When a fallen angel cries. - Everlyn.

S: The valley of dead
O: Mørke, lugtende planter og en klam sump. Også er der rådne ting hist og pist. Dog er der få væsner som går rundt i mørket.
T: Skumring.
V: Det har lige regnet også er det skide koldt og ubehageligt.

_____


Hun løb igennem mørket og vidste ikke, hvor hendes lange ben førte hen. Hendes hvide t-shirt var plettet med noget sort som fortsatte ned ad hendes ben. Hendes mørke hår sad klistret til hendes kinder og hendes hjerte galopperede af sted. Hendes øjne løb i vand og hun mærkede, at det ikke var det spanske vejr her. Det var også et underligt sted hun havde fundet sig og allerede en uge som ny, havde hun rodet sig i skidtet. Hun havde efterhånden glemt, hvad hun løb fra så hun sænkede farten og prøvede at få vejret til hendes brændende lungere. Da hun synes at kræfterne vendte tilbage begyndte det at regne som fanden. Hun så op på den mørke himmel og sukkede af træthed. Hun løftede det ene øjenbryn i vejret og begyndte så at løbe af sted. Frem. Imod intetheden.

”Hva-?” hun fløj ind i en kvinde som åbenbart stod med ryggen til. Alba faldt tilbage og blev siddende i den stilling hun var faldet. ”Hvorfor fanden står du midt i det hele?” sagde hun vredt og rejste sig så endeligt op. Hvis den anden kvinde ikke havde vendt til imod hende, så vil hun stille sig vredt foran kvinden. ”Det er jo ikke fordi det her er et museum vel?!”

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Kulden og uhyggen ved et sted som dette, kunne let fange folk, hvis man anede det smukke der hvor der måske normalt ikke var nært så smukt. F. eks kunne der være stor skønhed ved et faldefærdigt hus, da hun selv kunne forestille sig hvordan stedet ville havde set ud, blot hundrede år tilbage. Nok var det bare sådan hun tænkte eftersom hun selv havde levet i nu 219 år, derfor kendte hun til den proces der skete når et hus blev for gammelt, f. eks hendes gamle barndoms hjem var intet andet end brædder nu, på trods af at det var på alder med hende og på grund af vampyr genet forandrede hun sig aldrig udsens mæssigt, men forholde sig på altid i det samme udseende og samme form...uagtet hvor mange år der gik. Derfor kunne der let gå hundrede år, hvor hendes varmblodet venner og familie blev ældre, mens hun aldrig forandrede sig en dag. Dette var både en forbandelse og velsignelse. Hun kunne aldrig få børn, ville ikke se solen igen, hendes familie og venner, som ikke selv var vampyrer ville dø langsomt ved hendes side, mens hun forblev ung...dog ville hun aldrig blive syg, hun ville se denne verdens vidundere uden at dø.
her stod hun, ude i intetheden, et farligt sted, men hun så op mod himlen, betragtede skønhed, den mørke himmel og den lumre natte luft, sagde ud i et at der snart ville ske noget. Hun gispede da et eller anden hamrede ind i hende, hvilket i sig selv ikke gjorde noget. Da alle lavede fejl, men hendes måde at té sig på, var dog en anden historie. Hun vendte sig om og så med et par kolde øjne på denne menneske pige "hvad jeg står her for, hvad med hvad fanden du laver, har du måske ikke to øjne i hoved" spurte hun og trådte et faretruende skridt mod hende. Nok bar hun skønheden efter en vampyr, men der var også noget skræmmende over den perfektion der lå over hende, samt hendes kolde blig og den dyriske gang