To night is the night where I stand up for myself (Stella)

Tid: 23:30
sted: kroen
vejr: mørkt og koldt
omgivelser: folk der slåser drikker og passer deres


Zantanna kiggede sig i spejlet, hendes arme og ben bar præg af at hun en gang for meget længe siden var blevet slået og trampet på det var del af hendes fortid en fortid hun ikke var stolt af, men ligemeget hvad hun gjorde så blev den ved med at indhente hende og det gjorde hende bange, hun havde ikke lyst til ret meget andet end blive i hendes lille stue i hendes faldefærdige hus, hun havde taget det der alligevel ingen andre der ville have det og huset skulle jo ikke gå til spilde bare fordi det var gammelt, hun så sig over skulderen, måske hun skulle gøre noget med sit hår? Hun trængte til forandring, måske skulle klippe det kort, men det nænnede hun alligevel ikke. Hun satte det op i en knold og tog sin kjole på, inden endnu gang så sig i spejlet inden hun åbende døren og smuttede ud lukkede den efter sig, hun kiggede omkring solen var forlængest gået ned og inden hun nåede tænke over det satte hun kursen imod kroen, det var også et af de steder der nemt at få blod. Man skulle bare blinke lidt med sine lange øjenvipper og å var der serveret. Hun stoppede op trak vejret tungt en velkendt duft af blod legede i hendes næsebor og var tillokkende, men hun valgte at lade værre for det kunne være en fælde det havde han nemlig før prøvet, men denne gang ville hun ikke være dum nok til at falde for det.
Hun var blevet mere påpasselig med vælge sine jagt steder og vidste at hendes adoptivfar aldrig kom sådanne nogle steder, de var for larmende for hans smag og til hendes held betød det fine jagtmarker, selvom de kunne være fulde og som regl have det sjovt. Hun rettede sig en smule op da drejede ned af gyde de var mere befærdet, hun havde ladet kappen blive hjemme hun havde nået det punkt hvor hun ikke ville gemme sig hun ville kæmpe for det der regelmæssigt tilhørte hende nemlig hende frihed, hun smilede svagt ved tanken og sådan skulle det være, hun nærmede sig kroen, den stille larm af folk som snakkede slåaede ramte hende og hun smilede igen svagt. I aften skulle være den aften hvor hun ikke ville være bange mere, hun ville død om nødvendigt for sin frihed, men havde brug for mere tøj, hun havde kun de to kjoler og hendes øjne var de for fine. Hun gik ind i kroen sattes sig hjørnet længest væk så hun kunne holde øje med dem der kom ind.

Stella havde passet Ember - hendes hvide drægtige hundulv i de sidste dage og til sidst så bestemte hun sig for, at gå sig en tur. Morrow, hendes storebrors sorte ulv også Embers bror var hjemme og han skulle nok passe på Ember vidste Stella med sikkerhed. Stella havde dog brug for et par dage til sig selv. Dette gjorde hun an til ved at klæde sig med en sort nederled og en hvidstropløs top som sad pænt ind til hendes feminine krop - med dragende kvindelige former. Stella kiggede sig i spejlet og rodede lidt i hendes hår før hun besluttede sig for at sætte en løs fletning. Ikke som hun plejede men en løsere en der så mere afslappet ud. Hun tog et par øreringe i og kørte en rød læbestift henover hendes fyldige læber - inden hun lod den sorte mascara køre henover hendes øjenvipper og gjorde volumen meget bedre og vipperne endnu længere. Stella var endelig tilfreds med sig selv - selvom det kunne være svært nu til dags. Alle de ar hun havde over sin krop - gjorde hende lettere utilpas - selv ikke alt det engleblod hun drak hjalp hende med at fjerne dem allesammen. Fra piskeslag, knivstik - men det var nu faktisk værre med de indre ar hun havde flere end hun kunne tælle af.

Endelig var hesten sadlet op og hun kunne bevæge sig ned i byen. Hun havde fået en hest i gave af Matts forlovede Isabelle. En hvidfriser hvis det overhovedet fandtes, men det lignede en friser. Og Stella vidste udmærket godt, hvorfor den var hvid. Ember var det også - og allerede nu havde Stella fået et godt bånd til Whisper som hun kaldte den hvide hoppe. Stella og Whisper red igennem natten og nåede til kroen til Doomsville. Hun kom her ofte og burde næsten flytte derhen i stedet for Terroville, men hun var nu så glad for det sted hun allerede var -at hun ikke kunne drømme om at forlade det sted. Matt var næsten flyttet ud for at være sammen med hans elskede - og hun bebrejdede ham ikke, men det var nogengange ensomt alene med to ulve i det store palæ. Heldigvis fangede han stadigvæk mad til hende. Stella trådte elegant og dragende ind af kroens døre, med en udstråling der slog et par stykker omkuld.

Hendes skridt skimtede de slåskampe der måtte forgå igennem og sørgede for ikke at komme imellem dem. Mænd var nogle dumme dyr som troede, at de ejede alt og var seje. Stella var en af de få kvinder der faktisk kunne vælge om hun ville stole på dem eller ej og hun ville til hver en tid vælge ikke at gøre det. Hendes smaragdgrønne øjne skinnede som en masse små krystaller i kroens lampers lys, og gjorde hende endnu mere mystisk og dragende end hun allerede var. Stella nåede næsten op til baren da hun fik øje på en ung vampyr. Stella kunne se på kvindens blege hud, at hun var vampyr - det var en hud kun vampyrer ejede. Den fejlfrie hud. Stella greb bartenderens håndled og lod i den anden hånd en kniv fremmane og skar et hul i hans arm så bloddryppede ned i to glas - shapeshifterblod - nået af det mest eksotiske blod man kunne drikke - som en bloddrikker, hvis man kunne sige det sådan. Stella tog glasene og dansede let henover gulvet og satte sig ned foran vampyren med et smil på læben. Hun satte glasset foran pigen med blodet i og håbede da hun ville tage imod hendes glas. "Hejsa." Smilede Stella imødekommende. Lige nu var Stella i energisk humør og det gjorde hende lettere glad end hun måske normalt ville have været sådan en aften her.

I starten troede hun ikke at der ske ret meget, dem der var omkring hende havde alt for travlt med vise hvem der var den bedste med at det de nu gjorde og en tung lugt af sved og røg var i luften, det var det hun kunne lide kroen, hun kunne godt lide at se mænd gøre skade på sig selv, især efter det de mænd hun kendte havde været sådan nogle svin imod hende. Hun sad betragtede dem , da duften af en dæmon ramte hende og kiggede hen imod døren, der kom en pige ind, hun lagde hovedet en anelse på skrå imens hun studerede pigen, da pigen kiggede imod hende vendte hun atter blikket imod de kæmpende mænd. Zantanna havde altid været så undertrykket af mænd at hun blevet bange for dem, men hun var nu god til skjule frygten ved gemme den bag en vrede, men alt det nye i denne verden som hun befandt sig i så Zantanna som monster hvilket hun også gjorde selv. De havde aldrig fjernet hendes menneskelig del, selvom de havde gjort alt for gøre det var det ikke lykkedes dem, hun brød sig ikke om at være det væsnen som ikke kunne være sammen med nogen som helst h fordi hun hadede alt og alle. Zantanna lod langsomt sit blik glide over pigen som kom hen til hende, hun mindede sig selv om ikke at overdrive og smilede forsigtigt og en smule skævt " hej" sagde hun hendes stemme var forsigtig.
Zantanna blik ramte glasset med blod, hun vidste godt at man kunne få det, men hun havde ingen penge og havde aldrig købt noget. Hun smilede igen lidt bredere end før og tog glasset hun satte den op til næsen for lugte til blodet, det var friskt og havde vidunderlig duft, man kunne imens hun duftede til det skimte et rødt skær i hende øjne, men det forsvandt lige så hurtigt igen da hun fjernede det fra næsen, man måtte sige hun havde en god smag " Zantanna"" sagde hun og rakte en hånd frem imod hende hun virkede venlig, men nu måtte hun jo se, hun måtte til at få den dårlige vane med ikke at tro at folk ikke ville gøre noget ondt væk.

Kvinden virkede nervøs - og selvfølgelig var det svært for Stella at sætte sig i hendes sko allerede nu, men hun mindede hende om sig selv for mange år tilbage på den lidt lettere bange facade. Tilbage til dengang hvor hendes egen far torturerede hende - og voldtog hende når hun ikke opførte sig som han ønskede hun skulle. Stella slog flashbacket ud af hovedet og smilede let til kvinden da det røde skær kom i hendes øjne ved duften af blodet. Stella kendte ikke mange vampyrer, men hun vidste godt, hvordan de drak og hvordan de ofte levede rundt omkring - og ærlig talt så havde hun intet imod vampyre - eller jo de mandlige. Stella var lidt af en mandehader, men hun havde sine grunde - om man så sagde: Alle mænd er ikke sådan.
Så ville hun ikke tro dem. For hun vidste, at det ikke var sandt.

Hun tog venligt imod vampyrens hånd da hun præsenterede sig selv. Stella smilede udadvendt til at vise kvinden at hun ønskede at lære hende mere at kende. "Stella." Svarede hun og tog kort efter hånden til sig igen. "Så hvad laver du så herude. Udover at se på de idioiter derude slås." Spurgte hun og kiggede kort hånligt ud på mændene før hun vendte et venligt blik ind til den unge vampyr igen. "Vil du have nået mere at drikke af en ting. Jeg gi'r." Smilede Stella stort til kvinden og strøg en hånd henover sin lysebrune fletning.

Hun vidste ikke helt hvad skulle sige til denne fremmede som kunne stille hendes nysrrighed noget mere, for lige nu havde hun ikke lyst til at dele ud af den, men hun var så rar og nænnede ikke skuffe hende for det betød ikke så meget alligevel, men der var bare ikke meget sige og det var at sige var ikke noget hun ville sige i alles påhør, men alligevel blev hun nød til svare for ellers kunne de jo aldrig få samtale igang og hvordan skulle jo ellers finde ud af om dette her var en hun kunne stole på et tænksomt blik ramte Stella for hvad var det sige om hende. Zantanna var ikke hendes rigtige navn, men et navn hun taget for ikke at være så nem at finde for hendes ikke biologiske far kunne finde hende. Hendes rigtige navn var Anna Bloomwood og det navn hun havde taget var fra en trædukke hende rigtige far lavet til hende inden hun blev taget væk. hun tog den sidste slurk af sit glas vidste ikke at hun havde drukket det hele, måske var det fordi hun var nervøs ikke på grund af pigen, men mere fordi situationen gjorde det svært for hende at tænke normalt. Zantanna var ikke den var vant til at snakke med de andre og det betød at der kunne komme nogle akavet stilheder som denne, men så var det som pigen reddede hende ved at spørge hvad hun lavede her på kroen og svagt smil spillede på hendes læber " nyder den første dag hvor jeg bestemt mig for ikke at være bange mere" sagde hun og rettede sig smule op, men så kom hun i tanke om det ville sikkert gøre hende endnu mere nysgerrig også ville hun have at vide hvem hun var bange for og hvorfor hun bange for det hun nu var bange for, men det kunne hun ikke sige for viden gjorde hende til et mål for hendes adoptivfar. Hun sank svagt klump for signalere at halsen var tør nikkede, hun håbede at når hun kom tilbage ville hun ikke kunne huske hvad de snakkede om.

Svaret der flød udover kvindens læber gav hende en helt masse spørgsmål som kørte rundt inde i hovedes hoved. Men hun valgte at holde dem for sig selv og sendte i stedet hende et varmt smil. "Det er også den bedste beslutning man kan tage i sit liv." Svarede hun opmunternde. Det var sandheden. Nogle blev onde når de blev sig selv - andre var det måske i en kort periode og så blev de sig selv. Det var da sket for Stella - hun var heller ikke bange længere og det havde været fantastisk. Eller det var stadigvæk fantastisk. Hun ville ikke give sin frihed for nået som helst i hele verden - jo måske hendes familie, men det var nu for det meste hende som var den der kom til skade i sin familie så. Stella vinkede en tjener hen til sig.
"To glas af jeres bedste blod." Da hun kunne se, at tjeneren var vampyr kunne hun snildt bede om dette - normalt gjorde hun det ikke, men det var nu altid dejligt at skåle med nået blod. Hun gjorde det aldrig for så mange veninder havde hun egentlig ikke - og de fleste af dem forstod ikke goderne ved at drikke blod som hende selv og Zantanna. Tjereren satte glasene på bordet og modtog en et par mønster for betjeningen.
"Det er ikke fair for nogle kvinder her i verden at føle sig undertrykkede. "Kom det så fra hende. Stella havde ingen anelse om, hvad det havde gjort vampyren bange, men det var hvad der engang havde gjort hende bange. Det var det i de fleste situationer. Stella lod sine grønne øjne falde ind i Zantannas øjne atter engang med et blidt smil på læben. Hun lod en fri hånd køre henover sin fletning igen og lagde så en hånd om sit glas og bundede det ret hurtigt. Engle blod denne gang. Vampyre vidste da også bare, hvilket noget blod der var det bedste at servere.

Zantanna smilede, hun fik færten af engle blod da tjeneren kom med glasene og smilede svagt til ham, hun havde fået færten af vampyr og fandt ud af den kom fra tjeneren. rettede sit blik imod glasset. Hun elskede engleblod, hun vidste pigen havde sikkert havde så mange sprøgsmå, men heldig for valgte hun ikke at sige noget. Hun smilede taknemligt over at hun ikke spurgt for det betød så meget for hende ikke sige det hvor der var for mange mennesker, hun drak blodet og rejste sig op " kom" sagde hun for hende til følge efter, hun ville ikke fortælle om sit liv her der var alt for mange som kunne smu lytte og det havde hun ikke lyst til, men vidste heller ikke helt hvor de skulle gå hen for hun vidste aldrig nogen hvor hun boede, men de kunne heller ikke stå snakke på gaden, det dilemma for hende. Hun brød sig nemlig ikke om folk vidste hvor boede. Alligevel valgte hun gå imod sit i tempo så vis hun ville med kunne følge.

Stella kiggede på kvinden da hun bad hende om at følge med. Stella rejste sig op og kiggede kort efter kvinden. Hun kastede sin fletning lidt bagud og gik med kvinden. Hvor de skulle hen, vidste hun ikke, men hun frygtede hende ikke. Der var ingen tegn på, at hun burde gøre det. Så hvorfor skulle hun. Stella rystede tanken ud af hovedet - hvis man levede sit liv i frygt - så kom man ikke langt i det. Stella var normal meget hurtigt så, at følge med var ikke specielt svært for hende. Nysgerigheden fik hendes ben til at sætte tempoet op. Hjertet bankede normalt, men alligevel holdt hun vejret i stiheden. Dæmoner var normalt ikke fjender med vampyrer - så det skulle ikke være fordi at de ville være ærkefjender - desuden slog Stella ikke kvinder ihjel - med mindre det var virkelig nødvendigt. Stella trådte videre. HEndes stilet hæle klingede ned i den hårde asfalt. "Så, hvor skal vi hen af?" Spurgte hun for at nedbryde den 'akavede' stemning.

Zantanna havde aldrig haft nogen hjemme ved hende og derfor glædede hun sig en smule, men hun ville ikke tøve med smide hende ud igen vis ikke hun troede at Stella var til stole på, men end til videre var der intet der bar præg af at hun ikke var til stole på, hun drejede ned af en gade hvor husene var af en ældre datoer, dette hus styrrede imod var så gammel at folk havde bestemt at det var beboeligt, men det havde ikke stoppet Zantanna som nu havde et hus hun ikke skulle betale for. Hvorfor skulle hun ikke kunne bruge det bare fordi nogen havde sagt det var beboeligt for dem, betød det jo ikke at det ikke kunne bos i hun kiggede over på dæmonen smilede " dette her er mit hjem" svarede hun løb hen imod døren, hun kunne godt se og kendte vejen, fordi disse huse var ubeboelige var der heller ingen belysning. Hun var et af nattens væsner og havde derfor ikke brug for lys for at se. Zantanna stoppe op foran døren åbende den døren knirede, men var ikke låst det havde man jo ikke brug for, der var ingen som troede at der boede nogen her.
Da de kom ind kom de ind i lille stue, Zantanna var ikke ret længe om at finde nogle lys badede de lille rum i en varme og en glyden farve som gav rummet en slags varme, rummet var ikke særligt stort, men stort nok. Der var nogle få møbler fra den gang huset var beboeligt, hun havde gjort meget ved det lille rum, men kælderen rørt hun aldrig, hun kunne ikke lide kælder efter at havde tilbragt 6 år af hendes liv i en. Hun var ikke den der havde behov for ret meget. Hun havde heller ikke pengene til det.

Dette miljø var tomt - forladt. Der var ingen levende væsner omkring - måske nogle rotter og et par efterladte katte. Stella kiggede rundt omkring sig i mørket. Lidt i mørke kunne hun da se, fordi hun trods alt var dæmon. Stella sank en klump men fulgte uden at tøve med kvinden. Stella trådte stille ind i det lille hus - i forhold til hendes så var det ret så lille. Stella lagde armene overkors imens hendes blik analyserede stedet grundigt - det var sjældent hun blev inviteret med hjem af andre. De gamle møbler havde sin egen charme, hvilket hun faktisk synes godt om. Stella kløede sig kort i nakken med et varmt smil på sine fyldige læber, imens hun lod sine grønne øjne falde på Zantanna igen. "Hyggeligt sted du har dig." Sagde hun med et blidt smil. Lyset var varmt og gulligt - men gjorde stedet endnu mere hyggeligt end det ville have været ved sollys. Men desværre kunne vampyrer jo ikke bade i solens stråler - en værre forbandelse. Men det var nu bedre end at lade det være mørklagt og dystert. Stella gik lidt rundt i stuen og lod sine fingerspidser glide henover et par af møblerne imens hun kiggede fra genstandende og over på vampyren. Hun ventede tydligvis på, at Zantanna sagde noget.

Zantanna satte på en af stolene hun rømmede sig smule indenhun betragtede Stella, det hun skulle til at sige var vigtig at hun ikke fortalte det videre til nogen, det kunne bringe folk i fare. Hun sank svagt en klump, hvordan skulle hun sige det når hun lige havde mødt Stella, men der var noget fik hende til stole på Stella og gav hende lyst til at sige det hele om hendes fortid. Hun bed sig svagt i læben imens hun forsigtigt gned sine hænder selvom om hun ikke svedte dem. Hun lagde hovedet en anelse til venstre " det jeg vil sige er vigtigt at du ikke siger til nogen" sagde hun og man kunne svagt ane en bekymring i hendes stemme. Hun afventede i få sekunder, før hun begyndte sin historie. Hun fortalte at hun blevet givet væk af sine forældre til en vampyr som havde misbrugt hende og da hun endelig prøvede at stikke af holdte han hende fanget i en kælder i 6 år inden hun blev forvandlet. Hendes adoptivfar var ikke en hun kunne lide, men hun var heller ikke stærk nok til at tage kampen op. Han var stadig efter hende og ledte efter hende. Derfor var det vigtigt at hun ikke sagde noget, hun var sikker på at vis han fangede hende igen ville de aldrig lukke hende ud igen. Hun bed sig svagt læben og fjernede blikket fra Stella, det var tydeligt at disse minder var hårde for hende, men de havde aldrig helt fjernet menneske i hende, det nok også derfor at følte sig som et monster.

Hun måtte stole på hende. Ikke at Stella ikke var taknemlig, men også positivt overrasket. Hun vendte sig imod Zantanna og kiggede på hende. Hun nikkede. "Jeg lover, at jeg ikke siger et ord til nogle." Svarede hun med et ærligt nik. Hendes blik var sandt - hun havde ikke i sinde at fortælle nogle det som ville blive delt. På den ene side var det mærkeligt og på den anden side var hun helt beæret over, at nogle faktisk stolede på hende så hurtigt som Zantanna gjorde. Det lød dog heller ikke til, at det var en nem historie at komme ud med, men det gjorde blot at Stella blev mere opmærksom. Måske manglede Zantanna bare nogle at snakke med, ensom måske? Stella tyggede lidt på de tanker inden hun så satte sig ned med blikket fast rettet på Zantanna - for at vise, at hun var her og var klar til at lytte på, hvad hun havde at sige. Stella skulle nok kunne tage det - hun var en kvinde med mange ar på sjælden.

Zantanna sad stille i stykke før hun rejste sig, hun var ikke vant til at have en samtale, men når hun havde haft det var det mere et skænderi end egentlig en samtale, men hun havde stadig sin tivil om det var det rigtige hun havde gjort og den nærede hende en smule. Vis hun kendte sin adoptivfar rigtigt og det gjorde hun så gjorde det at hun bragt Stella i fare, men hun følte sig på en måde ens med denne pige, men hvorfor vidste hun ikke helt, men noget sagde at hun skulle holde fast i dette kommende venskab. Hun sukkede kort inden hun satte sig. Hendes blik var en smule fjernt da hun satte sig ned igen det som hun ikke rigtigt var til stede selvom hun var, men dette for hende svært at sige og det betød så meget for hende disse minder fik hende til huske på hvorfor hun ikke var et monster. Hun havde hørt Ethan og hendes adoptivfar snakke om at de ikke kunne vente med at gøre sådan at hun mistede sine følelser og en gang imellem havde det også været tæt på, men hun lærte skjule dem når de var i nærheden, men nu hvor de fundet ud af at hun havde fået dem tilbage ville de gøre alt hvad der var i deres magt for få hende tilbage for at prøve nedbryde hende en gang til. Hendes vampyr krop mindede hende også om de redæsler hun oplevet, rundt omkring på hendes krop var der små næsten usynlige blåmærker som aldrig helt var forsvundet. Hun sad lidt funderende over tingene og det havde taget 2 minutter før hun kom til sig selv " undskyld" sagde hun betragtede kort Stella, hun kunne ikke rigtig læse hvordan hun havde det med alle disse oplysninger. Desuden ville hun ikke være dette her for uden fordi vis ikke han havde opsøgt hendes forældre havde hun forlængst været død måske havde hendes forældre gjort hende en tjeneste ved lade dem få hende, men hun hadede det jo. Hun sank svagt en klump inden hun tænkt sig at forsætte " de slog mig, for at få mig til blive som dem følelse kolde og hårde monster de tog mit kæreste eje smed det væk" sagde hun hendes stemme var lille nærmest ynkelig, men var dette minde som skræmte hende mest.

Stella lyttede. Hårde, barske historier tog tid at fortælle ud om. "Bare rolig jeg dømmer ikke." Sagde hun inden Zantanna fik sagt nået. Stella ville bare have at hun skulle vide det, i få tilfælde ville det muligvis gøre hende roligere - ellers ikke. Stella tog hvert eneste lille ord helt indtil sig og kiggede på Zantanna med hovedet på strå. "Og alligevel sidder du her nu. Det er det som gør os stærke." Smilede hun skævt. Hvor poetisk, men sandt. Hun smilede til hende for at vise, at hun var der for hende. På trods af, at de lige havde mødt hinanden. Så var det som at se sig selv i spejlbilledet. "Min far voldtog og torturede fra jeg var 13 år, fordi jeg ikke opførte mig som den dæmon han ønskede jeg skulle være. Både foran min storebror og min mor som intet gjorde. Jeg var ødelagt indeni til jeg for 100 år siden fandt min første kærlighed som gjorde mig stærk nok til jeg kunne dræbe mine forældre, min far overlevede så- trist nok. " Fortalte hun så. Zantanna var vel ikke den eneste som skulle fortælle sin historie når det kom til tillid måtte Stella også vise hendes.

Zantanna sad stille og lyttede imens Stella fortalte om sit liv, det var trist, men aligevel lignende de hinanden på nogen punkter, hun sad stille i stykke et tid uden rigtigt sige noget, hendes blik var igen blevet smule fjernt som om hun ikke var til stede, men hun tænkte det hele var så trist, hun sukkede kort imens hun kom til sig selv " min far nej min adoptivfar leder stadig efter mig så vær sød passe på, han skyer ingen milder for at få fat i mig" hendes stemme var stadig fjern, men hendes blik var kommet til sig selv. Hun fumlede svagt med sine blege finger, han havde ødelagt hende på grund af at han ville havde hun skulle blive som dem, men det eneste det havde gjort var at hun havde fået lyst til sætte sig mere imod, da det endelig var gået op for hende hvad de var var det forsent. Hun havde ellers prøvet stikke af, men da de endelig fandt hende med hjælp af hendes rigtige far havde de spærret hende inde, det var også derfor det var vigtigt at hun ikke blev fanget igen for så ville de aldrig lukke hende ud af kælderen igen. Hun havde været væk tanker i endnu et stykke tid rømmede hun sig. Hun smilede forsigtig til dæmonen, de oplevet næsten den samme fortid. Hun følte sig på en eller anden måde tilknyttet denne dæmon noget mere end hun havde gjort med så mange andre. Det var ikke ens betydning at de andre hun havde mødt ikke betød noget, for det gjorde de andre jo også, men hun havde måske haft brug for en der forstod hvad det ville sige at man ikke blev behandlet ordenlig af en som kaldte sig for en forældre. Stella var den første hun havde mødt som havde det som hende eller det troede hun og det gjorde at hun havde kunne lukke nemmere op for hende end for andre, den eneste anden hun åbent sådan op for var Rafaela fordi hun havde så ondt af denne pige. Som også ligesom dem ikke var blevet behandlet ordenligt af mænd. Det skete bagefter ville hun aldrig snakke om til nogen det hendes og Rafaelas hemlighed.
Zantanna havde lært at venskaber ikke gjorde en svag, men stærk og at man var stærkere i et fællesskab end at stå alene, hendes fangeskab havde også gjort at hun ikke stolede på mænd ligemeget hvem de var og at de sagde at de gode, hun vidste bare at de på et eller andet tidspunkt ville vende hende ryggen og så stod hun alene igen. Derfor virkede meget kølig vis en mand var til stede. Hun anede ikke om hun med tiden kunne komme til stole på noget hun brugt næsten 100 år på at hade.

Hvis Zantannas såkaldte adoptivfar kom efter Stella ville hun heller ikke vise ham nået. Hun vidste ikke, hvad hun ville gøre ham. Men i hendes hoved betød det ikke, at det ville blive kønt. Hun havde en grund til at gå på ham, og det var skam godt nok for hende. Stella lagde hovedet lidt på skrå, sad lidt i sine egne minder, der prøvede at få hende trukket tilbage i den mørke fortid, men hun havde lært at kigge på den uden at rykke sig. Hun havde lært bare at se på den, men uden at gå tilbage i sorgen og den ubehagelige følelse. Stella rettede blikket på Zantanna. "Tro mig, det burde være ham der skal passe på." Smilede hun og blinkede trofast med det ene øje og satte sin pegefinger op foran sin læbe, som var det deres hemmelighed. Stella havde evner som gjorde, at hun var fantastisk til at forsvare sig selv. Men hvis man ikke vidste det, så fandt man højest sandssynligt ud af det, eller dem som ikke ønskede det, fandt ud af det. Hun skadede ikke de uskyldige. Ikke før de ikke var så uskyldige mere. Kvinder skadede hun sjældent, men hvis de fortjente det, så røg de med i købet. Hun var ikke bare typen der tænkte mænd gjorde alt skaden, selvom de fleste gange det nu var den dyrebare sandhed. Hvis bare nogle ville give dem et hak ned i mandeverdenen, så kvinderne kunne træde frem fra skyggerne. Men de var vel bange de stakkels mænd, for at kvinderne ville få grebet, for de vidste udmærket godt, at kvinderne var stærke, de var bare bange for at lade dem tage magten. At ødelægge deres selvværd og styrke var blot til for at holde deres plads på tronen. Desværre.

Stella blinkede et par gange med øjnene da hun hendes knor gjorde ondt, ved at hun havde knyttet sine hænder så voldsomt hårdt i foragt. Hun lod dog blot som om, at intet var sket og løsnede grebet i sine hænder og bed sig kort i læben. "Jeg har på fornemmelsen, at vi nok skal blive gode veninder." Smilede Stella til Zantanna.

Zantanna havde med det samme set hvordan hun reagerede på hendes adoptiv far, hun var rigtig hurtigt til opfange sådan nogle ting hun vidste ikke helt hvad hun skulle regne med, men hun håbede at vis de to skulle mødes at Stella kunne kæmpe. Hun var stille i et stykke imens hun en smule anstrengt kiggede ud i luften hun lignede lidt en der var udtilfreds, men kunne ikke lade være med at smile da Stella nævnte at de nok skulle blive gode venner. Hun havde længe trængt til nogle snakke ud om tigene og nu havde hun mødt Stella og hun vidste hvad det ville sige at være i et fangeskab " skal vi ikke fejre vores nye venskab med en jagt?" spurgte hun imens hun rejste sig op. Hun blevet sulten og de svagt røde øjne gled hen over Stella. Hun stod lidt vippede på sine hæle imens ventede på at få et svar. Hun havde ikke haft mange glæder og dette møde var et de gode minder hun altid ville bære med sig lige meget hvor huun gik hen. Hun havde fundet en som på måde forstod hende og hvad hun havde været igemmen.