Group pressure. -Julia-

S: Ashen Wood Forest.
O: En gruppe drenge som går og larme højt lydt i en skov, hvor træerne er tætte og der er et par få skråninger.
T: Aften.
V: Overskyet og en smule koldt.

Denne gruppe... Hvorfor pokker havde han slået sig sammen med denne gruppe? Han var ikke typen som rendte rundt og lavede ballade, specielt ikke som denne gruppe, som mente at det var sjovt at råbe højt inde i byen, pifte af en pige når hun gik forbi og skrive et par bandeord på en mur. For Hope, lød det hele bare til at være dumt, men hvad skulle han sige? Han havde kun slået sig til denne gruppe for at have noget selvskab, om det så betød at han skulle regne rundt med typer som disse drenge, så ville han gøre det. En af drengen gik og røg, imens hans bevægelser kunne minde om en bjørn der havde ondt i ryggen, han krympede sig helt sammen, med hænderne i sin hættetrøjes lommer og med smøgen dinglende ud af munden. De andre drenge gik på samme måde, det var kun Hope som gik normalt og ikke røg for den sags skyld. Hope havde allermest lyst til at gå sin vej, men han savnede selvskab og drengene var vel fine nok at snakke med.
En af drengene fik øje på et dyr rende rundt i skovbunden, så han fik et lusket smil på sine læber og derefter smed sin smøg. Han nikkede til de andre drenge og pegede imod dyret, de forstod straks hvad de skulle gøre og bukkede sig ned, hvor de samlede pinde og små sten op, som de derefter kastede efter dyret. De grinte ondt og blev ved med det. Hope havde lyst til at stoppe dem, men til hvad nytte.. Han kunne ikke gøre noget mod nogen som var større end ham selv.. Dog kastede han ikke noget selv.. Det kunne de ikke få ham til..

"Lazy, løb nu ikke for langt væk!" Råbte Julia efter den røde panda der løb hen imod skoven. *Nej nej.* Fik hun som svar. Julia rystede på hovedet, og satte i løb efter Lazy. Julia stoppede op ved midten af skoven, og så rundt. Det var aften... Det virkede ikke som et godt sted at gå ind når det var mørkt, og koldt. Hun så rundt efter Lazy men han var langt væk nu. Hun sukkede lydløst, og gik lidt videre. Hun slog armene om sig selv, og trippede lidt. Håret var sat i en hestehale der hang ned af ryggen. Hun havde en sort jakke på, hvid sweatshirt, sorte jeans, og nike sko. Hun lynede jakken op til hagen. Mon hun skulle gå tilbage til lejligheden? Lazy kunne jo finde vej, og passe på sig selv. Nej... Hun burde vente på ham.
Hun gik hen til et træ, og satte sig ned. Lazy løb hen imod lyden af drenge der larmede. Lazy satte hovedet på skrå, og så på dem... Indtil en af dem pegede på ham hvilket fik Lazy til at blotte tænder. Han begyndte at gå baglæns væk da de samlede sten og grene op. Lazy blev ramt i siden af en sten, og han klynkede da det havde gjort lidt ondt.
Julia slog øjnene op, og klynkede lavt af følelsen af en hård sten ramte hende på siden. *Lazy...* Hun rejste sig hastigt op, og løb. Som om det gjaldt livet.
"Lazy!" Råbte hun så højt hun kunne. *Julia! Der er drenge!* Lazy blev hvor han var, og lagde sig ned i håb om at de ville lade ham være. Det så det ikke ud til.
Pludselig stod en vred Julia foran Lazy, og hun havde knyttet næver. Hun så rådvildt på drengene.
"Hvad bilder i jer ind?!" Råbte hun højt af dem.

Drengene fandt det ikke spor truende at en pige stod og råbte af dem, for hvad pokker skulle hun kunne gøre dem? Denne gruppe af drenge var omkring de seksten og sytten år gammel, så de fandt slet ikke den trettenårige pige truende, det var også en af grundende til at Hope ikke følte at han kunne gøre noget, selvom han ikke var glad for situtationen.
"Vi bilder os det ind vi vil lille tøs," sagde en af dem og kastede endnu en sten efter dyret.
"Ja, hvad vil du gøre ved det?" sagde en anden og kastede en sten efter hende, som ville ramme hendes skulder hårdt. De grinte ondskabsfuldt, så det gøs i hele Hopes krop, han kunne ikke stå og se på.. Det føltes så forkert.. Så med et suk og et knytten fra sin næver, gik han hen foran pigen og dannede et kraftfelt foran sig, som han skubbede hen imod drengene, så de fløj flere meter væk. Et par af dem røg ind i træerne, så Hope blev helt forskrækket over sin kraft. Han kiggede spørgende om på pigen.

Julias krop var begyndt at ryste af vrede. Ingen skulle røre Lazy! Hun satte sig ned på hug så Lazy kunne komme op til hende. Hun tog ham op, og han gemte sit ansigt ved hendes hals. Hun så truende på drengene. Det var sådanne tidspunkter hun ønskede at hendes evne var noget andet... Som noget der kunne få dem til at ryste i bukserne af skræk. Så de lod hende, og Lazy være i fred. *Julia...* Lazy lagde en af sine fine poter på hendes skulder, og så på hende. Det hjalp lidt at høre hans stemme. Hun slappede lidt mere af.
"Kaste sten efter dyr? Hold da op hvor er i dumme!" Snerrede hun, og trådte et skridt til siden da de kastede yderligere to sten efter dem. Så stenene ikke ville ramme.
Hun ville gøre et eller andet. Hun spændte sin krop, selvom det ikke så særlig truende ud, da en dreng gik hen imod hende. Det undrede hende at han havde... Sølv... Agtigt hårfarve. Men det betød intet, heller ikke hvis han havde lilla! Ingen skulle true hende med Lazy! Hun blev overrasket over det han gjorde... Et slags... Kraftfelt. Hun så med forundring på da drengene blev tyret ind i nogle træer. Hun så på drengen.
"Tak." Hun smilede taknemmeligt til ham. Hun gemte sit ansigt ved Lazys pels, og satte ham så ned. Hun så hen på drengene. "Er de... Bevidstløse?" Hun turde ikke spørge om de var døde.

Det overraskede Hope hver gang han brugte sin evne, specielt fordi han glemte at den var så kraftig, som fik man en bevægende mur lige imod sig. Han kiggede forbavset ned på sine hænder et kort øjeblik, som stod han og havde krystaller i sine hænder. Han kom dog hurtigt ud af sine tanker og kiggede hen på pigen igen, så snart hun spurgte ham om noget. Det gav ham et lidt dårlig smag i munden, da det egentlig gik op for ham at de kunne være døde.. Han kunne have drabt dem.. Drabt nogen.. Det ville være skræmmende.. Han havde aldrig drabt nogen før..
"Det tror jeg ikke," mumlede han og kiggede hen på drengene som lå helt stille på jorden. Forsigtigt gik han hen til en af dem og mærkede deres puls, den var der stadig, så han gættede på at de var i live. "Nej, de er i live, så lad os hellere komme væk inden de vågner,"

Man kunne vel have forventet at hun havde skreget op af hvad han havde gjort og haft løbet sin vej. Men det havde hun ikke. Nej, hun var blevet. Hun fandt det bare sejt det han havde gjort, og ville vide hvad det var og hvem han var. Lazy gik hen til en af drengene og skulle til at bide ham.
"Lazy, nej." Lød det bestemt fra Julia. Lazy så gnavent på hende, og satte sig ned. Han betragtede drengen. Julia var lidt bange for at drengen ville vågne og eventuelt slå Lazy... Så derfor gik hun hen til han, og samlede ham op. Hun gik baglæns væk fra den bevidstløse dreng. Hun så på drengen med det sølv agtige hår.
"Jeg bor i FireWood village, vi kan tage derhen? Min far er ikke hjemme alligevel." Hun trykkede Lazy ind til sig.
*Tror du vi kan stole på ham?* spurgte Lazy, og fik sig vendt så han kunne de på drengen. Lazy fik som svar, en nussen bag ørerne.
Hun vendte om og begyndte at gå ud af skoven, forhåbentlig fulgte drengen med.

Det undrede Hope en smule hvad der var med hende og dette dyr, da det gik op for hende at hun nok var en santuine, et af de væsner som havde et dyr som deres tvilling, så det gjorde dem i stand til at snakke med dyret. Man siger også at man ville kunne finde en lighed imellem mennesket og dets tvilling, så Hope gav sig forsigtigt til at studere om han kunne finde nogen ligheder imellem pigen og hendes tvilling. Men så snart pigen kiggede hen på ham, ville han kigge væk, for at han ikke skulle være uhøflig og også pga. han var en anelse genert hvis han kom til at stirre for meget.
"Lad os det," sagde han og nikkede til det hun sagde.
Firewood Village, den by havde han skam hørt om, så hvorfor ikke besøge den, det så også ud til at denne pige og ham kunne have en del tilfælles. Hope vidste dog ikke selv at han var en santuine og der et sted derude løb en dyretvilling rundt for at finde ham. Han fulgte med pigen og sendte hende et skævt smil.

Julia og Lazy var... Forskellige kunne man sige. På en måde mindede de slet ikke om hinanden og på en måde gjorde de. De havde begge blå øjne, og Lazy havde noget brun pels. Samt kunne den brune pels også være lidt rød, eller blond. Julias hår var brunt, men kunne sagtens ligne det var lidt blondt. Men deres personlighed mindede meget mere om hinanden. De var tætte, Lazy og Julia. De var beskyttende overfor hinanden.
"Hvad var det du gjorde ved dem?" Spurgte hun efter lidt tid, og satte Lazy ned. Lazy løb lidt i forvejen. Julia så spørgende på drengen.
"Mit navn er forresten Julia, og den røde panda er Lazy." Hun smilede høfligt, og gik hen imod en stor bygning.

Julia så ud til at være en pige på hans egen alder, måske et år yngre eller bare et par måneder, men for ham var det bare rart at have en at snakke med, en som ikke ønskede at lave den mærkeligste form for ballade inde i byen eller ønske at ødelægge ting, bare for at få en underlig form for opmærksomhed. Hvilken opmærksomhed de søgte var et godt spørgsmål, Hope vidste bare at han heller måtte lade være med at hænge ud med typer som dem, medmindre han gerne ville ende i fængslet en dag, hvilket han ikke ville! Han kiggede en anelse genert ned i jorden, imens de gik igennem skoven.
"Det var min evne, jeg har en evne til at lave kraftfelter," fortalte han med en anelse generthed i sin stemme, men mest fordi han ikke var van til at snakke med nogen som sådan. På børnehjemmet havde han ikke gidet at snakke med nogen, hvorfor kunne han ikke svarer på, måske fordi han var ved at blive en teenager.. Han kiggede op fra jorden og hen på hende igen med et smil. "Mit navn er Hope," Han nikkede til hende.

Lazy stoppede op ved bygningen, og så irriteret på dem fordi de var så langsomme. Julia smilede drillende til Lazy. Lazy fnøs, og satte sig ned. Hans tykke pels kunne få folk til at tro han var tyk, men det var bare den bløde pels.
Julia så imponeret på ham. Hans evne? Hvor sejt! Hendes var.. Kedelig. Intet man kunne forsvare eller angribe med. Bare... Karikatur tegninger.
"Sikke en sej evne." Hun så smilende på ham. Julia var... Ikke en pige der var forever Alone. Faktisk havde hun to venner. Lazy og hendes far. Ja.. Ikke nogen pige veninder, men hun havde aldrig fundet nogen.
"Hope? Som i... Håb?" Hun nåede hen hen til bygningens dør, og åbnede. Lazy løb op af trapperne. Julia fiskede en nøgle op af lommen. Hun lukkede døren efter dem, og gik op af de fine trapper. Der var 56 etager, og de skulle op på 7 etage.

Lyden af hendes stemme som sagde at det var en sej evne, fik et lille smil på hans læber, da han aldrig havde hørt nogen sige det til ham, nok mest fordi han aldrig havde vist sin evne til nogen. Ikke fordi den ikke var tilladt, men fordi han vidste at han ikke var stærk nok til at håndtere den helt endnu. Et mere kraftfuldt slag fra evnen, ville have dræbet drengene uden Hope ville kunne gøre noget ved det. Han kløede sig i nakken og smilte skævt til hende.
"Tak, men hvad er din evne?" spurgte han nysgerrigt, selvom han egentlig ikke vidste om hun havde en evne eller ej. Det var vel ikke alle som havde en evne, der var jo dem som brugte formularer og magibøger.
Han fulgte med hende ind i byggen, uden nogen form for ubehag i sin krop, eftersom han kunen fornemme på det hele at en som Julia nok ikke vilel gøre ham ondt. Så snart hun komenterede hans navn, kunne han mærke hvordan han havde lyst til at kravle i et musehul, da han selv syndes navnet var en smule skørt.. Håb..
"Ja," mumlede han og fulgte med hende ind.

Hendes evne... Hun bed sig blidt i underlæben, og så på ham. Tja... Hvorfor ikke bare fortælle det? Så måtte han jo grine hvis det var... Hun var ligeglad. Han ville bare få en lussing, og smidt ud hvis han grinede. Måske var hun en pige men hun kunne skam godt finde på at slå, eller bide.
"Min evne er ikke en jeg kan forsvare mig med eller... Angribe. Jeg kalder den karikatur. Jeg kan tegne en tegning af dig foreksempel. Jeg kan gøre det hurtigt, og perfekt. Det vil være som om du er på papiret. Så ægte er det. Den eneste jeg faktisk tegner er Lazy." Svarede hun, og lagde armene om sig selv. "Derfor ville jeg ikke kunne forsvare mig mod sådanne drenge som henne ved skoven... Men jeg kender en der kan." Tanken om Skammeren fik Julia til at smile. Hun havde aldrig mødt Skammeren men havde fulgt hende lige siden hun havde set en pige som lignede en på en dusør, holde om en mands strube og fået ham til at tigge om at lade ham være. Det havde været tæt på slavemarkedet. Julia havde været der fordi hun var gået en tur, men faret vild. Skammeren havde set på hende kort, og så løbet sin vej. Lige siden da har Julia drømt om at møde hende så Skammeren kunne lære Julia hvordan man klarede sig foran farlige folk.
Hun åbnede døren ind til lejligheden og trådte ind. Hun Tog sin jakke af , og lagde den på en stol ved døren. Hun gjorde tegn til han kunne gøre det samme.
"Sejt navn. Lazy betyder jo doven... Sjovt hvordan navne endelig kan fortælle hvordan man er, ikke?" Hun smilede, og lukkede døren. Lazy havde allerede lagt sig i en stol.
"Kunne du tænke dig noget varmt at drikke?" Hun var på vej ind køkkenet.

Hope lyttede interessant med imens hun fortalte om sin evne, som faktisk fascinerede ham meget. Han havde altid været vild med folk som kunne tegne, hver gang på børnehjemmet, havde han studeret de forskellige tegninger som de andre, lidt ældre børn havde tegnet. Han kunne ikke selv tegne, men ville ønske at han kunne, for at tegne var en meget smuk form for kunst og det at hun kunne tegne så virkelig forbløffet ham bare meget.
"Måske kan den ikke bruges som kamp," sagde han og smilte til hende, et stort smil for engangs skyld. "Men, den er noget for sig selv og du skal være stolt af den, jeg syndes det er en ret sej evne," Han smilte endnu større til hende og fulgte med ind i lejligheden, som straks fik sendt forundrende blikke fra hans grågrønne øjne. Det var en meget hyggelig lejlighed og Hope kunne sagtens se sig selv bo i den, med sine forældre, hvis ikke det var fordi hans mor var død og han ikke kendte til sin far.
han kiggede hen på hende, da hun talte om navne.
"Hvordan man er?" spurgte han og lagde hovedet en anelse på skrå, inden han kiggede rundt i lejligheden igen. "Ja tak," svarede han på det sidste hun spurgte ham om, imens han stadig tyggede lidt på sætningen, hvordan man er.. Selvom Hope hed Hope, betød det vel ikke at han var et håb.. Eller gjorde det??

Han grinede ikke af hende? Han syntes det var en sej evne? Det overraskede hende! Hun så chokeret på ham. Hun måbede nærmest.
"Jam... Folk plejer at grine af den." Hun lukkede munden, og kløede sig på panden.
Lazy vågnede, og løb hen til vinduet. Han så ud, og så en velkendt mand gå dernede. *Din far er hjemme.* Lazy så over på Julia der stoppede op i døren. Hun så sig over skulderen, men så, så på Hope igen.
"Ja. Foreksempel Lazy... Han kan være doven. Måske fik du dit navn på grund af noget ... Okay, jeg ved det ikke. Måske var du en slags håb?" Hun sukkede, og så ud af vinduet. Hun bed sig i underlæben, og så på Hope.
"Du må gemme dig, min far er her." Hun puffede ham ind på sit værelse, og Lazy løb med ind. Hun lukkede døren til sit værelse, og gik hen imod sin far der kom ind af døren.
"Far." Hun kastede sig i hans arme, og han snurrede hende rundt. Hun snuste ind. "Du lugter... Af blod." Hun så en anelse forfærdet på ham. Faderen smilte blot, og strøg hende over kinden. "Jeg kom til at skære i mig selv henne på arbejdet, men det er okay nu." Han klappede hende på hovedet. "Jeg bliver nød til at gå igen..." Med et stivnede faderen. "Hvor er Lazy?" Han vidste jo at Lazy aldrig kom ud af Julias synsvinkel så længe det ikke var nødvendigt... "Han ville være alene." Mumlede hun, og så ned. Hun var dårlig til at lyve.

På en måde overraskede det ham ikke at der var folk som grinte af hendes evne, selvom den egentlig var fantastisk på sin egen måde. Men ja, der var dem som ikke mente at en evne var nyttig, hvis den ikke kunne bruges i kamp eller selvforsvar, men for Hope var det lige meget. Han fandt hendes evne interessant og speciel, så han så bestemt ingen grund til at grine af den.
"Jamen, så burde de at få sig en lærestreg, for det er en evne som er noget for sig selv," Sagde han med et overbevisende smil, men fjernede det så snart Lazy kiggede ud af vinduet. Det var som om at Hope også kunne forstå Lazy en smule, men ikke meget, selvom han ville ønske at han også kunne tale med dyr. "Jeg ved ikke, hvorfor skulle jeg være et håb?" Han kiggede spørgende hen på hende, men han spørgsmål blev tydeligvis ikke besvaret, for pludselig skubbede hun ham ind på sit værelse og det eneste han nåede at hører var noget med "far". Han forstod hurtigt at hendes far ikke måtte se ham, så han kravlede under sengen og ventede der, indtil hun ville komme ind og hente ham igen. Det var en lidt sjov situtaion at stå i, selvom han egentlig havde prøvet at gemme sig under sengen før på børnehjemmet, når han ikke ønskede at tale med de voksne. Han lå helt stille og lyttede med så godt han nu kunne, selvom det var svært pga. muren som var imellem dem.

Julia kunne ikke nå at svare ham. Hun krammede sin far, og bed sig stadigvæk i underlæben. Hun trådte et skridt væk fra sin far. Hun smilede uskyldigt.
"Det er virkelig ingenting, far. Han ville bare være alene." Hun fnes lidt. "Han gled ned i noget vand, og syntes nu er det vildt ydmygende, og tør ikke at vise sig selv" ikke helt løgn. Lazy var faldet i vand... Med vilje.
"Javel ja," faderen smilte, og tog jakken tættere om sig. Han kyssede Julia på kinden, og strøg hende over kinden.
"Lisa kommer senere." Han gik ud af døren, og smilede til hende.
Julia åndede lettet ud, og løb ind på værelset igen.
"Han er gået igen." Hun så rundt efter Hope. Lazy hoppede ned fra hendes seng.

//er det out? :3//

//Det ved jeg ikke, vil du have det er out? ^^

Egentlig ikke nej, men hvis du vil så kan vi vel godt :3//

//Jamen, så er det out.

Okay så.. Out.. :3//