I'm different now - Arason.

han bakket bageud da hun så hurtiget var foran ham "jeg jeg skulle hjem af og hva mener du med hygge os"lød det svagt fra ham i det han kiget sig omkring efter en udgang han kiget med store øjne rundt han måtte væk han prøvede og få styr på sit hoved og kiget så på hende "jeg har ikke tid skal vi sigde en anden dag jaja lad os det" kigge på hende ved hun vil nok ikke lade ham slippe kigge på hende og bakke længre bageud "hva mener du med hygge os"sigde det lavt igen

Blair sendte ham et skævt smil. "Bliv nu lidt. Jeg gør dig ikke noget." Hun lød ikke vildt overbevisende, men hun havde ikke tænkt sig at skade ham. Ikke mere, den aften. Hun rystede på hovedet. Han blev der, det skulle hun nok få ham til. Hun ville først prøve et stykke tid hvor hun prøvede at overtale ham, hvis det ikke virkede måtte hun bruge mere beskidte metoder. "Det bliver i dag. Du bliver her." Blair sukkede. Hun måtte nok heller svare ham, ellers ville han sikkert blive ved med at spørge. "Du ved... Som vi plejede at gøre. Jeg er altså stadig mig selv Arason."

Arason kiget på hende et øjeblik og sætte sig så ned. Han var for svag til og gøre mere han havde kræfter til og flygte men valget og høre på hende inden han beslute og smutte væk. Men hva var det han gjorde "jeg har ikke tid Blair jeg skal hjem til min søster lillesøster" løg han. imens han kiget på hende. Han smidt hans våben så han kunne gå lidt hurtiger han begynde og sætte fokus mod huset og begynde og undersøge det efter han havde set sig om begynde han og tænke sig om hvorfor bliv han han sukket og så hans udvej en bageudgang han gik hurtiget hen til den og prøvede så og låse den op men den gad ikke han band højlydt og forsøgt med en vindue ovenpå og åben men den gav sig ikke og det var et sove værlse det kunne man godt se

Blair troede ikke et øjeblik på ham. Han havde bare ikke lyst til at være der, han var bange for hende. Men det eneste der var forandret var hendes kost og at hun kunne overleve meget mere. Og så var hendes personlighed ændret en anelse. Men ikke så meget. Blair så ham gå rundt og lede efter en udgang. Hun gik igen hen imod ham, med hendes elegante kattelignende skridt. "Jeg ville ikke stikke af hvis jeg dig. Jeg kan nemt spore din kæreste. Måske kunne jeg ved et uheld komme til at stikke hul i hendes hud og få alle dråber af hendes blod til at forlade hende krop, og i stedet sætte noget af mit blod ind i hende. Og så ville hun være en vampyr. Hvad siger du til det?" Blair havde forsøgt at være venlig, men da det ikke fungerede måtte hun prøve noget andet. "Hvis ikke du bliver, så gør jeg det. Jeg er ikke bange for dig Arason. Dig og dine våben skræmmer mig ikke det mindste."

Arason sank en klump i det hun trude med det med det barn hun også skulle føde var det virklige det værste han havde været ude for han opgav og vendte så sig om mod hende "hva vil du ha jeg har ikke noget der er noget værd du må ikke skade hende ikke når hun er som hun er " lød det fra ham i det han kravlt op af vindus skærmen sådan så han var i hans normal højde næsten han kiget bare på hende og tænket på det "og jeg er ikke bange for dig"lød hans stemme selv om hun nok ikke ville tro på det men det håbet han ikke han ville ikke miste en til aldrig igen

Blair kunne ikke indrømme, at hun havde brug for noget der havde været en del af hendes gamle liv. Hun havde brug for noget der kunne minde hende om, hvordan hun var. Det var derfor hun havde brug for Arason, så hun blev mindet om hvordan hun havde været. Men det var ikke det hun ville fortælle ham. Hun blev nød til at finde på noget bedre. "Hvorfor skulle jeg være i den her hytte alene. Jeg har lige fået fingerne i den, så hvorfor skal jeg opgive den allerede? Jeg gider ikke være her alene, det er for kedeligt. Så derfor skal du være her. Som underholdning." Blair nåede at svare, inden det gik op for hende hvad han havde sagt. "Sådan som hun er? Hvad er hun?" Blair så afventende på ham. Hun skulle nok få svaret ud af ham, det ville lykkedes hende. "Men hvis du ikke er bange, hvorfor er du her så stadig? Du er ikke bange for at jeg gør noget ved din kæreste, så hvorfor bliver du her?"

han kiget på hende underholde hende som slave var det det hun sagde det lød det til i hans øre imens han kiget på hende han ville ikke sigde at hans kærste var gravid det kunne hun godt glemme han ville ikke fortælle det "jeg bliver her for hendes skyld ikke andres jeg frygter dig ikke"løg han og kiget på hende hun var mere manipulerne kunne han mærke havde hun tænkt sig og gøre det med ham hvis det var hendes rigtige side var han ikke i tivel om at hun ville blive sådan han gøs ved tænken og kiget bare på hende

Blair skulle nok få det ud af ham, hun skulle nok få sandheden af vide. Hun var utrolig nysgerrig, så hun skulle nok finde ud af hvad det var han skjulte for hende. "Du skal nok komme til at fortælle mig alt. Jeg kan finde ud af alt om dig Arason, jeg kan finde alle du holder af og forvandle dem alle sammen. Jeg er ligeglad, hvis du ikke fortæller mig det skal jeg nok sørge for det sker. Men jeg vil ikke forvandle dig. Du vil blive ved med at være et menneske og alle du kender vil drikke dit blod. Selv din kæreste." Hun rystede på hovedet. Hvis han ikke frygtede hende, ville han kæmpe for hans kæreste, om så det enten slog Blair eller ham selv ihjel. "Du er her fordi du ved hvad jeg kan gøre. Du ved at jeg ikke fortæller tomme trusler. Så du er her fordi du frygter jeg vil forvandle din kæreste til vampyr. Du er her fordi du frygter hvad jeg kan gøre."

han kiget på hende hun havde ramt et ømt punkt et stort ømt punkt alle han kende alle han var blivet venner eller fjender med truede hun med men han måtte være stærk for ham og hans familes skyld "du vil aldrig kunne finde ud af alle jeg kender alle jeg har elskede det vil du ikke og hvis du rør min kærste love jeg at jeg vil jagte dig forevigt og du kan ikke beholde mig her som var jeg en ejndedel det ved du godt ikke og jeg ber dig bland min kærste og alle andre jeg kender uden om det her vil du ikke nok Blair "han kiget ned i jorden mens han sagde det han ville undgå at hun manipolere med ham men det var allrede lidt for sent

Blair så på ham og trak på skulderne. "Hvis du er villig til at tage chancen kan du gå. Jeg vil ikke holde dig fanget her." Hun gik væk fra ham, så han kunne gå væk, hvis han ville. Blair blev igen forvirret over hendes personlighed. Hun var ikke sådan, hun var ikke manipulerende. Hun gik væk fra ham og ind i stuen igen. Hun satte sig på en sofa og skjulte hendes ansigt i hendes hænder. Hvad skete der med hende? Hvorfor var hun pludselig så ondskabsfuld? Det var uforståeligt for hende, hun forstod ikke hvordan hun pludselig kunne være anderledes. Hvordan hun pludselig kunne være som en helt anden person. Hun vuggede sig selv frem og tilbage.

han var for svag til og kunne gå så han var nød til og blive her om han ville det eller ej han gik ned til hende selv om det gjorde ondt på ham han gik lige så stille ned til hende og smilte undskylden til hende han sætte sig ved siden af hende og lagde hans arme om hende selv om hendes hud var kold kunne han ikke gøre noget ved det han prøvede og trøste hende "jeg skal nok blive det kan jeg godt love dig men hvorfor lod du mig ikke dø" han kiget undrne på hende mens han stadig havde et anstregne smil mens han kiget på hende "jeg blive her "sagde han og kiget på hende

Blair kunne slet ikke finde ud af hvem hun var længere. Det irriterede hende grænseløst, hun havde brug for at vide hvem hun var. Det var hendes største styrke. Man kunne ikke få hende til at ændre sig, ligemeget hvad man gjorde.. Eller det kunne man ikke før, nu var hun vampyr og total forandret. Hun mærkede hans arme om hende, det føltes mere betryggende sådan. Blair så undrende op på ham, hvorfor skulle lade ham dø? "Fordi.. Jeg har stadig noget af mit gamle jeg herinde. Jeg kan ikke give slip på det. Det gør mig menneskelig." Hun rettede sig op og så på ham. Blair lagde armene om ham i et kram. "Det betyder meget for mig. Tak."

han gøs ved berøring men holdte stadig om hende for at trøste hende han nikket uden og tænke sig om til hende han smilte lidt og kysede hende på panden selv om det var koldt for ham var han nød til og trøste hende om han ville indse det eller ej havde de begge brug for hinaden han havde brug for Blair og hun havde brug for ham han måtte indse det før eller siden men han villle hjælpe hende så godt han kunne han kiget hende iøjne og lod hende holde krammet "jeg vil blive her for din skyld og for min kærstes skyld" sagde han og sendt hende et skævt smil

Blair havde på et tidspunkt overvejet om hun skulle gøre sandt af hendes ord. Om hun skulle skade hans kæreste. Men noget i hende kunne aldrig gøre det. Det var svært for hende, hun følte at hun rummede to forskellige personer indeni sig. To personer der kæmpede for komme til være alene. Desværre var det ofte, den mere ondskabsfulde side der kom til udtryk. Blair rykkede sig væk fra ham igen da han nævnte det med hans kæreste. "Du har ingen grund til at blive her for din kærestes skyld. Jeg gør hende ikke noget." Hun kunne dog ikke være helt sikker på det, hendes personlighed kunne skifte fra det ene øjeblik til det andet.

arason kiget på hende og smilte lidt"så blive jeg for din skyld jeg har kendt dig længe og ja du må betragte mig som din blodbank hvis det er "sagde han og smilte beroligende til hende imens han strejfde hendes kind med hans ene hånd"jeg bliver her det er det minste jeg kan gøre for dig du må selv finde ud af hva du vil mene med at jeg er her men jeg vil blive her for din skyld"sagde han og sendte hende et smil imens han stadig strøjde hende med hans ene hånd "så vil du gerne ha jeg blive Blair" sagde han og sendt hende et smil mens han nussede hende

Det menneskelige i Blair ville ikke bruge ham til noget som helst. Men det der var mere ligesom en vampyr, kunne godt finde på at dræne ham for blod og efterlade ham for døden. Men hun kunne ikke få sig selv til det. Ligemeget hvad. Blair rystede på hovedet. "Jeg vil ikke bruge dig til noget." Hun mærkede hans hånd mod hendes kind og prøvede at bekæmpe den trang hun havde til at kysse ham. Det ville hun gøre som menneske, men som vampyr ville hun det endnu mere. Det krævede en hel masse energi at lade vær, hun havde meget svært ved det. Blair nikkede bare til ham. Hun prøvede så meget på at holde den trang nede, hun kunne ikke ødelægge flere liv end hun allerede havde gjort. Det ville ikke være fair. Hun rykkede sig væk fra ham og så ned i gulvet.

han kiget på hende og tog hendes ansigt op igen han ville ikke ødlægge et venskab han havde med hende hun havde mere brug for ham ende han ande han trække med de kræfter han havde hende ind til sig han ville ikke lade hende ølægge hans liv men hun havde meget brug for ham nu kunne han fornemme mere enden han selv ville se han kiget hende i øjne og gav hende et kys på munden uden og tænke over det det var mere et venskabligt kys på munden fordi han allrede havde en jo

Blair gjorde hurtigt kysset til noget der ikke ligefrem var venskabligt. Hun stoppede dog lige så hurtigt sig selv igen. Hun blev nød til at tænke på andres liv, frem for hendes eget. Hun havde allerede ødelagt så meget, ved at træffe dumme valg. Det ville hun ikke gøre længere. Blair rejste sig og gik væk fra sofaen. Hun kunne bare ikke leve med sig selv, hvis hun ødelagde et liv mere.

han gik efter hende selv om det var meget svært takket været hans sår han tog fat i Blair og vente hende om "du behøver ikke og gå ignem det her alene jeg er her for dig er der noget du vil lave eller noget jeg kan gøre for dig" sagde han og sendte hende et lille smil han kunne ikke klare og såre hende han ville ikke såre hende han havde fortrudt alle han havde gjorde det med han sukket og kiget på hende "bare sigde til hvis der er noget du vil"sagde han og smilte til hende

Blair havde svært ved at kende sig selv. Hun var så forandret, det skræmte hende. Samtidig med det, havde hun ikke kontrol over noget som helst. Alt var svært for hende, hun så på ham og smilede for sig selv. Hun var glad for han havde ændret mening, for hun ville ham ikke noget ondt. Eller, en halvdel af hende ville ikke. Den halvdel der var hendes gamle jeg, ville ikke dræbe nogen unødvendigt. Men hun vidste også godt at hun var nød til det, for at overleve det. Blair lagde en hånd på hans kind og så ham dybt i øjnene. "Jeg vil have at du tager hjem til din kæreste. Jeg skal nok klare mig. Hun har sikkert mere brug for dig, end jeg har." Hun ville ikke tvinge ham til at gå, men hun ville ikke have han blev der, fordi hun var svag. Det havde været sådan hele hendes liv, sådan var det ikke længere. Hun kunne godt tage hånd om sig selv. Blair kyssede forsigtigt hans kind og gik hen og satte sig i sofaen igen.

Han kiget på hende da hun sagde det "jeg er ked af og sigde det Blair men jeg er for skadet til og tag rejsen hun klare sig selv lige som dig det er mig der er den svage " sagde han. I det han kiget på hende det var intet andet ende sandheden. Han var for svag han kunne ikke klare sig selv han sukkede og faldt så om. Idet han besvimte han vejrtræknig var jo jo svage men det der skete nu var fordi han havde over anstrengte sig hans blod var der jo ikke længe. Han lå imens man kunne høre regne og torden udenfor men inden det skete. Rev han i hans halskæde hvor der var en ulv på og en ørn det var de to tegn han bar. hans øjne lukket sig og så besvimede han i det han faldt så lang han var. imens halskæden lå faldt ned foran ham nu.

Blair skulle til at sige til ham, det ikke var hendes problem. Men da han faldt om, kunne hun ikke undgå at føle sig skyldig. Hun gik hen til ham og løftede ham op. Hun fandt et rum med en seng, og lagde ham ned der. Hun var ligeglad med om han lå godt. Men hun var ikke ligeglad med ham, hvilket irriterede hende. Noget i hende, sagde at hun havde det bedst alene. Mens noget andet sagde, at hun ikke kunne klare sig uden andre. Hun var så forvirret, det var næsten som om der var to personer inde i hende. Blair så ned af sig selv, nu var hendes tøj endnu engang blevet ødelagt. Hun sukkede og begyndte at gennemrode skabet, for noget tøj hun synes nogenlunde om.

Arason lå bare i sengen der var vist gået en eller 2 dage som han bare havde ligget i. Men efter de to dage gav han tegn fra sig han kastede blod op og kigget sig omkring han prøvet og rejse sig op men var få svag til det imens han tænke hvordan han var ende i denne seng. Han misede lidt med øjne for at være sikker på hvor han var imens han kigget sig omkring fik han rejste sig op med hans kræfter. Men han var svag meget svag inde da. Han sukket og kigget sig omkring det her sted nu kunne han huske det Blair havde redde ham efter hun havde tømte ham for blod næsten han kigget sig omkring for at være sikke på det ikke var en drøm. Han kigget ned på hans hånd hvor han kunne se der havde været et bid. Han kunne godt huske det han kigget ud og så til hans overasklse at det var ved og blive lyset han tænkt at Blair nok var ude og jage. Hvilket væsen der ville blive hendes offer gøs han ved tænke af men han fik dog kæmpet sig op og gi ned mod stuen for at tag imod hende hun havde jo stedet nu.