En blanding og en varulv //romeo//

S: the forest
T: kl 10:00
V: meget mørkt og trist.
O: træer og buske og græs og sten.

det var en tidlig morgen i the forst den unge varulv Callie havde vovet sig uden for, hun kendte ikke så mange her omkring så det ville være rart at møde nye mennesker, hun så rundt inde i skoven og blev overraskede da hun så en ulv, hun ville gerne kunne tale med den men det kunne hun ikke. og det irreterede hende hun så på den og smilede den var flot.

Kropsalder; 19. Se profil for at se hvordan han ser ud når han er over 18 i menneskeform.

Romeos fine hvide poter bevægede sig elegant, og snedigt. Han løb hastigt, hurtigere end andre ulve, gennem skoven. Han var fri! Han elskede skoven! Han elskede at være i ulveform! Han lænede hovedet tilbage, og hylede højt. De andre ulve gjorde det samme. Deres sang sneg sig op af træerne.
Romeo stoppede op, og de andre ulve løb videre. Han var jo ikke en del af koblet. Men en af ungerne stoppede op og så på ham.
*Bare løb videre, unge ven.* Tænkte Romeo til den. Ulven løb videre.
Romeo listede hen imod færten af varulv... Han så på pigen. Hans bevægelser var som altid elegante, og velovervejet. Han bevægede sig snedigt lidt tættere på hende.
Så stoppede han op, og rettede sig op. Han så bare på hende. Han bevægede ikke en muskel. Men lyden af en pistol kom. Den var rettet mod Romeo. Men han reagerede ikke. En af hans svagheder. Han var ikke god til at reagere. Nogle jægere kom frem fra sit skjul.
"Dræb ulven!" Råbte jægerne. Romeo reagerede stadigvæk. Han så bare på pigen.

Den unge pige callie så på ulven, den bevægede sig elegant og smukt over jorden, hun syns den var smuk men vidste ikke hvordan hun skulle gøre da hun hørte skudet blev hun overraskede over jægerne ville angribe den unge flotte ulv, hun løb mod jægerne sprang op og ramte foran dem i sin smukke brune hvide ulveform hun snerrede af jægerne hun var altid god til at komme i problemer, og det var hun helt sikkert nu, hun hylede vredt mod jægerne og kræssede efter dem og var vredt den unge ulv skulle ikke skades....

Romeos utrolig hvide pels kunne sikkert få nogen til at tro han skinnede. Samtidig gav den hvide pels også en slags mystik over ham. Pigen var pæn. Hun lignede en på de 17-18 år. Romeos hazelbrune øjne hvilede på pigen. Han holdte øje med hende og reagerede slet ikke på jægerne. Hvilket resulterede i at han fik en pil efter sig. Romeo registrerede den først da den landede lige foran ham. Romeo sprang forskrækket tilbage.
Romeo så mod pigen og spærrede de hazelbrune øjne op da han så hun var en ulv. Romeo lænede hovedet tilbage og hylede højt. En anden ulv besvarede det.
Romeo løb hen til pigen og snerrede lavt for at sige hun skulle løbe. Han knurrede af jægerne der pegede truende på dem med deres knive.

den unge ulvepige så på ham og rystede på hovede og løb afsted mod jægerne og greb fat i en af dem arm og smed dem væk, hun snerrede til den hvide ulv om at de skulle væk nu, hun skubbede blidt til ham for at de kunne komme væk, hendes blik blev meget alvorligt, de jæger havde ramt hende men hun var ligeglad så de skulle bare væk...

Romeo var ikke fysisk stærk, kun mentalt. Så Romeo kunne ikke rigtig kæmpe mod de jægere, så på sin vis var han glad for at pigen hjalp ham. Han trådte lidt væk.
*Så løb dog!* Tænkte Romeo til pigen. Han kunne jo snakke med ulve, men om det gjaldt ... Andre shapeshiftere, eller varulve, hvad hun nu var, vidste han ikke.
De var jo halv ulv? Så det måtte jo virke.
Romeo begyndte at løbe væk. Han var hurtigere end andre ulve. Han var jo blanding, og en af hans styrker var at han var meget hurtigere.

da callie hørte ulven løb hun med ham og så på dem og smilede for sig selv og bed sig i læben, hun så på dem og slapper af og tænkte på en masse og så ned i jorden da hun var i virkelig dårlig form selv om hun var ulv hun var dårligt hun havde haft det dårlig hele dagn men den løbetur havde faktisk hjulet på hendes humør... hun stoppede da de var kommet langt nok væk fra dem..

Romeo var hurtigere hende, det vidste han og kunne se. En af hans styrker var jo hurtighed. Han løb elegant.
Romeo stoppede op da hun gjorde. Han så på hende, nærmest spørgende.
Og så var han i menneske skikkelse.
Det rødbrune hår blev tydeligt. Hans hazelbrune øjne var på hende.
"Tak." Han smilede skævt.

Callie smilede hun så på ham, hun forvandlede sig til menneske skikkelse og så på ham, ''det var så lidt'' sagde hun blidt og roligt og så mod ham hendes lagde hår var en smule uglede, efter at have løbet rundt med ham.. hun smiler for sig selv og rødmer meget og slapper af.

Romeo lagde armene over kors. På en måde forstod han ikke hun havde hjulpet ham. De kendte jo ikke hinanden? Så hvorfor havde hun hjulpet ham?
"Hvorfor hjalp du mig?" Han lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad er dit navn?" Så mange spørgsmål han havde!
Han smilede skævt.
"Og hvorfor rødmer du?" Han så spørgende på hende.

Callie sukkede ''fordi jeg er en sød pig derfor jeg kunne ha ladet dem tage ogdræbe dig men jeg syns det var synd for dig'' sagde hun alvorligt og blev mennske.. hun så på ham, ''fordi jeg stadig er en pige og du er en pæn dreng'' sagd ehun blidt og slapper af og tænkte på en masse og smielde..

Romeo lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede pigen. "Nå, jamen, så tak i hvert fald." Han smilede taknemmeligt. "Mit navn er forresten Romeo... Hvad hedder du?" Han så spørgende på hende.
Han grinede lavt. "Tak for den kompliment." Romeo smilede skævt, og så sig omkring. "Bor du i nærheden? Skal jeg følge dig hjem som tak?" Han så spørgende på hende.

Callie smilede, hun grinede sødt ''hm.. det ved jeg ikke du kan vel godt følge mig hjem'' sagde hun blidt og roligt hun tog og satte sit hår op i en hestehale hun smielde for sig selv..

//sorry fr dårligt svar:'( //

//Det er et helt fint svar! ^^//

Han smilede skævt.
"Hvor bor du så?" Han lagde hovedet lidt på skrå, og så spørgende på hende.
Han lagde armene over kors.