The Shame, and The Druide. //Valrun//

Det hele havde foregået i The Forest, og dog noget væk fra hendes hyggelige hytte. Det havde været her... Her det hele havde begyndt. Hele hendes liv, det hele... Hun var godt nok ikke blevet født i The Forest, men stadig, hele hendes liv var begyndt dér. Den nat hvor hun brændte huset ned, den dag hvor hendes mormor var forsvundet... Flammerne havde ødelagt alt ved huset, røgen havde dansede lystigt i vinden, og den stille sang... En stemme der havde lydt som en engels, og dog stadig alt for utålelig... Den stemme havde været Nilles. Det havde været den nat hvor hun havde opdaget sin evne. Hun kunne stadig se ildens flammer danse... Men det var fortid nu. De to år havde gået med at hun havde lært sin evne at kende, mødt nye personer, ændret sig, sagt farvel til den Nille som havde haft det hårdt som barn, blevet slået, mobbet, og skældt ud for hver eneste ting... Hun havde dog svært ved at sige farvel til sin mormor da hun havde været den eneste som faktisk havde taget sig af Nille. Solen skinnede genmen bladene på træerne, og gjorde dagen varm. Det var eftermiddag. Der var stille i skoven, udover nogle få lyde fra dyr... Og en latter. Latteren kom fra en pige der dansede let om græsset omkring træerne, og hun smilede. Hun var normalt ikke spor glad for kjoler, men hun havde en hvid kjole på der gik til knæene. Ikke en stram en, men sådan en der sad lidt løst. Det sorte hår var løst, og en brun fjer var der i. De sorte øjne... Dem som de frygtede, hendes stemme som de frygtede, alt ved hende frygtede de. Selv hendes latter, hendes smil, og selv hendes hår! Dette var dog latterligt... Hun var en skammer, ikke en heks. Nille 'Skammer' Panara var pigens navn. En shapeshifter som også var en skammer med to evner, Skam, og Vand. Den sidste rigtige skammer... Med en dusør på sig. Hun havde en klan, og... En slags partner som hun foretrak at kalde det. Hun holdte ham dog hemmelig da hun havde fjender. Udover den hvide kjole havde Nille hvide ballerina sko på som hun ellers havde ønsket at smide ud, men kunne ikke gøre det. Det flotte grønne græs dansede let om hendes fødder, og hun begyndte at løbe. Hun stoppede op da hun var omringet af træer, og så rundt... "Tell me..." Begyndte hun, og kørte en hånd ned af et træ. "How do i feel..." Skammerstemmen begyndte at komme. "Without my power..." Det blev pludselig til en sang med hendes skammer stemme. "My eyes shows your soul..." Hun lukkede øjnene, og havde panden mod et træ.

Valrun lod blikket ind i skoven, hvor efter han så på Orsmira ''er du sikker på at dette er en god ide?'' sagde hun til Valrun, mens han stille gik ind, og ånden lod sig blive ET med luften omkring valrun for ikke at blive set.

det varede ikke længe før Valrun selv kunne fornemme noget, som om at nogle bevægede sig alt for hutigt til at gå, men det var ikke at løbe, en slags dansen? jo.. den var god nok, hans blik fanged en pige efter han havde gået et stykke tid, hun så ud til at more sig, men hvorfor var hun helt her ude i skoven, godt nok havde druiderne sent valrun her over for at hente nogle urter, men at bruge lidt mere tid her ville da ikke skade, ville det?

han nærmede sig og lod sig lydløst som muligt klatre op af et træ som var på afstand af hende, men stadig mulighed for Valrun at kunne se hende, og han tog sin bog frem og begyndte og tegne, mens blikket på hende forblev, han var fascineret over hvordan de forksellige racer oplevede og gennem gik deres liv.

hans blik lod rundt mens orsmira lod stemmen gå hviskende som vinden selv forbi hans øre ''Vi må altså komme afsted, vi bruger alt for meget tid her'' men Valrun lod sig fortsætte med at tegne, han ville havde et minde fra dette sted han var kommet fra..

Nille rørte den brune fjer i hendes hår, og havde stadig en hånd på træet. En pludselig lyd fra en fugl fik hende til at tage hånden væk fra træet, og kigge hen imod et træ. I træet var der fuglen som sang... Eller ja, gjorde det fugle nu gjorde. Det var dog ikke det træ hvor drengen var på. En lyd bag hende fik hende til at vende sig om... Og se Syna lige i øjnene. "Syna..." Hun hviskede det, og Syna smilede. Syna var død... Hun havde været den første skammer, og kun Nille kunne se hende. "Se..." Syna pegede mod træet, og Nille kiggede derhen. Hun fik øje på drengen, og rynkede panden. Syna forsvandt, og Nille gik hen til træet. Hun klatrede op, og sad så ved siden af drengen. Hun så ned i hans bog. "Hvad tegner du?"

Valrun sad lidt i sine egne tanker men han fortsatte med at tegne det sidste færdig af nille som lå op af et træ, hans blik lod igen tilbage for at se om han nu havde lavet den rigtige form men lod mærke til at hun ikke var der, og kiggede kort rundt, hvor en stemme bag ham kom.

han fik et kort chock og lod blikket på hende, og vidste ikke hva han skulle sige, hun var den første 'menneske' pige han havde mødt, og uden helt at tænke over det svarede han kort ''dig'' sagde han kort og vidste hende tegningen, og lod der efter blikket rundt i skoven, og der efter lukkede øjne, og kunne høre Orsmira hvisken i viden om at det var på tide at tage videre, hvis han blev her meget længere ville druiderne finde mistanke om at han var væk.

Nille smilede skævt, og grinede lidt. Hende? Hun elskede selv at tegne så det interesserede hende lidt. Drengen så ikke så gammel ud, så det undrede hende lidt at han var der helt alene. "Mig?" Hun kiggede på tegningen, og smilede. "Det er pænt." Kommenterede hun, og så på ham. "Hvorfor er du herude helt alene?" Spurgte hun så, og rynkede panden lidt. Det undrede hende virkelig.

hans blik lod på hende, og vidste ikke hvad han skulle svare, ''min familie bedte mig om at hente urter, og jeg er ikke alene'' sagde han kort og smilede lidt, mens hans øjne i en kort stund ændret sig fra sine tidligere Sølvgrå øjne til blod rød, i få sekunder og der efter kom hans normale farve igen, mens en skikkelse ved siden af ham lod sig stille komme til syne.

Orsmira, den ånd og vogter som var over Valrun lagde armene overkors, med en kvinde stemme som lyd en snær af moderlighed sagde kort ''du ved godt at de andre venter på at vi henter tingene ik?'' sagde han roligt og lod blikket forblive på Valrun.

Som altid var Valrun lidt nysgerrig ''jo jo'' sagde han kort og lod blikket på 'mennesket' og lod sine arme op, hvor Orsmira bar ham og lod sig sænke ham ned på jorden, ''hvis du har lyst må du gerne gå med for en stund'' sagde han kort og lod sin tegning ned i sin mindre side taske han havde med for at opbevare de urter han skulle bruge, men også sin tegnebog.

Hente urter? Der var masser af urter i The Forest, det var en af grundene til at Nilles mormor havde boet der, og en grund til at Nille stadig var her. Urter til dyr, sårede dyr. Nille kiggede på den... Hva? Vind ånd? Eller hvad var det? Det var noget vind... Men den kunne snakke! Hun rynkede panden lidt, og hoppede ned af træet. "Det vil jeg gerne." Sagde hun, og rørte kort ved den fjer i håret. Hun skævede lidt til drengen før hun skiftede form til en panter med kulsort pels, og tre hvide striber på ryggen. Hun elskede at være i panter form, og især i skoven. Hun kredsede lidt om drengen, og snuste til ham. Hun begyndte at rulle rundt i jorden, og ventede blot på at han begyndte at gå.

han sprang 2 meter fra hende med øjnene spærrende op ''du er Michael's...'' han stoppede og kiggede fortvivlet på hende, og kunne ikke tro at han havde fundet sin unkles kæreste, eller om det overhoved var hans kæreste, det havde jo været nogle år siden de sikkert havde været sammen, men michael's skrig fra de blodrøde øer, og hans vinge bask havde lagt sig som rygter i vinden fra Ashen Vale forest om en Falden engle som Ventor nævnte havde været hans fætter som følte sig svigted pga af sin egen far's uduelighed og interesse for at blive en vampyr, mange rygter lod sig nærme Ashen Vale Forest, specielt rygter om folke mord og brand, alt havde gået i Valrun's øre, selv den dag da hans egen far blev vampyr og hvordan det skete, alt historie havde Valrun hørt og lytted til i vinden som var det en historie som Orsmira fortalte. . .

han stod stille, stirende på panteren foran ham, og de 3 hvide striber var matchende som michael havde skreget i sine drømme, om en kvinde, og den demon i en nat prøvede at dræbe hende, Valrun lod blikket forblive på hende, og kunne ikke tro at skulle havde mødt en som skulle kende til hverken hans far eller sin Unkle, men måske vidste hun ikke noget om Ventor eller Meriko..

Åh hun vidste det. Nille var en der vidste det meste ved hjælp af hendes evne. Nille var en man ikke kunne slippe fra, hendes øjne så alt... Hendes stemme var ren musik, men også kontrollerende. Den sorte panter satte sig ned, og lagde hovedet på skrå... Michael... Michael... Ham... Hun kunne huske ham nu. Mindet om dengang de havde mødt hinanden strøg genmen hende. Pludselig stod hun i sin menneske skikkelse. "Michael? Kender du Michael?" Spurgte hun nysgerrig.

Valrun stod stiv frozen, og vidste ikke hvad han skulle svare ''han lever på de blodrøde øer'' sagde han kort og blikket forblev på hende, mens tankerne om hvad hun lavede her og ikke hos ham, de var jo sammen, eller også var de blevet uvenner, men uden at ville sige mere stod han blot og kiggede forundret på hende, han havde svært at kunne begribe at dette skulle være Nille, eller om det var en som udgav sig for hende, da michael havde det oftes med at tale i søvne, som ventor også gjorde, som var det en familie ting.

Hvad? Hvor kendte drengen ham dog fra?! Det gjorde hende en anelse bange... Hun havde ikke set Michael længe, men han var vist også... Væk. Han sagde at han flyttede til et sted ved navn Aterswell. Nille havde næsten helt glemt ham... Der havde sket så meget. "Hvor kender du ham fra?" Spurgte hun så igen.

Valrun stod stille, mens blikket forblev på hende, med blot blikket på hende forblev, ''jeg ved mange ting, og mange historier nærmer sig der hvor jeg bor, og en af de historier ligger sig som fx. den falden engle som forelskede sig med skammerens datter, og mere siger jeg ikke'' sagde han kort og blikket forblev stadig mens tankerne slog om han burde fortælle hende at han er michael's nivø, men om hun ville tro ham tvivlede han...

//beklager, krea svigt :/ //

Forelsket? Skammerens datter? Hun var nu skammeren... Men ja, hun havde gået rundt, og kaldt sig for datteren. Men hun var selveste skammeren. Var Michael seriøst blevet forelsket i hende? Det... Det... Hun var målløs.
"Forelsket? Mig? Det..." Hun rystede på hovedet, og så ned. Hun følte sig lidt egoistisk... "Hvem har fortalt dig det?"

//har kontakted personen som spiller michael angående dette kort besvarelse//

Valrun lod blikket forblive på hende, og der efter lod det sig på Orsmira ''hun fortjener at vide det'' sagde han kort og orsmira nikkede kort, og lod sig stille forsvinde, hvor efter at Valrun lod blikket på hende.

''Michael er min unkle, han er min far's fætter, og jeg betrager ham som min fars bror, da han har våget over min familie i generationer, han taler i søvne og det samme gør min fader, og jeg selv'' sagde han kort og lod blikket rundt, og en snær stemme af michael lod sig i vinden, men svagt som var det at han mumblede og lyden af at han snakkede i søvne kunne høres. . .

''nej... jeg.. holder af dig. . . . Nille, bliv her... bliv hos mig!.'' stemmen lader sig stille svagt, og Valrun lader blikket forblive på hende '' hver nat drømmer han om at være hos dig, men drømmen ligger sig altid om at du går fra ham, eller at i skilles fra hinanden''

//Ok, men grunden til ny race, og billede, er fordi hun døde, og en reinkarnation af hende kom, men vi kan stadig godt fortsætte dette emne. ^^//

Fortjente? Så om hun ikke fortjente det så ville hun vide det alligevel! Hun så kort på vindånden, og trak på den ene skulder. Hun lagde armene over kors, og så på drengen. Hun hævede det ene øjnebryn af det han sagde. Onkel.. Hmm... Ventor. Hun lagde hovedet lidt på skrå.
"Så du er Ventors søn?" Hun havde aldrig mødt Ventor selv, men Michael havde snakket om ham.
Hun fik ondt i hjertet af det drengen sagde til sidst.. Hun rømmede sig. Hun sagde intet, bed sig bare i underlæben, og så ned.

Valrun lod blikket på hende ''han befinder sig på de blodrøde øer, hvis du ønsker at finde ham, men jeg må desværre gå, de andre venter på mig'' sagde han kort og smilede venligt, hvor efter han stille gik forbi hende og på vej ud mod skoven, hvor efter han stoppede op og vendte sig om og kiggede på hende ''hvis du ønsker at tale med mig igen, så nærme dig Ashen vale forest, og hvisk mit navn'' sagde han kort og lod blikket på hende kort, hvor efter han vendte sig om og gik sin vej ud af skoven.

Det lød mærkeligt. Yderst mærkeligt.
Han var på de blodrøde øer? Aha, men hun vidste ikke om hun turde at møde ham. Hun slog armene om sig selv, og nikkede. Hun vidste ikke om hun turde at se Michael igen... Ikke nu hvor hun vidste det. Hun turde ikke, hun kunne ikke. Hun... Nej, hun måtte tænke på noget andet. Hun så på drengen igen.
"Men... Jeg ved ikke hvad du hedder..." Hun bed sig i underlæben.

Valrun stoppede op, og vendte sig om smilende ''mit navn er Valrun Forossie Fledrel Mazmek, men blot kald mig Valrun'' sagde han kort og smilede venligt, han lod blikket på Orsmira som lod blikket forblive på Valrun, med skyldfølende øjne som bar sig af skyldfølse på Valruns vejne ''Hvad!? hun er Michael's veninde, hun har lov til at vide det, og nej det vil ikke bringe hende i fare!'' sagde han lidt for højt, og lod blikket tilbage til Nille '' håber du en dag vil besøge mig, men husk nu, mit navn er Valrun, hvisk det i vinden og jeg vil komme'' sagde han kort mens hans øjne stille lod sig fra normale øjenfarve til sølvgrå øjenfarve.

en tåge lod sig stille gennem vinden, og omringet Valrun, og stille forsvandt tågen, og det samme gjorde Valrun, som var han et spørgelse eller luften selv. . .

Michaels veninde? Æh... Ja, det var hun nok. I det mindste sagde han ikke 'kæreste' igen. Bringe hende i fare? Hun var allerede i fare, men det ville hun ikke sige. Jamen.. Okay så... Hviske i vinden, hun nikkede.
Hun stod tilbage og stirrede ligefrem... Hun sukkede, vendte om, og gik.

//Out