Hjælpe et andet "Menneske" = Nille

tågen lå så solidt i luften som var det tygmælk, og regnen faldt som små skarpe spyd.
Kirken var varm og rolig, bestemt om natten som det var nu.
Theuderic sad på sine knæ foran alteret i kirken, iklædt sin munke robe og hætte.
Han hørte nogen heste klove vade rundt i forvirring, og da dørene til kirken åbnet rejste Theuderic sig op.
Han så på den unge pige der var kommet ind, våd, forfulgt, og frysende.
Theuderic som kunne høre nogen stige ned fra hestene udenfor, kunne vælge mellem at råbe efter dem, eller gemme pigen
Da pigen så ud til at ikke ville findes, valgte han at hurtigt gå hen til en af bænkene, og læftede sædet op.
Når sædet var oppe kunne man se af bænken var falsk, og der var et hult rum dernede, men i siderne kunne sædet holdes oppe hvis nogen sad på det af to metal stænger.
Theuderic hjælp pigen derned, der var rigeligt plads til hende.
folkene på hestene nægtede at forlade kirken til de fandt hende, men efter tyve minutter af at kigge overalt, selv kirkeklokkerne bare for at være på den sikker side, valgte de af stoppe med at larme og red væk igen.
Theuderic løftede sædet og sagde til hende "De er væk nu"

Forhelvede da også! Hun hadede dusørjægere overalt på jorden! OG SELVFØLGELIG SKULLE DE KOMME EFTER HENDE HVER GANG HUN KOM I NÆRHEDEN AF FIREWOOD VILLAGE?! Nuvel. Sådan var det. Hun sukkede, men blev ved med at løbe. Det sorte hår piskede i vinden på grund af den fart hun løb med. Elegant hoppede hun over en væltet skraldespand, og så sig over skulderen. Det var selvfølgelig meget sværere at flygte når de red på heste! Hun så op, og fik øje på BlackStar. Hun fløjtede højt, og han adlød. Den sorte pegasus landede ved siden af hende, og hurtigt fik hun svunget sig op. BlackStar galopperede af alt hvad han kunne... Og det hjalp. Hendes hår var løst, og en brun fjer hang i det sorte hår. Selvfølgelig kunne hun bare bruge sin stemme til at sige de ikke skulle følge efter hende, men hendes energi var allerede pænt meget taget af den pludselige løbetur. Hun havde en hvid jakke med hætte, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko på. Jakken var lynet op, og hætten var faldet af. BlackStar drejede om et hjørne, og noget væk så hun kirken... Måske kunne hun gemme sig dér? Det håbede hun. BlackStar stoppede op ved kirken, og hun svang sig ned. Selvfølgelig kunne hun også bare flyve væk med BlackStar, men de ville kunne følge efter hende. Hun så rundt, og fik øje på en... Munk? Panikken greb hende hurtigt, og hun stillede sig i kamp formation. Men Munken ville hjælpe hende. Eller var det en præst? Nuvel, hvad han end var så ville han vidst bare hjælpe. Hun var våd, det sorte hår hang klamrende til hendes ansigt, hun var forpustet, træt, og hun frøs som bare pokker. Da munken/præsten åbnede et slags rum, eller hvad det nu var... Lagde/satte hun sig modvilligt ned i den. Hun lå dernede i lang tid da der blev åbnet, og hun fik sig ud. Hun kiggede på munken/præsten. "Hvorfor hjalp du mig?" Spurgte hun nysgerrig.

Theuderic kiggede hende i øjnene da hun kom op derfra.
"Sjældent har jeg hørt om fem ryttere jaget en pige af retfærdige grunde."
Han vendte sig væk fra hende, og gik hen til nogen sterinlys
og sterinlysene dem med en tændstik.
Han vendte sig mod hende og smilet venligt.
"Er der en grund til du kommer våd og jagtet til guds hus? ... Jeg ved svaret på det ene er regn"
han sluttede sin sætning med et charme smil, og så hun ikke bar nogen våben
"Kan se du er en person af fred. Det varmer mit hjerte"

Nille rettede lidt på sit tøj, og trak så hætten over hovedet. Hun undgik hans øjne.
"Der er aldrig retfærdige grunde når dusørjægere jager mig..." Mumlede hun, og fulgte ham med øjnene da han gik hen imod stearinlysene. Hun så ned da han vendte sig om mod hende.
"Ja, de jagter mig fordi jeg har en dusør på hovedet." Svarede hun, og så ikke på ham. Ha! Hvis han bare vidste... Hun havde dræbt folk, men nu gjorde hun det kun mod dusørjægere. "Jeg er ikke en person af fred."

Theuderic bøjet bare sig hoved ærebødigt med et smil da hun sagde hun ikke var en person af fred.
han havde ikke noget mod nogen form for væsner ligegyldigt af deres handlinger, aldrig.
"Dusør" han gentog det af hendes ord, han havde haft en fortid men det var længe siden, og for længst lagt på hylden.
Theuderic støttet ingen former for vold eller onde handlinger, men pigen havde en glød i øjnene, og hun talte som en kvinde med formål
Så Theuderic vidste at når hun forlod disse fredens mure, så ville hun bruge vold for at holde sig i live.
Så Theuderic støttet måske ikke vold, men pigen fortjente en fair chance for at kunne holde sig selv i live, og siden han kunne se i hendes øjne at intet han vil kunne sige vil kunne stoppe det, valgte han at bruge sin fortid til hendes fordel
Han valgte at lære hende at forsvare sig selv.
Han smed sin munke robe og havde noget helt andet tøj indenunder.
"Glem alt du ved om kamp"
Han tog det ene af de to sværd ud af sine holdere, og i en hurtig bevægelse kastet han sværdet ned i hendes sko og klingen ramte lige mellem to af hendes tær. Man kunne se han prøvet at ramme der og ikke ramme hende
"Du bære samme gnist som min bror gjorde, derfor ved jeg du aldrig vil kunne ligge kampen på hylden, så du kan ligeså godt lære om det fra den bedste"

Hans tøj - Det er mit faceclaim, så personen ikke kun tøjet
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Nille fik et chok da han tog hans munke robe af sig, og skulle til at se væk da han havde tøj på inden under det. Selvfølgelig... Hvor var hun dog dum! Hun fik et chok da hans sværd blev kastet mod hende, og landede i hendes sko. Hun tog det, og smilede skævt. Ah ha... Hvis bare han vidste hvem hun faktisk var. Hun grinede uskyldigt, og svang lidt med sværdet. Hun tog hætten af hovedet.
"Du... Ved du overhovedet hvem jeg er?" Uden at vente på svar fortsatte hun. "Jeg er Skammeren, jeg kan beordre dig med min stemme til at stå stille, og du vil intet kunne gøre udover at gøre det jeg siger." Hun smilede uskyldigt, og betragtede hans sværd lidt. "Så jeg er vist overlegen der.." Plus hendes anden evne. Men den snakkede hun ikke om. Hun så dog for en sikkerheds skyld efter noget vand...

Theuderics blik bliv mere alvorligt og dominant som i hans mere syndfulde dage.
For at svinge sværdene for første gang i årevis drev stemningen frem.
Han lyttede til hende.. skammeren.. hvis hun troet hun ikke kunne have godt at undervistning, var han uenig.
han så ikke ud til at bevæge sig, men næsten overmenneskeligt hurtigt fløj hans andet sværd efter hende, denne gang to den en centimer af en hårspids af, og satte sig fast i en kirkebænk
"De kunne være din hals.. skammer"
han mente ikke at provokere hende, men han havde det svært ved folk der så sig selv som bedre end andre
og hvis hun ikke mente hun kunne bruge hans lærdom fordi hun kunne snakke sjovt, så var han uenig.
måske ville hun kunne bede ham om noget nu, men hun ville stadig kunne være død hvis han havde prøvet at kaste mere til den ene side

Hun så sig ikke bedre end andre. Hun havde bare det med at ikke kunne lade være med at sige hvem hun var når folk troede at hun var dårlig til at kæmpe... Man skulle ikke undervurdere hende. Hun tog ingen notits af han svang sværdet mod hende... Hun smilede blot uskyldigt. Hun havde oplevet værre ting...
"Du mener også jeg er en heks... Ikke?" Hun så pludselig trist ud. Døden... Ilden... Bålet... Hun trak vejret hurtigt, og stødende da hun kæmpet mod at... At græde. Hun ville ikke græde! IKKE FORAN HAM!!! Han... Han kunne finde på at dræbe hende. Hun var kun 17...
"Gud tillader sikkert ikke at du dræber en sytten årig pige der bliver kaldt heks, og kæmper imod slaveri." Hun så ned... Og pludselig var hun en panter med kulsort pels, og tre hvide striber på ryggen. Hun skiftede form når hun var nervøs... Og usikker... Blev truet. Hun følte sig lidt mere sikker i den skikkelse, og mere rigtig. Hun så op på ham med sine sorte katteøjne der udviste sorg, men også frygt... Hun var bange. Mod hendes vilje.