En afslappende mission - shar

STED	TID	OMGIVELSER	VEJR
The forrest	Lidt efter middag	Masser af træer og ikke særlig mange mennesker. En enkelt lille bæk med en bro på	Høj solskin, men en bidende kulde

Tid: Lidt efter middag
Sted: The forrest
Omrgivelser: Masser af træer og ikke særlig mange mennesker. En enkelt lille bæk med en bro på
Vejr: Høj solskin, men en bidende kulde

_________________________________________________________________________________________________

Træerne svajede blidt i vinden og skabte en flot melodi, som svævede rundt i hele skoven. Enkelte dyr kravlede rundt tæt ved skovbunden for at komme i ly for den bidende kulde. En enkelt kvinde vandrede igennem skovens dybe underlag med et betagende blik rundt. De store, sorte støvler førte hende frem og holdt hende, sammen med den lette vinterfrakke, varm. Hænderne havde hun placeret i lommerne, hvilket afspejlede den afslappende ro, som hun følte. Så sjældent det nu engang var, at hun ikke kunne høre folks tanker og være omgivet af tåbelige idioter. Dog måtte hun indrømme, at hun var lidt skuffet over, at hun endnu ikke havde fundet frem til sit mål, nemlig en af elverbyerne. Hun havde hørt, at de skulle have fremstillet et fantastisk smykke, og hun havde tænkt sig at se på det, før andre fik chancen.

Roligt spidsede hun sine læber og lod en svag fløjtende lyd passe ind til brisens sang. Hendes grønne øjne stirrede rundt på naturen omkring hende, og uanset hvor meget hun end ønskede at det ikke var sandt, så kunne hun ikke lade være med at føle sig glad og i et med naturen. På sådan en sælsom dag med sol skinnende ned imellem træernes kroner og de dansende blade på jorden.

Det var lidt over middag og på trods af at solen var højt på himlen var det bidende koldt. Shar var ude i skoven sammen med sin tvillingebror Sharmarke. Shar skubbede drillende til Sharmarke, som hurtigt skubbede tilbage så Shar mistede balancen og faldt på enden. Hun kunne tydeligt høre hans latter i sig og blev sur over det, men kunne ikk lade være med selv at grine af det. Hun kom hurtigt på benene, og begyndte at løbe mens hun lo højt. Sharmarke var lige i hælende på hende.

De løb længe og kom meget langt væk hjemme fra, men det var altid spændende at se noget nyt, for hjem kunne de altid finde. Sharmarke standsede op og spidsede øre. *kan du også høre det?* Shar standsede op og lyttede, men måtte ryste på hovedet. ”Nej, jeg kan ikk høre noget.” svarede hun. *Følg med* Sharmarke begyndte at løbe mod lyden og Shar fulde hurtigt efter. Shar fik lidt efter øje på et lille vandløb. Når, så det var altså det som han kunne høre. Hun kendte ikk lige det her sted. Der var en bro som krydsede vandløbet. Shar gik tøvende tættere på. Hun vil undersøge stedet en smule.