Someone in the shadows? - Zann

Sted. Firewood Village kirke
Omkring. Ingen
Vejr. Lyn, torden og regnvejr
Tid. 01.32
Påklædning. En fin sort kjole som går ned til knæene, hvide strømpebukser og sorte laksko.

Regnen slog hårdt imod ruderne, og lagde et vådt tæppe over den triste verden som lå og ventede på en udenfor dørene. Det gjorde det hele lidt mere dunkelt og mørkt.
Elizabeth trådte ind, helt våd, men varm. Hun havde ikke noget overtøj på, og følte sig ikke kold på nogen måde. Hun så faktisk helt ligeglad ud med at det regnede, men hun brød sig dog stadig ikke om den dunkle del af det hele.

Skyggerne var større, og der var derfor også større farer som lurede derude. Så tænkte hun dog på kirken. De ville nok ikke komme dér, da de sikkert ville have travlt med at jage. Så Elizabeth havde smidt alt i hænderne og taget derover, da hun havde været ude at gå, da det pludselig begyndte at regne og blive mørkt.

Hun satte sig roligt på en bænk oppe foran, og vred sit hår for at få det meste vand ud, og legede lidt med de længste lokker hist og der. Det var fugtigt og koldt, og der var ikke det samme glans og fylde i som der plejede at være. Det var tungt og fladt.

Kirken havde haft en hvis ro, hvilket fik Elizabeth til at tro at det havde været den rigtige ting, at kommer der, og hun lænede sig helt tilbage og begyndte at slappe mere og mere af.

Men måske var der noget som skjulte sig i en skygge i nærheden..?

De blide små bump kunne høres fra skyggerne. Og på grund af den store kirke blev de kun højere. Dørene ud af kirken gik op på vidt gab. De sorte døre knirkede utrolig højt. Og der var noget uhyggeligt over dem. Ud af døren kom en ung mand. Det lange sorte tøj flød efter ham. Specielt den store jakke som sad fast på hans skuldre. Den lille jakke sad som altid udover den sorte skjorte. Og bukserne sad som var de strøget på. Det lange blå hår fulgte vinden kort. Regnen ramte ham lige præcis ikke. Han var overhovedet ikke våd. Han havde været i kirken længe. Men da der intet skete havde han besluttet at se udenfor.

Øjnene gled rundt og blev hurtigt sat fast på en kvinde som sad helt alene på en bænk op af kirkens flotte hvide mure. Denne nye fremmede drejede hovedet et par gange. Undersøgte hende. Tænkte. Undrede sig over at hun var her alene.

Langsomt med svage skridt gik han roligt hen foran hende. Kiggede på hende roligt. De kulsorte øjne glimtede nærmest i det svage månelys. "Hejsa smukke." Den dybe og mystiske pupil midten af hans øjne var direkte rettet imod hende. "Hvad laver en som dem her alene." Sagde han roligt og blidt med den vidunderlige dybe stemme.

Elizabeth havde intet hørt da dørene havde åbnet. Stormen larmede for meget, og hun sad derfor helt stille på bænken. En følelse af at blive betragtet kom over hende, og kuldegysninger startede at sprede sig på hendes blege hud. Der var noget der i møret, og hun vidste ikke helt om det var noget godt.

Det gippede i hende, og hun fløj nærmest en halv meter op i luften da en mørk stemme hørtes ved hendes side. Hun så hurtigt op og så en ung mand. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare, men hun åbnede ihvertfald munden "Øhmm.." mumlede hun og sank en klump. Hun var usikker på om denne mand var på hendes side, eller om han ville hende noget ondt.

Hans mystiske pupil udvidede sig. Til at blive helt sort. Hele hans øje var komplet sort. De var nærmest drabelige. "Er det virkelig det eneste man kan sige. Øhmm. Det kan man blive straffet for." Roligt i hans hånd begyndte knogler at glide frem. De dannede en lang barberblad skarp kniv. "Måske skulle du genoverveje dine ord." Sagde han roligt. Før han med rolige bevægelser satte sig ved siden af hende og lagde kniven på hendes modsatte skulder med bladet vendt ind imod hende. "Kom nu du kan vel godt komme med nogle bedre ord end det. Ellers bliver det her jo slet ikke sjovt." Smilet på hans læber var sindssygt. Ja mere end sindssygt. Det var direkte ondt. Alt fra ham strømmede af en kræft. En mørk ond drabelig kræft. Han ville nyde denne leg. Hans nye legetøj her. Tja det ville blive en spændende aften. Det var helt sikkert.

Hun så på ham med store øjne og brød sig bestemt ikke om denne mand. Hun så ham i øjnene og så hvordan hans pupiller ændrede sig, og hvordan hele hans ansigt bare gik fra det ene til det andet. Bladet var imod hende nu, og hun måtte synke endnu en klump for ikke at skrige op "Jeg øhmm.." mumlede hun og prøvede at komme lidt væk fra ham "Jeg sidder her bare. Laver ikke noget interessant. Så øhm..." mumlede hun og så ned på sine fingre, som legede med hinanden.

Da hun prøvede at rykke sig væk. Greb hans knogletynde fingre fast i hendes arm. "Hvor skal du hen? Jeg troede lige vi skulle til at lege. Det gider du måske ikke?" Spurgte han hånligt og lavede en lille rift på hendes kind. "Jeg råder dig til at gøre det. Ellers bliver jeg lidt sur." Et svagt grin kom fra ham. "Nu skal du høre. Jeg giver dig 3 gåder. For hver gåde du gætter rigtig. Får du 5 sekunder til at løbe væk på. Før jeg vil prøve og fange dig. Og hvis jeg fanger dig. Tja lad os bare sig at du skal håbe på jeg ikke gør." Sagde han med et ondt smil. Før han placerede bladet mod hendes hals. Uden at presse så det ikke skar hul. Og fortalte den første gåde. "Den er let. Hvad er det der går og går men kommer ingen vegne." Spurgte han med et ondt smil.

Hun fik et chok da han greb fat i hende. Hun ved sig i underlæben og lavede en lille lyd af smerte da han lavede en rift i hendes kind. Hun havde mest af alt lyst til at slå ham, men vidste at det ikke var en særlig god idé. Hun sank en klump og blev siddende og lyttede til det som han sagde. Hun nikkede da hun så til at skulle det og lyttede så til hans gåde og prøvede ikke at gå i panik "det.. Det... Det er et ur" sagde hun lavmælt og havde godt hørt gåden før.

Han grinte svagt og nikkede roligt. "Fem sekunder nu. Godt klaret. Den næste bliver svære." Sagde han roligt og så ud til at tænke sig om. Før han svagt grinte. "30 hvide ting på en bakke. Først gumler de. Så stamper de. Og så er de stille. Hvad er det jeg snakker om." Sagde han og smilede roligt med tænderne. Så man svagt kunne se tandkødet. Bare for at give hende et spor. Før han lukkede munden igen. Og ventede bare roligt på hendes svar. "Oh og jeg glemte hvis du svare forkert laver jeg en rift mere på din kind." Sagde han smilende med et ondt blik.

Hun så på ham og tænkte længe om ved den anden gåde "Øhmmm..." mumlede hun "heste?" spurgte hun forsigtigt og prøvede at holde sin stemme rolig og fattet. Hun så væk fra ham da han truede hende og ville ikke vise ham panikken l hendes øjne.

// sorry for de korte svar. Er på fra telefonen//

Han viftede med kniven og skar en rift på hendes kind. "Tænder. De tykker de stamper og så de stille. De er hvide. Og de er på en bakke. Nemlig tandkødet." Sagde han med et ondt grin. Før han hårdt greb fat i hendes kæbe og tvang hende til at se på ham. Et svagt grin kom. "Sidste gåde. To sønner og to fædre havde været på jagt og skudt 3 ænder. De delte så hver fik en and. Hvordan bar de sig ad." Sagde han roligt og gjorde kniven klar ved hendes kind så hun kunne skære en rift mere i den. Mens han bare smilede ondskabsfuldt.

//Gør intet

"ah!" hun lavede et støn af smerte da han lavede endnu en rift i hendes kind. Hun blev tvunget til at se på ham og havde panik fyldt ud i hele kroppen. Hun så på ham og fik tåre i øjnene da hun ikke kendte svaret til hans sidste gåde og vidste at hun derfor ikke ville have særlig meget tid til at flygte. Og endnu en rift på hendes kind.

Han begyndte at presse om hendes kæbe. "GIV MIG DIT SVAR." Sagde han hårdt. På trods af fingerne var så tynde så var de alligevel voldsom stærke. "Jeg tæller til 5 og hvis du ikke giver mig svaret inden jeg når fem så skær jeg en dyb rift i din kind." Sagde han med et hånligt grin. Og begyndte så roligt at tælle. "1." Det var tydeligt på ham han mente det alvorligt. "2." Et svagt ondt smil kom frem. "3." Langsomt hævede han kniven klar til at skære i hendes kind. "4." Det var nu eller aldrig.

Hun så skræmt på ham og rystede på hovedet. Eller prøvede på det. Tårene begyndte at trille ned af hendes kinder. Hun snøftede og klemte sine øjne sammen da han begyndte at tælle "JEG VED DET IKKE" råbte hun og prøvede at komme frl.

Han skar en dyb rift. Måske hele vejen igennem så hun havde et lille hul på indersiden af kinden. Et svagt grin kom. "Der er kun 3. En farfar. En far. Og en søn. Faren er jo søn og far samtidig." Et svagt grin kom. Før han rejste sig. Tog fat i hendes nakke og skubbede hende hen imod stien. Og begyndte så højt at tælle til 5. Mens han langsomt i sin hånd. Dannede en lang pisk. Lavet ud af en lårknogle. Og derefter en masse rygradsknogler. Som langsomt blev mindre og mindre. Og endte i en lillefingerspids. Så den var 100 procent ligesom en rigtig pisk. Bare lavet af knogler. Da han nåede fem. Svang han pisken. Og ramte det nærmeste hende. En gravsten. Et træ. Eller hvad der nu ellers var nær hende. Så det gik næsten helt i stykker bare ved et sving. Før han så ville svinge pisken efter at gribe fat i hendes ben. Hvis han fik fat i hendes ben ville han selvfølgelig hive så hun ville falde på jorden. Hvorefter han med sin frie hånd. Ville lægge en flad hånd på jorden hårdt. Og armknogler ville glide op og gribe fat i hendes håndled og ankler. Men kun hvis hans pisk fangede hende. Hvis ikke. Ville han roligt begynde at løbe efter hende.

Elizabeth lavede en høj lyd af ren smerte, og tog sig hurtigt til kinden, tog sin hånd ned og så at der var blod. Hun bed sig i underlæben og så så, skræmt og bange, op på den fremmede og prøvede at komme ud af hans greb da han tog fat i hende. "Ah!" hun landte hårdt på stien, og hørte ham tælle. Hun rejste sig hurtigt op, og begyndte at løbe og så sig ikke tilbage. Det var koldt, men hun var ligeglad. Hun løb blot og fik hevet sine vinger frem. "Fuck, kom så!" peb hun og blafrede med vingerne og mærkede jorden forsvinde under fødderne på hende.

Han grinte roligt og hånligt så højt at hun stadig godt kunne høre det. "Vinger er snyd." Sagde han hårdt før han løb imod et træ. Svang sin pisk op på toppen af træet. Hvorefter pisken ligesom en elastik trak Zann op i luften. Hen over trætopperne. Før han svang sin pisk igen. Som ramte hendes ene vinge. Ikke blødende. Men hårdt nok til at den nok ville være øm et par timer. Samt hun ville ha svært ved at flyve med den. Før han landede på jorden igen. Og løb hen imod hende. Stoppede lidt fra hende. Og hvis hun ikke allerede lå på jorden. Svang han pisken lidt over jorden. Så den ville ramme hende og få hende til at falde. Hvorefter han hårdt slog sin flade hånd ned på jorden. Så knogler lavet fra slanger. Gled op af jorden og greb fat om hendes håndled og ankler. Samt hals. Så hun ikke ville kunne rejse sig op.