Hell goes on at night ~Malaika~

Terrorvilles gågade var total affolket for liv og stemning var ikke ligesom særlig tryk som den eller engang havde været, folk var bange for det som der forgik og der var os en god grund til og være mere paranoid end hvis det havde været under mere normal forhold.
I den ene enden af gågaden gik en mindre folk af zombier, der var godt omkring ti-tyv af dem og de fik alle sammen i en lille folk mens de desprat ledt efter et eller andet muligt byttet som de kunne overfald, med dem kom os den fæle stank af rådene mennesker og der lavet et par umenneskelig lyd mens de gik eller halet afsted imod den anden enden af gågaden.
Netop i den modsat enden gik Kyle for ham selv, han var en af de få modig sjæle som ikke var bange for de mange væsner som der boede i natten og derfor holdt han sig hellere ikke tilbage fra gå omkring i byen mens natten lå tæt, Kyle var iført et sæt sort cowboy bukser mens hans t-shirt var sort og hvid og uden på sad en grå trøje, derudover havde han kort sort hår og hans hud var en smule brun af den sol som han havde fået i de sidste par dage, kiggede man på hans øjne ville man se at de var metal grå i det og han var omkring de 1.90 af natur.

Nu gik han blot der for ham selv og han havde stadig ikke set den lille gruppe af zombier som de gik i den anden enden for han var en lille smule optaget af hans tanker mens han langsomt kiggede på nogle af de butikker som der var, mange af dem havde lukket på den her tid for de vist godt at det var for farligt og have åbne i mens at der var zombier løs og derfor havde en store del af dem et skilt hvor der stod "beklager vi holde lukket efter kl 19" for det var der omkring at solen begyndt og gå ned, langsomt hørt Kyle det som der ville svar til slags brøl og han kiggede op imod gaden hvor han langsomt kunne se flokken af zombier som der kom imod ham. Han stoppet langsomt op og han kiggede på dem i mens at han gjorde sig så stille som overhoved muligt og det så ikke ude til at de endnu havde opdaget ham, men nu var zombier jo os blinde og derfor gjorde de et støre brug af de andre sanser som de nu havde. Han trak vejret langsomt mens han kiggede tilbage af den vej som han var kommer fra og han var hurtig klar over at de var på vej igennem gågaden og at dette nok ville skabe et større kaos hvis altså at der kom andre til i gågaden, langsomt rettet han igen blikket imod dem og han rettet der efter blikket imod det vindue som var ved siden af ham, de kunne bare komme hvis det stod til ham for han kun nemt klar sig imod dem uden at de ville være et alt for stort problem men så igen han var nød til og være sikker på at der ikke var andre som så hans lille talent..

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Natten lurerede lige om hjørnet og det bragte langt fra rare drømme og rolig søvn med sig. Tvært imod. Efter alt det påstyr der forgik med disse zombier var natten nok det tid på døgnet hvor folk var mest bange, også selvom de var hjemme i deres varme stuer. Forståeligt, frygt kom sig jo ikke af ingen ting. Og den frygt der var skabt havde en god baggrund. De døde vandrede gaderne, de var hæmningsløse og havde ingen grænser. Alt skulle dø. Hvilket ikke ligefrem fik en måneskinstur til at lyde tiltalende på nogen måde. Man kunne hører dem, de mange fodtrin, nogle af dem mere en slæben end et trin. Det lød som en lille hær af utrænede mordere der var klar på at tage det første og bedste der var til at få fat på.

Hendes jakke var blevet væk, da hun tideligere var blevet rullet af en flok fulde mænd. Og nu havde hun fundet et listigt sted at sidde hvor hun kunne kramme om sig slev og på den måde holde lidt mere på varmen. De lange blonde dreads skjulte hendes ansigt imens hun rystede lidt. De grønne jeans var blevetbeskidte og havde fået et hul på det ene knæ og hendes hvide top.. Ja, den var ikke så hvid længere. Dumme svin. Hun hadede at folk skulle være sådan. Hun havde jo ikke noget i forvejen?! Hun var jo ikke fra denne verden. Hun lukkede øjnene hårdt i og bed sig i læben. Man kunne hører hæren af døde på lang afstand, ikke kun fordi de var mange der gik på brostenene, men også de ubehagelige halv kvalte lyde de nogle gange kom med. Der hvor Malaika kom fra havde man zombie spil, og zombie film... Men dette var den ægte vare... Hun håbede de ikke ville komme helt hen til hvor hun sad langs væggen på en af butikkerne. Hun ville ikke dø, og da slet ikke på grund af zombier. Noget som hun så mange gange havde set på film og grinet af.
Malaika var let at få øje på ude på gaden, som hun sad der klemt helt sammen med ansigtet gemt bag alle sine dreads. Alt imens døden nærmede sig. Selv om hun ikke var alene havde hun endnu ikke lagt mærke til noget. Murerne i gaden reflekterede lydene så man kunne hører det højt over alt. Hvilket var et godt alarm system, men også en forbandelse når man ikke kiggede. For den fremmedes fortrin blev mixet med zombiernes.
Efter lang tids grublen over hvad hun skulle gøre af sig selv så hun endelig op. Hun så først mod hæren af zombier imens det vende sig i hende af ren rædsel. Alt ville være bedre end dem! Selv en sulten vampyr! Selv en dæmon! Hun ville bare ikke rives i små stykker af zombierne! Hendes øjne var store og skreg af rædsel. Hun prøvede at samle sig, og finde på en plan, en måde hun kunne komme væk på hvor de ikke ville opdage hende. Men alt virkede så håbløst.

Den sulten hær af udøde så ud til have fået færten af et eller andet som var tæt på dem og de begav sig i retning af det, Kyle stod igen stille i mens han så hvordan den lille hær var på vej over gaden og over til en kvinde som sad og gemt sig fra dem, men hun havde ikke gjort det godt nok, nej disse væsner kunne få færten af hvad som helst på ingen ting men de havde dog et stort ry for spise mennesker da det tiltalt dem mere end alt andet og det var netop derfor at de hellere ville tag et menneske frem for en dæmon plus at de hellere ikke ville få en ligeså stor kamp ud af det.
Kyle overvejet da han valgmuligheder, han kunne enden lad dem gå eller han kun os bare aflive dem uden og tøve men han ville få lidt at et arbejde med skulle forklar kvinde om det med glasset. Hvad fanden det var ikke hverdag at han fik lov til og have lidt morskab i live så derfor tog han en hurtig beslutning om at gøre kort proces med de døde, de ville anyways ikke kun mærke hvad der ramt dem, for de havde jo mulighed for mærke smerte. Han løb hurtigt hen over gaden og der var lige nok glas ruder til at han ville have mulighed for kunne tag dem alle sammen uden og skulle arbejde for hårdt, han lukket øjne og der om ikke større brage da glasset forlod de mange ruder som han stod ved, langsomt åbent han igen hans kiggede på glasset som der fløj omkring ham og han sendt to store stykker afsted og de hugget fem zombier over i to så underdelen af deres kroppe stoppet med virke, resten af dem gik stadig og langsomt fik han de tog glas stykker til fly op og hug hovedene af de fleste af dem. Blod stod ud over det hele og han var ganske glad for at han ikke var kommet alt for tæt på dem for dette ville blot betyde at han være nødsaget til smide tøjet ud bag efter, der var kun fem tilbage da han var færdige med hug hovedene af de andre og han gik langsomt hen imod de fem som der kravlet hen af jorden. Han planet den ene fod på en af zombierne hoved og han trådt bare til mens han langsomt kunne hører den flække lyd som der kom fra zombiens hoved før kranejet atter gav efter med et stor pop, mere blod løb ud på kanten af hans bukser og han forsat den samme teknik med de andre til at de alle sammen lå stille..

Stadig bange, stadig så stille som hendes åndedræt tillod hende sad hun med benene ind til sig og prøvede håbløst at gemme sig. Bag kaoset af dreads klemte hun øjnene sammen og håbede inderligt på det bedste. Hun troede ikke på gud, men hun ønskede sig en skytsengel på det tidspunkt mere end noget andet.
Så ud af ingen ting hørte hun hæren tøve, ikke frivilligt. Ubehagelige lyde, som når kødet går fra hinanden brød frem og halv kvalte brøl fra zombierne. Hvad skete der? Malaika løftede hovedet og så op. Glad fløj rundt og skilte hoved fra krop på zombierne. En skrækelig lyd af døde der igen blev sendt tilbage til det helvede de kom fra. Blod ud over alt, gaden var ikke længere grå og mørk, men som malet med blod. Brostene var røde og glinsede smukt når lyset blev reflekteret i blodet der flød ud over dem. Hendes øjne blev store af sceneriet. Hvad skete der? Hvem stod bag blodbadet? Havde det bare været en eller anden syg prank? Eller havde hun faktisk fået en skytsengel? Hun så til imens de blev slagtet og blodet løb langs brostene. Det så voldsomt ud, noget hun aldrig ville have kunne forstille sig.
Endelig kom han frem, hendes redningsmand.. Han var klædt som en business mand. Ikke ligefrem hvad hun havde regnet med at se for sig. Hun rejste sig langsomt og så hen på al blodet og de døde. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle have det, om hun skulle være lettet eller om hun skulle skrige! Det hele havde bare været så voldsomt, men på den anden side havde han reddet hende. Hun blev stående og så på den fremmede imens hun bare tænkte så det knagede. Hun skulle virkelig til at finde sig et sikkert sted til om natten, så hun ikke igen ville komme ud for den slags. Slet ikke som tiden så ud. Alle aviser skiltede jo med alt det med zombierne. Skræmmende.