Et medlem af mårfamilien, Kimber

Markedet
Formiddag, solskin, koldt
Grå striktrøje, bomuldstørklæde. Grønne, uldne bukser.

//Ja, først bare en lille indledning fordi mine fingre ikke var til at stoppe da de først var begyndt..//

Markedet var en fryd for øjet. I hvert fald for Spurvs øjne, og det endda selv om hun var vokset op i Doomsvilles dynd, hvor alt kunne ske, hvor basaren lokkede med krydderier, blanke våben og silkestof og hvor strålende butiksvinduer bød de, der havde penge indenfor til luksus i lange baner. Det var bare ikke det samme. Firewood Village virkede bare så meget mere naturlig. Som om alle farverne, de små boder, de store boder, de mange mennesker, der gik mellem hinanden og smeltede sammen til een broget flok af mangfoldighed, simpelthen var blomstret op af selve den frodige jord på en sommerdag hvor tunge blomsterhoveder vippede af dug i morgengryet.

Det var dejligt vejr. Spurv havde ikke troet, hun ville kunne se sig mæt, men det var åbenbart tilfældet, og hun havde sat sig på kanten af det slukkede springvand, hvor landsbyens koner vaskede tøj om sommeren, for at fordøje alle indtryk. For sit indre blik så hun glas med syltede sager, perlekæder, pels, trætøj og potter, bure med kvidrende sangfugle, smukt bagværk, penslet med æg og ansigter, ansigter, ansigter. Hun ville sværge på, hun havde set en dværg i dyb samtale med sølvsmeden, men hun havde ikke turdet glo, og da hun havde set efter var han på mystisk vis forsvundet.

Hun lod solen varme sin ryg skuldre og foldede forsigtigt sit lommetørklæde ud. Hun havde købt en ganske lille kage, og det var med ærbødighed, at hun brækkede et lille bitte stykke af. Den smagte pinligt godt, og det øjeblik, hun havde puttet stykket i munden, slog en sværm af duer ned omkring hende. De kurrede og plagede og fandt imaginære krummer rundt omkring på de kolde, grå brosten. Spurv fandt det morsomt, men nægtede at dele, men på et tag i nærheden var der een, der absolut ikke kunne se det sjove i, at sådan nogle 'enfoldige høhoveder' forsøgte at indsmigre sig for at score hans bid af kagen, bogstaveligt talt, og han lettede med en brusen af hvide fjer og behøvede kun at kredse en enkelt gang endda i god højde for at sprede dueflokken for alle vinde. Alligevel var der folk på jorden, der jublede over at have set en ugle for første gang i deres liv, og så endda i fuldt dagslys, hvor heldig havde man lov at være.
Spurv gemte et lille stykke kage til ham.

Ord ville aldrig kunne yde en tanke retfærdighed. De todimensionelle bogstaver på papiret ville aldrig nogensinde kunne fortælle historien om, hvad der skete inde i hans hoved. Aldrig ville han kunne udtrykke det til fulde, men det havde aldrig forhindret ham i at gøre et fermt forsøg.
En ung mand i midten af tyverne sad på jorden, lænet op af et springvands yderste kant. Han havde en lille notesbog i skødet og en blyant i hånden. Hans fingre dunkede. Han havde følt inspirationen for blot et par minutter siden, men havde fået skrivekrampe i sin iver efter at få hvert et ord udødeliggjort. Han så op imod himlen, der næppe kunne have været meget lysere. Det var så vidunderligt lunt at sidde udenfor. Det eneste, der holdt ham fra at filosofere videre var hans kære bror, Shane, der i øjeblikket havde travlt med at kradse hans ankel, for at få ham til at se ned.
Kimber havde blot gennemført et tankemaraton, en ord-sprint, en boksekamp imellem begreber; men Shane var ikke i stand til at blive mættet af den slags - eller udmattet. Fritten ville væk fra den tæt befolkede gade; ud et sted, hvor han kunne brænde sit krudt af. Men ingen af de to vidste, hvornår de sidst havde været adskilt. De havde brug for hinanden, så hvis Shane gik ud i skoven måtte Kimber tage med.
Ikke at han havde noget imod det.

Kim smilede skævt og lod fingrespidserne glide ned over Shanes lille hoved og den bløde pels, før han rejste sig og svingede det halvlange, brune hår ud af øjnene. Han lukkede den lille notesbog, der blot blev holdt sammen af et par lædersnører, der ikke så ud til at ville holde meget længere. Shanes klør greb fat om mandens bukseben og på få sekunder havde han løbet lodret op af Kims krop og placeret sig på hans skulder, hvor han ikke ville blive trampet ned af de tilstedeværende bybeboere.

Ligesom alle andre stoppede Kimber op og løftede de brune øjne imod fuglen, der lige nu havde overtaget himlen, som var det dens territorium. Det var dog en smuk skabning. Men han fik kun et par enkelte sekunder til at nyde den abnormale hændelse at se en ugle på dette tidspunkt af dagen, før han kom tilbage til nuet. Shane ville væk fra mængden. Han kunne ikke bare stå og drive den af.
Ilderen havde tilsyneladende langt andre planer imidlertid, for den var endnu engang løbet ned af Kim og var på vej imod et stykke kage, der lå ubeskyttet i en piges håndflade …

Det var et mærkeligt lille væsen. Den havde fin, silkeagtig pels med hår i mange længder, et lille, fiffigt ansigt og perleøjne, der syntes at beskue verden med alt for stor intelligens til sådan et lille hoved. Og så havde den de fineste små hænder. Spurv lage imidlertid ikke mærke til den, før de små klo-hænder rakte frem mod kagen.
Hun havde alt for travlt med sansearbejde. Med at mærke bænken, duer, der klaprede væk, solskin, tynde lammeskyers flugt over røde tage.
Nathan havde imidlertid haft det vævre væsen i kiggerten i et godt stykke tid, og han var mildest talt skuffet over Spurvs blinde vinkel. De lyse, blå øjne gennemborede scenariet, et tyvagtigt lille pelset væsen, der gled afsted, nærmere det stykke sukkerstads, der var lagt til side specielt til ham. Som han kredsede mod den blege vinterhimmel voksede en vrede i Nathans maver //Ja, fugles mave inddeles i to, vildt, right?// , og selv om han udmærket viste, han skulle holde sig væk fra befolkede steder, så var det simpelthen for meget. Han klikkede med næbbet, drejede vingerne og styrtdykkede, netop som Spurv opfangede denne stilfærdige lyd af små, fløjlsbløde fødder og følsomme knurhår.
Af rent instinkt stivnede hun som en sten, mens hendes hjerne skreg 'Rotte, rotte' og på meget kort tid gennemspillede samtlige oplevelser, hun nogensinde havde haft med rotter, ligefra den gang, en tyk, grå een bed hende i anklen da hun trådte ud i spisekammeret til at komme til at træde gennem et muggent gulv og høre dem sprinte bort med hvinende råb til hinanden. Da hun sekundet efter så, hvad der havde forårsaget forstyrrelsen, kunne hun godt gennemskue, at hun måske havde været lidt rask i sin bedømmelse af dette sære væsen. Hun sænkede hænderne, der et øjeblik havde været knuget foran hendes bryst, og opdagede, at hun havde mast kagen til en lille, klistret pølse.
Hun så nysgerrigt på den, og overvejede om hun skulle spørge, hvad det var for een, fuldt ud bevidst om, at den ikke ville være i stand til at give et egentligt svar, snarere med det udgangspunkt at ord af en uforklarlig årsag måske ville få den til at sidde stille bare et øjeblik, så hun kunne nå at se, hvad det egentlig var for et lille dyr.
Det var omtrent der, midt i Spurvs indre monolog med for og imod en lille envejssamtale med fritten, at Nathan dukkede ud af det blå. Som en fjerdet pil susede han direkte ned mod dyret.
"Du kan tro nej," hvinede han i tankerne.

//Jeg beklager ventetiden.. Og svarets kvalitet, det blev nok lidt sent.. åbenlyst.//

Kimber blev grebet af en pludselig panik, da hans bror ikke længere sad placeret på hans skulder. Han så sig omkring - febrilsk. Det lignede hans bror at stikke af på den måde, men med sådan en tæt menneskemængde kunne det være farligt. Der var ikke noget, der betød mere for Kimber end hans brors sikkerhed - og tvært imod hvad man skulle tro, var det ikke på grund af det bånd mellem dem, der gjorde at Kim selv ville komme til skade hvis Shane gjorde.

Shane så uglen komme. Men han stak ikke af, som en normal rotte eller mus ville gøre. Han fornemmede pigens anspændthed og fornemmede også, da hun faldt til ro igen - lidt i hvert fald. Det så han som en mulighed. Pigen frygtede ham ikke.
I stedet for at fuldføre hans plan og snuppe kagen. Han sprang ned i pigens skød og pressede sig tæt ind imod hende i et håb om at blive beskyttet. Han ville ikke flygte. Det var for nedværdigende, mente han, også selvom ingen nogensinde ville vide, han havde gjort det. Pigen ville aldrig kunne genkende ham fra en million andre ildere.

Kimber fik langt om længe øje på Shane - da han lagde mærke til, at uglen pludseligt dykkede. Der var kun et par skridt imellem de to brødre, heldigvis, for dette betød at Kim i én hurtig bevægelse kunne nå at gribe Shane fra pigens skød, før uglen nåede at sætte tænderne i hans bror og måske endda skade pigen; Kimber vidste jo intet om pigens forbindelse til fuglen. Shane var ikke særligt taknemmelig for at være blevet redet. Han hang bare med kun fordelen oppe i Kims hånd og så mod uglen med et skulende blik. Det var for meget udtryk i frittens ansigt til at det lignede et gennemsnitsligt dyr. Og hvis Kim havde tænkt sig lidt om ville han have set at uglen havde det samme alt for følelsesfulde, opmærksomme, intelligente blik. Men i dette øjeblik var han mere bekymret for, om uglen ville flyve på ham og angribe hans bror igen.

//Tænk ikke på tiden. Jeg har været lidt ude af kurs. Og kvaliteten er sku fin nok.

Spurv havde ikke lagt mærke til Nathan, i hvert fald ikke, hvordan han pludselig styrtdykkede i fuldt angreb mod hendes 'nye ven'. Hun hikkede bare af glæde da det lille dyr sprang op på hendes lår, havde ikke gennemskuet, hvordan den pludselige hengivenhed bare var et skalkeskjul. Mon den var stukket af et sted fra? Hun ville kalde den Emma, hvis det da var en pige. Måske ville den have lidt kage, og så ville den blive liggende? Den sidste tanke gjorde hende ikke særlig populær hos Nathan, der et øjeblik havde kredset vagtsomt og afventende, vred, nej rasende på kræet. Magen til frækhed!? Og nu ville hans forræderiske søster åbenbart forære dyret kage? Med et snap foldede han vingerne tæt ind til kroppen og dykkede igen, mens han fyldte Spurvs hoved med beskyldninger.

"Nej, men," begyndte hun til ham, og ville have lovet ham en ny kage hvis Emma kunne få lov at bo hos dem, men før hun overhovedet kom i gang dukkede en ny spiller op på banen. En mand, hun kunne ikke bedømme hans alder, havde simpelthen ikke tid, for han snuppede det lille dyr ud mellem hendes hænder i det selv samme øjeblik, hvor hun havde fået øje på ham. Han var åbenbart kommet løbende.

"Hov,"
Skuffet rakte hun ud for ligesom at kræve det lille, sjove, lange væsen igen. Manden kunne ikke bare tage hendes - hvad det så end var for et dyr. Hvis det overhovedet var et dyr. Det forurettede udtryk ændredes til lige dele betaget og forskrækket, for dyrets ansigt var så.. Og smask. En kugle af fjer og baskende vinger ramte hende i ansigtet, og tippede hende ud over stenkanten, hvor hun havde siddet og ned i det tomme springvand. Luften blev slået ud af hendes lunger, og hun hostede et akavet sekund, mens hun prøvede at vikle Nathan ud af sit hår og halstørklæde. "Av for søren," peb hun hæst, "dit sindssyge dyr, hvad bilder du dig ind."

"Hold op, du slog dig ikke,"
klaprede han afvisende som svar mens hun kom på benene og børstede grus af sig. Han havde placeret sig tronende på hendes skulder.
"Hvor er den kage så?"
ville han vide, men Spurv var igen blevet optaget af det lange dyr. Det lignede en gnaver, men så alligevel ikke. Øjnene var fremadrettede som hos et rovdyr, og de strålede intelligent.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]//