boneman from the shadows(zann)

Tid: nat
Sted: ashen wood forest
Omgivelser: stille
Vejr: skyfrit

Det var endnu en lun sommernat i slutningen af sommeren, vinden blæste stille i trætoppende, der var ret så stille på nær lige de lyde der blev lavet af diverse nattedyr, der var ude og gøre deres instinktive gøremål, for ikke at glemme den nærmest ubemærkelig lyd af Kimimaro der stille gik gennem skoven. Han kunne ikke sove særlig meget på grund af hans evindelige mareridt, så Kimimaro havde valgt at han ville gå ud og træne lidt i denne askegrå spøjse skov, som han altid havde fundet god til trænings formål af hans kaliber. Kimimaro havde iført sig sit sædvanlige tøj i form af en lyse lilla trøje, sorte bukser, hvide boots og et tykt lilla reb om livet som var bundet i en sløjfe på hans ryg(lige som på billedet) hans hår hang løst ned til hans skuldre, og var ret i en zigzag midterskilning på hans hoved, og hans ansigt bar et permanent preg af triste følelser der så ud til altid at ville være der, da hans liv altid havde været fyldt med smerte, skuffelser og problemer.

Da Kimimaro nåede ned til en sø, stoppede han ved bredden og så sig omkring. Dette måtte være fint nok som trænings sted, så han valgte at blive der og træne, han løsnede let sin trøje og tog den af så den hang løst i rebet han havde rundt om livet, før han knejsede i hele overkroppen, så man tydeligt kunne høre hvordan hans knogler knækkede på plads, før han strakte sine arme ud fra kroppen, bøjede hænderne op og fik et sværd lavet af knogler, til at vokse ud af hvert håndled. Han lagde let hænderne om dem, før han så sig omkring mens en trænings sekvens dannede sig i hans hoved.

Stilheden var kold. Vinden var kold. Blæsten fik tøjet til at flapre. Denne lune dag virkede bare i det hele taget kold. På grund af den stilhed som tydeligt påvirkede psyken til at tro det var koldt. Det var en perfekt dag til at gå i den triste skov. Osse kaldt for askens skov. Det var utroligt hvor trist skoven så ud. Det var det perfekte sted for at undersøge noget.

Ikke langt fra søen gik 2 personer. De begge var helt dækket af kutter. Med hætter som var trukket langt over hovedet. Det gjorde det umuligt at se deres ansigter. Det var som om der var noget stof som dækkede for deres ansigter. Ligesom et halloween kostume. Dem der manden med leen nogen. Men sådan var det ikke. Denne person var ikke tildækket for ansigtet. For dem kendt indenfor den mørke kræft ville hurtigt kunne mærke at den kræft der strømmede fra disse kutteklædte mænd var så stærke at lyset ikke kunne nå derind. Det var grunden til man intet kunne se. Den mørke kræft var stærk i den ene af disse mesterlige person. Svagt inde i mørket kunne man se nogle runde kugler. Så blanke som krystaller. Men så sorte som kul. De kunne svagt anses på grund af den blanke næsten hele måne på himlen. De kugle lignende ting var tydeligt øjne. Selvom det ikke helt stemmede til at være øjne. Kunne man alligevel godt se det var øjne. På en måde. Kuglerne så ud til at bevæge sig. Den forreste af de 2 mænd. Manden med de kulsorte øjne var tydeligt chefen. Den forreste gik med rank stolt ryg. Og en selvsikkerhed der på trods af den dækkede krop strømmede frem. Manden bag. Lyste svagt grønt igennem hætten og så beskyttende rundt. Men havde ikke lige så rank ryg. Han var bare beskyttelse det kunne ses.

Den forreste mand søgte efter noget bestemt. Lydene af knogler der knækkede var det første der ramte hans hørelse. Derefter lyden af noget som blev hevet ud igennem huden. Det var den samme lyd han havde hørt så meget om. Et væsen hverken død eller levende. Sådan som de forklarede det. Et slags monster med evnen til at bruge sine knogler som våben. Præcis ligesom denne kutteklædtes rustning. Bortset for at denne kutteklædte. Kun kunne manipulere med knogler. Ikke vokse dem frem. Men sådan en allierede ville være perfekt. Den forreste af mændene bevægede sig med hastige skridt hen imod den retning lyden havde vist vej. Det første manden så var søen. Derefter den ene mand som stod ved søen. Sværdene i hans hænder var tydelige. Og det gjorde denne mand sikker i det var den rigtige han havde fundet.

Den næste bevægelse overraskede tydeligt hans beskytter. Roligt hævede den forreste sine hænder og tog hætten af. Huden var bleg. Øjnene kulsorte og store. Intet hvidt tilbage. Som der normalt var på folks øjne. Men det blå tykke kraftige hår. Viste der stadig var lidt menneskeligt over ham. Håret gik hele vejen ned til lænden. Og så snart hætten blev hevet af gled det ned af hans ryg. Lidt pandehår gled perfekt hen over hans ansigt. Og indrammede det ellers smukke ansigt. Denne mand var en af de få dæmoner i denne filtrerede verden som ikke fulgte Rafael. Rafael gjorde dog alligevel ikke det store for at vinde denne dæmon over på hans side. Det passede dæmonen fint. Med rolige skridt gik han tættere og tættere på dette væsen. Nærmere og nærmere bare for at se hvor interessant denne mand var. Våbnet var tydeligt lavet af hans knogler. Det var helt sikkert. Den efterfølgende blide stemme. Var med et både iskold og fuld af styrke. "De må være manden med våben lavet af hans egne knogler. Navnet på dem kunne jeg ikke finde." Den kutteklædte mand stoppede op. Den anden den mand stadig med hætte gik hen ved siden af dæmonen. Den styrke fra ham. Viste han tydeligt hverken var dæmon eller i det hele taget levende. Manden med det blå hår og ikke længere nogen hætte sagde med sin stærke kolde stemme. "Navnet er Zann." Roligt med en svag kort respektfuld gestus bukkede dæmonen ved navn Zann hovedet.

Imens de kom gående nærmere, voksede der knogler ud overalt på Kimimaros krop, så han til sidst lignede et regulert våben, men Kimimaro lagde selvfølgelig ret hurtigt mærke til, at der var 2 væsner der nærmede sig, og det fik ham til at stoppe op, for at betragte dem nærme sig ham med hvad han mente, var ret så bestemte skridt som om de ville ham et eller andet. Da de stoppede foran ham, kunne han sanse mørket omkring denne Zann der præsenterede sig selv, og lugte døden over den anden med hætte over hovedet, som om personen var død. Kimimaro betragtede Zann mens han viste sit ansigt, og hilste respektfuldt på ham, og det stod klart i Kimimaros øjne at denne fyr havde ledt efter ham, af en eller anden grund, hvilket kunne være en umådelig svær opgave at sætte sig for, da Kimimaro godt kunne finde på at holde sin evne skjult. Men man kunne da heller ikke undgå øjenvidner hele sit liv, og når først nogle få så at han havde denne unikke evne, som lå til Kaguya klanen ville rygterne selvfølgelig sprede sig. Det var dog en del nemmere for ham at holde sit navn for sig selv, så selvfølgelig var det svært at opsnappe hans navn, og det eneste eksistensielle bevis på hans livshistorie der fandtes, var i Kimimaros egen besiddelse.

Men som denne Zann stod foran ham, tænkte Kimimaro på om han overhoved skulle præsentere sig selv, så han betragtede tænkende Zann med hans permanent triste ansigt. Men det stoppede dog da en af hans sanser triggede, en fremmed artet type knogler havde opsnappet hans opmærksomhed, og det betød at det måtte være fyren foran ham der havde dem på sig.
"Går du altid med knoglerne uden på skindet, eller er jeg en så speciel anledning at du bare måtte bære nogle?" Spurgte han let, mens han knyttede sin frie hånd og en underlig lyd kom fra Kimimaros krop. Denne lyd kom af ar Kimimaro var i gang med at hærde sig selv, en del af hans evne som bestod i at han kunne hæve og sænke calcium indeholdet i sine knogler, og hvad ingen andre end han vidste var, at under hans hud kunne han danne et skjold af knogler, der var over hele hans krop, hvilket var det han hærdede.

Blikket hvilede på denne knoglemand. Tja noget måtte han kalde ham. Når han nu så respektløst ikke ville oplyse sit navn. Kommentaren kom rimelig meget bag på ham. Så han kendte til hans rustning. Eller osse kunne han sanse det? Ligemeget hvad virkede det som om denne person aldrig havde hørt om dæmonen foran ham. Smilet kom roligt frem på ansigtet. Han hævede sin ene hånd op på siden af skulderen. Og vinkede kort. Den kutteklædte bag Zann begyndte roligt at gå hen. Og med en rolig bevægelse tog han kutten helt af Zann. Og trådte derefter tilbage igen. Zann stod i sit ekstremt eksklusive tøj. En hvid skjorte som var oversmurt af en jakke af samme stof som den kappe han lige har fået taget af. Samt et par bukser af samme stof. Samt et par handsker hvor fingrene var frie. Roligt begyndte han at knappe skjorten op. Og så snart han havde knappet de første antal knapper op. Kunne man tydeligt se knoglerustningen inden under hans tøj som langsomt lidt efter lidt dukkede op. Da han til sidst tog hele skjorten af. Samt jakken. Faldt begge dele langsomt og roligt ned på jorden. Langsomt begyndte hans knoglerustning og udvide sig. Og frem fra ryggen kom ved den venstre skulder 2 knogler som lignede håndtag til sværd. Og ved den højre. Kom en mindre rygrad med en hel masse spidse lige små ribben.

Med rolige skridt gik han de sidste par skridt hen foran denne knoglemand. Og så ham direkte ind i øjnene. "Det er ren rutine at tage min rustning af knogler på. Men hvad med dig. Er det for min skyld dine knogler summer sådan." Sagde han roligt. Allerede ovre fra sin første position kunne han høre sumrenen fra knoglerne i hans krop. Som betød en ting. Han gjorde klar til kamp. Men hvorfor. Zann havde ingen planer om at skade dette prægtige eksemplar. Næh nej. Han ville få den over på hans side. En person som kunne drage knogler frem ville være uundværlig for den hær Zann var ved at bygge. Denne knoglemand ville være en mesterkriger i hans hær. Ja måske en general endda. Eller højere.

Kimimaro betragtede ham afklæde sig til han kunne se de knogler der havde tricket Kimimaros sanser, og det forestillede faktisk en rustning hvilket han fik bekræftet da Zann snakkede til ham, men ud fra hvad Kimimaro kunne se var Zanns evne en slags forringelse af hans egen, for det så ud som om denne mørke fyr der stod foran ham kun kunne styre knogler ikke skabe dem, lige som Kimimaro kunne. Det betød jo at hvis de kom ud i en one on one kamp, ville Kimimaro have den største chance for at vinde da han hele tiden kunne forstærke sine knogler, og havde et mere bredt udvalg af muligheder inden for angreb og forsvar. Men Kimimaro gad ikke at kæmpe mod denne afart der stod foran ham, han hærdede kun sine knogler i tilfælde af at Zann nu ville angribe. Kimimaro studerede dog knoglerne lidt nærmere, og kunne se at de så ud til at være ældre knogler hvilket betød at de havde lettere ved at bukke under for angreb, af større proportioner som hvis de skulle blive slået hårdt af et af Kimimaros hærdede rygsøjle sværd.

"Jeg kender ikke dine intentioner, og jeg ved ikke hvem du er du ved mere om mig, end jeg ved om dig, og du kommer til mig med en vagt der lugter som om han er død!" sagde han roligt og virkede distance tagende overfor Zann "For dig er det måske en rutine at tage en rustning på der er i forfald, men når jeg føler mig truet hærder jeg mit forsvar per refleks!" de knogler han havde trykket ud mens Zann nærmede sig, trak sig tilbage mens Kimimaro vendte sig om og begyndte at gå "Navnet er forøvrigt Kimimaro Kaguya, undskyld at du måtte vente på grundlag af min manglende respekt!" sagde han roligt over sin skulder, mens han begyndte at gå. Han havde allerede mistet interessen i denne fremmede person, og derfor var han begyndt at gå.

Warren:
Manden bag Zann grinte svagt. Han lagde hovedet tilbage og hætten faldt af. Det tidligere svage grønne lys blev kræftigere. I takt med hans ansigt kom frem. Det var et forfærdeligt syn. Denne mands ansigt var hærget og skadet. Tænderne og læberne havde vokset sig sammen. Og blevet til et som dannede nogle lange spidse tænder som lignede vampyragtige tænder. Hele hans ansigt så dødt og drabeligt ud. Munden stod på hvidt gab. Og et underligt grønt lys gled ud fra dem. De steder hvor hans øjne burde være. Var tomme. De lyste grønt. Men der var ingen øjne. Og det virkede som om der aldrig havde været nogle. Denne zombie lignende væsen begyndte at stinke endnu kraftigere af død da hætten var væk. "Jeg lugter af død fordi jeg er død." Stemmen kom fra hans mund. Men ikke fra hans stemmebånd. Men fra den magiske grønne orb som var dannet indeni hans mund. Stemmen virkede ru som om den ikke var blevet brugt i meget lang tid. Men det var ikke sandt. Den var bare æld gammel. "Mit navn er Warren tidligere Paladin. Han kommer ikke med en vagt. Jeg kom automatisk. Uden grund. Af min egen fri vilje."

Zann:
Warren var gået op ved siden af ham. Stod og gloede på manden. Zann lagde en hånd på Warren's skulder. Og Warren bukkede sig kort og gik et skridt tilbage. Zann gik roligt frem. Fulgte roligt efter Kimimaro. "Du aner ikke omfanget af min styrke. Mine knogler er stærkere end splinter nye knogler. De er ubrydelige for de fleste. Ikke engang et sværd kan bore sig igennem dem. De er lidt ligesom dine hærdede knogler. Bortset for mit er magi og dit er calcium." Sagde han roligt mens han fortsat gik bag denne person. Denne mand der troede han var uinteressant. "Du er vel klar over nu når du har regnet mine kræfter ud ville den kunne hjælpe os begge. Jeg vil tilbyde dig en aftale. Hvis du går med på at hjælpe mig. Får du en betydelig og stor plads i det imperium jeg vil lave. Tænk over det. Hundredvis af folk under din kommando. Ja tusinder. Som du kan bestemme over. Som en af mine betroede generaler. Ligesom Warren." Sagde han roligt med et roligt smil. Mens han fortsat så på hende med et roligt fast blik. Og afventede hans tilbage svar på hans. Hvis han skulle mene det selv. Meget gavmilde tilbud.

Kimimaro betragtede denne zombie lignende person, da han viste sit ansigt og afslørede hvad han var for en. Det virkede hverken til at overraske ham eller skræmme ham det mindste, for selvom Kimimaro aldrig havde set den slags magi før eller et så mærkværdigt syn, så var han ikke lige just så nem at overraske. Kimimaro vidste ikke rigtig hvorfor, men han reagerede aldrig rigtig på nogen overraskelser, lige som en hver anden person ville gøre det, han tog det bare som det kom og så måtte han tage det derfra. Men han vidste dog ikke rigtig hvordan han skulle forholde sig til en død krop, der virkede til at være genoplivet med magi, så han undlod at gøre noget ved det, før han gik væk fra Zann og denne zombie agtige mand.

Mens han gik væk fra dem, fulgte Zann efter ham og Kimimaro lyttede dog til hvad han sagde, da det jo kunne være han sagde noget interessant. Dog gik det op for ham, at Zanns evne ikke var en afart af hans, men en form for magisk udgave der fungerede på en anden måde end hans, men han vidste ikke rigtig om han skulle tro på at hans evne kunne holde til angreb fra hans knogler, men Kimimaro måtte vel bare tage ham på ordet indtil andet var bevidst. Zanns tilbud fik ham til at lytte, men det gik hurtigt op for ham, at han overhoved ikke var interesseret, da han ikke rigtig kunne bruge dette til noget. Hvad skulle han bruge kommandoen over tusindvis af mennesker til, eller en position som en af Zanns mere betroede hær medlemmer til?
"Jeg kan ikke se hvad jeg skulle bruge dit tilbud til, jeg foretrækker at holde mig for mig selv, og jeg gider ikke at have befalingen over andre væsner!" sagde han roligt, mens han fortsatte sin gang ind i skoven.

Zann forblev tavs et lille stykke tid. Fordi hans tanker kørte rundt. Før han smilede roligt. "Hvad kan du li. Ensomhed? Eller kamp? For hvis du kan li kamp. Jamen så kan du jo blive tilsat en stilling hvor du er alene. Og kan kæmpe de små kampe som jeg ikke personligt vil. Kampe som hvis der er spioner. Eller torturere folk hvis det er det du vil. Sig dit bud og vi kan diskuttere det. Jeg er åben for mange ting du vil melde. Alt kan diskutteres. Fortæl dæmonen her dit ønske. En slave? En ensom stilling? Fortæl mig endeligt dit ønske." Zann's skridt var rolige. Og fast besluttede. Han tog ikke et nej for et nej. Han ville se hvad denne mand var i stand til. Med Zann's kræfter kunne han sikkert forbedre det. Hvis dette skyggevæsen ville have det.

Kimimaro gad ikke engang betragte ham mens de gik, han så blot frem for sig og tænkte lidt. Hans forslag indbefattede sjovt nok alle sammen en fældesnævner, nemlig at Kimimaro skulle arbejde for Zann, og det var en af grundene til at han fortsat ville sige nej til et hvert tilbud der havde denne fældesnævner.
"Jeg er ikke interesseret i at arbejde for andre, jeg er blot et vindpust fra fortiden, der aldrig stoppede med at blæse!" sagde han roligt "Jeg har derfor ingen interesse i nogle af dine tilbud, lige som jeg ikke har nogen interesse i at gøre mig selv mindre anonym! Der er trossalt en god grund til, at hele min krop fungere som et nulvoid punkt! Min anonymitet er kun mulig, fordi jeg ikke har noget bestemt dna, hverken i blodet eller mit knoglemarv!"

De rolige skridt efter ham var meget tænkende. Betragtede manden foran ham. Hvad skulle han sige for at overtale ham. Måske skulle han gå en anden vej. En anden vej end en permanent plads. Hvilket var underligt. Alle gik da efter magt. Han selv gik ikke bare efter magt. Men permanent underkandelse. Eller rettere. Accept af sit eget væsen. Men dette væsen var ikke efter magt. I Zann's verden var underligt. Magt gav respekt. Accept af sit væsen. Da var det det gik op for ham. "Jeg har måske noget som kan bruges. Hvad med et midlertidigt partnerskab. Jeg skal have lidt hjælp til en kommende kamp. Mellem mig og en meget magtfuld mand. Når den kamp er ovre må du gøre hvad du vil. Trække dig ud af partnerskabet. Eller en hel anden ting. Som jeg sagde det er kun midlertidigt." Sagde han roligt. Mens den blide svage vind piftede kort hans hår. Så det løftede sig svagt fra hans ryg. Og derefter stoppede Zann svagt op så håret fløj lidt foran ham og så tilbage på sin perfekte plads. "Hr. Det er en kamp. Mere skal der ikke bruges. Og så må du gøre hvad du vil. Få hvad du vil ha som er i min magt." Sagde han roligt med et svagt roligt smil. "Hvad siger de?"

Kimimaro stoppede omtrent samtidig med Zann, og betragtede ham efter at have hørt hans tilbud. Zann havde talt direkte til den krigeriske side af Kimimaro, den side der lå dybt i hans kaguya blod, men den tricker der var i hans hjerne, der fik ham til at tænke logisk og holde sig i det skjulte, pulserede som en vanvittig.
På den ene side lød det dejligt, at slagte nogen og lade hans voldelige, krigeriske blod komme til sin fulde ret og gå amok i et blod orgie, men på den anden side kunne han jo risikere hans anonymitet. Personligt var han ligeglad med om nogen anerkendte hans eksistens, og den han var for det var der alligevel ikke nogen der havde gjort, i største delen af hans liv, så hvorfor skulle han gå efter det nu? Og han havde ikke rigtig brug for magt, han vidste ikke hvad han skulle bruge det til for i hans øjne, var det som at få et stykke legetøj i julegave, som man pakkede ud, så på og derefter smed over i bunken af ting man aldrig mere ville værdige et blik, eller så meget som overveje at lege med.
"Jeg kan ikke se hvad du skulle have i din besiddelse, som jeg på noget tidspunkt i mit liv, skulle kunne få brug for!" sagde han roligt "Jeg søger hverken magt eller slaver, jeg kan ikke bruge våben til noget siden jeg skaber dem selv, jeg har de penge jeg skal bruge, og jeg har fået min hævn over dem jeg ønsker at hævne mig på! Så selvom du kan tilbyde mig en opgave, der kan appellere til mit krigeriske blod, så kan jeg ikke se hvad du kan tilbyde mig for udførelsen af opgaven!"
Kimimaro vendte sig igen væk fra Zann, for at fortsætte ind i skoven som før.

Roligt smilede han svagt med blikket mod hende. "Jeg ved hvordan du har det. Smidt væk. En brugt klud. Uønsket. Men jeg kan give dig det jeg tror du aller mest vil ønske. Enden tørster du efter hævn. Eller osse tørster du efter accept. Der må da være nogen som igennem dit liv på et eller andet tidspunkt har accepteret dig for den du er. Og som sikkert er død. Jeg kan hjælpe dig. Jeg kan trække denne persons sjæl til mig. Give dig denne persons sjæl. Så du altid vil kunne snakke med den person. Er det ikke noget du ønsker. er det ikke?" Sagde han smilende mens han fortsat så på hende roligt med et roligt blik.

Kimimaro så blot om på Zann, med et tomt blik i øjnene. Der var ikke noget at spore i hans blik, hvilket gjorde det praktisk talt umuligt at regne ud, hvad der kørte gennem hans hoved. Men så dannede der sig et håndeligt smil på hans læber, der var et tydeligt tegn på, at Zann havde valgt den gale vej hvad angik det, at prøve at lokke Kimimaro til at hjælpe ham.
"Tror du selv på at en som mig, et skyggevæsen der har holdt sig anonym i over 2000 år, har mistet nogen som jeg holdt af?" sagde han let, og grinede roligt "Jeg har ikke nogen jeg ønsker at se igen, og selv hvis jeg havde ville jeg nok allerede have accepteret deres død, og ønsket at de skulle hvile i fred! Som jeg sagde så har du ikke rigtig noget, som kunne interessere mig så jeg kan ikke se, hvad du skulle kunne finde ud af, som kunne få mig til at skifte mening, og risikere min anonymitet!" igen drejede han hovedet, så han så fremad igen, og genoptog sin vej ind i skoven.

Et lille sving med sin ene hånd dannede sig af Zann. Derefter grinte han svagt og hårdt. "Så må jeg vel bare bruge daggerten." Zann vidste mere om denne Kimimaro end han ville sige. En af tingene han vidste var en bestemt daggert. Som han vidste kimimaro var knyttet til. Dog havde han ikke daggerten. Hvilket var en del af planen. Alle havde sine eftertanker. Og hvis han kunne få Kimimaro til at tro bare en smule på løgnen om at Zann havde sin kniv. Så ville han løbe hen imod det. Og Zann ville kunne følge efter. Og på den måde kunne komme i besiddelse af kniven. Hvilket ville være det afgørende træk. For at få skyggevæsnet under hans herredømme. Zann gav ikke op. Ingen havde nogensinde fået ham til at give op. Han gjorde bare en ting. Han blev værre. Startede altid med at spørge pænt. Endte altid med at tvinge. På den ene eller den anden måde.

Kimimaro stoppede op da Zann nævnte daggerten. Ingen han havde stødt på, havde vidst hvad for en genstand Kimimaro var bundet til, så derfor kom det lidt som en overraskelse for ham, endelig at høre nogen der havde fundet ud af det. Men hans reaktion var langt fra det de fleste ville have regnet med, når man tænkte på situationen for mange andre skyggevæsner ville nok have været nervøse, på nuværende tidspunkt måske endda paranoide, og det ville have fået dem til at gribe situationen mere drastisk an. Men Kimimaro tog det på en helt anden måde, for han begyndte at grine. Han startede lidt i nogle små latter udbrud, men det eskalerede sig til en kold latter på rimelig kort tid. Han drejede hovedet mens han stadig grinede, og så på Zann med et håndligt blik.
"Det må jeg give dig, du er den første der er nået frem til, hvad jeg er knyttet til selvom du ikke er den første, der bruger det trick mod mig, og at du bruger det viser bare hvor vi står nu!" sagde han efter hans latter, begyndte at aftage nok til at han kunne snakke ordentligt igen "Men jeg ved du ikke har våbnet, for ellers ville du ikke have ventet så længe med at bruge det mod mig! Hvis du besad våbnet, kunne du blot gå direkte hen til mig, og beordre mig til at gøre som du sagde, i stedet for at spilde din tid med at få mig til at komme over på din side!"

Han rystede opgivende på hovedet. Og begyndte svagt selv at grine. "En tvunget soldat. Er en ubrugelig soldat. Dine evner er legendariske. Specielle på en hel anden måde. Jeg ville ikke få nær så meget hjælp af dem hvis jeg tvang dig. Så hvorfor ikke prøve med overtalelse først. Magt er jo ubrugeligt i længden. Men du giver mig intet andet valg." Roligt rettede han blikket op og så direkte på Kimimaro. Afventende på et tegn. Og dog. Der var noget underligt. Godt nok havde Zann ikke kniven. Men det var for hurtigt. Han måtte have den i nærheden af sig. Hele tiden. Ellers ville det være svært for ham at sige han vidste Zann ikke havde den. Da var det at han blev nysgerrig. Og begyndte langsomt at gå nærmere. Tænkende. Afventende på den mindste smule tvivl. Et eller andet tegn for at den ikke skulle være i nærheden af ham. Som han troede lige nu.

Kimimaro der havde levet i lang tid, havde efterhånden lært et par vigtige ting hvad angik hans daggert. Baseret på de ting han havde lært gennem sit liv, havde han lavet sine forholdsregler omkring hvordan han opbevarede sin daggert, som han var forbundet til og som andre ved besiddelse kunne styre ham med.

Forholdsregel nummer 1) Aldrig gem daggerten et bestemt sted, da dette i sidste ende kunne findes på den ene eller den anden måde.

Forholdsregel nummer 2) Aldrig gå rundt med daggerten på sig, da han havde lært at lige meget hvor stærk han var, ville han stadig kunne ende i situationer hvor nogen var stærkere end ham, eller smarte nok til at få fat i den.

Forholdsregel nummer 3) Det bedste sted at opbevare daggerten, var et sted der bevægede sig som var nærmest umuligt at regne ud hvor var, og som var svært at komme ind på.

Ud fra disse forholdsregler havde Kimimaro fundet et sted at gemme sin daggert, som de fleste ville synes var totalt åndssvagt af et gemmested at være, og som var svært både at finde og komme ind på. Hvis han skulle være ærlig var det faktisk ikke et sted, men mere indersiden af et levende væsen, der gjorde alt for at beskytte de våben han gik rundt med i forvejen, og som Kimimaro havde lavet en aftale med for snart mere end 270 år siden. Kontakten mellem dem var lige siden holdt på et minimum, og var nærmest usporlig for uvedkommende.
"Magt kan blive svækket over længere tid, især når dem man har magt over med tiden kan finde ud af hvordan man fjerner denne magt!" sagde Kimimaro roligt "Og med min viden om min daggerts velbefindende, er jeg ret sikker på at du ikke har den, da du ellers ville fremvise den, og have tydelige tegn på at have været i hår nærkamp for nyligt!"

Han så tænkende ud. Og grinte svagt. "En beskytter selvfølgelig. Det er derfor jeg ikke kan spore dens kræft." Sagde han smilende og vinkede hans soldat hen. "Warren. Den er indeni en beskytter. Det må være den eneste mulighed. Men det kan ikke være hvem som helst. Gå efter noget af det stærkere. Måske en drage." Sagde han roligt og vågede sit blik hen imod ham for at se om der var en reakion fra ham. Da han nævnte ordet drage. "Det må være et væsen der kan blive meget gammel. For det må være en del år siden han gemte den." Sagde han smilende mens han fortsat så på krigeren.

Warren bukkede kort. Og begyndte så at løbe af sted. Væk derfra.

Kimimaros reaktion var næsten ubemærkelig, men den var der skam i form af et lille smil, der kun i et kort øjeblik dannede sig på hans læber, før det hurtigt forsvandt igen. Hvis denne døde kriger var ude og lede efter drager, ville han aldrig finde daggerten, for Kimimaro havde ikke gemt den i så bemærkelsesværdigt et væsen, det ville være alt for farligt når man tænkte på hvor mange, der jagtede drager for at dræbe dem, og bruge deres magiske kroppes fordele. Næ nej Kimimaro havde gemt daggerten, i et væsen der var lige så svært at komme til livs som en drage, en forbryder der villigt ville dræbe alt der kom i vejen for ham, bare for at nå sine mål i livet.
"Du og din zombie kan dræbe alle de drager i vil, og gennemsøge dem så tosset i vil, men hvad skulle det nytte, når i ikke ved hvor i skal lede henne?" spurgte han roligt og smilede lumskt.