My parents is...//Sean//

S: Kroen det vilde svin
T: Aften
V: Køligt udenfor, men tørt
O: Næsten ingen mennesker inde på selve kroen
P:[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Rafaela havde ikke rigtigt nogle steder at være. Hun kendte næsten ingen i byen. Hun havde tit gået rundt inde i selve Doomsville og udenfor Doomsvilles mure, men det sluttede også med og gå frit udenfor Doomsvilles mure efter det var blevet for farligt og færdes rundt udenfor Doomsville pga de udøde der gik rundt derude. Hendes far havde sådanset valgt og holde hende indenfor slottets mure da hun stadig kun lige var igang med og træne de diverse ting hendes far havde i tankerne. Hun havde så denne aften fundet vejen til kroen det vilde svin. Hun havde sneget sig ud af slottet. Hun blev stadig set som den lille pige hjemme ved sine forældre. Selvom de i virkeligheden ikke var hendes forældre, men de havde taget hende til sig da hun var helt spæd. Hun vidste dog ikke, at Sakref og Valiona ikke var hendes forældre, men for hende var de hendes forældre og kendte ikke til andet. Hun var heller ikke så kendt rundt omkring. Det havde nok været hendes tredje eller fjerde gang hun havde valgt og gå derind. Hendes hår sad i en høj hestehale og der hvor elastikket sad stak der en stor ørnefjer frem. Det var ikke en helt almindelig ørnefjer der var noget særligt ved den. Den kunne nemlig det, at når hun tegnede på et almindeligt stykke A4 papir med fjeren kom det frem som hun havde tegnet. Hun havde fundet fjeren ude i The Forest i et lille skrin hvor der havde lagt en seddel, hvor der stod fjerens egenskaber. Til og starte med havde hun ikke troet på det der stod på sedlen, men hendes nysgerrighed fik hende til og undersøge det nærmere og hun prøvede selv samme aften tegne et æble på et stykke A4 papir og som der havde stået på sedlen kom æblet nærmest ud af papiret så papiret var blankt igen.
Hun sad i et hjørne for sig selv i kroen og drak et glas vand. Hun var kun 200 år gammel og det svarede til en ungvoksen i menneskenes liv så hun var heller ikke så gammel igen. Hun så heller ikke så gammel ud. Hun lignede blot en på de 18-19 år. Hun sad og tænkte over hvordan hendes forældre ville reagere hvis de opdagede, at hun havde sneget sig ud uden og sige til.

/Note: menneskerne kan højst blive 200 år før de dør...Så det ville være synd at sige de er ungvoksne på det tidspunkt //

Det havde været en stille aften, for nu. Der skete ikke meget. Det var ikke så længe siden at han havde troet at han ville miste Alane og han var stadig lidt rystede over det, indeni. Men på det ydre virkede han lige så rolig og afmålt som altid. Klædt i varme støvler, varme, sorte bukser og en mørk trøje. En sort kappe der lå om hans skuldre og hjalp med at holde ham varm. Det mørkebrune hår strittede let til alle sider, bortset fra pandehåret der gled ned over hans pande. Et armbånd sad om hans håndled, trods den var skjult af trøjen. Han havde gået sig en lang tur rundt i byen og nu trængte han til noget varmt og til noget sladder.
Derfor valgte han at gå ind på kroen. Han kiggede sig kort omkring, kun for at gå hen til krofatter og bestille en kop varm the. han lagde nogle mønter på bordet. Lidt efter fik han sin the, hvortil han rørte lidt sukker i.
Endnu et blik rundt på sine omgivelser, fik ham til at opdage en ung kvinde der sad for sig selv. Han lænede sig frem til krofatter og spurgte ham om han viste hvem hun var. Han trak let på skuldrene.
"Kun været her få gange før. Hun kan være hvem som helst" Hvilket netop var en sætning der gjorde Sean nysgerrig. Han nikkede let, tog sin the og gik over til bordet. Han stoppede op ved siden af den ledige stol over for hende, mens han sendte hende et smil.
"Må jeg sætte mig?"

Tanken om alt den ballade hendes forældre ville give hende når hun kom tilbage efter sit lille smut væk fra slottet. Hun havde blot brug for og komme lidt væk fra det hele. Alle de lærlinge som gik rundt omkring hende og hendes 2 søstre som var så seksuelle at den ene var værre end den anden. Det kunne godt blive lidt for meget i længden for hende, men alligevel var det en dagligdag for hende. Hun kiggede hen imod døren der gik op og kiggede undersøgende på fyren der kom ind. Han var ikke en hun havde set før, men det havde hun heller ikke tænkt sig og bryde sit lille hoved omkring hvem han var. Hun tog en slurk af sit glas vand.
Hun kiggede kort ud gennem vinduet, men kiggede dog straks foran sig igen da hun hørte en mandestemme foran sig. Hun kiggede op og så det var fyren der var kommet ind i kroen for kort tid siden. Hun nikkede stille til ham "Bare sæt dig" hendes stemme var rolig og sød, men alligevel var der en snært af skyhed over hendes stemme. Som om hun ikke var van til og møde fremmede mennesker uden hendes forældre, søskende eller nogle af sin fars lærlinge i nærheden. Hun undrede sig dog lidt over, hvorfor det var, at han ville sidde ved samme bord som hende da der var mange andre borde der var ledige.

Han trak let stolen ud og satte sig, samtidig som han stilte sit krus the på bordet foran sig. Han satte sig til rette og løsnede sin kappe, så den gled af hans skuldre og ned over ryglænet på stolen, alt imens han studerede denne kvinde foran sig. Hun havde...samme specielle lugt som Luce havde haft. Var hun draconianer? Eller måske...Nej. De var sjældne. Hun kunne da ikke være en dragonlycan? En tanke om måske at kunne bruge hende til at komme ind hos draconianerne rørte sig i ham...Men så lod han det passerer. Planen havde ikke virket længe og den ville heller ikke nu. Han måtte finde på noget andet.
"Tak" svarede han, måske lidt forsinket.
"Mit navn er Sean. Jeg er ikke ude på at voldtage dig, bestjæle dig eller manipulerer dig ind i mine skumle planer. Jeg vil bare snakke. Krofatter nævnte du har været her et par gange, men han kendte dig ikke. En han ikke kender...Det er en sensation" smilte han roligt og så lidt på hende, i håb om hun forstod hentydningen til at fortælle hvem hun var.

Hun kiggede undersøgende på ham og hver en bevægelse han foretog sig. Han virkede som en fyr der fik hvad han pegede på. Ihvertfald efter hendes mening, men hvad vidste hun også om det? Hun havde ikke lige været den der mødte særligt mange folk. Den eneste hun sådanset kendte rimeligt godt var Nicolas, men de havde så også ses i smug de få gange hun var sneget sig ud fra slottet. Hun kiggede stille op på ham "Har en lidt overbeskyttende far så jeg er ikke så meget udenfor mit hjem" man kunne stadig godt høre på hendes stemme, at hun var ret sky. Hun kiggede lidt undrende på ham og spekulerede på og hun skulle fortælle ham hvad det var hun hed. "Hedder foresten Refaela" hun kiggede undersøgende på ham.

Han smilte svagt. Hun havde opfanget det. Perfekt! Desværre sagde navnet ham intet, men nu kendte han jo heller ikke hver en indbygger i denne by. Selv om det nok kunne have været praktisk, et eller andet sted. Men også et alt for stort og svært arbejde...Medmindre han var Herre over byen. Tanken fandt han tiltrækkende. Men det var umiddelbart en andens job og det var nu også bare en strø-tanke.
Han smilte let.
"Rart at møde dig. Beklager jeg er så ligefrem. Du har denne...aura, som en jeg kender. Af...Draconianer eller måske dragonlycan, har jeg ret?" han så lidt på hende for enden at få det bekræftet eller afkræftet.
"hvordan er en draconianer endt med at bo her i byen, frem for sin egen race?"

Hun kiggede undersøgende på ham. Der var et eller andet over ham som gjorde, at hun ikke vidste hvor søren hun havde ham hende og om hun overhovedet kunne stole på ham. På dette tidspunkt ville hun ønske hendes forældre var her eller Tristan for den sags skyld. Selvom hun nu også var irriteret over, at han af alle de lærlinge hendes far havde skulle være lige så overbeskyttende. Hun kiggede lidt på ham "Jeg er dragonlycan ligesom min mor er det" om han så kendte hendes mor eller ej vidste hun ikke, men hun havde nu heller aldrig set sin mor gå rundt udenfor slottet. Hendes far kunne tit finde på og gå sig en tur i Doomsville, men hendes mor var nok et hjemmemenneske. Hun lagde sit hoved let på skrå da han spurgte hvorfor hun ikke boede i denne by og ikke der hvor andre af hendes slags var. Hun vidste dårligt nok, at der var noget udenfor Doomsvilles mure udover The Forest, men det var så også det eneste "Har altid boet her sammen med mine forældre og søskende og min fars lærlinge" hun undrede sig over, hvorfor han spurgte så nysgerrigt ind til alt omkring hende. Hun kiggede lidt rundt "Hvem er du forresten?" der var nysgerrighed i hendes stemme.

Han trak let på skulderen med et lille smil. Hendes familie? Hendes mor? Aldrig boet hos de andre draconianere? Var de også udstødt, var de her for en mission eller bare fordi de foretrak menneskernes sløve selskab, frem for deres egne fællers? Åh, hvis han havde en grotte fuld af dæmoner ville han elske at bo der! Desværre var de fleste dæmoner ret selvstændige.
Han slog kort ud med armene da hun spurgte ind til ham.
"Jeg er Sean. Jeg er ingen. Bare en tilfældig...Nysgerrig mand" smilte han let. Han ville ikke forklare han var en af byens største og bedste tyve eller mordere. Han ville ikke sige han var archemon, hvilket sikkert bare ville skræmme hende, eller at han havde en god rang inden for dæmonernes ranksystem. At halvdelen af byen ønskede ham fanget, mens resten ønskede ham fri.
"Undskyld jeg stiller alle de spørgsmål...Jeg er så nysgerrig. Hvad du gerne snakke om?" spurgte han og på den spillede han bolden videre til hende, da han fornemmede at flere spørgsmål måske kunne få hende til at gå eller på anden måde mistro ham.

Hun kunne godt se på ham, at han undrede sig en del over det hun havde sagt. Hun vidste så ikke så meget om de forskellige racer og hvad der egentlig foregik udenfor slottets mure. Det var sådanset den rene plage, at være datter til Sakref og Valiona. Hun var ældre end nogle af hendes fars lærlinge, men alligevel skulle hun passes på og beskyttes. Hun havde sådanset aldrig forstået det.
Hun lagde sit hoved undrende på skrå da han sagde, at han ikke var nogen. Det virkede som noget han prøvede og bilde hende ind. "Sjovt, at du siger du er ingen, men du ligner meget en som har meget magt indenfor et eller andet" hun havde siddet og undersøgt hans udseende og hans tøjstil, men også bare hans måde og snakke på var rigeligt til og give hende den ide. Hun derimod virkede ikke efter hendes mening som datter af Sakref overhovedet. Hun trak let på skuldrene og tænkte lidt over, hvad det var hun ville snakke om. "Ved godt dette lyder meget underligt, men hvad er det egentlig der foregår her normalt i Doomsville?" nu ville hun vide det.

Han så lidt på hende med et lille smil. Grinte let, af hendes forslag, som om det på ingen måde foruroligede ham. Og hvorfor skulle det?
"Gid jeg havde. Den eneste magt jeg ejer, er over mig selv og de ord jeg giver af. Men jeg er gammel. Det syntes jeg i hvert fald selv og under alle mine år, har jeg samlet godt sammen" smilte han let.
"Men sig mit navn i byen...Det ville jeg nok passe på med alligevel, jeg har en del fjender, ligesom jeg har en del allierede" han blinkede til hende, hemmelighedsfuld som han var. Han tog en tår af sin the, mens han lod hende tænke lidt over det og spørge videre. Han så lidt på hende...Hun kom virkelig ikke meget ud. Nu hun nævnte det...Hun lignede heller ikke selv en der arbejdede i marken hele dagen, red rundt på en hest hele dag, slæbte tunge sække...Nej, hun så sund og velernæret ud, med glinsende hår og flot tøj, som dog var lidt mere neutral end de aller rigeste. Andet ville også være dumt. Nej, han sad ikke over for en normal pige, hun måtte komme fra en rig familie selv.
"Her? I byen? Lige nu er der krig med nogle uddøde folk. En necromancer der mener han kan styre det hele..." han vinkede let med den ene hånd, som om dette ikke var noget problem.
"...Men det ved du sikkert godt. De fleste folk er bange og gemmer sig, stjæler mad og tøj. Hvad som helst for at holde sig ordentlig i live, her op til vinteren. Men at fortælle hvad der sker i hele byen er et vidt begreb. Er der et bestemt sted du ønsker at vide noget om eller leder du efter noget at lave?" spurgte han
"For...Jeg er nok den bedste at spørge om hvad der sker i byen, trods alt" han blinkede let til hende, med et roligt smil.

Hun kiggede roligt på ham og alligevel holdt hun stadig øje med, hver en bevægelse hans krop foretog sig. Hun vidste ikke om hun skulle stole på denne fyr eller ikke. Der var noget underligt over ham, men hun kunne virkelig ikke regne ud hvad det var. Hun smilede stille "Synes nu ikke du ser så gammel ud som du påstår, at være. Jeg ville skyde på, at du er omkring de 500 ikke meget mere ihvertfald" det var et rent skud i tågen hun var kommet med. Hun lagde sit hoved nysgerrig på skrå da han pludselig snakkede om, at han havde en del fjender og allierede rundt omkring. Han siger, at han ikke er nogen, men alligevel har fjender og allierede? Det gav overhovedet ikke mening oppe i hovedet på hende. Nok var hun ikke den der kendte nær så meget til byen som resten af hendes familie, men dum var hun ihvertfald ikke. Hun valgte dog, at lade det passere for nu, men hun ville komme tilbage på det senere. Det var helt sikkert. Nu havde han vækket en nysgerrighed i hende og nu ville hun lære ham bedre og kende så hun nok senere selv ville få det helt afklaret. Hun lyttede stille til det han fortalte omkring det der foregik i Doomsville selvom meget af det vidste hun i forvejen "Vidste nu alt omkring necromanceren. Det var nu mere det generelle for har nogle forældre der ikke mener jeg er klar til og kunne færdes rundt udenfor mit hjem. Så er sådanset sneget mig ud her til aften som jeg gør ret tit. Mine søskende og min fars lærlinge må godt gå rundt, men jeg må ikke fordi de mener, at jeg skal passes på fordi jeg er noget særligt, men mener jeg nu ikke" hun kiggede lidt på ham "Jeg kender sådanset ikke rigtigt nogen her i Doomsville udenfor slottets mure..." hun bed sig lidt i læben. Hun havde prøvet oh holde mund med, at snakke om at hun var Sakrefs datter, men nu havde hun kommet til og snakke om et slot i Doomsville og det kunne sådanset kun være Sakrefs. Hun ktog sig en tår af sit vand og kiggede lidt ned.

Sean var overrasket over denne strøm af oplysninger, som strømmede fra hendes mund i en tidevandsbølge. En bølge han nød til fulde og lærte alt hvad han kunne, af. Slottet. Forældre, søskende og lærlinge. Speciel, men sneg sig ud. Alt dette optog han i sin hjerne, besluttet på aldrig at glemme det igen, for dette var især interessant. Knap var Luce forsvundet, og dertil hans mulighed for at komme inden for slottets mystiske vægge, før den næste mulighed viste sig. En anden ting han tænkte på, var at det ofte var når man ikke stillede spørgsmålene, man lærte mest. Folk skulle bare snakke lidt og tro man var på deres side, villig til at lytte til deres sorger og glæder. Så var de rigtige fontæner af viden. Vigtigheden af dette bekendtskab trykkede ham på skuldrene. Han sendte hende dog et roligt smil.
"Definer det at være gammel" svarede han let tilbage.
"Min alder vil jeg dog holde tilbage, ganske enkelt fordi det er sjovere at virke mystisk" han blinkede til hende. For en der havde levet så længe...føltes det også som længe. Han viste dog ikke hvor længe hun havde levet, men det virkede dog ikke til at være alt for forfærdelig lang tid. Han slog ud med armene.
"Men jeg holder mig godt. Ud over nogle små ar hist og her, har jeg en ung krop. Intet kunne være bedre" smilte han med et større smil, omend drillende, som for at sige det var tilladt at grine af hans selvsikkerhed.
Han så lidt tænksomt på hende et øjeblik. Så skubbede han theen fra sig i en hurtig gestus og rejste sig op, men tilbød hende en hånd, som en gentleman.
"Dine forældre må ikke være glade. Men hvorfor tilbringe tiden som i et fængsel når verdenen har så mange ting at byde på? Det ville være en synd ikke at opleve bare nogle af dem. Tillad mig, i første omgang, at vise dig lidt rundt i byen og fortælle dig lidt nyttesløs, men sjov, sladder. Hm?" tilbød han.

Hun havde en ide om, at hun snakkede for meget, men hun var alligevel ikke sikker. Hun var ikke van til og snakke med nogen rigtig så når hun snakkede med nogen snakkede hun vel bare for og snakke. Hun kiggede lidt genert rundt, men derefter på ham igen og smilede lidt. Han var nu meget sjov en fyr det måtte hun ærligt indrømme. Hun lagde sit hoved let på skrå "Lidt selvsikkerhed har aldrig skadet nogen har jeg hørt" man kunne høre, at der var en lille latter i hendes stemme. Hun kiggede dig lidt undrende op på ham da han havde flyttet sin the og rejst sig op med en hånd rettet imod hende. Hun trak let på skuldrene og tog imod hans hånd og rejste sig "Det må du meget gerne" hun smilede lidt til ham og vidste ikke om hun skulle slippe hans hånd eller hvad hun skulle. Det hele var helt rundforvirret oppe i hovedet på hende. Hun trak dog sin hånd til sig efter lidt tid og kiggede på ham med et roligt blik.

Efter han havde fået hende op og stå, slap han hendes hånd. Han gjorde tegn til at hun skulle gå først og gik ellers mod udgangen. Ikke længe efter stod de udenfor. Han slog kort ud med armene, da han vendte sig om mod hende og gik baglæns midt ud på vejen. Der var næsten ingen lige nu, hvilket jo passede fint.
"Rotten root district! De fattiges distrikt, men alligevel det distrikt med flest muligheder. Jeg foretrækker at bruge min tid her...Folk er ligeglade med hvad du er for en, de interesserer sig mere for hvad der er i din pung og om hvorvidt du frivilligt giver det fra dig eller ej. Her er skygger at gemme sig i og altid frivillige...Til hvad som helst" han blinkede let til hende.
"Kort sagt er dette nok det farligste sted i byen, inde i gyderne, men samtidig det mest brugbare, hvis du vil gemme dig eller søger nu identitet. Eller hvis du søger et hurtigt job..." han trak let på skuldrene. Han begyndte at gå op langt vejen, mens han gjorde tegn til at hun skulle følge med.
Til tider pegede han på forskellige huse og snakkede om folkene der boede der. Han kendte ikke alle i byen eller viste hvad alle lavede...Men han kendte lidt, da han elskede sladder. Levede af sladder og rygter.
"...Derinde bor elskerinden til vagtchefen. Hans kone ved det ikke, ej hellere hans børn. Faktisk har jeg hørt han skulle have tre elskerinder..." han trak let på skuldrene med et lille smil.
"Jeg ved kun hun pludselig er blevet immun over for loven. Måske taler rygterne sandt? Det er op til en selv at bedømme" han grinte let.
"Derinde bor en ældre dame og hendes datter. Hun laver det bedste brød i byen. Hun skulle oprindelig have boet på en af de små øer, ude i havet, men efter hendes mand døde..." han viftede let med sin hånd
"...Jeg ved ikke helt. Rygterne siger hendes mand var herre over øen og efter han døde, forsøgte en at overtage stillingen og ville derfor slå konen og datteren ihjel. Nu bor de her, det har de gjort de sidste 10 år, og sælger lidt billigt brød. Hun er meget sød, selv om hun kan virke lidt skræmmende" fortalte han videre.

Hun kiggede lidt på ham og gik ud af udgangen og kiggede lidt rundt. Hun ville vide mere omkring byen og dens befolkning. Hun kendte kun til det hun havde set og oplevet de aftener hvor hun havde sneget sig ud. Dog vardet tit Tristan eller en af de andre lærlinge blev sendt ud for og finde hende. Det kunne til tider være meget træls. Hun havde så på et tidspunkt selv fortalt hendes far det men der var livet eller døden den nat så den talte vidst ikke helt. Ihvertfald ikke efter hendes hoved. Hun kiggede stille på Sean imens han fortalte og hun lyttede nysgerrig til det han sagde. Hun havde godt lagt mærke til, at denne del var meget fattig, men havde alligevel ikke tænkt længere over det. Da de fleste alligevel virkede meget lykkelige af og bo der. Ihvertfald hvad hun havde set, men der var vel altid en skjult sandhed når man ikke så hvordan byen virkelig var når man kun måtte snige sig ud for og møde nye mennesker. Hun havde ikke tænkt sig, at afbryde ham når han fortalte for hun syntes han forklarede det hele meget godt. Hun fulgte stille efter ham og kiggede rundt og lyttede. "Det forfærdeligt, at folk skal leve et sådan liv og bliver tvunget til, at flytte rundt af den ene eller anden grund." hun var nu også blevet nysgerrig og vide mere om ham her Sean, men hun vidste ikke helt hvor meget hun skulle spørge om inden det ville ende galt. Hun kiggede på ham "Må jeg høre lidt mere omkring hvem du er Sean?" hun lagde sit hoved nysgerrigt på skrå og smilede sødt til ham. Næsten som en lille engel.

Han så lidt på hende. Nu var hun vel ikke ved at få nykker?
"Der er en ting du ikke skal og det er at undervurderer dem. De fleste ved intet værre end rige folk der får ondt af dem" han blinkede let til hende.
"Det er bedre at lav en aftale eller forhandle med dem, end bare at give dem noget. Enkelte er kede af deres liv, andre er lykkelige. Men ja...Det er vel lidt synd for de folk eller familier der intet hjem har. Som bruger dagen i rendestenen" han trak let på skulderen. Faktisk følte han intet for disse folk. De havde altid været der og prøvede at nasse på enhver der gik forbi dem. Han kunne ikke bruge dem til noget, de viste intet og kunne ofte intet. De var ofte de grådigste oveni.
"Og så er der dem der bare spiller fattige for at tjene lidt ekstra ved at tigge" han smilte let til hende og de gik lidt videre, før hendes spørgsmål nåede ham.
Han drejede hovedet og så lidt på hende.
"Hvis du viste hvem jeg var, ville du sørge for at få mig hængt inden solen stod op" svarede han en smule kort.
"Eller...Det ville din far i hvert fald" kommenterede han så.
"Men hvad ønsker du at vide?" ikke om han ville kalde hende De. Folk måtte bevise over for ham at de var værd til en titel og så skulle han nok også kalde dem denne titel.

Hun blev noget overrasket over det han sagde. Hun havde altid troet, at de fattige var venlige og var glade for og vide, at de rige havde ondt af dem, men hvad vidste hun i bund og grund om dette? Intet. Hun kendte ikke til virkeligheden udenfor slottets mure og det kunne irritere hende på det groveste. Nok prøvede hendes forældre og beskytte hende, men det kunne blive for meget og blive set som den lille pige der næsten skulle pakkes ind i vat og det hele for ikke og blive såret. Hun kiggede på ham "Det vidste jeg overhovedet ikke. Men er glad for, at der endelig er en der vil fortælle mig lidt omkring det der egentlig foregår udenfor mit hjem" man kunne tydeligt høre glæden i hendes stemme over, at hun følte sig mere fri og mere viden en hun ellers var. Hun kiggede dog undrende på ham da ha sagde, at hun ville få ham hængt hvis hun vidste hvem hun var "Måske er min far sådan der overfor andre, men jeg er altså ikke som min far hvis du tror det. Tror ikke en gang min far ville hænge dig hvis du overbevidste ham om det modsatte af det han ved om dig allerede" hun kendte for det meste til sin fars bløde og søde sider. Resten var stadig fjernt for hende. Hans hårde side kom kun frem når han ville træne hende. Hun tænkte lidt over hvad det var hun ville vide om ham "Lidt om hvad du går og laver og den slags du mener der er relevant for mig, at vide omkring dig" hun ville ikke virke for nærgående overhovedet.

Han grinte let, ikke hånligt, bare fordi han morede sig over de ting hun sagde. Han så lidt på hende og overvejede sine muligheder. Men nej, han var ikke klar til at risikerer så meget.
"Altid til tjeneste" han foregav at bukke, omend han ikke skjulte at det mest var for at drille hende. Han lod hånden glide igennem det mørke hår et øjeblik, før han trak let på skuldrene.
"Sandt. Din far ved nok allerede jeg er her og...Alligevel har han ikke fået nogen til at snuse mig op og torturer mig. Måske elsker han at der er en ballademager i sin by?" han smilte let til hende igen.
"Jeg myrder, jeg snyder, jeg manipulerer og jeg stjæler. Jeg forføre kvinders hjerter, ligesom jeg knuser dem. Jeg giver og jeg tager. Jeg er skyggen, ligesom jeg er fuldt synlig for alle der kigger godt nok. Jeg er mystisk og nem. Jeg er en leder og en simpel mand, både rig og fattig. En samling på alt dette? Jeg er den jeg vælger at være, når jeg vil være det" han virkede ret glad lige nu.
"Du ved allerede det der er relevant. Jeg er gammel. Jeg er en dæmon. Mit navn er Sean og jeg er langt fra en god fyr" han trak på skuldrene. De var nu kommet til middelklassekvarteret.
"Dem derinde skylder mig penge for en tjeneste" han pegede på at simpelt hus de kom forbi.
"og de der ovre har netop fået en ny datter. En santuine. De har bedt min klan om at skjule barnet, for det ikke skal blive forfulgt..." og der var det så sagt. Men ikke bare sådan. Med vilje. Der var jo ingen der havde nævnt hvilket klan.

Hun kiggede lidt på ham. Han var altså en underlig fyr og var ikke til og regne ud. Det både irriterede hende grænseløst, at hun ikke kunne regne ham ud, men samtidig gjorde det hende meget mere nysgerrig end hun ellers normalt var. Hun grinede kort da han bukkede af hende og rystede på hovedet. Sjov var han nu også det måtte hun være ærlig og indrømme. Hun trak let på skuldrene "Sikkert han er ikke helt til og blive klog på og jeg har boet med ham i 200 år og er stadig ikke blevet klogere omkring ham" hun trak let på skuldrene og smilede til ham. Da han så kom med en helt masse omkring ham selv var det som om hendes hoved blev fyldt op. Hun anede ikke hvor i alverden hun skulle placere ham hende om det var en hun fortsat ville have kontakt med eller en hun ikke skulle have kontakt med derefter. Hun lagde så hovedet let på skrå "Man kan vel bare kalde dig en af de typiske fyre der tager hvad han peger på. Ligesom mine søstre. De er dog bare det rene mareridt og leve med, men det siger vi ikke til nogen" hun blinkede kort til ham og grinte svagt.
Hun kiggede rundt i det nye kvarter. Det så nu lidt bedre ud end det andet de havde været i tidligere, men alligevel var det langtfra ligesom hjemme ved hende som hun havde set oppe fra slottets tage. Hun lyttede stille til det han fortalte og bed hurtigt mærke i, at han nævnte noget om en klan han havde og blev igen meget nysgerrig "Hvad er det for en slags klan du har?" hun kiggede på ham med et nysgerrig blik.

Han smilte let og gik videre, med hende ved sin side. Han viste ikke helt hvad han skulle stille op med hende...Hun var god at snakke med, men hun var Sakrefs datter og endte sikkert med at sige det hele til ham. Så kunne det måske være han endelig fik lidt opmærksomhed...
Men der var også ting han ikke ønskede denne mand skulle vide. Faktisk viste han intet om ham sakref og viste ikke om han skulle fortælle mere eller mindre. Dertil kom at hun virkede ret uskyldig og sikkert ville flygte skrigende fra ham hvis han faktisk var ærlig omkring tingene. Selv om hun virkede overraskende rolig over han havde nævnt han dræbte og andre ting...
Han så lidt på hende. Som han havde gjort så meget den aften. så trak han vejret dybt og trak let på skuldrene.
"En almindelig en. Vi er bare en stor familie som hjælper hinanden" svarede han en smule undvigende.
"Jo mere du spørger ind til mig, jo flere ubesvarede spørgsmål vil du få. Så er du advaret. Jeg er en...lukket bog, på det punkt" han smilte let til hende.
"Og hvorfor ikke? Du virkede selv mistænksom ved at jeg stillede spørgsmål" han gik i stedet videre til grundet, til deres gåtur i byen.
"Middelklassen. Færre gyder, færre skygger, mere lys og flere rigdomme. De er opmærksomme, hverken rige eller fattige. De fleste har hjerte. Af alle tre bydele er dette den mest blandede del. Her kan man være alt eller intet. Det er meget forskelligt." han trak let på skuldrene. Han kunne ikke lide denne del af byen, selv om han holdt lige så meget øje med den del, som resten af byen. De gik imod den mere rige del af byen.

Hun var blevet meget nysgerrig over og høre mere omkring hvem denne fyr var hun gik med end og vide noget omkring byen. Hun var vel bare en af dem der var meget nysgerrig når det gjaldt andre folk. Hun havde tit listet sig ind på Sakrefs kontor bare for og læse papirerne omkring de lærlinge han havde og om alle de folk der gik rundt på slottet. Hun ville sådanset ikke bruge de informationer til noget, men det var vel altid godt og vide, hvem personerne var som holdt øje med hende og som blev sendt ud for og hente hende de aftener hun sneg sig ud af slottet. Hun nikkede stille til ham da han fortalte kort omkring hans klan "Det er vel godt nok, men hvad står i for?" man kunne høre nysgerrighedden der havde bosat sig i hende. Hun kiggede rundt i byen imens de gik. Det var ikke nær så spændende længere og høre omkring byen for hende. Hun ville hellere høre omkring Sean og spørgsmålene sprang frem i hjernen på hende, men da han fortalte han var en lukket bog omkring sig selv havde hun ikke lyst til og stille ham nogle spørgsmål længere. Hun kiggede lidt rundt og tænkte over det "Det har du sådanset ret i. Er bare meget nysgerrig omkring hvem folk er, men jeg har fuld forståelse for, at du ikke vil fortælle alt omkring dig selv" hun smilede kort til ham. Selvfølgelig ville hun stadig vide mere, men hun måtte vel bare vente og se hvad der skete imellem de 2. Om det bare ville være endnu en af dem som bare var der for og være irriterende og for overbeskyttende eller hvad det nu ville blive længere ud i fremtiden.
Hun kiggede rundt imens Sean forklarede omkring bydelen "Det er sjovt hvor forskelligt det er fra sted til sted her i byen må jeg ærlig indrømme" hun var faktisk overrasket over, at det hele var så forskelligt.

Han smilte og ventede med at svare, til hun havde snakket færdig.
"Godt vi forstår hinanden. Jeg vil ikke snakke yderligere om min klan, jeg passer på den med mit liv. Den er mit liv. Du må gøre dig fortjent til de informationer...Som tidligere sagt, handler jeg med oplysninger, informationer. " han blinkede let til hende.
"Hvilken pointe ville det have, hvis jeg blot gav dem ud til den der spurgte? Det ville jeg ikke blive særlig rig af" smilte han roligt. Han grinte let af hendes kommentar om forskellighederne i byen.
"I en by er mange folk samlet. Mange personligheder...Mange racer...Mange interesser. En by skal helst opfylde så mange af disse som muligt, for at folk bliver boende og sikre handel, trivsel og meget mere. Visse folk, som minder om hinanden på en eller anden måde, har en tendens til at samle sig." svarede han og slog let ud med hånden.
"Kort sagt kan man dele byen op i tre dele. De fattige, som jeg har fortalt om. Middelklassen som du ser her. Og de rige. De riges område er mest fyldt af gader, godt belyst og godt beskyttet. De er mistænksomme og vogter deres skatte med deres liv. De er også de mest reserverede og egoistiske...Nogle af dem, i hvert fald" han trak let på skuldrene.
"Mere er der sådan set ikke at sige til det"

Hun smilede stille til ham og kiggede rundt. Hun havde på fornemmelse, at nogen holdt øje med dem eller retter hende, men hun vidste sådanset også godt, at Melvin holdt øje med hende konstant og det kunne drive hende til vanvid. Meget kunne man sige om hendes familie, men de var alt for overbeskyttende når det gjaldt hende. Hun grinte lidt til ham og smilede sødt til ham "Nej det ville du vel ikke" hun kiggede sig flere gange hen over skulderen. Hun vidste, at hun ville få stuearrast til hun var 400 eller det der var værre hvis hendes far opdagede, at hun endnu en gang havde sneget sig ud imens hun havde haft stuearrast og denne gang kunne hun ikke give Melvin skylden for det. Hun nikkede stille til det han fortalte "Det er vel forskellighed der gør, at en by kan køre rundt. Sådan er det også i familier. Ihvertfald hjemme ved mig" hun smilede roligt til ham, men hendes smil forsvandt hurtigt igen. Hun havde det som om hendes hænder var ved og brande. Det var ikke første gang dette skete. Sidst hun oplevede det var nogle timer efter hendes far havde sprøjtet hende i benene med hans blod. Der var der kommet ild ud på hendes hænder. Hun rystede lidt på hænderne som om hun frøs, men hun var brandende varm på hånden. Efter kort tid kom der mørke lilla ild frem på hendes hænder. Hun stirrede lidt på sine hænder med store øjne.

Han studerede hende lidt. Hun var køn nok, faktisk direkte flot. Hendes lange, mørke hår betog ham. Men han havde allerede en kvinde, en der ikke var farlig at omgås og en han kunne være sammen med. Desuden var han kun rent fysisk tiltrukket til denne kvinde, hverken mere eller mindre.
"Din familie lyder som en sand pine, i hvert fald for en eventyrlysten kvinde som dig" smilte han let og lagde først nu mærke til hendes rystelser, hvordan luften flimrede og...til sidst nogle lidt mærkværdige flammer, der flagrede omkring hende som små vinger. Han trådte et skridt tilbage for ikke at blive ramt af disse flammer, som han ikke kendte til. Han var stille i lidt tid, mens han studerede dem, før han smilte let.
"Er det en af dine evner? Har du problemer med at styre den eller aktiveres den af følelsesmæssige udbrud?" spurgte han roligt, som om ild ud af hænderne var helt normale. Her i mørket lyste hun op som en helgen...Godt der ikke var nogen i nærheden, dette ville tiltrække for meget opmærksomhed.

Hun smilede stille til ham. Hun kiggede roligt på ham og nikkede stille da han sagde, at det virkede som en sand pine at være i hendes familie "Det er nok ikke så slemt for dem, men jeg er jo ikke som min familie. Er nærmest det stik modsatte af hvad de er og alligevel er der noget ved mig som gør, at jeg er en af dem." hun vidste godt, at det lød som om hun bare var en der var taget ind fra gaden, men det var hun ikke. Ihvertfald ikke som hun vidste af.
Hun bed sig usikkert i underlæben. Hvorfor kom flammerne tilbage? Hun kiggede stille på Sean og smilede kort "Det er vel en af mine evner, men kan ikke styre den overhovedet. Min storebror mener den kom efter en mindre forvandling der skete for noget tid siden og min far kender ikke helt til den da jeg ikke har kontrol over evnen endnu så som det er nu kommer flammerne frem som vinden blæser" hun sukkede lidt. Hun prøvede og tænke tilbage på hvordan det var hun havde fået fjernet flammerne sidste gang.