær med at trække på smilbåndet af pigens kommentar. Da manden lagde sin hånd på pigens skuldre igen kunne zac se at hendes syle spise tænder kom til syne. Pigen tog et fast greb i manden og kastede sig op på hans skuldre. Hun fik vældet de begge de store folk bagover på en så brutal måde at man kunne høre den ene mand skrige og pive af smerte. Zac’s smil voksede ved lyden. Han elskede at se andre lide. Det lå til hans dæmons side. Han nød at se på det som skete. Sortelverpigen borede sine sylespidse tænder fast i hagen på manden, som nu skreg mere af smerte. Zac’s smil blev stadig støre. Hans krop direde næsten efter at være med, men han vil se hvad hun selv kunne klare, så derfor lænede han sig bare tilbage i stolen, tog en slurk mere af sin te, og nød bare showet. De vældede alle tre om på gulvet med et brag, og man kunne føre et forfærdeligt knæk, og manden lå nu på gulvet med en åben mund. Den anden mand havde set hvad der var sket og han blev sur på pigebarnet, og slog ud efter hende. Sortelverpigen spytede noget ud i sin hånd, men hvad det var kunne zac ikk lige se. Det var åbenbart noget som gjorder ondt på den store mand. Zac kunne se at manden ikk bare blev sur, men rasende, og begyndte at sige noget, men nåde kun lige at sige tre ord før soetelverpigen nikkede ham en skalde, så manden faldt om på det hårde trægulv. Pigen kom med en komentar, og gik så over mod baren. Zac var helt måløs. Sikke dog den pige kunne. Zac rejste sig op, og gik over mod pigen. Da han var kommet helt over til hende smilede han til hende og sagde. ”Det var fandme flot klaret. Du er modig, eller måske snare dumdristig. Mit navn er forrestem zac og hvad er deres om man må bede?” spurgte han og så på hende med sine røde øjne. De lyste af ondskab, og morskab over alle de lidelser der lige havde foregået på kroen. Han så stadig på hende med et smil, men smilet var ikk et venligt smil, mere ondt i det. ”Kunne jeg byde på noget at drikke? Jeg gir” sagde han.