A meeting with the demon - Serkan

tid: 23:46
omgivelser: ingen af hvad jeg ved af
Sted: somewhere in the Oasis
Vejr: totalt mørk da der ligger store mørke skyer over området, det er lummert og kunne godt tyde på regn og torden.
På: http://www.annzley.com/upload/image/0BIicIXK.jpg

En mørk skikkelse bevægede sig elegant og lydløst gennem terrænet. De nøgne skuldre på den "unge" kvinde, var det eneste der rigtig lyste op sammen med det lange blonde hår hun ejede. Hvis man så kvinden tættere på, ville man se en skønhed med en sart lys hud og smukt blond hår. Påklædt en rød kjole med sort, stramtsiddende korset der gav en fyldig barm, mange mænd ville kalde guddommelig. Kvinden hed Triana, og hendes udseende for andre ragede hende et hvis sted. Hun brød sig om kjolen derfor bar hun den, ikke for at forføre. Hun vidste selv at hvis hun skulle forføre ville hun kunne gøre det selv med en beskidt sæk på, for hendes talegaver og udssende var i orden, og det var faktisk det der betød mest. under kjolen sad læderremme fast om hendes lår hvor i to daggerter sad i hver rem. Hun var vant til læder mod sin hud, så den irreterende kløe det kunne give mærkede hun ej mere.
Hendes grund til at hun var i denne oase, var ingen ringere end at hun ville kende denne verden godt. Hun var et godt stykke hjemmefra, men hun ville kende stederne, eller i hvert fald vide hvor de lå i forhold til hendes herres hus.
Det kolde blik gled roligt over hendes omgivelser. Det blik hun havde i øjnene havde hun altid medmindre hendes Herre gav hende grund til andet, hendes ellers så smukke ansigt, blev så ondt, skræmmende og koldt kun på grund af dette blik, ikke fordi det var grimt, det var på en eller anden absurd måde smukt til hende.

Hvad Serkan lavede i oasen var et af de spørgsmål som han alene kunne svare på. Han kiggede sig roligt omkring da hans hoved stak op af vandet, søen der var midt i oasen var rimeligt lun, og derved var dette et utroligt behageligt sted at være. Han rejste sig langsomt op af vandet og tog så langsomt sit tøj på mens han kiggede rundt...

Tøjet var et par simple bukser og en simpel skjorte der på ingen måde vidnede om de penge han havde og ej heller den magt han egentligt havde. Han kiggede rundt og hans blik faldt på en ung kvinde, og han satte sine ben til at gå derover.

''Er de vant til disse omgivelser?''

Han sagde det med en helt igennem neutral stemme, og grunden var at om dagen var ørkenen rundt om dem jo indhyllet i flammer, og det var derved ikke til at rejse igennem om dagen.

''De ved godt at ørkenen brænder om dagen, og at det tager så lang tid at det ikke kan nås inden i morgen nat?''

Han så på hende roligt.

En skikkelse i vandet fangede hendes interesse, og for en kort stund betragtede hun manden selvom han var nøgen. Det med at blive genert over en nøgen krop var ikke lige hende, slet ikke når alle kom til verden i den skikkelse. Hun kiggede dog væk til sidst fordi hun begyndte at gå videre. Hun stoppede dog da manden begyndte at snakke til hende. Hun vendte sig om og kiggede endnu en gang på ham, denne gang bar han dog klæder om sin krop. Hun lagde hovedet let på skrå og smilede koldt"Nej, ellers ville jeg jo ikke være her"svarede hun koldt, ligeglad med om hun fornærmede ham, hvad kom det hende ved!?

Hun nikkede roligt til hans spørgsmål"Det er jo ikke fordi der ikke går rygter om det vel?"svarede hun som om han var en komplet tumpe. Hun havde hævet det ene øjnbryn og kiggede på ham med de kolde stikkende øjne, parat til at gribe daggerterne under kjolen hvis det skulle være, hun var god til at folk til at blive vred på hende, så hvorfor ikke også nu.

''Tag det roligt smukke.''

Han grinede bare til hende, da han kunne mærke på hende tydeligt at hun åbenbart havde følt sig angrebet eller truffen af hans ord og spørgsmål. Han havde tilsyneladende fået hende til at føle at han troede hun var dum eller noget i den stil. han havde bare sagt det da han havde mødt flere der var taget der ud om natten i håbet om at kunne komme hjem lidt senere.

''Man kunne jo ikke vide, har da mødt folk der har været tager her ud så tidligt som muligt og så forsøgt at tage hjemad nu her... Der knogler er enten spredt eller brændt til aske...''

Han kiggede på hende roligt, specielt hendes kjole havde fanget hans opmærksomhed, den gav ikke meget mening, det var ikke lige den type kjole man tog på ørkenvandring i. Han så på hende stille.

''Men sig mig, hvem tager på ørkenvandring i sådan en kjole?''

Han betragtede hende helt roligt, som om hendes spydige kommentare ingen effekt havde på ham.

Hun klemte øjnene lidt sammen over hans ord, selvfølgelig var det udseendet han havde lagt mærke til først, men han var jo også en mand. Hun havde ikke engang tænkt sig at blive her så længe, hun skulle nødig være for langt væk hjemme fra ved solens første stråler, hvilket nok ville være lidt umuligt, men hun var vant til at blive straffet så det gjorde hende ikke så meget hvis hendes Herre ville mene det skulle være nødvendigt.

Hun kiggede på ham stadig med hovedet let på skrå og det kolde ligegyldige blik"vi skal jo alle dø på en eller anden måde!"svarede hun bare. Døden var ikke noget der skræmte hende, hvis hun skulle dø i dag, fint med hende, hvis hun skulle dø i morgen, fint med hende.. Hun havde jo ikke noget af værdi i sit liv, hun var slave, følte ikke følelser som andre, faktisk vidste hun slet ikke hvad det betød eller føltes som at else en person, om det så var familiær kærlighed, venskabelig kærlighed, eller kærlighed til en mand eller kvinde. Hun vidste ikke engang om hun var til kvinder eller mænd, dog var hun overbevist om at det var mænd, da hun så kvinder som svage elementer og hun kunne selv mærke at hvis det skulle være skulle det være en mand med magt..ingen kvinde havde nok magt som en mand.

Hun kiggede på ham"en kvinde som bærer det hun lyster"svarede hun koldt." hvorfor svømmer De rundt midt om natten?"spurgte hun, hendes nysgerrighed kom frem som altid, men man kunne ikke mærke det på hende, man kunne intet mærke på hende udover den kolde, ligegyldige facade hun bar på.

''Ja det skal vi, men hvis man ikke vil kæmpe for at overleve og bare vil lade døden komme uden at gøre hvad man kan for at stoppe den, så er man jo blot et svagt væsen og fortjener blot at dø.''

Han sagde det stadig med den samme rolige, neutrale stemme som han havde brugt tidligere. Han havde nogle af disse meninger og han tænkte meget over det med at den stærkeste overlevede og så videre. Han betragtede hende roligt, som hun besvarede hans spørgsmål om hendes kjole.

''Så du er en kvinde som gør som det passer hende? Eller er det blot en undskyldning for at være blevet smidt i det tøj?''

Han sagde det roligt igen, mens han langsomt gik lidt tættere på hende, og langsomt begyndte hans skridt at føre ham i en cirkel om hende som en ulv der kredsede om sit bytte eller en køber om kvæget.

''Jeg havde lyst til det, mere er der vel ikke i det.''

"Så du siger at... f.eks. en slave hellere skulle forblive i live så han/hun kunne blive kastet rundt med hver dag, blive tortureret og skamferet frem for at dø hurtigt, fordi de ville virke svage?"spurgte hun med et skævt smil, lidt facineret af hans måde at se tingene på, og en kold latter rullede også over hendes smukke fyldige læber, der kunne sukke af sødme...hvis ikke de havde siddet på lige netop dette ansigt.

Hun betragtede ham kort, han så ikke ud til at være af meget, men hun vidste selv at skindet ofte bedragede før..Det gjorde hendes eget jo hvis det var det hun ville.
Hun kiggede på ham med et hævet øjnbryn og fik et mere stramt udseende."Jeg bærer det jeg vil, ingen skal sige andet til mig.."hun skulle lige til at sige medmindre hendes herre havde sagt det, men hun ville ikke fremstå som slave, det ville hun aldrig når hun var alene. Ingen havde brug for at vide det."de tror ikke jeg bryder mig om kjolen?"spurgte hun roligt, nysgerrig det var hun, hun ville aldrig gået i noget hun ikke brød sig om medmindre hendes herre havde sagt hun skulle.

Hun betragtede ham roligt, hvert eneste skridt og bevægelse registrerede hun, som et dyr parat til at slås hvis det skulle komme der til. Hun var god til at slås, både med kroppen men også med våben. Triana havde altid gået op i en stærk smidig krop, og det at klatre havde altid været en af hendes talenter. vægge, klipper, træer uden grene... Hun var ekspert på området. Hun vidste også hvordan man begik sig våben og hvor man skulle ramme for en øjeblikkelig død, men også hvor man skulle ramme for at såre en person hårdt så de langsomt ville dø uden der var noget at gøre.
"Så du tog hele vejen herud for at svømme?"

''Ja hvorfor ikke, en slave der er i live har stadig muligheden for at slå tilbage mod dens herre, mens en død slave blot har givet op og derved har givet sin herre mere magt.''

Han sagde det roligt, han var meget bestemt omkring dette, fordi han mente ikke der var nogen grund til at lade sig selv dø når der ikke var andre muligheder end det. han betragtede hende med et stille og roligt blik. Han var ikke helt sikker på hvad han skulle forvente men han var opmærksom.

''En kvinde der er selvstændig, det var da behageligt at oleve for en gangs skyld, og hvad ved jeg, du har en krop der ville gøre dig eftertragtet som slave, men hvis du kan lide kjolen ved du hvad klæder dig.''

Han sagde det med en rolig stemme, den havde en snært af varme i sig, men det var kun for at give hende en falsk følelse af tryghed, sådan var han altid overfor folk han ville eje.

''Ja, hvorfor skulle man ikke gøre det, når man kan?''

"Sandt, så må de jo bare lære at elske deres herskere, der er jo en grund til at herskeren ikke slår dem ihjel!"

Hun var selv overbesvist om at hendes hersker holdte af hende. Hun betragtede ham stadig koldt med et hævet øjnbryn, hver en muskel var spændt så hun var parat til hvad end der ville ske, men man kunne ikke se det på hende, hendes hænder løftede let kjolen op som kvinder jo altid gjorde i disse kjoler så de ikke blev helt beskidte, men det var dog ikke grunden til at hun gjorde det, det ville bare være nemmere for hende at få fat i daggerterne hvis det skulle ende med der var brug for dem.

Hun lo koldt af ham"Selvstændig!? jeg er slave, og jeg holder af min hersker, jeg vil ikke kæmpe i mod ham, for der er intet at kæmpe i mod, han sørger for at jeg har det godt, og hvis jeg har gjort en forbrydelse mod hans ord, bliver jeg retfærdigt straffet. Præcis som alle andre slaver, jeg...forstår bare grunden til straffenene i forhold til andre, og derfor har jeg det bedre end så mange andre"sagde hun koldt og lød som om hun morede sig over ham. Hun skammede sig ikke over at være slave, ikke når det var Neal der var hendes hersker. Den varme han udsendte i stemmen gav hende kvalme, hun følte mere at han prøvede at gøre hende til en svag kvinde som havde brug for hjælp, men det ville hun ikke tillade.

"godt spørgsmål"

''Ja som regel er de mere værd levende end døde, en død slave kan ikke udføre et arbejde hvorimod det kan en levende... At tro der er andre grunde er tåbeligt.''

Han sagde det koldt og spyttede næsten de sidste ord ud. Han betragtede hende roligt, mens han gik rundt om hende, hendes halve udbrud da han snakkede om selvstændighed fik ham til at grine af hende, en slave der var som hende var da blandt den bedste form for slaver men den værste form for individer.

''Nu er der ihvertfald ingen tvivl om at du er svag! Du ser det som retfærdigt at du er slave, og du bliver straffet... Han må elske at have dig som slave, en slave der ikke engang kan se han laver fejl... Men ved du hvad du er bare svag!''

Han sagde det bare som det var i hans øjne, en slave som hende var god, men det gjorde hende ikke mindre svag. Hun var ikke stærkere af at være en god slave, tværtimod, en god slave var oftest svag af sind.

" sjovt..for det er ikke alle slaver der altid har et arbejde at fuldføre"


Svarede hun koldt. Hun kiggede på ham med et skævt smil" Hvad jeg ved er at jeg kan modstå langt større smerte end nogen anden som ikke er slave eller for den sags skyld er slave. Men nu ved jeg heller ikke hvad du mener med svag, og det interessere mig heller ikke. synes du jeg er svag? fint det vil jeg lade dig gøre."svarede hun koldt, hun blev ikke rørt af hans ord, intet kunne ramme hende eller få hende til at udvise følelser.. hun vidste knap nok selv når hun følte noget, udover træthed, kulde og sult...ting som det kunne hun selvfølgelig godt føle, men ikke følelser, kun når det kom til hendes herre, der følte hun ofte ydmyghed, eller vrede hvis han var vred på nogen, hvis han var vred på hende blev hun også vred på sig selv, men udover det, følte hun ingenting.

Hun lo koldt af ham, det at han prøvede at ramme hende, sikkert gøre hende vred, ked af det, ja hvad end det nu kunne være, så prællede det af på hendes ligegyldige facade, en facade som dækkede over ingenting, hvis det over hovedet var en facade mere...hun var ikke selv sikker på hvad det var mere.

Hun kiggede på ham, begyndte at kede sig."jeg vil ikke forstyre dig i at...få vasket pelsen længere.."sagde hun koldt og begyndte at gå væk fra ham. der var noget ved ham der sagde at hun burde begynde at komme hjem ad, væk fra denne mand. Hun havde godt mærket hans varulve aura.

''Hvis du ikke har et arbejde at fuldføre er du ikke en slave, om det er et fysisk arbejde som at malke eller høste, eller det er som et hul er lige meget det er et arbejde. Det kan også være for at kunne statuere et eksempel, alt sammen er stadig et arbejde.''

Han så på hende, hendes grin morede ham, hun ville virke ligeglad men han troede ikke på at hun var det. Det gav ikke nogen mening at være ligeglad med alt, hun virkede nemlig til at have en stærk mening om sig selv, og de fleste der havde det blev påvirket mere eller mindre af hvad andre så sagde om dem.

''Så du tror du er noget særligt? Come on tøs... Den her verden er befolket af væsner og folk der nærmest ikke har en smertetærskel som du selv påstår du har... Du er intet særligt ved at kunne udholde smerte.''

Han sagde det roligt igen.

''Hvis det ikke interesserer dig hvad jeg mente havde du været ligeglad og havde ladet det ligge, men at du vælgere at kommentere på det betyder at du er en lille smule nysgerrig.''

Han sagde det roligt til hende, mens han bare lod den cirkel han gik i blive en smule mindre, overvejede at bruge noget magi på hende, men valgte lige nu at lade være, og vente at se.

''Uhhh hvor er du dygtig du kan fornærme en varulv på den simpleste måde... Hvad så forventer du at få en godbid nu eller et klap på hovedet? Som den ynkelige undskyldning du er.''

Hun sagde intet til alt det han sagde, men et ægte smil sad på hendes læber, hun morede sig over ham, det var næsten sødt at han troede at hun ikke var oprindelig ligeglad, men hvordan kunne han også vide at hun elskede at puste til ilden og få folk til at blive ved med at køre videre imens de troede det gik hende på, selvom hun ikke viste det. en lille latter rullede over hendes læber over nogle af hans ord, man kunne næsten kalde ham komiker jo!

"hvis jeg virkelig ikke er noget særlig, hvorfor så ikke lade mig være? ligesom man plejer at gøre!?"hun spurgte med det skæve smil, hun var stadig kold, der var intet at ændre der. men hans cirkulation omkring hende fik hende til at kigge ham direkte ind i øjnene"hvad vil du mig?"spurgte hun koldt men rolig. Hun havde lagt hovedet let på skrå imens hun betragtede ham"Jeg er et yderst nysgerrigt væsen, men det gør jo ikke jeg faktisk interessere mig for din mening, min nysgerrighed opbygger på at den håber du siger noget klogt..sådan er det altid, og jeg bliver nærmest altid skuffet over personers mening"sagde hun med et lille smil der ikke var til at tyde.

''Jeg har egentligt ikke sagt du overhovedet ikke er noget særligt, jeg har blot sagt at det ikke gør dig særligt at du kan udholde smerte.''

Han sagde det ganske roligt, fordi trods han kunne stå egentligt at svine hende til ville han heller ikke lyve for hende, hvorfor han så sjældent løj viste han egentligt ikke, det lagde bare ikke rigtigt til ham.

''Så du forventer noget klogt? Jamen skulle du så ikke bare gå hjem og sutte din herre? Så siger han vel noget klogt til dig?''

Han så på hende, virkede som om det han lige havde sagt var ikke eksisterende, når han kom med de bemærkninger virkede han mere kold og ligeglad end man kunne forestille sig, hans stemme virkede også helt død imens.

''Jeg vil eje dig.''

"så du synes at jeg er noget særligt? særligt eller ej at udholde smerte, hvis jeg ikke kunne det ville jeg være endnu...hvad var det nu...svagere"


Hun sagde det koldt, hun var ligeglad med hans mening om hende, hun kunne jo alligevel ikke bruge den til noget, selv hvis hun ville. Hans cirkulation om hende irreterede hende og hun kunne betryggende mærke knivene mod hendes lår, ligge prikke hvis hun bevægede sig forkert.

"hvad end han ville sige, ville det være klogere end det der nogensinde kommer til at løbe over dine læber"svarede hun koldt og med et hævet øjnbryn, han begyndte at irretere hende ret meget især da han nævnte hendes herre på den måde, men hun nægtede at vise ham det, hun forblev iskold og rolig.

Hun stivnede let over hans ord."Jeg er ikke din at eje, og vil aldrig være det, medmindre det er min herres ønske"hvislede hun iskoldt og begyndte med bestemte skridt at gå væk fra ham, hun var lidt utryg ved hans sidste ord, det havde hun ikke lige regnet med, og hvad hun ikke forstod var, hvorfor ville han eje hende!?

''Som sagt det må være noget du selv må finde ud af.''

Han grinede bare af hende, hun virkede mere og mere svag jo mere de snakkede, hun var jo helt igennem knust for viljestyrke og selvstændighed, hun så hendes herre som det største i verden. Det var jo ligefrem grinagtigt.

''Så du mener alt hvad din herre siger er klogt også selv hvis han begyndte at klantre at du var et menneske?''

Han vidste ikke helt med garanti hvad hun var, men han var sikker på hun ikke var et menneske. Han betragtede hende bare og et svagt hånligt grin gled over hans læber da hun stivnede.

''Nurh bliver den lille pige bange?''

"Jeg tror ikke det er noget jeg gider at spilde min tid på"


Hendes stemme var kold og hånlig og et irreterende psykotisk smil viste på hendes læber. Hun var ligeglad med hvordan han så hende, hvorfor skulle hun også gå op i det? han var ligesom så mange andre, troede han kendte Triana efter en kort snak. Men selv efter mange samtaler ville folk stadig være uvis på hende, selvom de mente noget andet.

"Det har jeg aldrig sagt, og hvis han begyndte at sige jeg var menneske, ville jeg lade ham, men jeg ved hvad jeg er. Ord er intet, de gør intet, de kan ikke såre dig, de kan knap nok gøre dig glad, medmindre du overbeviser dig selv om det er sådan." hun svarede ham koldt og lettere fraværende imens hun forsatte sin bestemte men rolige gang væk fra ham.

"hvis du kalder det bange at man ikke vil ejes af dig, så er jeg vel. Men jeg vil hellere slippe for at du skulle prøve på at gøre mig til din at eje"svarede hun køligt.

''Jeg siger ikke du er bange af den grund, men du er bange for at det vil kunne lykkes mig.''

Han gik bare frem mod hende ganske roligt, mens han langsomt mumlede noget, det ville få rødder til at bryde op af jorden lige foran hende, og hvis hun ikke undveg dem ville de gribe fast i hendes fødder også.

''Du er nervøs for at jeg faktisk er i stand til at gøre dig til min ejendom, at jeg har magt nok til det, og at du bagefter vil blive straffet af din nuværende herre for at være svag.''

Han gik bare fortsat frem imod hende. Hun skræmte ham på ingen måde ved at være kold eller psykotisk. Han betragtede hende bare roligt, mens han konstant så hende i øjnene, med et svagt glimt af begær, ikke begær seksuelt men et begær for magt.

"hvordan vil du gøre mig til slave når du har ingen måde at gøre mig ondt på, så jeg ikke vil være bange for at smutte væk lige så snart jeg ser chancen?"spurgte hun koldt og lettere irreteret. Hendes blik gled ned over rødderne, og hun vendte sig om og kiggede mod ham, med et blik der lynede lettere vredt. Hun gik direkte mod ham med rolige skridt.

"Nej jeg er ikke nervøs for det.. hvis det virkelig skulle ske, ville jeg ikke være det længe. Og straffen vil ikke røre mig, men hans skuffelse over mig vil."svarede hun koldt. Hans blik irreterede hende, han ville aldrig kunne få magten over hende når hun intet havde at miste til ham, hun ville aldrig blive bange for ham, slag og tortur rørte hende ikke. hun var vant til at blive mishandlet, at folk trådte på hende og at dyr blev bedre behandlet end hende. Men ingen af disse grunde havde fået lov til at ramme hende, derimod var hun blevet imun over for den slags, hvad folk sagde rendte hende, hvad folk gjorde mod hende skulle hun nok give igen af, medmindre det var hendes herre.

''Bare vent jeg skal nok finde ud af det på et tidspunkt.''

Hun måtte jo have en svaghed et eller andet sted, fordi hvorfor var hun ellers slave for ham hun var det for? Det gav jo ikke den store mening det hun sagde. han skulle nok finde ud af det en eller anden dag. Alle væsner selv de stærkeste havde en svaghed, nogle var bare ikke nemme at komme ind og finde og andre var meget svære at bruge.

''Rør det dig slet ikke at du siger at du ikke kan gøres til slave men at du så istedet har valgt at lade dig selv være så svag at du er helt igennem hengiven overfor denne mand?''

Han gik frem imod hende, og mens han gjorde det mumlede han lidt, og rødder snoede sig op af hendes fødder og videre op langs hendes krop ind til de havde fast i hendes hænder også. Her ville de så hive hende imod jorden og få hende til at stå i bro.

''Ser du frøken... du er en hengiven slave, hvilket er sjældent men samtidigt er det meget kedeligt.''

"held og lykke, jeg hverken elsker eller bliver elsket, jeg har ingen familie, jeg har ingen kæledyr, jeg har intet jeg holder af, end ikke en genstand."

Hun kiggede koldt på ham, hun havde ingen svaghed...så vidt hun vidste, hvad fanden skulle det væ... hun vidste nok godt nu hvad kunne være hendes svaghed, men det var ikke noget hvor hun...nej det ville være forkert at sige..hun ville ikke vide hvordan hun ville reagere på det faktum.

"Nogle gange må man være snedig og vente i langtid, også flere årtier, før man får sin chance. man skal være rolig...afklaret og have overblik altid..når du har det skal du nok finde en smuthul"svarede hun og kiggede lidt dumt på ham som om han var lidt dum...problemet var jo bare hun blev jo behandlet godt af Neal, og hvis hun pludselig ikke havde Neal mere, hvad fanden skulle hun så gøre!?

Hun kiggede vredt på ham da hun mærkede rødderne, og kort efter stod hun bøjet i bro på en lidt forkert måde uden det gjorde ondt på hende eller så farligt ud. Hun mindede lidt om en elastik fordi hun var så smidig.

"sig hvad du vil, jeg er ligeglad vovse"

''Jeg skal nok finde ud af det på et tidspunkt.''

Han begyndte stille at gå rundt om hende. Han vidste der ville være noget et sted der kunne gøre at hun ville være medgørelig det var han ikke i tvivl om. Han betragtede hende roligt, som hun stod der bøjet i bro. At tage brug af hendes krop var selvfølgelig et oplagt valg, men alligevel ikke.

''Efter hvad jeg kan høre dig fortælle om din herre kunne du brække hans nakke hvis du ville, så hvorfor vente?''

Han så på hende ganske stille og roligt, mens han gik hen til hende helt stille og roligt, han fandt en kniv frem og skar bare ganske stille langs hendes krop så kjolen kunne tages af nemt.

''En yndig krop må man sige.''

" du begynder bare at lede"

Hun fulgte ham irreteret med øjnene hun gjorde alt for at komme fri men der var intet at gøre mod disse rødder. Hun tænkte ikke længere over det der kunne måske være hendes svaghed. Hun vred sig endnu engang og man kunne så på bevægelserne at hvis ikke det var fordi hun var bundet havde hun nok lavet nogle mærkelige rotationer omkring sig selv ligesom en slange. Hun håbede lidt st hvis han ville udnytte hende seksuelt at han så ville lade kjolen sidde på forså ville han skære sig temmelig meget og dybt på hende daggerter der sad bundet om hendes lår i læder remme.

Hun kiggede vredt på ham da hun hørte kniven flå kjolens stof fra hinanden. Hvis der var noget hun hadede så var det voldtægt ikke fordi hun blev ked af det som mange kvinder nok blev, næh hun blev bare vred og irreteret og lovede folk eder forbandelser og hævnagter.

" den er ikke din at røre!!"

''Men inden da vil jeg have lidt sjov.''

Han smilede bare til hende, mens han betragtede hende roligt. Han kunne ikke bare lade hendes krop været, så han betragtede hende roligt, han fjernede alle hendes våben også da kjolen den var blevet fjernet. Han var ikke typen der bare voldtog. Han forsøgte altid at gøre modparten tændt.

''Ikke min? Hvis jeg tager dig er det vel min at røre? Hvad vil du gøre ved det!?''

Han gik op til hendes hoved, og satte sig ned på knæ ved siden af hendes hals. Han kiggede på hende roligt, og lod bare en hånd glide ned af hendes kind og hendes hals, til hans negle langsomt gled over hendes hals og efterlod røde mærker...

''Ser du jeg tager hvad jeg vil! Jeg har magten jo!''

Han stillede sig overskrevs på hende stadig fuldt påklædt og betragtede hende mens han tog sit bælte af og bandt det om hendes hoved sådan at det sad i hendes mund og strammede det til, sådan at det at tale ihvertfald var svært. Han trådte ned af hende, og begyndte at kærtegne hendes klitoris.

Hun kiggede vredt på ham, hun ville ikke lade ham gøre det.. Selvom hun ikke kunne gøre så meget i denne stilling.. Selv som slange menneske..

Hun blev mere vred over hans smil. Hun kunne intet gøre hun var fuldstændig hjælpeløs.
Hun trak vejret dybt hvilket kunne ses tydeligt på hende.

" kun hvis du har tilladelse fra min herre er jeg din at røre men ikke før"


Hun hvæssede ordene ud og kiggede på ham, spyttede efter hans ansigt. Hun rullede øjnene over hans blide kærtegn.. Tænk at tro hun var typen til den slags.. Hun kunne knap nok mærke den slags! Da han rev hende ned af halsen var det noget hun bedre kunne lide. Smerte var lige hende.

" lige nu tager du ikke, det er ligesom at fange fisk med hænderne. Lige nu er jeg i dit greb i det næste spræller så livligt og pludseligt at du får et chok og kommer til st give slip på mig så jeg kan forsvinde"

Hun hviskede det koldt og hvæssende, provokerede også. Hun kiggede op på ham sp godt hun nu kunne. Hun bevægede hovedet voldsomt da han ville spænde bæltet fast. Han fik dog bundet det om hende alligevel.
Hun trak hurtigt vejret en enkel gang, overrasket over hans berøring men nægtede så at lade ham høre en lyd fra hende, hvis hun nød det. Dog var det mange mange pr siden hun sidst var blevet rørt der så hun skød ryggen svagt en gang i mellem. Hun prøvede hele tiden at sparke ud efter ham men man kunne ikke se det for røddernes faste greb om hende.