Muse or Madness ? Kimber

Kulden krøb op igennem hendes dueblå kappe.Væmmelig var den, som en lille bille - hurtig og let til bens pilende afsted og ubehøvlet efterlod den sine eskramenter, kuldegysninger, op af hendes ryg.Derinde ...under kappen, møvede den sig op igennem den lange mørke nederdel og tværs igennem hendes sorte langærmet bluse.Fandens til kulde'bille'.Umulig at ryste af sig, når først den havde fundet vej.
De uldne strømper der endte ved låret, hvor nogle velcro agtige strips fastgjorde hendes dolk og lidt tidligere også den magnum som nu hvilede i hendes højre hånd, var heller ikke det oplagte valg på en kølig vinter aften.
Ikke alt var lige nemt at opdrive her i Underworld, ikke engang på marked der ellers bulnede af de mest besynderluge ting, men sådan noget som strømpebukser ,havde vist sig umådeligt svært.Dem til låret kunne man der imod købe alle vegne , og i alle boder der solgte stof og beklædning.
Hun forsøgte fortrænge kulden lidt, ved ikke at tænke mere på den.Hun kunne senere tø sig selv op, via en god stærk portion suppe.Men nu....nu skulle hun have hele sin opmærksomhed rettet mod stien, nu var det andre der var i centrum....ikke hende.

Camille St.Clair.
Mere simpel og mere kompleks pige, skulle man nok lede en del efter.Sygeplejerske i den normale verden.....her i underworld, efterlyst landevejsrøver.....en female Robin Hood, der røver fra de rige med det formål at købe de fattige fri- slaverne.
Som så mange af Camilles gode intentioner,der endte ud i en plan....var også den beklædt med små skøndhedspletter.
En af dem var at hun ikke anede hvornår hendes ' offre' havde rigeligt med mønter og heller ikke altid om de var væsner , hvilke gjore at hun levede livet farligt.Udover det var det en most wantet på den blonde frihedskæmper, som stak alle de pinde i slavedynastiets hjul, som hun kunne finde på sin vej.

En flok fugle,lettede og skabte en masse støj.....et sikkert tegn på noget....eller nogen nærmede sig.
Camille strammede det lille sorte bånd af læder,det samlede hestehalen i nakken.Hun slog den store hætte op, for at dække sit ansigt og dermed forblive anonym.
Hun sikrede pistolen, eller....ja....det regnede hun med det hed.....hun kunne sku ikke lige huske alt det Zean havde lært hende.Det kunne være hun afsikrede den? Nå....nu virkede den da, hvis hun trykkede på aftrækkeren, og det var det vigtigeste.
Hun ventede ......ventede....stille og ubevægelig.
Hvis en skikkelse skulle komme til bens, ville hun så snart den havde passeret, liste frem og trykke pistolen mod tindningen- bagfra....og hviske ind i øret " This....is a hold up! forhold dig helt roligt, og det sker dig ikke noget"
Var det en til hest...ville hun vende det hvide ud af øjnene. Og tænke at det sku var typisk.
Så ville hun skulle springe ind lige foran heste, bringe den til at stejle, med at affyre en skud og forlange at rytteren kom ned, øjblikkeligt.

Gemt væk i en slidt skinjakke, der blot var bundet fast med en lædersnor om livet, vandrede skikkelsen ned af gaden. De blege læber krusedes i et smil, da ilderen på hans skulder talte - i hvert fald i den unge herres tanker.
Det var af ren og skær vane, at Kimber tog de mindst befærdede veje. Ikke fordi han havde noget imod store menneskemængder, men fordi det var den letteste måde at undgå problemer i de lyse dagstimer - og den letteste måde at sørge for, ilderen ikke ville blive trådt ihjel, hvis han havde lyst til at gå selv frem for at sidde på Kims skulder; hvilket han kun gjorde, hvis han var træt. De var sådan nogen utroligt aktive dyr, de ildere. Hans skridt gav et svagt ekko imod vejens brosten. Den kolde luft smøg sig tæt om dem begge. Kim så op imod himlen. Det var ikke mørkt nok til at man kunne se stjernerne, men det tidlige vintermørke havde da allerede farvet himlen dybblå.

Egentlig var Kimbers humør helt i bund. Under hans ene arm havde han et læderomslag med en stak papirer i - skødesløst stukket ind -, bundet stramt med en lædersnøre. Det var hans drøm, der var klemt ind i det omslag. Han havde forsøgt at få sin bog publiceret tidligere og havde lige modtaget afslaget. Det var ikke første gang, men det var altid et hårdt slag. Shane forsøgte blot at muntre ham op.
Mange penge havde man ikke på lommen, når man blot var filosof og forfatterspire, drømmer og vi-tager-de-jobs-der-kommer. Det var næsten en utrolig bedrift at han kunne betale for det lille hus i Firewood Village.

Shane havde netop opdaget kvinden og skulle til at give lød fra sig, da en pistol blev trykket imod Kimbers tinding og han stoppede op med et gisp og ordene, der blev hvisket i hans øre, virkede langt højere i den altopslugende stilhed. Hans hjerte slog hårdt i brystet.
Virkelig? Efter han havde gjort alt for at holde sig selv og sin bror ude af alle former for problemer; så skulle de lige ende i et bagholdsangreb. Han måtte finde en måde at beskytte sin bror nu.
"Jeg har ikke noget af værdi." Han holdt stemmen i ro efter bedste evne. Ganske vist var han en mentalt stærk fyr. Han kunne holde til det meste - men ingen ville kunne bevare roen fuldstændig, når de fik peget en pistol imod tindingen. Medmindre de vel at mærke havde et dødsønske, og det havde Kimber bestemt ikke.
Shane var røget ned af Kimbers skulder og hang nu i jakken i sine klør. Hans store, mørke øjne var rettet lige imod overfaldsmandens ansigt. Ilderens lille krop sørgede for, at han var godt skjult i mørket om af sin bror - men den ville ikke holde sig skjult. Han vidste, at Kimbers ideologier - eller rettere filosofier - ville holde ham fra at gøre modstand. Shane kunne hoppe op og bide i kvindens hånd. Men det ville betyde, at hun ville trykke på aftrækkeren af chok … - men så langt tænkte Santuineren ikke. Han kastede den lille krop imod kvindens hånd for at skubbe den væk. Kimber nåede ikke at stoppe den.

At Camille i den ' normale' dimension var sygeplejerske, var noget hun fik god nytte af i flere situationer.
Blandt andet havde hun jo udøvet en fortrinlig evne til at bruge sit observerende blik og indsamle hurtige informationer...det kliniske blik, som man kaldte det.Så nærmest samtidig med pistolens mundning ramte fyren, løb hendes blik over ham, udforskende...hvem havde hun fået fat her? i ....kunne hun forvente modstand af noget slags?

Fyren synes at være på Camilles egen alder, og med lige så mørkt hår og mørke øjne, som Camilles var lyst.
Ingen sår eller rifter....og synlige store ar, så han var ikke en kriger, så vidt hun kunne se.
Hun holdte sig tæt på ham, lænede sig nærmest ind mod ham, med ansigt mod hans skulder.Sådan følte hun at hun havde bedst kontrol over situationen.Han forholdte sig imidlertid ubevægelig...eller der var ingen tegn på han ville kæmpe imod.Det var Camilles held, og et lille smil var der derfor overskud til.Efter alt...hun var ingen kold eller hård person, tvært om....hun var heller ikke selvisk, det var ikke for egen vindings skyld hun skrabede værdier sammen, men derfor kunne hun godt være lidt af en lille rebel, når det passede hende- eller situationen.

"Ingen værdier? Skal vi nu ikke lade mig afgøre det? Thats what they all say, anyway" lød stemmen der måske nok var feminin og blid, men samtidig klingede myndig og bestemt.Hun havde efterhånden haft mange forskellige ofre, og det var da gud ske lov kun et fåtal af dem der lavede ballade...sådan for alvor.

Camille skulle til at tjekke ham ud for våben.Havde han nogen skulle de uden for rækkevide, sålænge hun var tæt på ham.Her skulle ikke gambles på noget vis.
Da hun åbnede munden for at spørge og eventuel bruge hendes evner til at rasle lidt med ham og se om der var nogen....var der en blød mørk klump af pels der kastede sig mod hendes hånd, og Camille skreg.

Nu var det jo sådan...at man handlede ud fra tidligere oplevelser og handlinger, så på den måde var Camille lidt undskyldt.Aldrig havde hun kendt en ilder...eller været tæt på en.
Tilgængæld havde hun erfaringer med edderkopper både de helt små...de knytnæve store og ..ja i den forbudte skov havde Nekrotan og hun mødt nogle så store som dem selv....så Camille vidste de små mørke bæster kom i alle størrelser og hun var nærmest panisk ræd for dem .
Ud af mørket kom den lille mørkeklump , som skudt ud af af en kanon og kastede sig mod hendes hånd.
Det kostede al den koncentrerede opmærksomhed hun ellers havde tildelt Kimber.Men hun fejltog den for at være edderkop...og begyndte derfor at skrige og vifte løs med begge arme, for at få det ulækkre kræ væk.Panisk...pistolen havde hun stadig et greb i,men den blev viftet i alle retninger.
Hun glemte helt sit offer...men hva pokker, det var vel hende med ammunitionen, såå mon ikke det gik?

Normalt ville Kimber være blevet rasende på sin bror over hans dumdristige opførsel. Kvinden ville sikkert ikke have gjort dem ondt, hvis de bare lod hende tjekke og indse, at se ikke havde noget af værdi. På trods af, at hun stod med en pistol virkede hun ikke intimiderende. Men selv et ungt pigebarn kunne vel være en koldblodig morder - og det vidste han skam godt. Han havde med egne øjne set en person lade livet for raseriet af en, der burde havde beskyttet dem. Hans egen far havde været en forbandet morder … Og han vidste manden havde været en kærlig person engang. Før Kim og Shane blev født. Alle havde vel potentialet til at blive mordere - eller sindssyge - når de blev presset langt nok imod afgrunden. Denne pige kunne nemt være blevet skubbet ud over kanten.
Men det håbede han ikke. For sit eget og sin brors liv.

Men det så da ud til, at hans bror havde gennemtænkt angrebet. Det gik Kimber i hvert fald ud fra, da han hørte kvindens skrig. Hun havde flyttet sig fra Kimbers skulder og kan så sit snit til at komme væk, mens kvinden viftede med armene og skreg af hans bror. Han satte i løb ned af gaden. Han vidste at han ikke ville nå langt før hans bror satte i løb efter ham. Han havde tillid til, at hans bror ikke ville blive fanget. Kvinden var tydeligtvis for skrækslagen til at ville røre ved den lille pelsklump.
Kimber var jo en tankens mand. Derfor nåede han at skænke en tanke til det humoristiske i den utroligt alvorlige og faretruende situation. Man kunne ikke benægte, at det, at skrige op og gå helt ud af sig selv på grund af et lille dyr, hvis tænder ikke er mere end et par millimeter og dets klør - ikke meget længere - var komisk. Især når tanken blev tænkt af en, der havde levet hele sit liv med sådan et dyr.
Kimber nåede hen om et hjørne, der ikke lå ret langt væk. Han ville give sin bror en chance for at indhente ham og samtidig måtte han være sikker på, at kvinden ikke nåede at få fat i ham. Hvis hun vred nakken rundt på dyret var det ude med dem begge. Så var det ligegyldigt om han havde værdigenstande på sig eller ej.

Da han stod lænet op af den kolde, hårde mur og så imod sin bror med ængstelighed i blikket, mærkede han for første gang virkelig, hvor hårdt hans hjerte slog. De havde været i livstruende situationer før, men tvillingerne havde aldrig før været alene om at tackle farer. Hans hænder rystede en del, og hånden, der holdt fat om hans upublicerede bog var næsten følelsesløs af at have holdt så stramt fat om bogens ryg.
Faren var ikke ovre endnu. Ikke før Shane stod på hans skulder og han kunne smutte fra deres overfaldskvinde uden at blive set igen.

Til alles held fik Camille undgået af affyre pistolen, imen hun febrilsk forsøgte at skille sig af med dyret.
Det tog ikke mere end ganske få sekunder, hele den scene man kunne havde været foruden , så begyndte det så småt at trænge ind , at dyret måske alligevel ikke var en edderkop.Den var af en andres kropsbygning , men det der havde fået hende at bremse op, var en kort sammensmeltningen af deres blikke, i et split sekund.
Dyrets mørke øjne ....de var for udtryksfulde, alt for menneskelige til at kunne være et...rigtigt dyr.Eller....hun havde bare set så levende et blik en enkelt gang før.Tristan og hans tigerbror Luck.
Camilles tanker løb hurtigt, og snuplede over hinanden.Hendes offer havde allerede taget flugten, og det lille dyr var i færd med at skulle gøre ham kunsten efter.

"M-men ....hey.." Fremstammede hun desorienteret , da alt synes at ske al for hurtigt til man kunne have et greb om situationen.Camille så ingen anden udvej, end at sætte efter dem.....hun ønskede både penge og ...svar, så tilfreds med at fyren var stukket afsted, var hun på ingen måde og kun en ting kunne der gøres ved det.
Så i hælene på de to brødre , piskede hun afsted.

Der var nok ikke meget faretruende ved Camilles ydre.Hun var ikke kraftigt bygget og hendes udseende var klart mere blidt og feminint end det var barsk og hårdt, alligevel havde hun dog lidt ' kant'.
Fordi hun ikke signalerede ' kamp' havde hun i mange situationer kunne trække tæppet lidt væk under folk ved at kunne overraske dem og vise sig en værdig modstander i kamp.
Hun kæmpede for hvad hun troede på, og satsede stort , hvis det var påkrævet, men aldrig uden at tynges af spekulationer.Hun vidste at ingen sejre var givet på forhånd og risikoen for at tabe hele tiden hang i luften.

Et lille stykke derfra stoppede Camille op og så sig omkring. Ingen tegn af dem ?
Det var da irriterende.Kunne de være nået længere væk?
Årh...hvis hun havde mistet dem.Der havde været al for stille på de mindre trafikeret veje denne dag, og Camille turde ikke røve på hovedvejene, da risikoen for at blive pågrebet var way to big.
Hendes mørke øjne løb en runde og søgte omgivelserne igennem.Hun mærkede hvordan utilfredsheden begyndte at boble i hende, da hun stak pistolen ind under kappen og mumlede " Pis....der smuttede de" .
En lille bunke grus sten blev sendt afsted på random kurs, da hun med støvlesnuden sparkede barnligt og umodent til dem, over ikke at have fået lov til at bestemme hvordan legen skulle afslutte.

I et humør der lyste langt væk af hun nu var irritabel og rastløs, satte hun gang i bentøjet- og ville udsøge sig et nyt offer.
Måske skulle hun gå tilbage på en kro?
Der kunne hun med sikkerhed udsøge dem med penge, lokke de løsslupne og begærlige mænd med sig - og bedst som de troede deres køretur til himlen var planlagt, kunne hun røve de idioter
.En nem og let udført plan, eneste lille rids i lakken var , at den havde en noget større personlig risiko for hendes ve og vel.For HVIS noget gik galt der og hun fik en dæmon eller vampyr på krogen, så var det ikke sikkert de bifaldte hendes lille sceem, og slet ikke sikkert de lod hende slippe afsted.Camille drejede om et hjørne og fornemmelsen af at blive iagttaget prikkede hende på skulderen.