I need you now... more then ever.. ~Åben dog mest for bekendte af Caroline.~

Caroline sad ude for sig selv, det var sen aften.. Hun sad på en sten, og kastede med de små sten ned i vandet. Hun kiggede kun lidt ned, hvorfor skulle hendes liv være så besværligt. Hun troede at det gik op af bakke, men efter den episode med mordet på Julianne.. Havde Nicolas været forsvundet sporløst, fordi hendes følelser havde været væk.. På grund af at Julianne havde fjernet dem fra hende, men hun havde dem igen.. Men Nicolas var forsvundet, og Caroline havde den på sig at det var hendes skyld.. Hun turde ikke opsøge nogle.. Hun følte sig tom, at hun kun levede alt.. Efter hun havde mødt Nicolas havde han jo forandret alt og hun håbede at han tænkte på at hun elskede ham der hvor han var nu.. Han var ikke død, det var ikke en mulighed.. Skæbnen havde ikke engang givet dem et farvel.. Så hun ham igen? Men hun ville ikke give op på ham bare fordi at han var væk. Hun ville ikke se andre, hun ville kun tænke på deres kærlighed..

Caroline lod sine tårer falde ned og lave ringe i vandet. Hun var bange for vandet.. Hun andede ikke hvad hun skulle gøre, hun panikkede.. Hvem hvad.. skulle hun gøre nu.. Han var væk.. Caroline græd mere og mere, hun lukkede øjnene i og lod sig falde ned i vandet.. Hun havde hovedet imod bunden, hun holdte vejret.. Hun ville bare få ro i sine tanker, selvom panikken om vand var væk.. Vidste hun at det bare var en dum side af hende selv der ønskede ikke at leve.. Fordi hun ikke kunne se ligenu hvad hun skulle være glad over.. Caroline lukkede øjnene, måske var det virkelig det hver.. At forsvinde selv, det var sikkert ikke mange som ville tænke over det alligevel.. De ville måske sætte en sedel eller to op, men var hun virkelig ikke mer værd.. Hvorfor disse tanker strejfde hende.. Vidste hun ikke..
"Caroline.." Sagde en blid og kærlig stemme. Caroline reagede og satte sig op, hun kiggede frem for sig. "Mor?" Spurgte hun stille, hun hallitionerede sin mor foran sig imens hun kiggede ned på Caroline. Caroline græd bare mere, og rejste sig op.
"Hvad laver du her?" Spurgte hun stille og tørrede nogle tårer væk. "Jeg er her for at sige at du ikke må give op, selvom livet måske går ned af bakke. Du må ikke give op, du har styrken til at vinde over nedturene. Du har været så stærk de sidste år, det må du ikke bare smide væk." Svarede hendes mor. Caroline var den eneste som kunne se og hører hendes mor. Alt forgik inden i hendes hovede. Caroline kiggede imod søen, og græd igen.. "Jeg savner dig så meget.." Sagde hun.."Jeg ville aldrig skuffe dig." Caroline kiggede på sin mor. "Vi savner også dig, og du har ikke skuffet os.." Svarede hendes mor og forsvandt så igen.. Caroline græd stadigvæk.. Hun havde brug for en at kramme, en som kunne få hende på andre tanker.

Den lille.. han kunne.. Årgh!?
Hver gang han så sig væk, så var Josh igen ude af hytten, ude at løbe i skoven og kunne bringe sig selv i voldsom farer, og hvad gjorde han så snart han kom hjem? Han skyndte sig ind på værelset og kom ikke ud før Jacob havde fundet mad til ham. Hvis Jacob ikke vidste bedre, ville han tro at Josh var ved at blive en teenager, selvom knægten ikke var mere end ni år gammel.. Hver gang han prøvede at snakke med Josh om hvor han havde været henne, gav han ham bare den kolde skulder og sagde til ham, at han kunne da være ligeglad.. Hvad var det den lille knægt ikke forstod? Han elskede Josh, ville gøre alt for ham og hvis nogen som bare tænkte på at gøre ham ondt, skulle de ikke regne med at slippe væk fra Jacob som bare sådan.. Det kunne de glemme alt om.. Men, der var noget som plagede den lille knægt, men det var ikke nemt at finde ud af hvad, når han ikke snakkede med ham eller fortalte ham noget længere. Tidspunkter som denne, kunne han bruge et råd fra dem som stod ham nær, men Nille ville ikke tale med ham og han kunne ikke finde Christian, heller ikke Caroline.. Derfor var han gået en tur langs floden.. For at tømme sine tanker, ligesom dengang han var alene.. Pludselig kunne han hører en lille gråd, som straks fik ham til at fokusere på lyden og ignorer at han før ville have ro. Som et lyn løb han hen imod gråden, hvor han til sin overraskelse og glæde fandt Caroline.. men, der var ikke noget glæde over hende lige nu.. Det kunne han se på hende..
"Caroline?" hviskede han stille, inden han luntede hen til hende og slog armene om hende og trak hende ind i en omfavnelse. "Hey.. Shh.." Hans stemme var rolig og varm..

Påklædning 2 profil.

Soul river. Nille havde to daggerts gemt i læderstøvlerne, og håret hang løst med en hvid fjer i sig. Hun var blevet rastløs, selvom hun lige havde fået spist en følelse. Hvilken følelse det var vidste hun ikke, men hun følte sig beruset, som om hun lige havde drukket skide meget øl. Det havde sikkert være en form for.. Beruset glæde, eller beruset efter at være fuld, sikkert. Det kunne sagtens være. Hun havde brug for at komme lidt væk fra det elendige liv hun havde inde i sit hus. Hun var blevet en Drevens. Hun var blevet stærkere. Hun var ikke alene. Hun sad på Shadowfax, den hvide hest hun ejede. Shadowfax havde ingen sadel på, men hovedtøj havde han. Hun havde fat i tøjlerne. Den hvide hætte var slået op, og det sorte hår hang ned af skuldrene. Det passede godt. Hun havde hvidt tøj på, og red på en hvid hest. Shadowfax gik langs søen, mens Nille dog holdte udkig efter eventuelle farer. Hendes nerver var spændt, klar til at tage imod hvilken som helst form for fare, der kunne være. Hun kneb øjnene lidt sammen da hun så to skikkelser lidt væk, og da hun opdagede hvem det var.. Satte hun Shadowfax i galop, og skyndte sig hen til dem. Men så stoppede hun op lidt væk fra dem. Ønskede de overhovedet at snakke med hende? Ønskede Jacob overhovedet at snakke med hende? Og Caroline... Hun græd! Men Jacob trøstede hende... Nille steg af Shadowfax, og trak ham hen til dem.
"Caroline..." Nilles stemme var blid, og hun så blidt på Caroline. "Hvad er der galt?" Nilles stemme var kærlig og blid, som den stemme hun havde brugt mod Toby når han var ked af det.