Scream! But they cant hear us.. -Avery-

S: Et mørkt rum gemt væk i en af slavehandlernes bode.
O: Mørke, lugten af indelukkethed, ikke det mindste lys, kun et lille lufthul i døren.
T: Middagstid.
V: solskin.

Josh slog hårdt på døren, men som altid hjalp det ingenting. Han havde snart stået og slået på den dør i en time, og alligevel var der ingen som hørte ham, lige meget hvor meget han slog på den.. Det eneste der skete var at det gav genlød i hele rummet, så man nærmest kunne mærke rystelserne i gulvet og mærke hvordan væggene svingede under slagene. Det var som at være spærret inde i et hurlumhej hus, bortset fra at dette rum ikke ligefrem var hyggeligt eller sjovt på nogen måde.. Der var bare mørkt og koldt, så koldt at Josh måtte bide hårdt i sin underlæbe for at ignorer kulden.. Han slog hovedet imod døren, så hans ansigt var rettet ned på det hårde stengulv, hvor en enkelt rotte løb forbi, men forsvandt hurtigt igen. Et suk undslap ham, inden han vendte ryggen til døren og lod sig glide ned af den, for at lande på sin mås.
"Der må være noget vi kan gøre," hviskede han til det selvskab der nu var inde i rummet. Han kunne ikke se hende, men han vidste at hun var der et sted i rummet. "De kan ikke bare fange os her, vi må ud før eller siden!" Han løftede på sine arme og kiggede rundt i rummet, for at finde det som han altid fandt.. Mørke.. Hna sukkede og trak sine ben ind til sig, for at lægge sin hage på dem.. "Der må da være noget,"

Liliths krop rystede. Ikke fordi kulden svøbte sig omkring hende, og tvang sine klamme fingre ind i hende så hun ikke kunne undslippe den. Ikke fordi mørket syntes at trænge ind på hende, og de næsten skar sig ind i hendes hud. Grunden til at rykkene forplantede sig i hendes krop, var at hun havde så meget indestængt vrede der kun kunne komme ud af hendes krop på denne måde. Hun kunne høre den anden person herinde hamre på døren som en gal, men Lilith havde altid lært at vold var grunden til at man havde mænd - kvinder måtte opføre sig anstændigt og passere roligt igennem alle situationer.
Men hvor vovede de at være sådan her ved hende!? Hun var intet nær en slave! Hun var af en rig familie, og havde en slave ved hver finger. Hvor vovede de! Som var hun en simpel person? Hendes øjne gled skælvende i, imens hendes fingre bevægede sig næsten krampeagtigt.
Rolig Lilith. Du må bevare overblikket over situationen. Tænk positivt. Så snart du møder dem der har fanget dig her, så får du chancen for at øve dig på din blodmagi. Det er da positivt?
Angels stemme der snoede sig beroligende igennem hende, virkede kun halvt som hensigten. Rystelserne svandt ind, men vreden syntes bare at blive opbygget som ville hun bygge et tårn. Dette syntes dog afbrudt, da personen fra mørket lod ord glide i hendes retning.
"Ja, men hvad? Vi er fanget som dyr i et bur. Som slaver!"
Hun rejste sig op så hendes kappe fejede henover gulvet, men gjorde ikke mine til at ville hamre på døren som han havde gjort. Dertil stod hendes opdragelse for skarpt i hendes hukommelse, og hendes værdighed for lysende. Hendes blik gled rundt, men fandt intet andet end mørke omkring hende.
"Hvis de tror at vi er døende - vil de så komme herind?"

Josh måtte indrømme at det var imponerende at hun kunne tage det sådan med ro.. Men, nu havde Josh heller ikke det bedste forhold til små rum, faktisk var det en af de ting han hadede allermest. Det var hvad der skete, så snart man blev lukket inde i en kælder i op til flere år.. Han sukkede og rejste sig op, ligesom hun havde gjort. Tanken om at komme ud, gjorde at han ikke ville give op og hun havde ret, de var som slaver.. Dem som havde fanget dem, ønskede ikke at give slip på dem, men det kunne de blive nød til, for Josh havde aldeles ikke tænkt sig at blive der. Det hun spurgte ham om, fik et lumsk smil frem på hans læber, inden han begyndte at kredse rundt i rummet i en lille cirkel for at komme tanke om noget døende, så de muligvis ville komme løbende ind til dem. Døende.. Hvis de troede at de var døende.. Han kunne ikke stoppe med at smile, alt imens han var ved at bykke en smart plan op i sit hoved. En plan som muligvis kunne få dem væk derfra.
"Det tror jeg ja," sagde han med sin kække drenge stemme. "Men, så skal vi bare lige finde ud af hvordan vi gør det," Han fortsatte med at kredse rundt.

Averys øjne behøvede ikke lang tid til at vænne sig til det altopslugende mørke der sivede omkring de to væsner, der var fanget imellem de halvfugtige mure. Hendes pupiller udfyldte næsten hele hendes iris, men dette betød også at hendes blik uden problemer kunne lande på omgivelserne, og finde de skarpe kurver ved væggenes rundinger. Jord og småsten lå spredt ud over betongulvet, som et tyndt lag sne der var blevet spredt af en blid hånd, men det syntes også at være det eneste bemærkelsesværdige ved dette klaustrofobiske sted, hvis vægge syntes at bevæge sig ind imod deres kroppe. Avery måtte lade en finger strejfe den nærmeste mur, for at sikre sig at den ikke var på vej for at knuse dem.
Da den unge fyrs overvejende stemme snoede sig igennem rummet, landede Averys blik på ham. En ubestemmelige følelse sitrede henover hendes ansigt da hun betragtede denne dreng. Han var ikke mere end en dreng i Averys øjne, hvilket også var grunden til at løsningen på det problem han grublede over ikke syntes så attraktiv i hendes tanker, selvom det syntes umuligt at slette den summende tanke. Hvis hun lod et par dråber blod ramme ham, ville han reagere som var han ved at blive slået ihjel meget overbevisende - fordi han troede at han var ved at dø. Smertefuldt.
"Hvor gerne vil du ud herfra?"
Hendes stemme var lettere tøvende, og virkede nærmest som blide toner der strømmede ud fra hendes læber og ud i det fuldstændigt mørklagte rum. Mørket havde lagt sig om den glorie af lyst hår der var om hendes ansigt, men alligevel var det intet problem for hende at holde de grønne blik fastlåst på denne unge dreng der endnu stod foran hende.
"For hvis du virkelig gerne vil ud .. Så har jeg en løsning."

Det var ikke så let som han troede, måtte han indrømme.. Det var som om at hver gang han lige kom i tanke om noget, så skubbede en anden tanke det væk ligeså hurtigt som det var kommet. En hver ide, var som umulig i den unge Josh hoved. Rummet trak ham fra virkeligheden, og uden man kunne få ham til at indrømme det, så havde han det som om at mørket og selve rummet diskuterede om hvem der skulle æde ham op først. Mørket sneg sig ind under huden på ham, efterlod en masse gåsehud og rummet solide mure fik ham til at føle sig som et dyr i et bur. Lyden af en smuk og tøvende stemme, fik ham til at rette sit blik hen på den mørke kvinde skikkelse. Selvom han ikke kunne se hende, så havde han det som om at hun var smuk. Den tanke rystede han dog hurtigt væk og forbandede sine teenage hormoner.
"Jeg vil gerne ud herfra," sagde han og gik en anelse tættere på hende, med afslappet, men dog så tøvende bevægelser. "Lad mig hører din ide, jeg er frisk på hvad som helst, da jeg ikke selv kan finde en vej ud," Det sidste blev sagt med en tøvende mumlen.. Den nysgerrig stemning voksede inde i ham, for at hører hvad hendes plan var. Bare tanken om at komme ud af rummet, fik ham til at ånde ud og tage den med ro. "Vil du da ikke selv gerne ud herfra?" Hans stemme var varm og blød, men man kunne stadig hører den lille tøven fra ham, da han ikke var sikker på hvordan hun ville reagere på hans spørgsmål..

Averys blik bevægede sig i små hurtige ryk henover lokalets tomhed, men trak ikke andre indtryk end intethed med sig tilbage fra denne ekspedition. Mørket snurrede i luften, og dansede som en tykt lag af tråde der var blevet lagt i luften - og ikke blot manglen på lysstråler, der ikke kunne trænge igennem de tykke mure. Hendes øjenlåg gled kort i, samtidig med at hendes lange fingre rodede op i den glorie af lyst fehår der lå omkring hendes ansigt, og indrammede det i lyse strå. Avery havde normalt ingen problemer ved at lade dråber af sit blod blive smurt ud over et andet individ til vedkommendes smerte, men denne dreng var så ung.
Måske var det bare duften fra hans engleblod der sivede over imod hende, og påvirkede hendes tanker - men burde hun så ikke have lyst til at lade hugtænderne sænke sig ned i hans hals, og suge de friske blod op fra hans årer? Istedet havde hun ikke den mindste lyst til at skade denne dreng. Men hvis de skulle ud, syntes der ikke at være en anden løsning for dem. Derfor spredte hun tøvende læberne, og lod løsningen falde ud derfra.
"Jeg har denne her evne, der kan hjælpe os ud herfra. Men det kommer til at gøre virkeligt ondt."
Avery havde aldrig forklaret sin evne til en person, hun skulle prøve den på bagefter, hvilket gjorde at hun faktisk ikke kunne forholde sig til hvordan dette skulle forklares til denne dreng. Hun vippede hovedet til siden, selvom hun udemærket var klar over at han ikke kunne se denne gestus.
"Der er en gift i mit blod. Når mit blod rører ved dig, vil du føle det præcis som er du ved at dø - og vil opføre dig som om du er ved at dø. Du vil bagefter besvime, så det også virker som om du er død ..."
Hun tøvede let og trådte et skridt nærmere, så hun kunne lade en hånd lægge sig imod denne unge drengs skulder, uden at gøre mine til at rive hul på sin hud så blodet vældede frem.

Nok var Josh ung, men der var tidspunkter hvor han kunne opføre sig som en på 20, så han kunne narre folk til at tro at han var ældre, og ikke bare en teenager. Var der noget som Josh hadede, så var det når folk så ham som et hjælpeløs barn. Det kunne godt være at han var ung, men hjælpeløs og et barn, det skulle de længere ud på landet med. Han kunne sagtens klarer sig selv, det havde han da gjort de sidste par dage. De ord som forlod hendes mund, var tøvende og nærmest skrøbelige, som ønskede hun ikke at have ham til at sige ja. Men, selvom det kom til at gøre ondt, blev han nød til at lade hende gøre det. Trods alt var det vel en god ide, samt bare smerte og lysten til at besvimme.. Mon ikke han overlevede det?
Hvis der havde været lys i rummet, ville hun kunne være i stand til at se hans ansigtsudtryk, så hun kunne vide at han lyttede til hvert et ord hun fortalte om sin evne. Det var en imponerende evne, det måtte han indrømme, men den ledte ham også over på en tanke om hvilken race hun kunne være..
En hånd blev lagt på hans skulder, så han kunne mærke et chokbølge sprede sig i hans krop, men som hurtigt forsvandt igen, da det gik op for ham at det bare var hendes hånd. Josh var ikke i tvivl om at han ville gøre det, det kom til at gøre ondt ja, men den smerte måtte han altså bare bide i sig..
"Jeg er villig til at gøre det, så vi kan komme ud," sagde han til sidst med en bestemt stemme, der virkede så voksen, så man ville komme væk fra tanken om at han kun var 16 år gammel. "Smerten på jeg bare bide i mig, vi skal ud herfra," han sendte hende et skævt smil, selvom han godt var klar over at hun ikke kunne se det..

Avery nikkede nærmest bekræftende, men bevægelsen var kun svag og intetsigende som talte hun til sig selv - hvilket denne bevægelse kun kunne være, idet han ikke havde en chance for at se igennem de tykke tåger af mørke ligesom hun gjorde. Hvorfor hendes blide side trådte så tydeligt frem med denne dreng, vidste Avery ikke, men hun kunne på det tidspunkt ikke se det dårlige i at hendes tanker var lettere slørede og hendes sind var åbent og venligtsindet. For én gangs skyld. Avery havde aldrig kunnet se det underlige i at røre kærligt ved fremmede - ikke på den seksuelle måde, men ved små ubetydelige berøringer - hvilket også var grunden til at hun ikke kunne lade være med at lade et smil simre i mundvigen da han spjættede over hendes berøring.
"Okay. Bare tænk at du ikke dør rigtigt - selvom du vil føle dig helt overbevist om at livet ebber ud."
Og med disse ord løftede hendes hånd fra hans skulder, og bevægede sig op imod hendes læber. Så snart centimeterne imellem disse to mindskedes, gled hendes hugtænder ud og strejfede blidt håndleddet. Hendes ansigt ændredes et sekund da en ubetydelig smerte flakkede hen over hendes ansigt, fordi hugtanden sank ned i hendes kød og skar en rift derhenover. Blod vældede frem fra såret, og malede oversiden af hendes arm rød.
Avery lod en fingerspids glide henover blodet, så nogle få dråber blev smurt ud over hendes finger, hvorefter hun løftede den op imod denne dreng - med blodet dryppende ned over armen fra det åbne sår.
"Nu kommer det."
Hun tøvede et sekund, men pressede så den blodige finger imod drengens kind, hvilket ville udløse en smerte som blev han slået ihjel, og en følelse af at livet sivede ud af hans krop med foruroligende hast. Og så snart han var sikker på at døden havde fat i ham, ville han besvime.

Han skulle ikke dø rigtigt.. Det skulle han bare tænke på. Efter de ord, nikkede han anerkendende og ventede på at hun skulle bruge sin evne imod ham. Hans hjerte sad i halsen og noget af ham, havde lyst til at fortryde, men han nægtede at lade den lille side vinde, så han blev stående ret og ventede tålmodigt på at hun skulle gøre det. Den tykke tåge af mørke, gjorde sådan at han ikke kunne se noget af det hun lavede, selvom det sikker ville have hjulpet en lille smule. Lyden af et par tænder som skar igennem hud, fik ham til at spærre øjnene op, for at se om han bedre kunne se hvad hun lavede, men han kunne ikke se andet end en siluet. Det var som at kigge på sort ler, der var formet efter en menneske skikkelse. Ventetiden var en smule lang, eller også så var det bare ham som var en smule nervøs for det der skulle ske. Han bed hårdt i sin underlæbe, lige indtil hendes stemme endnu engang rungede igennem det mørke rum. Det var ikke lyden af hendes stemme som fik ham til at sitre, men mere de ord hun sagde.. Et nyt spjæt gik igennem ham, så snart han mærkede en finger presse imod sin kind, efterfulgt af en smerte så udholdigt at han kneb sine øjne sammen og placerede sine hænder på sit hoved.. Det var som om han brændte, druknede og blev skåret i på samme tid, alt imens der var en som slog ham i hovedet med en stegepande. Smerter fra alle vinkler, så han til sidst måtte falde på knæ og bide sig selv hårdt i underlæben, for ikke at skrige.. Kun et par enkle klynk undslap ham, men ikke høje skrig, selvom det nok var det han burde gøre, for at de skulle komme ind og tjekke til dem.. Så til sidst undslap han et lille smertefuldt råb, for at se om det kunne hjælpe.. Smerten var uholdelig, hans underlæbe blødte voldsomt, eftersom han bed hårdt i den for at glemme de andre smerter..

Avery kunne godt se de nervøse træk der bevægede sig henover denne drengs ansigt, og hvorfor hun mærkede dette lille stik af dårlig samvittighed i hendes krop kunne hun ikke forklare - men ville hun overhovedet forklare det? Ville hun vide hvorfor hun følte en vis medlidenhed med denne ene engel, hvis blodduft ikke syntes så attraktiv som den burde - for hun kunne næsten smage at hans blod ikke blot tilhørte en engel, men også en jomfru. Bedre kunne det knap blive som en blanding af blod, og i nærmest alle andre tilfælde havde denne duft været uudholdelig at stå imod. Men Avery havde intet ønske om at skade ham.
Da han knækkede sammen i dyb smerte, reagerede Avery ikke med det samme. Hendes blik flakkede ned over hans ansigt, der var i tydelig smerte - og hun måtte indrømme at hun var en smule imponeret over at han ikke skreg højt og inderligt. Averys hånd skød ud da han gik i knæ, og sørgede for at holde ham fast så han ikke væltede yderligere. At hun aldrig havde haft problemer med at se andre væsner lide tænkte hun ikke over, istedet lod hun alle tanker sive væk fra hendes sind for at kunne fokusere på det skuespil hun skulle præstere.
Heldigvis havde Avery altid været en fantastisk skuespiller, idet hun praktisk talt spillede skuespil hvert sekund hendes munterhed gled frem i luften og ved hver af hendes yndige og muntre smil. Men så snart et råb forlod hans læber, hørtes lyden af skridt der bevægede sig uden for døren. Døren blev hamret op, netop da den tydelige duft af hans blod der sad på hans læber nåede hende og slækkede en smule på hendes selvkontrol.

"Hvad sker der?! I skal ikke slå hinanden ihjel!"
Averys hoved fløj op, og kunne i det samme mærke hugtænderne der automatisk var gledet frem da hun havde lugtet denne drengs blod - de strejfede blidt hendes underlæbe og glinsede koldt i skæret fra lyset i døren der tvang sig vej ind i mørket. En bredskuldret mand bragede ind, og fik i det samme øje på drengen der sad på knæ og blodet der var smurt ud over hans kind.
"Så skulle du måske ikke have sat en jomfru engel ind sammen med en vampyr. Engleblod og jomfrueligt blod er den bedste slags."
Hendes stemme var lav og nærmest hvæsende, fordi tænderne gjorde det svært at tale normalt. Hun gav langsomt slip på drengen, men stod sekundet efter ovre ved den store mand, og knækkede hans hoved til siden så hun kunne bore hugtænderne ind i denne mands hals. Smagen af det røde væske fyldte i samme sekund Avery, og hun bemærkede ikke hvordan manden knækkede sammen imens blodet forsvandt fra hans krop.
Så da hun igen lod ham falde ned imod jorden, var han tømt for blod og frisk energi sivede omkring i Averys krop. Hendes hoved svingede hurtigt imod siden, og fandt drengen hvis navn hun endnu ikke kendte. Hun lagde hænderne om hans talje og skubbede den anden hånd under hans knæ, og løftede ham uden besvær op.
Hendes skridt var helt lydløse, og var så hurtige at luften bevægede deres hår. Hun trådte igennem de snuskede gange, og fulgte helt simpelt sin lugtesans der førte hende imod frisk luft. Hun trådte ud af en dør - endnu med drengen i favnen - og pludseligt ramte en solstråle hendes hud. Hun hvæsede af den smerte der pludseligt brændte sig igennem hendes hud, og vaklede nogle skridt tilbage for hun væltede og gled ned af væggen. Drengen lå oven på hende, men hun valgte at fokusere på smerten over den brændte hud end på dette.
Hun kunne ikke komme ud så længe solen var oppe.

Han kunne ikke se hvad der foregik, smerten var for kraftig til at han kunne fokusere på andet end den, hvert et ord der blev sagt kom igennem den ene øre og forsvandt ud af det andet. Men, det var vel heller ikke ham de snakkede til.. Jomfrublod.. Selvfølgelig kunne hun lugte at han var en jomfru, han måtte minde sig selv om ikke at bløde når en vampyr var i nærheden. De ville måske ende med at dræbe ham bare pga. det.. Og det ville ikke være en så god måde at dø på.. Man døde fordi man var jomfru og engel. Simpelt hen.
Han klemte sit hovede hårder, lod ikke mærke til noget som helst omkring ham, smerten klemte ham, brændte ham, druknede ham og stak i ham. Pludselig kunne han mærke at de chokoladebrune øjne begyndte at lyse, søge flugt væk derfra, hvordan det kunne lade sig gøre vidste Josh ikke. Men, han var ikke i tvivl om at det var evnen som ønskede at forsvarer ham. Pludselig kunne han mærke en hånd om sin talje, samt under sine knæ, men han havde ikke kræfter nok til at åbne øjne op, for at se hvad der egentlig foregik. Han kæmpede dog for lige at åbne sine øjne kort, det overraskede ham at se hende løfte ham, som vejede han ikke mere end et spædbarn. Det beslutsome ansigt fik ham til at smile skævt, inden han endnu engang lukkede sine øjne i. Normalt ville han ikke lade nogen løfte ham, men han kunne ikke rigtig gøre noget i denne situtaion, specielt ikke når følelsen af at han snart skulle stille træskoene suste rundt inde i kroppen på ham. Et hurtigt ryk og et lille smerteskrig, fik ham til at åbne øjnene halvt op igen, for at opdage hende sidde op ad væggen. Spørgsmålet om hvilken race hun var, var nu besvaret.. En vampyr.. Solskinnet brændte hende.. Han kiggede op på hende, stadig med smerte i sine øjne og lidt blod på sine underlæbe.
"Tak," mumlede han som en lille hvisken. Derefter blev øjnene lukket og vejrtrækningen tung.. Han var ikke død.. Det måtte han huske på..
Så snart solen gik ned, skulle han være heldig at være vågnet fra at være besvimmet..

Averys hoved var lænet bagover imod den kølige overflade der var fundet i form af en væg, sådan at den lyse glorie svage solstråler dansede i blev mast ud. Hendes øjenlåg var gledet i, og skærmede for det svage sollys der kun sved en smule imod hendes hud, men alligevel syntes uudholdeligt idet der ville være flere timer med denne syden af smerte imod hver celle i hendes krop. En lyd hvisket fra drengen i hendes arme trak hende tilbage til verden i nogle sekunder, og tvang hendes blik ned for at lægge sig opad ham, men det syntes at han endelig var gledet væk i besvimelsen. Hendes hoved blev vippet en smule til sidem, idet hun betragtede denne dreng.
Minder om hendes afdøde bror vældede med ét frem, og løsningen til det evindelige problem om hvorvidt grunden til at hun havde haft problemer med at skade ham, var fordi hun var begyndt at bekymre sig om andre i en sådan grund. Derfor var det lettelse der forplantede sig i hende via små indre rystelser, idet det gik op for hende at han havde så stor lighed med den bror der var afgået ved døden, at det føltes naturligt for hende at passe på ham. Måske fordi det var hendes egne hænder, der havde været skyld i brorens alt for tidlige død.

Hendes rolige blik betragtede solen der langsomt sank ned under horisonten, og farvede selv solstrålerne i en mørk kulør. Skyggerne sneg sig frem og trak sig sammen over verden, og den strålende verden var blevet reduceret til nogle blinkende lys der dansede på himlen. Natten var faldet på, og på trods af hvad man skulle have forventet, havde de været heldige idet ikke én levende sjæl havde nærmet sig deres siddende stilling.
Hendes hænder snoede sig endnu engang ind under hans krop, idet hun rejste sig og fortsatte de sidste meter til hun trådte ud af den nærmeste dør. En blid brise ramte hende og purrede op i hendes hår, samtidig med at månelyset blidt kærtegnede hende og drengens skikkelse. Hendes hastige skridt førte dem væk fra dette sted hun endnu ikke vidste hvad var, uden at hun én gang lod de specielle øjne finde vej tilbage til hvor end de havde været fanget. At hun ikke tjekkede op på grunden til tilfangetagelsen kunne lyde dumt, men Avery var aldrig blevet bortført som dette før. Hun havde ingen erfaring.
Hendes skridt trak dem imod skoven, idet hun så dette som det eneste sted i nærheden hun kendte. Fra skoven kunne hun finde hjem, men hun måtte simpelt så stille og fordøje alting i nogle sekunder før hun kunne træde igennem hendes egen hoveddør. Derudover var hun ikke sikker på om denne dreng ville føle det betryggende at vågne op i en vampyrs hus, og idet hun ikke havde noget ønske om at skade ham, så syntes det som en bedre mulighed at lade ham vågne op i skoven. Hun havde kæmpet inderligt i de sidste timer, så nu syntes duften af det indtørrede blod på hans læber ikke at friste hende så meget som tidligere.

Mørket dansede om ham, hånede ham og lod ham ikke undslippe. Det fik ham til at knibbe sine øjne helt sammen og en gang imellem udstøde et lille klynk, for derefter at lukke sin mund helt sammen igen, så den lignede en tynd streg. Det havde aldrig været meningen at han skulle rode sig ud i sådan problemer, og i det hele taget at kvinde vampyren også skulle rodes ind i det. Bare tanken om hvad de ville have gjort ved dem, fik ham til at få sine tanker over på noget helt andet.
Det så ud til at der ville gå lang tid før han ville åbne sine øjne igen, hvilket mørkede udnyttede til sin fordel, for langsomt fik det ham til at drømme om forfærdelige ting. Blod der strømmede ned af vægge, skrig fra hvert et hjørne og et par gyldne øjne der gennemborede hans sjæl. Alt sammen i en og samme drøm. Hver gang en af disse ting kom for tæt på, gav det et lille spjæt i hans krop, men det forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet. Mareridtet kunne han ikke bare forlade, lige meget hvor meget han gerne ville. Han var fanget i sin egen drøm, indtil forstillingen om at han var ved at dø ophævede sig og forsvandt som en tynd tåge.

En duft.. En duft af fyrreskov og lyden af vinden der suste i træerne.. Kunne det passe, eller høret han bare forkert? Han åbnede sin mund, adskilte sine læber for at se om han kunne fornemme duften af skov på sin tunge. Han åbnede kort sine øjne, og hans blik blev mødt af trækroner og et svagt lys glimt fra månen, hvis stråler der forsøgte at klemme sig ned imellem bladene. Han åndede dybt ud og drejede sit hovede en anelse, det kom som en overraskelse over at se den samme vampyr igen. Planen havde virket, de var nu frie. Da Avery satte ham fra sig, gik der et kort øjeblik før han var helt sikre på sine ben og kunne tage intiativ til hvad der skete omkring ham. Dog var han stadig lidt omtumlet, så han placerede en hånd på sit hoved og skævede hen til Avery.
"Det ser ud til at du klarede den," sagde han med en stemme der var en anelse hæs. Til sidst kunne han dog ikke stå op mere, så han satte sig ned og lænede sig bagover, uden at vælte ned på ryggen. "Det er noget af en evne, det må jeg indrømme, jeg havde det virkelig som om at jeg skulle dø," Han kiggede op på himlen, betragtede månen og stjernerne, så han kunne ligne en der havde fået for meget at drikke. Det varede dog ikke længe før han betragtede Avery igen, med et skævt smil på læben. "Endnu engang tak,"