A new friendship? //Frida//

Tid: 21:00
Sted: Royal Flame District, bolig kvarteret.
vejr: Selve vejret er lunt, og himlen er mørk med strejf af tilfældige stjerner.
Omgivelser: Knap så mange væsner/mennesker som bevæger sig rundt.

Et rygte havde Sylar overhørt, et rygte som havde bragt ham netop til dette sted, en kvinde, vis navn han ikke var helt sikker på, skulle angiveligt bo i nærheden af hvor han befandt sig netop nu, men spørgsmålet var bare, om dette ikke var et sand tidsspile, kvinden kunne jo være hvem som helst, og komme og gå som det passede hende. Sylar havde absolut ingen oplysninger om hende, kun det at hun pludseligt antændte ting ved brug af ild, hvilket var grunden til hvorfor han skulle finde hende.
Dette rygte han havde hørt, havde ført ham på, hvad der kunne siges at være hans livs største nål i en høstak. Men alligevel så kunne det være at en hjælpsom sjæl ville komme forbi hans vej, og hjælpe ham, det var ikke svært at se han skillende sig ud, både i det tøj han stod i, hvor mange væsner ville ligefrem gå rundt i hvad der lignede skræddersyret jakkesæt, og have et sølvur hængende.
Og som Sylars eget symbol, tog han uret op for at kigge på tiden, en særhed han havde tilegnet sig de sidste par år, hvor han endelig havde fået sit dyrebare ur til at fungere, sådan nogenlunde.
*Nå, hvor gemmer du dig så henne* var stort set den eneste tank der fløj gennem hovedet på ham, imens han ihærdigt spejdede efter vedkommende, dog stadig meget forvirret over hvor henne han var endt i kvarteret, selvom han tit havde besøgt dette bolig kvarter, så.. farede han altid vild, men så igen, det var vist et lille dusin år fra sidste gang han havde bevæget sig op og ned af disse gader, så hukommelsen var vist ved at glippe, men den ville nok dukke op igen, snarest.
Nogle få væsner kom gående imod ham, men forsvandt så bare igen, uden at efterlade en lyd til ham ”hvor ubehøvlet” fik Sylar vist sagt noget højere end hvordan han normalt ville havde reageret, dog så kiggede han sig rundt for at se om der var nogle der havde hørt ham, men det så ikke sådan ud, dog så kunne han jo godt tage fejl, det havde han gjort før.

Frida kom gående gennem gaden. Hun var på vej hjem, fordi der havde været for mange folk rundt omkring på de forskellige spisesteder, så hun turde ikke gå ind nogle steder, og derfor var der ikke længere så meget at komme efter uden for huset.
Hun holdt blikket rettet mod sine fødder og gik bare. Hun havde gået vejen frem og tilbage til sit hus så mange gange, at hun nu kendte den så godt, at hun ikke længere behøvede kigge op. Og selvom himlen var smuk og stjerneklar denne aften, var det ikke en risiko Frida ville løbe. Jo mere hun kunne se, jo mere kunne ske.
Det røde hår hang løst over skuldrene som sædvanlig. Hun var iført en sød gul top og et par smalle, mørkeblå designerbukser. På fødderne havde hun et par grå converse, og om håndleddet hang et tykt læderarmbånd, som var viklet rundt om håndledet to gange.
*Du er så dum! Isolere dig fra omverdenen og sulter sig selv. Du burde skamme dig!* sagde en spydig stemme i hendes hoved. "Hvad har du tænkt dig, at jeg skal gøre?" mumlede Frida irriteret. Der kom ikke noget svar tilbage, så hun fortsatte bare med at gå, indtil hun hørte endnu en stemme. "Hvor ubehøvlet," sagde den.
Frida stoppede op og fjernede blikket fra jorden. Hun så hen på en herre, som tydeligvis ikke kom fra dette kvarter. "Undskyld, snakker du til mig?" spurgte hun. En lyshåret pige dukkede op ved siden af Frida. *Selvfølgelig taler han til dig. Der er ikke andre end dig, som er ubehøvlet!* Frida så hen mod den lyshårede pige. Altid så meget smukkere end Frida selv, og altid så meget klogere, at det for hende var en hobby at håne Frida. Hun var alt det som Frida ikke var. Lyshåret, klog, smuk og aller vigtigst: normal.
"Og hvad forventer du, at jeg skal sige til det? Bare hold din mund og lad mig være i fred!" Frida så hen mod manden igen, og for ham kunne det sagtens virke som om, at det var ham hun snakkede til, da han ikke kunne se den lyshårede pige. Det var der ingen der kunne. Kun Frida.

En stemme i ly af mørket havde brudt Sylars tanker, en kvinde stemme, måske var dette personen han havde ledt efter, hurtigt vendte han sig om og kiggede på hende, nej, måske ikke alligevel, hun kunne ikke være mere end de 17-18 år, hun kunne umuligt være den person han ledte efter.
”Nej, ikke dig, der var nogle væsner før, som ikke svarede mig, de skyndte sig blot vider” Sylar stoppede og tog nogle skridt i retning af hende, indtil hun begyndte at tale, til hvad der lignede ham, ”Undskyld mig? Hvor vover du at tale til mig i den tone, unge dame” også selvom at han næppe ville lyde som en gammel mand, så havde han ikke lige været inde i hvordan ungdommen talte til hinanden, så hans sprog var vist en smule forældet fra hvordan det engang var, ”Du kom hen til mig og startede med at snakke”
Sylar stoppede og begyndte så at tale lavmælt ”OG jeg som blot skulle finde en kvinde som antændte ting, og skabte ild, ender med at finde en tosse” det var ikke meningen at pigen foran ham skulle havde hørt nogen af de sidste ord, sætningen var bare fløjet ud af munden på ham, og var endt som en fornærmelse imod hende ”Det…”stammede han op til flere gange, men til sidst fik han taget sig sammen ”..Det må du undskylde, det var ikke min intention at fornærme dig” og sådan hang det også sammen, han havde INGEN planer om at fornærme hende.
Måske kunne hun hjælpe ham med at finde den person han nu ledte efter, måske kendte hun hende, måske var de venner, familie, eller også kendte hun slet ikke den person han ledte efter, men han måtte da finde ud af det.
”Jeg leder efter en, en kvinde, som angiveligt skulle kunne sætte ild til genstande, jeg ved ikke hvordan, og det er blot et rygte jeg har hørt, men kender du hende?” Sylars øjenbryn skød i vejret i det at det gjorde han normalt når han undrede sig over noget, og denne gang, så var der dog også håb i det, hvis pigen foran ham, havde den mindste anelse om hvem han snakkede om, kunne det måske hjælpe ham vider i sin søgen.

Frida kunne ikke lide, da denne herre begyndte at skælde ud på hende. "Undskyld," sagde hun og så ned i jorden. "Jeg troede altså bare, at det var mig, du snakkede til." Frida var ikke særlig god til at modtage skæld ud og heller ikke så god til at bortforklare, i sær når hun ikke selv var helt sikker på, hvorfor hun fik skæld ud.
Frida hørte godt hans kommentar, om at hun var tosset, og han prøvede også at undskylde, men en undskyldning virkede ikke rigtigt, når det var om det emne. Hun vidste godt, at hun ikke var normalt, og hun kunne ikke gøre for det, så det gjorde lidt ondt, når andre også vidste det. "Det gør ikke noget, det er ikke første gang jeg hører det," sagde hun og kiggede op. En tåre begyndte at danne sig ved den ene øje, så hun skyndte sig at tørre den væk. *Hvorfor mon* sagde stemmen i hendes hoved. "Ja, hvis du bare ville lade mig være, ville jeg måske fremstå lidt mere normal!" vrissede Frida en smule lavt, så det godt kunne være lidt utydeligt, hvad hun sagde.
Frida spærrede øjnene helt op, da hun hørte hans beskrivelse af denne pige. "Det ved jeg ikke. Det kommer an på, hvad du vil med hende?" spurgte hun, og turde ikke sige, at det var hende selv, da hun ikke havde nogen anelse om mandens intentioner.
*Flot Frida. Det kommer an på... Hvis det bare lige var sådan man kendte personer, alt efter hvad folk ville med dem* hånede stemmen. "Så kunne du måske fortælle mig, hvad jeg skal sige næste gang?" mumlede Frida og var ved at være godt træt af den lyshårede piges evindelige hånen, om hvor dum og besværlig Frida var.
"Syntes du også, jeg er dum?" røg det ud ad munden på Frida. Hun ville bare gerne vide, om andre syntes det samme som den lyshårede. Hun havde aldrig hørt andres mening om hende. Ikke andet end at hun var tosset, og nu begyndte tårende for alvor at komme frem.

”undskyld siger du? Undskyld?” atter var tonen hård da han havde rettet det direkte imod Frida, også selvom det ikke var hans mening at han skulle lyde hård i det, men det hele virkede bare så, mærkeligt, som om der var en tredje part, en usynlig tredje part, som deltog i snakken, men som kun pigen foran ham kunne hører. ”Fejltagelser kan ske, så derfor skylder jeg vel dig en undskyldning, både fordi jeg råbte af dig, og fordi det løb af med mig” undskyldende prøver han at sende hende et mere, uskyldigt smil, i håbet om at det ville lette hendes humor lidt op. Dog så kom ordene bag på ham, andre havde kaldt hende for en tosse? Det kunne da ikke passe, hvem ville kalde hende for det, hun virkede så sød, så artig, som en der slet ikke virkede tosset, altså, hvis man så bort fra at hun muligvis talte med sig selv, men ellers, så, så hun ud til at være en sød og artig pige.. ”Har andre, kaldet dig for tosset? Fordi, da jeg sagde det, så løb det bare over, som sagt, så må du undskylde det, jeg havde ingen intentioner om at gøre dig ked af det.” atter kom det, undskyldende smil på hans læber, første gang, havde det vist ikke givet det resultat som han havde ønsket sig, men måske, måske kunne han i sandelig hjælpe pigen foran ham.
Dog så fløj hans tanker væk igen, da hun uden noget som helst omsvøb sagde, eller nærmere vrissede hun at hun ville være mere normal hvis han, eller nærmere den tredje part ikke var der ”Jeg skal vel ikke regne med at det er mig du vrisser af? Men mere et usynligt genfærd, som hjemsøger dig?” kom det drilsk og undskyldende, tit så kunne han ikke lade være med at bruge enten en kraftig form for ironi, eller dårlig humor for at prøve at hjælpe eller blot selv at vrisse af folk.
Dog så lød det til at pigen foran ham, kendte den han søgte, men det lød dog så også til at hun absolut ikke ville hjælpen ham, eller ikke hjælpe ham før hun vidste hvad hans mål var ”Mine intentioner er rene, jeg har blot nogle spørgsmål, og så vil jeg faktisk hjælpe hende med at kontrollere sine evner” om hun troede på ham var svært at se, men spørgsmålet var om hun overhovedet, kendte til evner som sådan, ”et øjeblik” fik han sagt inden hun nåede at sige noget, hurtigt tog han den nærmeste tomme flaske og knuste den imod nogle mursten ”Se her” beordrede Sylar hende til at kigge, hvorpå han tog den skarpe kant fra flasken og skar sig selv i hånden så blodet begyndte at vælte ud, men der gik ikke mere end få sekunder, så var såret lukket og der var ikke engang dannet et ar.
Håbende kiggede han hende lige lukt i øjnene, som et tegn på, først og fremmest at det han netop havde gjort ikke var noget trick, men også for, en slags test, om hun kendte til denne slags.
Dog så kom der yderligere spørgsmål fra hende, og Sylar anede ikke hvad han skulle svare, hvorfra skulle han vide hvad hun skulle sige næste gang? Eller om disse ord var plantet på en helt anden, det vil sige, tredje parten som var usynlig for ham selv.
Men det som nok gav ham en form for chok var da hun spurgte ham om han syntes hun var dum, dog så var svaret nemt ”Nej, jeg synes ikke du er dum, jeg synes du er en flot, ung kvinde, som endnu har et langt og smukt liv foran sig, jeg går ud fra vores lille konversation, at du har det svært, måske endda ser du syner, eller også lider du af en form for skizofreni, siden du åbenbart taler med en tredje person, som ikke findes, andre steder end i dit hoved, men jeg synes ikke du er dum, og hvis du vil, så vil jeg gerne hjælpe dig” Sylar smilede til hende og rakte hende et kort, hvorpå der stod hans navn, og en adresse, hvis hun nogen sinde ville besøge ham, stille spørgsmål eller bare at snakke.

Frida forstod ikke, hvorfor denne herre skiftede mellem at tale hårdt til hende og bagefter at sige undskyld. For hende lød det mere som om, at det var ham og ikke Frida, der havde et problem. Men Frida mente nu heller ikke hun havde et problem. Ikke andet end, at den lyshårede pige ikke gad lade hende være, men det var jo noget andet. Var det ik'?
"Altså, der er aldrig nogen, som er kommet hen til mig og sagt, at jeg var tosset. Men jeg har altså øre, og jeg kan godt høre, når de siger det til andre," sagde hun og lod sig ikke opmuntre af hans smil eller syge form for humor eller den måde han brugte sin ironi på.
"Bare for at sige det lige ud. Du skal ikke lave sjov med mig, for der kommer ikke noget godt ud af det," sagde hun. Ikke for at virke streng, men det var sådan det nu engang hang sammen. Frida havde svært nok ved at holde styr på sig selv, hvordan skulle hun så kunne holde styr på, om folk rent faktisk mente, hvad de sagde.
"Genfærd? Nej det er hun ikke. Og nej, jeg taler ikke med mig selv. Sig mig, fortæller du mig, at du ikk..." længere nåede Frida ikke, da hun opdagede, at den lyshårede pige ikke længere stod ved siden af hende. "Ja nu kan jeg bedre forstå, hvorfor folk tror jeg er tosset," mumlede hun og lagde armene over kors.
Frida var en smule nysgerrig efter, hvordan han havde kendskab til hendes evne. Det som hun nok selv ville kalde en forbandelse. Men hun ventede med at svare ham, før han var helt færdig med at tale.
Hun så ham demonstrere hans egen evne, ved at smadre en flaske, skære sig med det knuste glas og derefter hele såret. "Men det der kan je... hun jo ikke! Og hvor har du egentlig hørt om hendes evne fra?" Frida var meget begejstret over, at han bare kunne hele sig selv. På den måde ville han nok ikke have så nemt ved at forbløde, mens Frida selv, ville skulle tage på skadestuen, for at få lappet sin hånd sammen igen.
Frida blev først glad, da han fortalte, at han ikke syntes hun var dum, men da han begyndte at tale om at se syner og skizofreni, blev hun en smule stædig. "Jeg fejler aldeles ingenting. Det er bare det, som hun vil have jer alle til at tro," sagde hun meget bestemt og gad aldeles ikke høre tale om, at hun havde brug for hjælp, og tog derfor ikke imod hans visitkort. "Ser du. Denne kvinde har faktisk også en evne. Hun kan dukke op og forsvinde som det passer hende. Jeg ved ikke hvordan hun gør, men det er mig også ligemeget, da jeg ikke selv kunne tænke mig denne vildt irriterende evne." Frida lod armene, som hun havde holdt over kors i et godt stykke tid nu, falde ned langs siden med et opgivende suk.
"Alle tror, at jeg er skør, og det driver mig til vandvid. Nogle gange tror jeg også selv på dem, men jeg tror bare, at det hele er en del af hendes lille leg," sagde hun trist. "Jeg ved ikke hvad jeg har gjort galt, men hun kan tydeligvis ikke lide mig." Frida trak på skuldrene og kiggede ned i jorden. *Hvad du har gjort galt? Søde Frida. Det var ikke din, men din mors fejltagelse, at du nu er endt her,* lo stemmen i hendes hoved. Frida prøvede at ignorere den, men det var svært. Hun blev bare mere nedtrykt, og tænkte på, om hendes mor savnede hende, eller om hun nogensinde havde kendt sin mor. Hvad hvis Fridas mor bare sad der hjemme og ventede på, at Frida kom hjem igen, men Frida ikke vidste hvordan, fordi hun ikke kunne huske hvor hun boede, og heller ikke noget af alt det andet fra før hun blev 16.

Det så mere ud til at hver gang han prøvede på at opmuntre hende, så gav det bagslag og ramte tilbage med ti gange dets oprindelige kraft, måske burde han bare stoppe op, trække vejret dybt, og slappe af, ja, det ville han, næste gang hun talte i..gåder.. som ingen mening gav, så i stedet for at fare op, så ville han, lige tænkte tingene igennem en ekstra gang, og lade som om der var en tredje part, et eller andet sted.
”Som jeg sagde, så må du undskylde, at jeg kaldte dig det, det var forkert af mig, og jeg fortryder det”
Han anede ikke hvordan han skulle gøre godt for det, trods alt, så kunne hun ligeså godt havde sagt hun havde hørt ham sige det ”Mit navn er forresten Sylar” Smilede han til hende og rakte hånden frem, som en venlig gestus, det var også mest normalt at den person som havde ingydet til samtale at introducere sig først, og eftersom han ikke ligefrem havde lavet verdens bedste førstehånds indtryk, så lidt normalt høflighed kunne man komme langt med.
Dog så blev hans høflighed ikke ligefrem gengældt, atter så kunne han ligeså godt havde smidt et skilt rundt om halsen på sig selv hvorpå der stod idiot ”Jeg laver i særdeleshed ikke sjov med dig, jeg siger blot hvad jeg har på hjertet, godt som ondt” godt nok så var han af venlig sjæl, men der var også en mere, dyster og egoistisk side af ham, som mest af alt, nok havde taget lidt for meget overhånd, og som han var nødt til at undertrykke, hvilket heller ikke var specielt svært for ham.
”Denne anden person du snakker til, er ikke et genfærd, så du er ikke et medie” Sylar tog sig til hagen og gned den, et kort øjeblik ”Jeg kan ikke se hende, jeg tror det er noget eller en som kun du kan se” nervøst smilede han til hende, om hun i sandelig var en tosset, var svært at gøre sig klar på, dog så hørte han en mut mumlen, men det var en tand for svært at sætte ord på hvad de lød som.
Efter hans egen lille præsentation af hans evner, kunne han ikke lade være med at smile over hendes ansigts udtryk, det var nok ikke ligefrem det hun havde regnet med ville ske.
Men ikke nok med at han kunne regenerer rimelig hurtigt, så var der dog også andre ting han kunne, men om pigen foran ham, kendte til disse slags væsner, og at der fandtes nogle få individer som var helt unikke, var svært at sætte en tand på, så dette måtte være nok for en start.
”Jeg har hørt om hendes evne, først gennem et rygte, fra en lokal bar, dernæst fandt jeg aviser om pludselige selvantændelser både af bygninger, uforklarlige antændelser som vist ikke er blevet opklaret, endnu” smilede han til hende, han var ved at få færten at hun meget vel kunne være den han ledte efter.
Dog så gik der ikke lang tid før at han vist havde ramt hovedet på sømmet ”Så du siger, at denne kvinde, dukker op, ud af ingen ting, og kun du er den eneste i verden som kan se hende? Og du siger så også at hun besidder visse evner” Sylar vendte sig kort rundt og stod med ryggen til hende, hvorpå en lille latter brød ud, dog hurtigt fik han kvalt den igen, og vendte sig om, så han stod med front imod hende ”Jeg tror at det er dig” Sylar pegede på pigen ”Du ser dig selv, som en deling af din personlighed, på både godt og ondt, dog så frygter du at blive denne person, så din evne tager over og BOOM! Du sætter ild til ting!” Sylar var stolt over sig selv, han følte sig som en detektiv, også selvom han kunne havde ramt milevis forkert, men lidt stolt måtte han vel godt være over det, når hun alligevel havde sagt nej til hans visitkort.
”Hør her” kom det fra Sylar, det krævede ikke ligefrem nogle detektiv evner at se hun var meget ked af det, og som den godhjertede person han var, blev han nødt til at opmuntr hende ”Jeg har en utrolig sød kone der hjemme, jeg tror du og hende vil falde i god jord med hinanden, så hvad vil du sige til, hvis du kom hjem til os, og fik noget varmt at spise, og så kan vi snakke, andet behøver du ikke, se det som en.. som en.. som en invention fra en ven til en anden” Syler smilede bredt til hende, og rakte sin hånd frem, som et tegn, både på fin gestus, men også som at hvis hun tog den, så var aftalen i hus.

"Hej Sylar," sagde Frida og kiggede bare på hans hånd. Det var ikke for at være uhøflig, men hun kunne bare ikke lide tanken om at røre ved andre, som hun ikke kendte. Nu havde hun heller ikke lige fået det bedste førstehåndsindtryk på ham. Hun vidste egentlig ikke helt hvorfor, men hun stolte ikke på ham. Hun turde ikke.
*Kujon. Det er hvad du er Frida."
Frida ignorerede hende. Hvorfor gøre andet. "Forresten er mit navn Frida," sagde hun, for ikke at virke alt for uhøflig.
Frida forstod ikke, hvorfor Sylar blev ved med at undre sig over den lyshårede pige. Måske kunne han ikke se hende, men det var jo kun, fordi den lyshårede pige ikke ville have det. Så enkelt var det bare. Hun gjorde jo alt for at få Frida til at virke som en tosse, og det virkede såmen også.
Sylar blev ved med at tale. Han havde simpelthen hørt om hende gennem andre. Utroligt. Hun havde ellers prøvet at lægge lidt skjul på det, men hvad nyttede det, alle kunne jo se, at hun var vanvittig, så hvad var det, hun prøvede at skjule? Hun kunne høre ham tale, mens hun var fordybet i sine egne tanker, men hun hørte ikke rigtigt efter, og pludselig begyndte han at grine. Grine af hende. Det var først der hun vendte tilbage til virkeligheden igen og hørte hvad han nu havde at sige.
"Okay! Ja det er mig du leder efter, og hvad har du tænkt dig jeg skal gøre ved det?" spurgte hun opgivende. "Og for det andet, så ved jeg virkelig ikke hvad du snakker om. Jeg har ikke en spaltet personlighed og nej jeg frygter ikke at blive ligesom hende, for det bliver jeg aldrig. Det jeg frygter, er at hun vil overtage mit sind fuldstændig. Altså at drive mig til vandvid. Men jeg har jo sagt, at hun er et vaske ægte virkeligt væsen, hun har bare evnen til at dukke op og forsvinde når hun har lyst... og så kan hun tale til ens tanker, og læse andres. Det er hvad hun gør ved mig, og det er det, som får mig til at virke som en tosse." Frida sukkede og så rundt, før hun igen så hen på Sylar. "Okay, hvis vi nu siger, at denne kvinde er opfundet af mig uden jeg ved det, hvilket jeg tror er helt usansynligt, så skal du bare vide, at hun engang kunne ses af andre. Engang inden hun valgte at besætte mit sind, så hun må jo have været helt virkelig, jeg må jo have set hende sådan rigtigt før," sagde hun og så afventende på Sylar. Hun var ikke sikker på, om han troede på hende. "Altså, jeg ved ikke hvor jeg har set hende, eller i hvilken sammenhæng, så langt rækker min hukommelse ikke, men jeg har set hende før. For lang tid siden.