første møde - kimimaro

S: ashen wood forest.
T: kl 22:30
V: blæsende og mørkt
O: træer og bruske og dyr.
P: lange bukser og en lang trøje,

det var en mørk aften hun smilede for sig selv og slapper af, hun sad for sig selv og slapper af med et smil på sin læber og slappr af med t smil på sine læber og nusser hendes kind og rødmer meget.. hun var alene ude i skoven i aften det var dejlig at komme lidt væk fra byen..

Hans arme hang nærmest løst efter ham, hans tøj blafrede lige som hans knogle hvide hår let i modvinden der kom af hans bevægelse, og hans åndedrag var roligt, mens Kimimaro bevægede sig gennem skoven ved at hoppe, fra gren til gren så let som var det at gå nede på skov bunden, på hans vej mod byen. Kimimaro var iført en lyse lilla trøje, sorte bukser, hvide støvle agtige sko, og et nået tykt reb rundt om livet, der var bundet i en stor sløjfe på hans ryg(Lige som på billedet) og i hans pande havde han 2 modermærker, der lignede sorte pletter og hans ansigt var blegt og nærmest permanent trist og mystisk, at se på. Alligevel var der en utrolig ro over ham, selvom han bevægede sig så utroligt hurtigt gennem trætoppene ved at hoppe fra gren til gren, det lignede nærmest som om han bare legede, eller kedet sig vildt meget. Men pludselig var der noget der fangede hans blik, der var en pige ude i denne skov der lige som ham var alene. Dette fik ham til at stoppe, ved at plante sine fødder solidt mod en tyk gren og rette sig op, så han var synlig for denne fremmede kvinde *Gad vide hvad hun laver herude helt alene?* Tænkte han roligt for sig selv.

den unge pige gik alene og smilede af at være alene det var dejligt og hun smielde for sig selv, *hvorfor er der ikke en fyr der ude til mig alle er så glade og lykkelige* tænkte hun blidt og så ed i orden og sukkede....

Kimimaro betragtede hende kigge ned i jorden, og lagde hovedet på skrå mens han tænkte på hvad hun egentligt lavede ude i denne skov. Han hoppede roligt ned fra den gren han var landet på, og landede elegant på jorden ikke så langt fra hende. Der var noget permanent trist over hans ansigt, selvom han udover det var utroligt pæn at se på, et velskabt men dog underernæret væsen med flere kræfter i sig, end man lige umiddelbart skulle tro.

"Hej!" sagde han stille, mens han betragtede hende "Hvad laver du herude helt alene?"

den unge vampyr vendte sig om overraskede mod ham ''havde bar lyst til at gå en tur alene da jeg er træt af alle de lykkelige par i byen'' sagde hun trist og satte sig ned under et flot træ, hun så på ham og smilede mod den uge fyr hvem var han og hvorfor var det meningen de skulle mødes sammen...

Selvom Kimimaro måske så ung ud, var det langt fra tilfældet han fyldte 2191 om et par dage, så han havde gennem levet sin tid som ung for længe siden. Kimimaro gik hen imod hende, og stoppede ikke særligt langt fra hende, mens han stadig betragtede hende "Tja det kan være de ser lykkelige ud uden på, men ikke alle er lige så lykkelige som man egentlig går og tror de er!" sagde han let, og smilede lidt til hende, selvom det ikke fjernede det permanent triste der var over hans ansigt "Iøvrigt ser man kun en masse lykkelige par, hvis man går og kigger efter dem, så i teorien kunne du bare prøve at kigge efter noget andet, så ville du ikke se de lykkelige par!" Kimimaro var tydeligvis en tænkende type, med mange filosofiske tanker i hovedet.

eliza så på ham og sukkede ''bare glem det jeg er alene og det vil jeg nok være for altid'' sagde hun blidt og roligt og smiler for sig selv og sidder og fletter sit hår og fletter det op igen bag efter, og fletter igen, sådan sad hun i lidt tid, ''må jeg spørger om dit navn'' spurt hun blidt og roligt og slapper af...

Kimimaro lagde hovedet lidt på skrå af det hun sagde, og rystede lidt på hovedet "Du skal nok finde en kæreste en dag, så lad vær med at opgive håbet på den måde!" Sagde han mildt, og smilede lidt til hende som et tegn på at hun kunne regne med det han sagde "Og mit navn er Kimimaro, hvad hedder du?"

hun så mod ham ''du kan aldrig være sikker'' sagde hun blidt og roligt, hunhavde ikke forstaået hvorfor han lige ville hjælpe hende nu, han satte sig ned og slapper af og ser mod himlet, ''mit navn er Eliza rart at møde dig'' sagde hun blidt og så de smukke stjerner...

"Tja du virker som et rart væsen, så selvom jeg ikke kender fremtiden er jeg sikker på, at du nok skal finde en kæreste så bare rolig!" Sagde han mildt, mens han betragtede omgivelserne med et tænkende blik i hans triste øjne. Kimimaro havde altid mange tanker i sit hoved, og på denne tid af døgnet kunne hans tanker godt kredse om ting, som hans mareridt han altid havde hver eneste gang han sov.

hun smilede for sig slv og slapper af stille og roligt og ser på hende og rødmer meget.. hun så på ham han var lidt underlig, men han var da sød nok, ''er der noget galt?'' spurte hun da hun så hans tiste øjne.. det gjorder hende en smul urolig og smiler og slapper af.. og så på hende med tåre i øjnene.. men tørte dem hurtigt væk..

//ikke for at sige det ondt eller noget, men jeg kan ikke helt tyde meningen i dine indlæg, og du gentager dig selv ret meget ^^

hun smilede for sig selv og slapper af stille og roligt han havde nok ret i hun ville finde en kæreste, hun skulle bare tage det roligt og vente, hun så på ham, hans ansigtig så trist ud, ''er du okay du ser trist ud?'' spurte hun blidt og roligt, hun ville da vide hvis hun kunne hjælpe ham..

//hjalp det lidt? ^^ //

Kimimaro betragtede hende da hun spurgte ham, og i et øjeblik undrede han sig lidt da han ikke forstod meningen med hendes spørgsmål, men det gik hurtigt op for ham da han kom i tanker om at han så permanent trist ud "Åh jeg er et skyggevæsen, jeg har en permanent tristhed over mit ansigt, og har haft det siden jeg var 26 år gammel!" Sagde han stille, og lagde hovedet på skrå mens han så hende i øjnene. Han havde levet i over 2 årtusinder, og hvis man vidste det ville man nok blive lidt overrasket, både over hans alder og at han havde været trist så længe.

//ja det hjalp ^^ tusind tak ^^

den ung vampyr pige så på den unge skyggedæmon, hans hvide hår så faktisk godt ud til ham, hun så på ham da han fortalte hende hvorfor han så så trist ud blev hun overraskede, ''oh, undskyld jeg spurte, er der noget jeg kan hjælpe dig med?'' spurte hun blidt og rolig, hun sad og så tænke på en hl masse hvor var hendes storebror og hvor var hendes forældre blevet af... hun vidste godt hun havde en søster nu, men hvor var rasten af hendes familie henne...

Kimimaro så lidt på hende, da det som sådan gik op for hende at han var skyggevæsen, og hun undskyldte for hendes spørgsmål "Det gør skam ikke noget, man kan jo ikke vide alting vel?" spurgte han lidt drillende, for at lette stemningen mellem dem "Og nej det helt fint, vi skyggevæsner lever jo med triste følelser, vi er vant til det!" han strøg let lidt hår om bag sit øre, mens han smilede lidt til hende. Hun virkede da som en flink ung dame, selvom han ikke helt kunne lade vær med at tænke på, at det virkede som om noget plagede hende.

den ung vampyr så på ham hun havde det virkelig dårligt over at have spurt ham, og over at hun havde tænkt over sin familie hun kunne ikke huske så meget fra den, og det irreterede hende, hun så på skygg dæmonen foran sig, han var jo flot men han var sikkert ikke indtraserede eller også var han for gammel til hende... hun smilede over at han sagde at man aldrig kunne vide det var jo rigtig nok...

Kimimaro så hende let i øjnene, gik hen til hende og nussede en hånd gennem hendes hår, med en let bevægelse for lige som at vise hende, at lige meget hvad hun havde det skidt med så skulle det nok gå. Han smilede lidt til hende, og ville kun fortsætte med at nusse hendes hår hvis hun tillod det "Er der nogrt der plager dig?" Spurgte han let.

hun rødmer over at han lod hånden køre igennem hendes lange sorte hår, hendes blege hud fik en let rødlig farve over kinderne, da hun blev en smule genert hun så op i hans flotte øjne og rødmer meget og ser på ham, han var jo flot, hun legede med sit hår som hun altid gjorder når hun var nervøs, hun kunne ikke bryde øjnkontakte med ham hun var helt væk i hans øjne..

Kimimaro smilede mildt af hende, da hun så ham i øjnene og afslørede hendes rødmende kinder, og da hun begyndte at pille ved sit hår som han stadig nussede hånden igen, vidste han hvorfor hun havde så røde kinder "Du finder mig attraktiv!" Sagde han med et smil på læben "Det tager jeg som en kompimant!" Han lagde let hovedet på skrå, og lod hende være betaget af hans blik ved at se hende i øjnene.

Eliza fik endelig brudt deres øjne kontakt hun så ned i bordet han fandt ud af hvorfor hun var rød over kinderne, hun så på kimimaro uden at se ham i øjnen, ''det er det også, men du er ik tiltrækkede af mig, vel'' spurte hun bidt og roligt og slapper af og vidste at hun aldrig ville finde kærlighed, kun sexuelt forhold..

Hun var nu en speciel type, og det tog ikke Kimimaro lang tid at regne ud. Han fandt hende ikke som et dårligt væsen, og hun var da attraktiv men han fandt hende ikke tiltrækkende, Kimimaro var typen der fandt specielle væsner tiltrækkende og han havde ikke opfattet hende, som speciel på den måde. Selvfølgelig er alle da specielle på deres egen helt unikke måde, men Kimimaro foretrak noget mere ekstra ordinert.
"Jeg finder dig skam smuk og attraktiv, men du er desværre ikke min type!" Sagde han mildt.

hun så op i hans øjne, og så ned i jorden, han havde været så sød, hun havde misforstået alt han havde sagt, *jeg er en stor idiot hvorfor bliver jeg ved med at tro det vil ske for mig* tænkte hun for sig selv og ville ikke havde det dårligt over det. ''okay, det jo sådan det er'' sagdehun og smilede bare for at vise at hun sagtens kunne tage at blive afvist af en fyr..

Kimimaro så hende i øjnene mens han nussede en hånd gennem hendes hår, og tænkte lidt på at hun virkelig måtte savne en der holdt af hende, en der altid var der for hende som elskede hende "Undskyld jeg ikke kan være mere for dig, end bare en ven!" Sagde han mildt "Men jeg lover dig for, at hvis du bare tager det roligt finder du en der falder pladask for dig, og det sker helt af sig selv!" Han satte sig let ned foran hende og holdt hånden frem, med håndfladen op af. Ud af hans håndflade kom der en knogle op som lignede en stilk på en blomst, og da denne knogle var på længte med hans lange finger, voksede der blade ud af den så den lignede en rose i hvid farve. Han tog den let af som om den bare gav slip på ham, og rakte hende den lille knogle blomst "Glem ikke at der er en derude som er rigtig for dig!" Sagde han mildt.