Don't you dare drink my blood ~Markulius~

Det svage grin kom fra hans læber. Ikke særlig højt men højt nok til hun kunne høre det. "Kvinderne bestemmer alt. Mit land værdsætter kvinder så meget at mænd kun må gi en krigered til en kvinde og kun EN kvinde. Mens kvinder må tage imod så mange krigered'er hun vil. Og være mage med så mange af dem hun vil. Kvinder er dem der bestemmer i mit hjemland. Mænd har bare visse rettigheder." Sagde han roligt med et smil. Da hun spurgte hvor han havde hjemland falmede hans smil. Og han så svagt ned. "En landsby der blev brændt ned for mange år siden." Sagde han roligt med et svagt suk. Mens han roligt dansede videre med hende med de blide bevægelser.

"Så var der jo nok bare noget jeg havde misforstået," sagde Jo med et smil.
Hun lukkede øjnene et øjeblik hvor det eneste hun koncentrerede sig om, var dansens rytme.
"Jeg ville da virkelig elske at have et par mænd omkring mig. Hvis den ene ikke gider hente mig en vodkaflaske... ja, så gider den anden nok." Den var en undertone af latter i hendes stemme. Det kunne være dejligt, men det ville da også bliver lidt irriterende at have en masse fyre rendende hele tiden. Så hellere være sig selv, som var det Jo foretrak. Uden et forhold til nogen kunne man jo gøre hvad det passede en uden at være bange for, om man nu ville bryde nogle af de mange uskrevne regler.

"Hvem finder på at brænde landsbyer ned?" spurgte hun nysgerrigt. "Hvor mange år er det siden?" Hun så spørgende på ham, men ved at se ham ind i de smukke øjne blev det spørgende blik mere intenst. Hun nød simpelthen bare at kigge på ham. Det at være i hans nærhed kunne hun sagtens få resten af natten til at gå med, hvis det nu skulle være.

Panden rynkede sig svagt i takt med vampyren Markulius tænkte. Og efter en kort pause i tanker. Kom det roligt ud af ham. "En af de mægtige. En af byens ledere. Det som i nok ville kalde en af byens udvalgte. De mægtige er en gruppe af byens udvalgte mennesker som gennemgår en slags forvandling og bliver en af verdens stærkeste væsner. En af de væsner blev sure på byen og satte hele landsbyen i brænd." Sagde han roligt mens han så på hende. "Og derefter dræbte de mægtige. Så kun han stod med kræften." Roligt sukkede han svagt før han så på hende igen. "Det er ved at være cirka et hundrede og ti år siden." Hviskede han roligt og så på hende roligt. Mens han roligt kiggede på hende.

"Der er mange, som gerne vil have magt, og det var jo en af måderne, at gøre det på," sagde hun og trak lidt på skulderne. Jo lagde godt mærke til, at han var ældre end hun nogensinde ville komme til at blive. Hun kendte godt til mange forskellige racer, men af en eller anden grund, glemte hun altid, at der var forskel på levetiden, for slet ikke at snakke om de racer, som aldrig blev ældre og døde af den grund.
"Og hvilken race tilhøre du så?" spurgte hun. Hun håbede ikke det gjorde noget, at hun spurgte. Men hun havde ikke noget i mod at vide, hvilken race denne skønhed, hun dansede med, tilhørte. Dette smukke og enormt tiltrækkende væsen.

Det rolige satte hår og hovedet det sad på rystede svagt på hovedet. "Han var ikke efter magt. Han var på jagt efter noget helt andet. En lærling. Men landsbyen ville ikke lade ham. Fordi han stammede fra en af de ældste blodlinjer. Den stærkeste blodlinje. Med de guddommelige kræfter han havde ville de ikke have at der kom flere af dem." Roligt smilede han mens han så på hende. "Han fik sin lærling. Lidt sjov måde han fik den på. Men det er en anden historie." Roligt så han hende i øjnene. "Kan du virkelig ikke gætte det. Tænk dig om. Min hud er blegere end bleg. Den er kold. Mine tænder er spidse nok til at bide igennem metal. Og mine øjne er svagt røde." Hviskede han roligt med et roligt smil. Før han roligt stoppede deres dans. Ikke fordi han ville. Men fordi hun skulle ha chancen for at stikke af. Løbe hvis hun ville. Men imellemtiden holdte han hendes blik hundred procent sikkert og fast. En måde at vise man kunne stole på ham.

Nu når Markulius var så sød at udpege alle kendetegnene for hans race, var det ikke svært for Jo, at regne ud, hvad han var for en.
"Så da du sagde, at du kom for at få stillet din tørst... Du har ikke fået den stillet endnu?" sagde hun og rynkede lidt på brynene, så det så ud som om, hun tænkte over, hvad det nu måtte betyde. "Er det så nu jeg skal være bange?" spurgte hun og trak en passende grimasse, før hun begyndte at le. Ikke særlig længe, og hun vidste egentlig heller ikke hvorfor. Hun kunne bare ikke lade være.

Han grinte svagt med et roligt blik rettet imod hende. Før han roligt begyndte at føre hende i deres yndefulde dans. "Ikke endnu. Når du begynder at mærke den kulde som loggede dig herop sammen med mig. Så skal du blive bange." Roligt smilede han svagt mens han dansede videre. Han nød egentlig at være sådan her sammen med hende. Hun virkede som en god ven. Ikke at han troede på at det kunne lade sig gøre. Før eller senere brød hans tørst over. Og han ville bide. Af fulde styrke. Men indtil da. Så kunne de sagtens være venner. Sikke en drejning hele hans aften havde fået. Han kom for at drikke. Og endte med at få en ven. Ja en midlertidig kunne man vel sige.