Hyggelig dag i skoven //Alane//

T: eftermiddag
S: Skoven
V: Sol og lidt skyer, køligt
O: Nogle dyr og væsener

Skoven var nok ikke et sted man skulle forvilde sig ud hvis man var bange af sig. Idag var der godt nok forholdsvis roligt, men om aftenen havde alle væsener frit spil i mørket. Nede ved floden og inde mellem træerne løb en lille flok ulve rundt og legede. Hvis man var ulve-kender ville man kunne se, at det mest var unge ulve der løb rundt sammen her.

Kairi var godt nok næsten lige flyttet til byen, men skoven her havde hun kendt til hele sit liv. Da hun boede hjemme i landsbyen havde det været det sted med flest ulve i nærheden, og da hun nu engang forvandlede sig til en ulv, var det her hun foretrak at løbe rundt. Flokken her var blevet hendes familie på lige med menneskene i byen, og hun elskede at løbe rundt sammen med dem.

Alane havde altid boet i skoven men umiddelbart så det ud til at hun snart skulle flytte herfra. Hende og Sean havde været ude og kigge på et nyt hjem hvor de begge ville kunne bo og derved være mere sammen. De var ikke ligefrem det par som hang allermest op og ned af hinanden. Tvært imod gik der lang tid mellem de så hinanden og det var de kede af så derfor valgte de at de ville flytte sammen. Måske det ville hjælpe, det var i hvert fald det de håbede på. Alane havde gået rundt i skoven flere timer, egentlig bare gået og nydt skoven og dens lyde. Hun var klædt i et par sorte stramme men dog elatiske bukser. På overkroppen bar hun en hvid skjorte med en sort vest udover som havde et snørre liv foran. Hendes lange hvide hår var sat op i en hestehale.

De grønne lettere dyriske øjne faldt på den ulveflok som rendte og legede, hun kunne huske da hun selv havde gjort det. Men nu var hun jo blevet voksen og havde en masse ansvar som skulle passes. Det var stadig underligt for hende at fatte at hun var blevet valgt som leder. Det var så uvirkeligt men det kunne hun ikke blive ved med at hænge i. Hun måtte tage sig sammen og vise hvad hun duede til og hvad hun virkelig ville gøre for racen i helhed. Det varede ikke længe før hun satte sig ned på en væltet træstamme, dybt i sine egne tanker. Øjnene kiggede udover landskabet foran hende men hende selv var et helt andet sted.

Kairi løb rundt i sine egne tanker og legede med sine "brødre" og "søstre", da hun pludselig bemærkede nogen der sad på et væltet træ. Hun sneg sig nærmere, og da hun kom tæt nok kunne hun fornemme at kvinden der sad der vidst ikke var et normalt menneske. Hun så rundt på flokken, og gav dem tegn til at holde sig tilbage. Så løb hun hen bag et træ og forvandlede sig til menneske, og tog sit tøj på som hun havde lagt der. Hun var iført lyse pels-bukser, korte sorte støvler og en langærmet, kort, grøn uldkjole. Det var det, hun typisk gik i når hun skulle ud i skoven. Inde i byen gik i noget helt anderledes tøj.

Hun gik hen til flokken igen, og aede de der stod hende nærmest over hovedet. Så vendte hun sig rundt og så på kvinden, før hun langsomt gik hen mod hende. Hun ville ikke skræmme hende, så hun gav flokken tegn til at holde sig hvor de var. "Goddag" Sagde hun stille, da hun var tæt nok på kvinden.

Hun havde allerede regnet ud af mindst en af de ulve der løb rundt og legede ikke var helt ulv og tydeligt var ældre end de andre. De grønne øjne forsatte med at observere dem, det var som om man allerede kunne se det på hende, hun vidste det, vidste endda også hvem det var. Hun blev ved med at se på den samme ulv men lod til sidst sit blik glide et andet sted hen, hun ville heller ikke virke som en stalker eller noget. Alane var der jo sådan set kun fordi hun ville slappe af og hvis de ville lege så skulle de være velkommen til det. Hendes grønne øjne gled op på himmelen hvor hun betragtede den.

Alane røg frem og tilbage mellem virkeligheden og sin tankeverden. Men dog blev hun flået tilbage til virkeligheden da hun mærkede en nærme sig. Hun løftede blikket og så direkte på kvinden som kom mod hende. Hendes blik var ikke ubehageligt men afventende. Hun kiggede på ulvene og gjorde tegn til at de godt måtte komme tættere på hvis de ville. Hun blussede nærmest af en form for lederskabsånd men hun virkede hverken arrogant eller noget. Hendes blik landede på kvinden igen da hun snakkede, et stille smil blev sendt hendes vej før hun svarede hende, "Goddag".

Kairi vidste at kvinden havde "genkendt" hende, forstået sådan at hun vidste hun ikke var en rigtig ulv. Hun smilede da hun så kvinden give tegn til ulvene om godt at måtte nærme sig, og vendte sig og så på dem. Hun var en del ældre end de fleste af de her ulve, og havde set mange af dem blive født, enten da hun som lille sneg sig ud i skovene om natten, eller da hun blev ældre og tilbragte det meste af sin vågne tid herude. Det var også derfor hun havde så god tilknytning til dem, og de så hende lidt som en leder når de løb rundt alene herude. De havde selvfølgelig deres rigtige leder i den store flok hvor deres forældre også var, men når de løb rundt herude alene var hun deres leder. Og hun nød det faktisk, det var jo en enorm tillid de viste hende, at lade hende lede dem og bestemme over dem. Hun havde nu heller aldrig svigtet dem, var næsten ude hos dem hver dag stadig selvom hun nu boede inde i byen, og gjorde altid hvad der var bedst for flokken som helhed.

Hun rev sig ud af sit tankespin, og gav ulvene tegn til at det var okay at nærme sig. Hvis kvinden var okay med det ville hun da ikke stå i vejen for at lade dem møde hende, så hun smilede og lod dem gå forbi hende og hen mod kvinden. Hun vendte sig om igen og smilede til hende, mens de mest modige af ulvene kom hen og gav sig til at snuse til kvinden. "Bare rolig, de gør ikke noget." Sagde hun og smilede venligt. "De vil bare sige hej."