Druiderne(Valrun)

Tid: Eftermiddag
Sted: Ashen wood forest
Vejr: Solskin
Omgivelser: Fredeligt
På: Sort løst tøj, bælte med dødningehoved bæltespænde og 5 daggerts i blå rejsekappe(se billede) og hans 2 sværd

Det var eftermiddag og Dust gik roligt ind gennem Ashen wood forest og dets askegrå træer! Han var kommet nået så dybt ind i skoven i hans søgen så langt ind som han aldrig havde været det før men han fortsatte bare fremad for han var stålfast omkring at nå hans mål som var at finde en druide! Disse druider var et væsen han aldrig før havde haft mulighed for at studere da der ikke fandtes nogen i hans tid så derfor ville Dust gerne finde en og hvis de kunne noget han kunne bruge til noget ville han måske finde en måde hvorved han kunne samarbejde med en af disse spøjse væsner! Da han var kommet til en sø der tydeligvis blev besøgt mest af dyr fordi den lå så dybt inde i skoven begyndte han at lede efter menneskelignende fodspor for at se om der havde været en druide i nærheden af denne sø!

Valrun sad i et træ, og læste en bog, tankerne om hans moder meriko lod sig kort på hans sind, der var gået 3 år siden den gang han forlod dem, og blevet taget ind under druidernes lærdom, men hans tanker og følser gled på omverden, mennesker og andre facinerende racer, deres måde at leve på facinerede ham, men før han nået mere kom hans ånd og vogter Orsmira frem og lod blikket på ham, med et ansigt i vinden som blæste i Valrun's hår, som den moder figur han havde på lagt hende.

''hvad? jeg vil bare lytte til hvad vinden vil fortælle, hvorfor må en enkel lille pause fra mine studier ikke sættes på sport''

Orsmira : ''dit hjerte er stadig ung, og du er alt for let til at blive lagt væk fra denne sti som du er igang med'' sagde hun med en flydende hvisken som lod sig i valruns øre, men før hun fortsatte lod hun blikket rundt

''hvad er der?'' sagde valrun kort og orsmira forsvandt kort med en kort hvisken om at være stille, valrun forstod det ikke, før et væsen lod sig ind i ashenvale forest, og hans blik blev lukket og lyttede til den vejre trækning som kom fra dette fremmede væsen, aldrig før havde der været nogle som turde gå så langt ind i ashenvale forest uden at være sikker på at opsøge nogle, eller noget, og dette fandt Valrun's interesse og nysgerrighed.

stille som vinden selv lod han sig fra træets kron top, og lukke stille øjne og lytte til vinden, mens han med en snær af magi lod vinden give et naturligt pust forbi væsnet for at af måle dens størelse og eventuelt om nogle tætte knive skulle rasle, men som vinden stille lod sig forbi væsnet og ud mod søen, og stille forsvandt igennem skoven, tænkte Valrun om denne fremmed skulle være farlig eller ej, da dyrene ikke så ud til at føle sig trykke ved dens tilstedeværelse.

Der var intet der lavede nogle rasle lyde på ham da vinden passerede Dust kun hans rejse kappe flagrede mildt men pludselig stoppede han bare op helt uden varsel han rettede sig op mens han med en let bevægelse fjernede hætten fra sit hoved så man kunne se det tykke ar der gik ned af hans højre side af ansigtet de følelses forladte men dog smukke ravgule øjne og hans hår der let lod sig påvirke af vinden! Uden at dreje hovedet mod ham begyndte Dust at tale til Valrun!

"Jeg gætter på at en lille dreng som dig der befinder sig herude alene med en bog må være en af disse såkaldte druider jeg har hørt så meget om!" sagde han roligt og valgte så at kigge direkte op på drengen "Hvad siger du til at komme herned til mig i stedet for at gemme dig deroppe og håbe på jeg ikke sanser dig?"

Valrun stivnede da en stemme fra væsnet blev lagt, og uden tøven lod han hætten over sit hoved for ikke at lade sig blive set, han havde jo udtrykkeligt lagt ord på at intet ord må komme fra en druides læber, men menneske som de dog lignede, men med deres dumme mærke havde Valrun da en forhåbning om ikke at lade sig blive lagt blik på.

han stille klatrede ned af træet og lod sig på en god afstand fra Dust da han endnu var ukendt for ham, mens han stadig stod klar til at løbe for at undgå at blive drabt, hans bevægelser virkede lidt tøvende som om at han vidste det han var i færd med nu var noget man ikke måtte, men uden at ligge ord for sig lod han blikket rundt, og der efter for at se om dyrne havde det på samme måde.

hans blik lod der efter på manden som stod dig, hvor efter valrun nikkede kort og stod stiv frossen uden at sige så meget som et eneste ord, men stod blot og kiggede på den ret så uhyggelige mand som var på en afstand af 5 meter fra valrun selv var, mens tankerne om hvem denne mystiske person mon var og hvad han ville...

endnu et vind lod sig stille igennem skoven og valrun kunne høre stille i stemmen at det var Orsmira som bedte ham om at vende om og gå, da han intet havde at gøre med denne fremmede.

Dust så roligt på den lille dreng der kom ned fra træet og gik roligt hen imod ham for at se nærmere på han! Dust havde aldrig mødt en eneste druide i sit liv og derfor var han meget interesseret i at finde ud af hvad det var for en lille gut der stod overfor ham! Hans hår viftede i vinden men Dust hørte ikke stemmen da den jo var rettet mod drengens øre så Dust stoppede blot lige foran ham gik ned i knæ og så ham i øjnene!

"Hvor interessant jeg har ledt efter druider i et stykke tid men jeg havde ikke regnet med at jeg ville finde en lille dreng af dem!" sagde han roligt mens hans øjne nærmest glimtede på en smuk måde! Dust var tydeligvis stærk og farlig men hans intentioner var langt fra at angribe og det afslørede de smukke følelses forladte ravgule øjne!

Valruns blik lod på hans øjne, og der efter hans har, duften af ham var ikke til og tag fejl af, DEMON skreg i hans sind, men blikket lod stadig på ham, den samme duft som hans egen mor havde i sig, dog lugtede hans far mere af død pga den gift han lod sig tag, men dette væsen som nu stod overfor Valrun virkede helt facineret, og det samme var Valrun, da der aldrig havde været nogle som havde nærmet sig så tæt på Valrun før.

hans hånd lod sig på væsnets ar ''Demon'' sagde han kort og lod blikket videre rundt på ansigtet ''du har den samme duft som min mor'' sagde han tilføjende der efter, og lod sin hånd væk og der efter rundt, for at vise overfor dyrene at dette ikke just var en fjende ''dyrne er bange for demoner'' sagde han kort og lod blikket på ham med neutrale øjne, hans frygt var væk da væsnet har vist sig ingen onde intentioner havde i sinde.

Dust betragtede drengen mens han snakkede og rørte ved hans ansigt og lod ikke til at trække sig fra ham han hang sig da i en enkelt sætning han sagde om at hans mor var en dæmon lige som Dust men det var for Dust ikke det vigtige han var kommet for at studere druider ikke deres forældre! Han så kort rundt da han sagde at dyrene var bange for dæmoner og det undrede ham egentlig ikke for lige specielt Dust havde sådan en ond udstråling at man kunne mærke det på lang afstand og ikke var i det mindste tvivl om at det var ham ondskaben kom fra!

"Ja det er rigtigt at jeg er en dæmon jeg er mere præcis en skygge dæmon men du har intet at frygte druide jeg er her ikke i ondskabens embede jeg er blot kommet for at lære lidt om druiderne!" sagde han roligt og smilede et tomt følelses løst smil til ham "Men det er ikke alle dyr der er bange for mig jeg er før blevet angrebet af kæmpe edderkopper løver og andre farlige dyr som du endnu ikke vil kunne forestille dig!"

hans blik lod på ham, ''vinden taler om meget, selv om Anarchial er gået opløsning, og allerede nu frygter de at flere af de mere skjulte klaner også vil'' sagde han kort og lod blikket rundt ''udover dette, er en datter også blevet født, en som er datter af en stærk demon kaldet Abbadon, og i følge folks hvisken har han og hans datter andre planer, men de ved endnu intet om Druider'' sagde han kort mens hans øjne lod sig kort fra rød til hans normale sølvgrå farvede øjne ''hvad søger du?'' sagde han kort og lod blikket på demonen.

som om at han ventede på en forklaring, og allerede nu vidste at Valrun havde lagt svigt for druiderne ved at afsløre sig, og dette betød at hvis han ville fortælle om druiderne, ville han fra ligge sin title som vogter af Elementerne, og derved miste sin evig livs kraft til elementerne...

Dette var noget Dust ikke lige havde regnet med at høre han vidste ikke disse ting var sket men han kunne jo heller ikke vide alt han var trossalt en flygtning og en ensom sjæl men Dust så blot på drengen mens han fortalte om disse ting og lyttede efter for en hver information kunne ende op med at være vigtig! Da han spurgte hvad han ville vide om druiderne så Dust tænksomt på ham lidt før han sagde noget "Ville der ske noget hvis du fortalte mig om druiderne?" spurgte han så med rolighed i både blik og stemme som nærmest var umuligt at skabe for de fleste!

hans blik lod på ham ''jeg vil blive set som banlyst, og en forrædder, og dermed vil jeg blive en fjende i ulvens øjne'' sagde han kort og lod blikket rundt. '' og udover dette vil jeg blive ældre, og min...'' sagde han kort og stoppede op, han ønskede ikke at gå fra sin title, men så igen måske var dette billeten for eventyr og mulighed for at opleve verden. . .

Valrun kiggede rundt og lod blikket efter Orsmira, som stille hviskede i hans øre ''jeg ønsker det som er bedst for dig, hvis det var et langt liv her som vogter og få fred, eller muligheden for oplevelser og lærdom ude for verden er dette dit eget valg'', sagde hun stille, hviskende i hans øre. .

Dust nikkede tænkende til det han sagde og kunne se de 2 muligheder denne unge dreng stod med for enten var det jo et evigt liv her og undlade at fortælle ham noget eller også kunne han fortælle Dust hvad han ville vide og ende op med at skulle klare sig selv "Hvis du skulle vælge mellem at fortælle mig om druiderne eller lade vær tagende højde for følgerne af disse valg hvad ville du så vælge?" spurgte han roligt! Dust virkede ret så intelligent og det var der ingen tvivl om han var vant til at bruge hovedet og for ham var det også en nødvendighed at kunne gøre det!

Valrun lod blikket rundt, han vidste ikke helt, han øjne ændret farve kort, fra rød også der efter tilbage til sølvgrå øjne, og bag ham kom en skikkelse af vinden til syne, og Valrun vendte sig om ''skulle vi gå med ham?'' sagde han kort mens vinden nikkede, og hans tanker sukkede endnu en gang, han ville gerne leve for evigt, men et liv her ville være som at samle historie fra tudsende af verdener, ''jeg kan intet fortælle dig om druiderne, da dette er helligt, men jeg kan fortælle dig lidt om mig selv'' sagde han kort og vendte sig om og lod blikket på ham.

''så længe du give mig beskyttelse og ikke ligger mig som slave som resten af verden har gjort, vil jeg fortælle dig det du har brug for, men stadig under min magt og valg om hvad der må fortælles'' sagde han kort og lod blikket forblive på demonen, da Valrun stadig havde følser for sin druide familie og ingen interesse i at afsløre dem, men stadig at kunne fortælle lidt om sig selv virkede som en udemærket ide til at give ham et indblik af hvad en druide er.

Dust så tænkende på ham og rettede sig roligt op han virkede til at overveje det lidt for at beskytte en lille dreng kunne være besværligt men det var alligevel hans bedste mulighed for at få indsigt i druiderne og hvad det gik ud på "Godt så jeg giver dig så meget beskyttelse som jeg kan yde dig men du må være indforstået med at jeg ikke kan beskytte dig mod alt!" sagde han roligt "Hvis du vælger at følge med mig vil du opleve død ødelæggelse kaos smerte og kamp! Og jeg kan ikke beskytte dig konstant selvom jeg kan gøre mit bedste så hvis du er uheldig vil du også få dårlige oplevelser men på den anden side vil du også opleve en masse nye ting du sikkert ville finde spændene!"

Dust betragtede roligt drengen for at se hvad hans reaktion på det han sagde ville blive! Han rakte roligt sin hånd frem mod ham som et tilbud og hvis han tog den ville Dust forstå det som en accept til det han lige havde sagt!

Valrun lod blikket på ham, angående døden og masse mord samt blodet ville give ham en bedre forståelse af verden, men det vil blive et minde som vil ligge på hans sind, men han ville også opleve noget nyt i livet og derved kunne måske hvis han var heldig komme tilbage til druiderne og fortælle hans livs historie, som en form for lærdom om verden uden for skoven...

han lod blikket på hånden og tøvede kort men tog fat og lod blikket på ham ''jeg forstår'' sagde han kort og lod blikket forblive på ham, mens tankerne om de mon havde mulighed for at besøge han mor, og han far som han ikke havde hørt fra i over 3 år, og inderst inde savnede han dem faktisk. . .

''hvor henne ønsker du vi skal gå?'' sagde han kort og lukkede øjne, mens en let vind lod sig forbi ham, og orsmira forsvandt stille med vinden som blæste ''druiderne ved du har talt med mig'' sagde han kort og spærrede øjne op og lod blikket på ham, ''de tror du vil kidnappe mig'' sagde han kort og blikket forblev på ham, mens vandet fra søen stille begyndte rejse sig højere og højere op.

Dust så på ham da han tog hans hånd han lignede en der savnede nogen men det ændrede sig straks da drengen spærrede øjnene op og sagde at druiderne troede han ville bortføre Valrun "Jamen hvis det er det de vil tro så lad dem tro det om det ender godt eller skidt finder vi nok ud af en dag for mit vedkommende kan det ikke blive være!" sagde han roligt!

Dust løftede Valrun op som vejede han ingenting da Dust var vant til at løfte sine sværd som måtte veje omkring det samme som Valrun! Dust tog ham under armen og begyndte at løbe men han tog kun 2 skridt før han forsvandt som et spøgelse med drengen hvis Valrun kiggede rundt mens Dust bevægede sig ville han kunne se at skoven omkring dem som var det alt sammen et skyggerige de var i som lå gemt i den rigtige verden! Selvom Dust løb i normal hastighed føltes som om de bevægede sig omkring 5 gange hurtigere og da Dust stoppede med sin skyggevandring blev alt normalt omkring dem igen han satte Valrun fra sig og så rundt "Hmm vi er kun kommet omkring 15 km væk jeg havde regnet med mere!" sagde han roligt og vendte sit blik mod Valrun igen!

Valrun lod blikket lidt fortvivlet på ham, og da han løftede ham og lod sig ind i mørket blev en hel ny dør for valrun åbnet, han havde aldrig set noget ligne, hans øjne stirrede rundt i denne nye verden som dust viste ham blot ved få øje blikke, og da Valrun blev sat ned og blikkede med øjne kiggede han rundt, aldrig før havde han set noget lignende.

blikket fra valrun lignede som om at han havde set et spørgelse men stadig for undret over alt det han oplevede på få sekunder, ''hvor går vores første rejse hen?'' sagde Valrun kort og lod blikket på ham, mens tankerne om hvad han skulle fortage sig virkede fjern, han vidste ikke hvor han skulle begynde, eller starte med at opleve, verden var stor, meget stor, for sådan et væsen som Valrun, han havde jo ikke oplevet verden uden for Ashen Vale forest før.

Dust så roligt på ham og pjuskede roligt hans hår ved at nusse ham på hovedet "Du er da en nysgerrig lille gut men vi bliver nød til at tage den med ro hver gang jeg skygge vandre med dig!" sagde han roligt "Hver gang jeg gør det med et andet væsen tager det på min energi og selvom du ikke er så stor mistede jeg alligevel lidt efter at have bevæget mig 15 km med dig under armen!" Dust begyndte roligt at gå og han viftede med hånden som tegn til Valrun at han skulle følge med på hans højre side!

"Du skal tids nok opleve en masse ting men først tænkte jeg på at høre hvem dine forældre er?" spurgte han roligt og så på Valrun "Hvis de stadig er i live går jeg ud fra at de tror du stadig er hos druiderne og jeg vil gerne sikre mig at de ved du er sammen med mig så de ved du ikke er blevet kidnappet men er i under min beskyttelse!"

Valrun lod blikket på ham og fulgte med, mens tankerne om minder fra hans fader og moder kom ind i hans sind, '' min mor hedder Meriko Fledrel Mazmek og hun har en søster, så vidt jeg forstod på min far, og nu hvor jeg nævner ham hedder han Ventor Forossie, og han var engang et menneske som kom fra portalen, men takket være min farfar havde han lagt noget bestemt i Ventor's sjæl som gjorde det muligt for mig at komme til verden, og ligge min sjæl forbundet til elementerne'' sagde han kort og lod blikket på ham ''men jeg har ikke set min mor i over 4 år, og siden den gang min far viste mig druiderne har jeg ikke talt med ham siden'' sagde Valrun kort og lod blikket videre rundt omkring sig.

vinden slog sig omkring valrun og en hvisken i hans øre lod sig komme ''Hvorfor fortæller du ham alt dette?'' sagde orsmira hviskende i hans øre ''vi ved ikke om vi kan stole på ham'' lod hun tilføjende men Valrun ignorered det, han håbede at Denne demon ville kunne vise ham historiske legender, og oplevelser som kunne give ham et bedre indblik om hvordan verden så ud istedet for kun at høre historier om det, som vinden bragte ham.

Dust nikkede roligt til det knægten sagde og valgte at tro ham da Dust ikke kunne se hvorfor han skulle lyve overfor en dæmon og måske ende op med at blive forladt alene i en verden han ikke kendte til "Hmm jeg kender dem ikke men vi kan sende et brev til dem begge jeg kender et sted der bruger falke til sådan noget og de er utrolige de kan finde nærmest hvem som helst!" sagde han roligt og mærkede vinden i hans hår samtidig med at hans aura gav udslag! Dust så roligt på drengen med et undrende blik hans evne måtte have noget med vinden at gøre!

"Sig mig hvorfor giver din aura udslag hver gang jeg kan mærke vinden passere os?" spurgte han roligt og virkede selvsikker i hans måde at spørge på han virkede ikke det mindste usikker eller svingende grundet nogen tanker om de ting han spurgte om Dust var meget lige ud og han spurgte bare hvis han havde et spørgsmål!

Hans blik forblev på Dust ''jeg ønsker ikke kontakte min mor da jeg ved hun lever som træl, og hvis jeg sender brev til hende bringer jeg hende i fare, og det samme gør jeg ved kontakt til min far, da han arbejder for abbadon, samt også at Abbadon er kendt for at være Lederene for demonerne, og dette burde selv sådan en som dem vide.'' sagde han kort og lod blikket forblive på Dust.

Valrun lod blikket på ham, og vidste ikke helt hvad han skulle svare, han tog fat i sin lidt halv gammel skjorte og lod mærket som sad på hans krave til syne, den var helt grå ''Symbolet på forskellige elementer vi druider tilhøre, og mit er under viden, og derved alt fra det mindste vindpust til en orkan ånder igennem mig'' sagde han kort og lod blikket forblive på ham, ''vinden er forbundet til mig som jeg er forbundet til den, og derved er himlen mit element'' sagde han kort og smilede let, mens tankerne slog omkring hvad dette væsen havde i sinde.

Dust så roligt på ham da han nævnte Abadon og at han var leder af dæmonerne Dust plantede sit skarpretter sværd i mellem dem og selv bladet alene var længere end Valrun var høj så Valrun kunne se sit spejlbillede i det blanke smukke blad "Jeg vil gerne lægge en ting på bordet hvad angår Abaddon!" sagde han roligt og gik i knæ foran Valrun så de var på øjenhøjde "Jeg acceptere ham ikke som min leder der er ingen der bestemmer over mig og jeg kommer ikke fra denne tid så du må aldrig tro at han er min leder okay?" Dust så Valrun dybt i øjnene med hans mystiske ulæselige følelses forladte ravgule øjne og den ro der var over ham udtrykte at Dust ikke ville gøre ham noget ondt dette var blot hans måde at vise hvor seriøst han mente dette!

Han sagde intet til det Valrun havde fortalt om hans evne hvert fald ikke før Valrun havde givet udtryk for forståelse "Jeg er ked af det med dine forældre og vi gør det som du sagde det må vel være det sikreste!" sagde han roligt "Velkommen til eventyrens og flygtningens ensomme vej!"

Valrun lod blikket på sværdet og der efter tilbage på ham, mens han lyttede stille, til hvert et ord, tankerne slog om hvad han havde i sinde at bruge Valrun til, eller ønsket at vide, men da han nævnte den ensome vej lod valrun et kort undrende ansigt lagt ud over sig ''så der er ingen mulighed for at lære andre at kende?'' sagde han kort med blikket forliggende på Dust, uden helt at vide om hans svar ville blive et kort nej, og at de ingen mulighed havde for at blive husket, eller at valrun havde mulighed for at ligge et minde i historie, hans blik lod rundt omkring for at sikre at andre ikke var i nærheden, mens endn et vindpus slog omkring Ashenvale forest, som var det at druiderne ledte efter Valrun.

Dust så roligt på Valrun som de stod der og snakkede og tænkte sig lidt om! Han ville sikkert gerne opleve ting møde nye væsner og lære verden at kende og Dust ville gerne hjælpe ham hvis Valrun spurgte ham hvis han altså havde noget at tilbyde for Dust kunne ikke bare følges med ham overalt det havde han ikke tid til men selvfølgelig hvis Dust skulle lære mere om druiderne var det gennem denne dreng så hans pris ville ikke være særlig høj og Dust var villig til at tildele ham det Valrun skulle bruge for at overleve om det var penge mad husly sågar træning hvis han ville have det "Jo du vil komme til at møde nye væsner og jeg lover dig at du kommer til at opleve en god gang eventyre!" sagde han roligt mens han så Valrun i øjnene "Men du må forstå at jeg er på flugt og de andre druider tror at du er blevet bortført af mig! Jeg ved ikke hvad de kan finde på at gøre hvis de finder dig men du må være beredt på at du ikke altid vil være omgivet af venner og bekendte som du møder på din vej nogle gange vil du være ensom og alene men på forhånd fortæller jeg dig at der altid vil være håb selvom du føler dig alene!" han prikkede ham let på panden "Du skal bare bruge den der oppe og så skal du nok klare dig skal du se!"

Valrun lod blikket forblive på ham, og lyttede stille og roligt til hvert et ord, tanken om et eventyr med en fremmed, som sikkert ved en masse om verden fandt han meget facinerende, men alligevel tænkte han at muligheden for at kunne forblive i nærheden af dust ikke kunne lade sig gøre, da han sikkert også havde masser af planer og at han hellere ikke kunne beskytte ham, som valrun forstod udemærket, mens Dust talte lod Valrun blikket rundt, og der efter tilbage på Dust, mens hans snakkede for at stadig være høflig, og ikke fornærmede ham.

hans blik forblev stadig på Dust da han lod en finger på hans pande, og tanken om at han hentyde til at bruge sit hoved lød jo ikke så skørt, men måske skulle valrun også lære mere om denne verden før han kunne sige mere, han havde jo desværre det med at tale over sig, og specielt om noget som ikke vedkom ham.

''jeg tror det ville være bedst hvis vi kom afsted, Druiderne nærmer sig'' sagde han kort og vendte sig om mod den retning som druiderne ville komme fra.

Dust rejste sig roligt op mens han så den samme vej som Valrun, han løftede roligt sit sværd op af jorden og knejsede nakke mens han tænkte lidt på hvad deres muligheder var "Jeg er ikke særligt kamp lysten lige nu så jeg orker ikke at kæmpe mod ukendte modstandere det ville være spild af min tid og mine kræfter!" sagde han roligt og så på Valrun "Så vi bliver vel nød til at bevæge os væk herfra!"

Dust plantede sit ene sværd han stod med i jorden, tog sit andet på ryggen og lænede det op af skarpretter sværdet så han kunne rette på holderne, før han tog sværdene op igen så de nu sad under hans arme med ryggen opad, og skafterne kunne han holde om med hænderne.
"Vi bliver nød til at løbe så du kommer til at lege min rygsæk indtil videre!" sagde han roligt "Jeg har ikke energi nok til at blive ved med at skygge vandre det ender bare med at jeg går død!" tilføjede han og uden at spørge løftede han Valrun op på ryggen så han kunne holde Dust om halsen, lægge benene om hans ribben og plante fødderne mod ryggen af hans sværd.

Dust begyndte at løbe ind mellem træerne i retning af den nærmeste by, han fandt hurtigt nogle lavt hængene grene han kunne hoppe på og inden længe hoppede han fra gren til gren, og det gik faktisk ret hurtigt man kunne høre på Dust at han holdt et jævn åndedrag men han blev ved og snart var de kommet ret langt.