You keep getting away from me - Alona

Sted: Bloodrage Village.
Omgivelser: Sælgere, købere og nogle enkelte slagsmål rundt omkring.
Vejr: Der er fuldstændig overskyet, det ligger op til regn.
Tid: 19:57

Nicolas gik blandt de andre på stedet. Han følte sig på sin vis hjemme, andre her havde også dræbt. Ikke nødvendigvis for overlevelse, men de havde stadig dræbt. Han kunne ikke undgå at smile en smule over det slagsmål der foregik ved hans side. Han gik og tænkte på hans 'liste' over dem han skulle have dræbt. De fleste var allerede skaffet af vejen, men der var en tøs, hun slap mirakuløst væk hele tiden. Men han havde stadig ikke tænkt sig at stoppe. Han behøvede måske heller ikke dræbe hende, bare få hende til at lide. Drikke blod fra hende, tage hende som slave eller noget der virkelig ville få hende til at lide. Så ramte hun ikke direkte pigens far, men at dræbe ham var bare for kedeligt. Så hellere tvinge ham til at se hans kære blive såret over hans fejl. At true Nicolas på livet var ikke noget man skulle gøre. Det var dumdristigt og ville altid ende slemt, ligegyldigt hvad.

Alona gik igennem denne slagmark, hendes skridt var yndefulde og forsigtige. Hun havde hørt lidt rygter om en som ledte efter hende. Fordi hendes far havde gjort noget dumt, typisk hendes faar at rode sig ud i noget. Alona kiggede rundt og hoppede lidt til side da en slåskamp kom imod hende. En næve var på vej imod hendes hoved da hun tog den og vred ejrens arm om. Hun slap ham og forsatte med at gå, inten ville de fortsætte efter hende ellers ville de lade hende være. Alona så sig ikke for før hun stod foran en mystisk herre. Hun hævede et bryn og ville til at passere ham. Hun tænkte blot videre hvorfor skulle hendes far dog havde blandet hende ind i noget? Hun hadede ham virkelig nogle gange!

Nicolas så imponeret til da en kvinde foran ham uden videre vred armen om på en mand. Det var ikke en hver kvinde der besad den slags koldblodighed. Hun stod kort efter foran ham, da kunne Nicolas se at det var hende han ledte efter. Det var nærmest ærgerligt at tage noget så yndefuldt som hende fra verden. Nicolas vendte sig om imod hende og så nærmere på hende. "Det var imponerende. En kvinde der kan torturere folk på den måde er yderst interessante." Nicolas gik hen foran hende, ikke ret meget hurtigere end normale mennesker, men man kunne se han var vant til at reagere hurtigt. "Vi bliver nød til at snakke. Kom med mig kære." Han foldede armen ud i en gestus til at hun skulle følge armen. Hvis hun prøvede at flygte ville han hurtigt kunne fange hende, så det frygtede han ikke. Jagten var også det sjoveste.

Hun stoppede op og vendede sig imod den mand hun lige var kommet forbi. Hun hævede et bryn.
"Ja han stod i vejen for mig?" Sagde hun bare med et ligegyldigt smil, og lagde armene overkors. Vampyr, det kunne hun læse i ham. Men hun var også en dæmon som ikke kunne lide vampyrer. Dengang hun var mindre eller for nogle 400 år siden fortalte hendes far altid om vampyrer som man skulle holde sig fra. Det havde hun dog gjort selvom hun vidste hendes far var lidt ligeglad med hende, hun var ihvertfald ligeglad med ham.
"Hvorfor skulle jeg dog gå med dig?"

Nicolas fnøs en smule af hendes reaktion. Det var en kompliment, ikke noget hun behøvede at være så skeptisk overfor. Han rystede på hovedet af hende, men kunne ikke lade vær med at smile.

"Det var ikke noget negativt kære. Men en kompliment."

Han kunne sagtens forstå hendes reaktion, man skulle ikke stole blindt på hvem som helst. Nicolas skulle dog have lige netop denne kvinde med, hvis hun ikke gik med frivilligt måtte han bruge vold. Det prøvede han så vidt muligt at undgå. Han lagde en hånd på hendes hofte og trak hende ind til sig.

"Hvis du ikke går frivilligt med må jeg tvinge dig. Det vil blive ubehageligt for dig, det er der ingen grund til."

Hans læber var tæt nok på hendes øre til han kunne hvisk og hun stadig kunne høre det. Han stemme var kold og følelsesløs, det var den oftest, men det kunne variere.

Alona rullede øjne af ham, kunne han dog ikke bare lade hende være i fred!? Hun åndede tungt ud og så op på ham, da han trak hende ind til sig. Hun hævede et bryn af ham. Hvorfor lige præcis hende? Hun kunne nu måske godt gå med ham, men hun havde ikke tænkt sig at lade ham skade hende. Så ville hun selv stoppe ham i det, og det var faktisk ret nemt. For hendes evne var glimrende til sådanne konfrontasioner. Alona rev sig ud af hans greb og vendede sig så om imod ham.
"Nu ved jeg ikke helt præcis hvorfor du er så ivrrig for at få mig med. Men hør hvis du så meget som prøver at krumme et hår på mit hovede, skal du vide at jeg er et hemmeligt skridt foran dig. Forstået?" Sagde hun strengt men man var ikke i tvivl om at hun mente de ord hun sagde. Alona kastede sit hår tilbage, og hævede sit bryn en anelse mere.

Nicolas sendte hende et smil, der ikke ligefrem lyste af venlighed. Han havde et smil, som man tydeligt kunne se han ofte brugte. Det var en anelse skævt, men det virkede samtidig betryggende på en måde, men det skjulte ofte også på nogle hemmeligheder. Lige nu, var det at denne dæmon skulle dø. Han var ligeglad med hvordan eller hvor. Han ville bare bære hendes livløse krop hen til hendes far og vise ham, at man ikke skulle undervudere hvad han kunne gøre. Nicolas lyttede til hendes ord, men han var ligeglad. Hun havde måske et hemmeligt våben, men Nicolas havde også et trick eller to oppe i ærmet. Han gjorde gestus til at hun skulle gå, ved at folde hans ene arm ud i den retning hun skulle. "Følg du bare efter mig, kære." Han havde det med at sige kære så det ikke længere var et sødt ord. Han kaldte samtlige kvinder han mødte for kære, men han mente det ikke over for nogen af dem. De var alle bare ligegyldige for ham. Ligesom hende her, Alona. Hun betød ingenting for ham, hun var bare en del af hans hævnplan på hendes far.

Alona havde hørt om vampyrer som ham, men gad virkelig ikke at have noget at gøre med dem. Hun vidste hendes far havde rodet sig ud i mange ting, han var phsykisk syg, men hun var ligeglad. Hvis han havde rodet sig ud i noget, så var det hans egen skyld. Alona fnøs da han kaldte hende kære, og kastede en hårlok tilbage så den sad perfekt. Alona gik i den retning han sagde, hun spildte sin tid og det gjorde han også. Hun havde ingen anelse om hvad denne vampyr ville med hende, men hun havde en anelse.. Hun havde ingen kontakt med sine forældre mere, og var derfor også ligeglad med dem. Alona vendede sig imod ham, og hævede et bryn af ham.
"Hvad skal du helt præcis med mig?" Spurgte hun koldt og holdte den kolde facade oppe, hun var koldt overfor fremmede ikke overfor hendes datter eller fætter Jacob. Alona stoppede op.
"Hvis det har noget med min far at gøre, så vil jeg virkelig ikke blandes ind i det." Sagde hun med et alvorligt toneleje.

Nicolas var fuldstændig ligeglad, med hvad hun ville. Han gjorde som det passede ham, men det var ikke så smart at bortføre en kvinde i det offentlige. Men på trods af det, ville han gøre det hvis det var nødvendigt. Han var ligeglad med hende og hendes følelser. Han ville bare have hævn, det var altid den han gik efter. "Lad mig forklare dig det hele, når vi er alene." Han tog fat om hendes hofte og smed hende uden videre over hans skulder. Hun ville sikkert kæmpe imod, men han ville gøre det samme. Han ville ikke lade hende slippe væk, ikke igen. Han begyndte at gå hen imod en forladt butik, han kunne sagtens tage hende med derind. Selvom Nicolas var både stærkere og hurtigere end hende, havde hun formået at slippe væk fra ham i alle de år. "Jeg er ligeglad med hvad du vil. Jeg gør som jeg vil."

Alona blev lettere fornærmet da han smed hende over sin skulder, hun havde lært sig selv at gemme styrke til at det virkelig galte. Hun lyttede til ham, og rullede med øjnene. Hun fik sig viklet ud og landede på benene foran ham, hun hævede lidt på det højre bryn, og lagde armene over kors."Hvad vil du gøre drikke mit blod, du ved vel hvad dæmon blod gør ved vampyrer ikke?" spurgte hun uden så meget som at tøve, hun vendede ryggen til ham og gik rundt i butikken. "så det her er dit lille skjulested, eller er det dit torturkammer?" spurgte hun og grinte koldt, hun vidste han kunne være farlig, men hans fejl at undervudere en som kunne fryse ham fast på livstid. Eller sætte ham på pause. Alona undervurderede ham ikke, hun vidste man ikke kom langt med at undervurder andre, derfor forholdt hun sig delvis rolig. Hun prøvede at være afslappet, og det gik ganske fint. "Så hvad var det du ville mig?" spurgte hun stille.

Nicolas satte hende ned på en stol og begyndte at binde hende fast. Han tog fat i hendes ene arm, fik sine tænder til at vokse frem og bore sine tænder ned midt på hendes arm og lave et langt sår. Ganske rigtig smagte hendes blod forfærdeligt, men det havde ikke nogen bestemt virkning på ham. Han spyttede det meste af blodet ud. Han lavede det samme sår på sig selv, men da hans voksede sammen, blev hendes større. "Dit blod kan ikke gøre mig noget. Ikke andet end at give mig kvalme." Han rystede på hovedet over hende. "Pas på hvad du siger kære. Jeg har kræfter du slet ikke kan forstille dig." Han satte sig på hug foran hende, så de var i hovedhøjde. "Jeg ville hævne mig. Din far er ikke ligefrem min bedste ven. Så nu går det udover dig."