Fremmed, Erica

Sted: Kro
Tid: Aften, ret sent, vinter
Vejr: Koldt ude, rimfrost
Omgivelser: Mennesker, der spiser og snakker.

Mørket var faldet tidligt på som mørke nu har for vane i vintertiden. Natten var kommet som et stort, mørkt kattedyr med silkefødder og en lang hale af kold og klar stjernehimmel. Fløjelspelsen bølgede og skyggerne blev lang, voksede ud mellem huse og ind mellem mennesker, der straks søgte væk, ind i deres små hytter hvor de tændte gule lys for at holde rovkattens sagte spinden ude.

De søgte også ind på kroen. Spurv sad i et hjørne og spiste sin aftensmad og prøvede at læse et brev fra broderen Simon. Han skrev så pænt, med krøllede bogstaver, at det var helt svært at forstå. Hun knurrede og så op, netop som døren gik.

Sneén krøb væk som sandkorn for vægten af de roskinds vinter futter der gik fra lige under knæet til fodsålen med en dyb centimeter kerne læder med et stykke gedeskind og lamme pels på indersiden af læderet for at isolere varmen i futten. En tynd og magre pige kæmpet sig som en kriger på en slagmark, for at komme igennme det højde vinter sne driv, mens hendes kappe bare flakket med natte vinden som et spøgelse, og med den elegante men praktiske læderdragt farvet mørkere end indersiden af darth vaders hjerte, og det dun fine hår der børstet sig ned af de hvide og attraktive kinder, kunne nemt den skønne nyance mellem mørk skikkelse og hvid hud give gåsehud at se på i det skræmselfulde mørke.
Erica åbnet døren til kroen. Dækket af et bælte langs mellemgulvet af små træ spyd, og lyden af små jern kors der hang i en klumb ved hendes side, og stanken af indeborene had og fordæv gjorde de fleste i kroen gav lave blikke mod hende, og selv de små hjerne kunne tænke sig frem til hun var en jæger af en slags.

Forbløffende, tænkte spurv og stak brevet tilbage i inderlommen. Denne kvinde havde formået at standse enhver snak et øjeblik, og havde trukket alles øjne til sig. Ikke uden grund. Først og fremmest var hun en pæn dame med mørkt hår og fine træk. Det bløde lys fra ild på arnen og krystallamperne ved de små borde faldt over hendes skikkelse og lagde skygger under de høje kindben og om den stædige hage. Den fik hendes hår til at skinne og blev spejlet i et par intense øjne under tætte, mørke vipper.
Derudover var hendes påklædning opsigtsvækkende. Hun var klædt til kamp i læder og stål og havde adskillige træstykker langs bæltet, der var strammet omkring en åleslank talje. Det lagde man imidlertid først mærke til senere. Det første indtryk var stemningen, hun bragte. En vrede, der sydede under den lyse hud, det kunne ikke beskrives bedre. Spurv sank noget og rejste sig.
"Godaften, kan jeg hjælpe dig?" spurgte hun, da hun kantede sig vej fra sit afsides bord og hen mod kvinden. Samtalerne var begyndt igen, men de var mere dæmpede nu, og adskillige øjne hang stadig i smug ved den nyankomne.

Erica gik mod baren, og da en lille spinkle kro servitrice sagde ordne til hende -Godaften, kan jeg hjælpe dig?- lagde Erica sin spinkle og svage hånd på den lille pige og skubbet hende som en bjergtrold der skubbet en kampesten væk for at kunne komme forbi, og lod hende falde mod den ubamhjertige bordkant af det ene kro bord. Erica kiggede ikke om pigen ramte eller fik grebet balancen, da fra første blink pigen var ude af Ericas vej, betød hendes fodfæste intet for Erica, og hun lagde mildt sine fingre danse på overfladen af et af spydne, og havde sine øjne limet på en mand der krummet sig sammen ved baren og drak hygsomligt af sit krus med dværge øl, men skævet over skuldren mod Erica som hun kom gående, som et får der glukket efter ulven. Erica tog toppen af spydet op og kastede det op i hendes hule håndrum, og som om hun kastede en kniv, kastede hun træ pælen mod ryggen på manden i baren, lige ved hjertet bagfra, så præcis som stod hun en fods længde fra ham, men manden var hurtigere end vindene selv, satte sit krus med ølen foran spidsen på pælen, og lod den tage slaget fra pælen, hvorefter han greb den med den anden hånd nu hvor farten var taget af fra at bore sig igennem kruset. Erica greb om et nyt træ spyd, men en sprang op fra sit sæde tæt på hende, og greb fast i hendes højre arm, og med hendes minimale krops styrke bøjet hun sig ufriviligt for mandens vilje til at holde hende boltet fast til jorden. Erica prøvet at kæmpe, men hun havde ikke en chance mod den store mand der holdte hende, men kæmpet hårdere da manden løftede hende op på skuldren som en død kyling, og bar hende udenfor på skuldren. Erica var en stædig og god kæmper, men hun var kun god til at kaste ting, og i mandens arme var hun hjælpeløs, og mens hun følte et lille klap på hendes numse for at irratere hende, lavet hun en skævt smil inden hun bliv kastet med hoved først ned i den grissesti der var ved siden af kroen. Mudder fløj om ørene på hende, og hun lå ydmyget og beskidt i et lag af rent lort og vådt jord. Hun kunne høre nogen folk grine og håne hende, men i hendes hoved var der kun en tanke... at hun var heldig den store mand ikke også var vampyr.. Men selvfølgelig vejet ydmygelsen stadig tungt i hendes bryst, men en svag lettelse af at vampyren ikke kunne skaffe sig af med hende mens folk så på, gjorde hende lidt bedre tilpas tros hendes hår og krop lugtet af bræk, og folk nyd synet

Spurv kvækkede forskrækket og vaklede et halvt skridt bagud, da damen skubbede til hende. En sagte, fjendtlig brummen gik gennem krostuen. Folk havde set, hvad der var sket, og de brød sig ikke om det. Et hårdt skub midt på brystet, der ville have sendt hende baglæns på enden eller ind over et bord, hvis ikke hun havde været smidig som et ungt træ, der bare lader sig bøje af vinden frem for at blive revet op med rode. Hun nåede at notere sig at damens hånd af udseende var lille og fin med lange fingre og pæne negle, som om hun aldrig havde udført en dags ærligt arbejde. Som kontrast til håndens udseende var der ikke noget svageligt over det skub, den kunne præstere, og det tog lidt for mange sekunder, før Spurv havde sundet sig nok til at vågne op til dåd.
"Hej, hvad tror du, du.."
Begyndte hun, spruttende af voksende vrede, men kvinden fortsatte uhæmmet sine krigshandlinger og sendte et af sine træstykker afsted som var det en dolk eller noget i den dur. Først dér lagde hun mærke til, at træstykkerne var tilspidsede som knive, så for alle ulykker i universet, sagde hun til sig selv og rettede en bøn til en af de guder, hun normalt ikke plejede at tro på, om at skåne manden fra døden - og derved hende fra at tørre blod op.
Han blev heller ikke ramt, men det gik så hurtigt, at det knapt kunne opfattes med det blotte øje. Han drejede sig i en glidende bevægelse og i hans hånd knustes et krus med overdreven voldsomhed. Een skreg forskrækket. En anden følte åbenbart trang til at handle, for han greb kvinden og slæbte hende udenfor over skulderen.
"Nej, kan I så.."
Spurv sprang efter ham, for han indbød i alt for høj grad til et af de værtshusslagsmål som alle kroejere frygter, men han verfede hende bare væk med hånden og smækkede døren op. Den smukke kvinde røg direkte i grisestien, og Spurv måtte skjule et smil, der udtrykte lige dele medlidenhed og morskab, med hånden. Hun var ikke den eneste, der var fulgt efter, faktisk havde den store mand fået følgeskab af næsten alle fra kroen, og nu var snakken vendt tilbage. Den blandede sig med den isnende vind, der fik Spurv til at gyse, og latteren steg op mod den snefyldte himmel. Den store mand modtog adskillige skulderklap, og han bukkede komisk og trampede derefter ind i krostuen igen.
"Kom med ind," var der een, der sagde til Spurv, "Lorenz giver en omgang," men hun rystede på hovedet og lovede, hun ville komme senere.
"Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte hun igen damen, og de, der stadig betragtede hendes mudderbad, grinede skadefro.