A Fallen.. -Mia Szhirly-

S: The valley of Dead.
O: En mørk sump, døde træer og en hæslig lugt af damp og rådne ting.
T: Midt på dagen, men man kan ik se det pga. solen ik rigtig rammer the valley.
V: Koldt og gråt.

Josh kunne mærke hvordan hans hjerte sad i halsen, mens han blev båret længere og længere ind i sumpen. Aldrig havde han prøvet noget lignende, at blive båret igennem en sump, imens han var fanget i en lille kasse, som fik ham til at krybbe sammen. At være i små rum var ikke lige det bedste for ham, man kunne vel sige at han led af clausstroferbi.. Men, det var en længere historie tilbage og lige nu kunne han ikke fokusere på andet end at hamre imod kassen låg, i håb om at det ville gå op så han kunne komme ud og bare løbe langt væk fra den farer, som han var kommet i. Eller, den som var kommet til ham. Det var lidt over et år siden at han kom til fortiden og man kunne sige at han var vokset, samt modnet på det år.. han var klar over flere ting nu, livet var ikke en leg og han måtte være stærk for at klarer sig selv. Men, i en situtation som denne, var ikke den nemmeste at slippe ud af. Hvem der end bar på kassen han lå i, havde tænkt sig at skade ham, men hvad de lavede i The Valley of Dead kunne han ikke helt få til at passe.. Nok kunne han ikke se noget i den kasse, men han kunne lugte at de var nær sumpen. Sådan en kvalmende lugt tog man ikke fejl af. Pludselig blev låget åbnet, så Josh åndede alt den friske luft ind i sine lunger, inden han ville løbe sin vej, men blev hurtigt stoppede af et par stærkere hænder som tog fat i ham.
"Nyd dit sidste åndedræt frygt barn," mumlede en dyb stemme.
Josh vred sig, slog ud efter stemmen og ramte noget, hvilket fik hånden til at give slip, så han kunne skynde sig væk fra dem. Han løb ind imellem nogen træer, gemte sig bag et af dem, hvor han langsomt tog en dolk frem og ventede på at de skulle komme forbi ham..

Det var koldt. Koldere end det burde, her midt på dagen. Men det betød ikke rigtig noget... Det gav blot mere ilt til hjernen, så det var nemmere at tænke alle tingene igennem. Der var så meget, der var sket her på det sidste. Mere end der burde, og det var gået stærkt. Alt for stærkt. Det ene øjeblik havde hun stået med alt lykke i sine hænder, optaget i Englenes reservat, og den næste, stod hun, alene, med sin forhadte brors blod på sine hænder. Hun havde altid været morderens yndling. Havde altid fået hvad han ville have, og det havde han udnyttet til fulde. Selvom han var yngst, var han altid første priotet, og længe havde Mia gået og tænkt på hævn. Og den skulle ikke blive sød.
Hendes åndedrag var tungt og roligt, da hun gik igennem skoven, mens hun langsomt og elegant lod sine fødder falde på den bløde jord, som kun blev blødere, jo længere hun kom ind i skoven. Hun havde aldrig været der før. Var der kun, for at finde et sted at kunne sove i nat. Hun var gået fra at være engel, til en falden engel, og var derfor ikke velkommen hos sine venner længere. Men dem havde hun heller ikke brug for, fnøs hun.

Han bemærkede en andens tilstede værelse, hvilket fik ham til at spænde hver en muskel i sin krop, da han ikke kunne vide om det var en ven eller fjende som var ved at nærme sig. Lyden af de mørke stemmer rungede ikke længere igennem træerne, så i stedet fokuserede han på de lyde af fodtrin som var ved at nærme sig. Langsomt løftede han sin dolk og gjorde klar til at angribe den som kom hen imod ham. En kold vind suste igennem træ kronerne og skabte en uhyggelig lyd, som fik ham kort ud fokuset, men rettede den hurtigt imod fodtrinene igen. Han tog en dyb indånding, inden han sprang frem for sit skjul og ville bruge sin dolk imod personen, da han fik øje på en Mia, som tydeligvis ikke var en del af gruppen fra før.
Han udstødte et lettet suk og sænkede sin dolk, puttede den tilbage i lommen, inden han kiggede Mia i øjnene med et spørgende blik.
"Hvem er du?" spurgte han. Hans stemme var alvorlig, men samtidig varm på sin egen måde.

Mia gik i sine egne tanker, mens hendes våde, rødbrune hår, bølgede kærligt om hendes skuldre og ryg. Der var stille i skoven, og det passede hende fint. Hun havde ikke brug for selvskab. Ikke brug for venner, eller nogen at knytte sig til. Hun kunne sagtens klare sig alene. Hun var ikke noget lille barn mere...
En grim, stærk lugt nåede hendes fine næse, og hendes ansigt trak sig straks sammen i en mærkelig grimasse. Hvad var det for en lugt? Og hvor kom den fra? Hvor var hun egentlig på vej hen? Hun så sig om, og kunne konstatere at skoven var. Blevet mørkere og tættere, end da hun havde startet sin lille 'vandring'. Hun var træt, men havde ikke i sinde at vise det, hvis der nu skulle dukke nogen frem bag en busk, som ved et trylleslag. Hun havde knap tænkt tanken færdig, før der rent faktisk sprang en ud fra busken ved hendes højre side. Han var køn, men nok ikke noget hun ville falde for. På det punkt var hun meget kræsen. Der skulle være noget specielt over ham, hvis det skulle være...
"Jeg har set dig før...." Hendes stemme klingede i tågen, og hendes ansigt var udtryksløst da deres øjne mødtes. Hvem var han?

Hendes aura afslørede at hun var en engel, men det som fik Josh til at sætte spørgsmålstegn ved hende var at hendes aura virkede mere mørk.. Men hvordan kunne en engels aura være mørk, så skulle hun jo være en falden engel? For et kort øjeblik spærrede han øjnene op og fik lyst til at gå rundt om hende, bare af ren nysgerrighed, da han aldrig havde mødt en falden før. Ikke at det gjorde ham noget, han fandt det skam bare meget interessant! Han beholdte dog sin nysgerrighed indeborgs og så i stedet på hende, med sine rolige chokoladebrune øjne. Selvom hendes blik var udtryksløst, så var Josh fyldt med liv og forskellige minder, som han ønskede at glemme. Lyden af hendes stemme, fik ham til at kigge rundt, for derefter at starte en øjenkontakt med hende igen. Havde hun set ham før?
"Har du set mig før?" hans stemme var stadig rolig, men forvirret. "Hvad mener du? jeg har da ikke set dig før? Hvem er du?"
En trampende lyd i jorden, fik ham til at sitre, men han rykkede sig ikke ud af stedet, men så bare på den smukke faldne engel som stod foran ham.

Mia strøg en hånd gennem hendes rødbrune hår, da han betraktede hende. Men den udtryksløse mine i hans ansigt, irreterede hende. Hun kunne ikke rigtig bedømme, hvordan hans reaktion var, og det var der, hun egentlig gerne ville hen. Hun kunne mærke irrationen stige op i hendes bryst, men det blev olle rigtig til noget, da det var som om han udsendte positiv energi... Var han engel? Var det der hun havde set ham før..?
Hun sendte ham et let undrende blik, og hendes mund var stadig bare en tynd streng. Hun ønskede ikke at afsløre for meget af sig selv. Ikke at åbne for meget op, for fremmede. Det var hendes største forholdsregl.
"Du er engel ikk?" Hendes blik gled over hans anisgt, påklædning og attitude. Jo, den var sikke nok. Men hvor var vingerne? Gemt under tøjet? Eller kunne hun bare ikke se den i det tågede landskab?
Der lød trampene skridt længere væk, men det tog hun ikke yderligere notat af. Der var vel også andre der var ude at spadsere som hende selv?

Spørgsmålet svarede ham ikke på det han spurgte hende om, hvilket irriterede ham en smule. Han ville jo gerne vide hvem hun var, men det virkede til at der skulle lidt mere end en præsentation ude i skoven til. Han var stadig ikke klar over hvad hun havde ment med at hun kendte ham, han havde aldrig set hende før og havde aldrig været andre steder hvor de andre engle var. Faktisk, havde han aldrig været i himlen, eller hvad de nu kaldte det. Altid havde han været på jorden, sammen med sin storebror. Han satte hovedet en anelse på skrå, imens han fortsat kiggede på hende med et forvirret blik, en blik der afslørede at han ønskede svar fra hende.
"Jo, jeg er en engel," svarede han og rettede sig en anelse op. "Og det er du også ikke sandt?" Pludselig kom de trampende skridt nærmere, så Josh blev klar over at de var nød til at smutte, hvis de da ikke ønskede at komme i fedte fadet.
Han kiggede alvorligt på hende og gjorde et nik til at hun skulle følge med ham, da han ikke ville have at hun skulle blive fanget eller noget. Forsigtigt startede han med at løbe og håbede på at hun valgte at følge med ham.

Mia undrede sig stadig over hans væremåde. Han virkede ikke som den udadvendte type, og slet ikke en af dem, som var vant til at råbe højest. Måske var det ikke der hun havde set ham? Måske var det bare tilfældigt på gaden? Mia var ikke så god til at huske sammenhænge, eller navne, men havde hun først set en persons ansigt, ville hun huske det længe efter. Somme tider deltog de også i hendes drømme...
"Jo...." Svarede hun. Kort og udtryksløst. Hun havde intet imod at være en engel, men hun ville nu hellere have været noget andet... Noget mere spændende... Som fx. vampyr, eller dæmon, eller sådan noget.. Det var kedeligt at være engel. Især når man var blevet bortvist fra sin klan, og havde fået hugget sine vinger af... Og så var man lige så svag som menneskene.. Hvor var det ynkeligt!
Da han let nikkede til hende. Forstod hun først ikke hans vink. Men han var åbenbart meget bange for de skridt, som var ved at nærme sig der, hvor de stod. Der va også begyndt at komme nogle dæmpede stemme frem. Dybe, mandestemmer. Mia gøs, og begyndt også at løbe..

At være en engel var ikke det mest interessante, det kunne man sagtens overbevise josh om. Selv havde han gået og håbet i mange år at han havde været en dæmon som sin bror, men da han fandt ud af at han var den totale modsætning, kunne han ikke undgå at føle sig skuffet.. Men sådan var livet, han var en engel.. Om han så ville det eller ej. Nok var han ikke bare en engel.. Hans far var en dæmon og han kunne mærke at når han blev vred, så boblede dæmon blodet i ham. Tanken om det fik ham til at mulle, men han rystede tanken væk og fokuserede på at løbe.. Det at hun fulgte med ham fik ham til at smile anerkendende. Da de havde løbet et stykke tid, stoppede han til sidst og trak mia med om bag et stort træ, hvor de kunne få vejret en smule.
"Navnet er josh," sagde han forpustet..

Mia løb efter ham, i et sådan tempo, at hun hverken sakkede bagud, eller kom op på siden af ham. Hun brød sig ikke om at trænge sig på, eller gøre situationen endnu mere akavet, end den var i forevejen. Hun hadede de der akavede øjeblikke, hvor man bare følte, at man blev nødt til at sige noget. For hun brød sig ikke sønderligt meget om at snakke. Det havde hun fra sin mor.
Hun var lige ved at falde over ham, da han pludselig stoppede op, og for at forhindre dette, endte hun med at stå i en forfærdelig, klodset stilling, som hun inderligt håbede han ikke lagde mærke til. Det ville være for pinligt, og det var bestemt ikke sådan hun ønskede, han skulle opfattet hende. Men han hev hende med om bag et træ, så de begge kunne få vejret igen, efter læbeturen. Hvrofor han gjorde dette, vidste hun ikke.
"Okay, Josh.." Hendes stemme var kold og helt uden det mindste spor af føelse eller no'et.
"Jeg er Mia." Mere behøvede han ikke at få afvide. Ikke nu. Ikke her.

Han nikkede venligt til hende og havde ikke bemærket den klodsede stilling. Hvis han havde, så ville han alligevel ikke have sagt noget til den, det var jo trods alt ham selv der pludselig stoppede op og forhindrede hende i at løbe videre. Hendes kolde stemme undrede ham, samt fascinerede ham på samme tid, da han ønskede at vide hvorfor den var så kold og hvorfor hendes ansigt var så udtryksløst. Da mændene fra før var ved at nærme sig, lænede han sig tættere op af træet og lukkede sin mund helt sammen, både for at holde vejret og for ikke komme til at udstøde et pludseligt ord. Hans mund var som en lige streg, et tegn på at han var fokuseret og hjertet hamrede i brystet på ham. Lyden af deres tunge skridt forsvandt langsomt i horisonten, hvilket fik ham til at ånde ud og kigge sig en sidste gang rundt, inden han kom ud fra sit skjul.
"Hej Mia," sagde han og sendte hende et smil. "Undskyld dette pludselig postyr,"

Mia forstod ikke hvorfor han pludselig gemte sig bag træet, og skulle lige til at spørge ham, men lukkede også munden tæt sammen, han hun ikke ville rode sig selv ud i problemer... Han var ligemeget, for hendes skyld kunne han gøre hvad han ville... Det var vel ikke hendes problem... Hvis det var det, havde hun åbnet sig for ham med det samme. Men det skete aldrig hun var altid tilbageholdende, og sagde ikke så meget...
Da de truende skridt var ved at komme længere og længere væk, og Josh igen kom frem fra sit skjulested, så hun olmt på ham med de nøddebrune øjne.
"Hvad gik det der lige ud på? Hvem var det?" Spurgte hun, undrende, mens hun med elegante skridt gik over til ham, så hun stod, kun få meter fra ham. Hvis han havde rodet sig ud i problemer, kunne hun lige så godt gå. Det ville hun ihvertfald ikke være med til.. De var godt nok af samme race, men inderst inde var de vidt forskellige. Eller det ville sige... Ham var ligesom alle andre... Sikkert en være fedterøv, mens hun, som altid var anderledes..

"Jeg ved det ikke," svarede han og kiggede en sidste gang efter dem. "De fangede mig bare uden grund, førte mig hertil og jeg slap kun ud af deres greb fordi en af dem ikke kunne tåle at blive slået i ansigtet," Han smilte en anelse skeptisk, da han ikke var helt vild med at de bare fangede ham uden grund og førte ham her til. Det som han fandt interessant var, hvorfor havde de ført ham her til og hvorfor havde den ene kaldt ham et frygt barn. Godt nok var hans evne frygt, men gav det dem en grund til at fange ham og forsøge at lukke ham inde i en lille kasse. "Hvem det end var, så ønsker de kun ballade, så jeg tror det er bedst vist vi går nu," Han kiggede hen på hende med et alvorligt glimt i de chokolade brune øjne. Med langsomme bevægelser, begyndte han at gå og kiggede sig kort over skulderen. "Hvad med dig Mia? Hvad laver du her i The valley of dead?"

"Så de fangede dig altså bare, og slæbte dig herud?" Spurgte hun, skeptisk ved det han fortalte. Det var da en yderst mærkelig ting, at gøre... Man tog da ikke bare folk til fange på den måde, uden at have en god grund til det. Men selvfølgelig var der folk, som gjorde nogle mystiske ting, som man først ikke kunne se formålet med, men som senere ville give utrolig meget mening. For der var stort set altid en bagtale ved det man gjorde... Nogle gange viste man det bare ikke selv.
"Og du gjorde ingen modstand?" Fnøs hun, og betraktede ham kort, inden hun også begyndte at gå med lange, elegante skridt, som hendes mor havde lært hende, lige siden hun tog sine første skridt.
"Opdagelse" svarede hun, kort for hovedet, og så frem for sig, mens de gik længere og længere væk fra det sted, hvor de havde mødt hianden. Mia begyndte pludselig at tænke på, hvad der ville være sket, hvis ikke hun havde mødt Josh...

Ingen modstand, hvis hun bare vidste hvor meget han forsøgte at få de irriterende væsner væk. De sloges i flere minutter, før de kastede et bedøvelses middel over ham og han faldt om på jorden. Mere kunne han ikke huske, fra før han vågnede op inde i kisten, så han hjerte satte sig i halsen. Små rum var ikke hans stærke side, men igen, det var en længere historie tilbage, som han ikke ville tænke på og som hun ikke skulle spilde sin tid ved at hører på..
"Jo, men de gav ikke op.. Hvad de end ville, så måtte det være vigtigt, siden de blev ved med at jagte mig rundt i skoven," han kiggede ned i jorden, på de slidte sko og de slidte cowboy bukser.. "Oplevelser? Det kender jeg godt, det er fantastisk at opleve noget nyt," Han smilte skævt og kiggede ind i hendes øjne, betragtede dem et kort øjeblik, inden han kiggede frem for sig igen.. Jorden bulrede endu engang under dem..

Mia fnøs. Som om han havde gjort modstand. Han var sikkert lige så slap og svag som alle andre engle, der hvor hun engang havde boet, men nu var blevet nødt til at flygte fra. Det trygge, faste ramme, hvor alle børnene voksede op i fred og fordragelighed, de små forkælede pattebørn. Hvis hun nogensinde, hvis de overhoved ville ske en dag, at hun fik et barn, ville hun gøre alt hvad der stod i hendes magt, for at lære den, livets lyse og mørke sider. Aldrig i livet ville hun have et så forkælet barn, som dem hun var vokset op iblandt.
"Du gjrode åbenbart ikke nok modstand.." Konstaterede hun, og satte farten en smule op. Hun kendte ikke stedet, og det ville sikkert tage flere dage for hende at finde ud af den her sump, men hun var ligeglad. Hellere dø end at skulle følges med ham. Det ville jo være direkte vanvittigt. Imod hendes natur. Imod alt hvad hun stod for.
"Dig, oplevelser? Ha!" Hånede hun, og gav ham et hurtigt ekevatorblik, hvorefter hun kiggede mod stien. "Du ligner ikke en der kan finde ud af at gå på opdagelse. Er du sikker på at jeg ikke skæa følge dig hjem til din mor?" Vrængede hun, og skar en grimasse.

Han løftet fornærmet på et øjenbryn af hende, for derefter at sænke farten da hun satte den op. Hvem troede hun lige at hun var? Hun kunne ikke bare dømme ham på den måde, hun kendte ham ikke! Han fnøs vredt af hende, inden han begyndte at gå videre, endda direkte forbi hende. Josh var ikke en forkælet møgunge, det havde han været og han var ikke som andre engle.. Han havde en dæmonisk side, som ville dræbe alt der kom i vejen for ham og hans far havde været en voldtægtsmand, samt hans mor et voldtægtsoffer. Han kiggede hen på hende, med et koldt blik, vred over det hun havde sagt til ham. Når man forsøgte at være venlig, fik man ikke andet end lort tilbage.
"Du kan ikke bare sige sådan!" vrissede han af hende, for derefter kort at stoppe op. "Jo, det må du da gerne, hun er død, dræbt af min far som var en voldtægtmand, kan du fører mig hen til hende?" Hans stemme var sarkastisk.. "Du kan ikke bare sige hvad jeg ligner, du måske en af dem der dømmer på udseendet?" Han himlede med øjnene, inden han begyndte at gå videre, vendte ryggen til hende. Han kunne mærke en vrede blusse op i ham, en vrede som var blevet stærkere lige siden han var blevet en falden engel.. Fået revet sine vinger af..

Mia kneb øjnene sammen, og så på ham med et vuderende blik. Som om hans baggrundshistorie ragede hende mere end en høstblomst! Hun kunne da være fuldstændig ligeglad, for hun fik ikke brug for ham. Havde ikke brug for venner eller nogen anden. Hun kunne sagtens klare sig selv. Det havde hun gjort så længe, og hun havde lært mere end han nigensinde ville komme til.
"Nurhhh.... Skal vi så tage på kirkegården sammen?" Vrængede hun, og stoppede op for at se på ham, mens hun ventede på hans reaktion. Hun satte en hånd i siden og så udfordrende på ham. Hvis han angreb hende, vidste hun lige præcis havd hun ville gøre..
"For min mor er nemlig også død... Sammen med min far..." Snøftede hun falsk, og lod som om hun strøg en tårer væk fra sin kind. Så kunne de da rigtig sørge iver deres tabte familiemedlemmer sammen, hva?
"Og min elskede lillebror er også død... Ved du hvad der skete med ham?" Hun ventede lidt, men ikke for at han skulle svare. Hun samlede hele sit stemmebånd, så meget hun kunne.
"JEG DRÆBTE HAM!" skreg hun.

Det at hun hånede ham på den måde, gjorde nar at hans mor var død ragede ham egentlig ikke så meget. For hans egen mor havde alligevel forsøgt at dræbe ham, hans far var blevet dræbt, heldigvis da, og han havde endda et par halvbrødre som alle var endt med at blive som deres far. Gik rundt og voldtog kvinder som det passede dem, Josh var den eneste der ikke var endt sådan, eller han håbede da på at han ikke skulle ende sådan. I stedet for at gå videre, stoppede han op uden at kigge om på hende. Hans næver var i stedet knyttede helt sammen, imens han lyttede til alt det hun sagde. Desværre for ham, var han en engel og han kunne ikke lade være med at føle en smule omsorg med hende, men han skjulte det og kiggede bare hen på hende med et koldt blik.
"Så det gjorde du?" sagde han og vendte sig om imod hende, lagde armene på kors. "Jeg ønsker ikke at vide hvorfor du dræbte ham, for det kommer ikke mig ved," han kiggede hende i øjnene. "Men, det gør mig da ondt på en mærkelig måde alligevel, for ved du hvad.. jeg ønsker også at dræbe alle mine halv brødre, så jeg tror at vi har mere tilfælles end du tror," han kiggede hende fortsat i øjnene, med armene på kors, inden han vendte ryggen til hende og ville gå videre. "Jeg ønsker ikke at genere dig,"

Mia nikkede, da han sagde at det ikke ragede ham, hvrodan hun have drabt sin lillebror. Nu var han endelig begyndt at forstå noget... Og ihhhh, hvor det klædte ham!
"Nej, det gør det nemlig ikke, og derfor synes jeg også du skal lade mig være i fred, Josh! Jeg har ikke brug for dig, og jeg har ikke brug for nogen anden. Jeg har lavet med min bror alene i seks år, og jeg kan sagtens klare mig alene!" Mi kunne ikke huske hvornår hun havde sagt så meget i én enkelt sætning, i sot liv, men selvom det kom bag på hende, skjulte hun det godt. Han skulle ikke se, hvordan hun havde det indeni. Skulle ikke se, hvordan der var revner overalt i hendes hjerte, lige siden hun fik afvide at hun aldrig skulle se sin mor og far igen. Det havde gjort hende til den hun var. Til det hun var nu. Et skræmmende væsen, som ikke kunne finde ud af en simpelt ting, som at stifte et venskab... Man sagde at det var noget af det nemmeste i verden, men det var det åbenbart ikke. Langt fra.
"Hold dig fra mig!" det blev kun til en hvæssen ud mellem hendes sammenbidte tænder, da hun vendte om på hælene, og fortsatte væk.

Han stoppede kort op for at lytte til det hun havde at sige. Hun behøvede ham ikke? Nåh, men det var da godt for hende, for han behøvede da heller ikke hende. Den eneste grund til at de var mødtes var fordi hun tilfældigvis havde været i den samme skov som ham, lige præcis på det samme tidspunkt. I stedet for at vende sig om og bede om tilgivelse, som en hver anden engel ville gøre, vinkede Josh blot til hende og begyndte langsomt at gå. Holde sig fra hende? Det var intet problem, han behøvede heller ikke nogen! Specielt ikke en som bedømte ham på den måde.
"Skal jeg nok!" råbte han tilbage, imens han fortsatte med at gå.
Pludselig kom en flok mænd op foran Mia, de var alle to meter høje, muskuløse og bredde. De så ned på hende, deres øjne kunne gennemborer en sjæl.
"Hvem har vi her? Endnu en forbi passerende?" sagde en af dem og gik hen imod Mia. En anden gik om på siden af hende, de opførte sig alle som en flok rovdyr der havde fundet sig et bytte som de med glæde ville angribe og sætte tænderne i.

Mia pressede læberne hårdt sammen, og vendte også om på hælene, for at gå den modsatte vej, end ham, så de ikke rigtig havde mulighed for at møde hinanden igen. Ihvertfald ikk her i skoven. Hvis han også boede i Terrorville, kunne det jo være, at de mødtes der, men det håbede hun fakisk ikke. Han virkede slet ikke sådan som hun havde forestillet ham fra starten...
Men Mia var ikke nået langt, før der pludselig trådte nogen frem foran hende. Hun havde gået med blikket mod jorden, så det første hun så var hans sorte sko, hun lod hurtigt blikket glide op af ham, og endte ved hans ansigt, som var gemt bag en sort hætte. Men det var tydeligt at han havde brunt hår, og blå øjne. Der var en hel flok omkring hende, og hun måtte handle hurtigt, for ikke at gå i panik. Mia prøvede at huske tilbage på de seks år hun havde boet i skoven med sin bror. Hun prøvede att huske alt hvad hun havde lært.
Med en hurtig bevægelse sparkede hun ud efter den forreste mands skridt, men ramte han i maven i stedet. Han krympede sig, og hun smilede triumferede. Men det varede ikke længe, da der pludselig blev lagt et fast greb om begge hendes arme, og hun blev løftet op fra jorden.
"JOSH! HJÆLP MIG!" Skreg hun af sine lungers fulde kraft, selvom hun ikke havde brug for hans hjælp. Men det havde hun nu. I den grad!

Hun skreg.. Det var han sikker på. Ligeså snart han hørte hendes skrig, vendte han sig om og løb hen for at hjælpe hende. Om de så var kommet skævt ind på hinanden eller ej, han ville hjælpe hende! Det tog ikke langtid før han var henne ved dem, og de nåede slet ikke at opfatte det, før han havde slået dem som holdte hende ud. De ramte jorden hårdt på deres rygge og man kunne hører et klynk fra dem. Med hurtige bevægelser var han henne og stå ved Mia, hurtigt lagde han en hånd på hendes ryg, som et spørgsmål til om hun var okay, men han nåede ikke at spørge før to andre mænd kom løbende imod dem. Josh spændte hver en muskel i sin krop, for at gøre klar til at angribe dem. Da de var få meter væk fra ham brugte han sin evne imod dem, så de faldt på knæ og bad om nåde.. Lige nu så de deres frygt foran sig..
Josh gav lidt efter slip på dem, for at sige noget til Mia.
"Hvis du tager de andre to, så tager jeg dem her," sagde han og nikkede hen imod de to der før lå på jorden, men som langsomt var ved at rejse sig op.

Mia gjorde modstand. Sparkede slog og vred sig, i håb om, at kunne ramme mændene, så de ville slippe hende igen. På den ene side ville hun ikke have at Josh hjalp hende. Hun havde lige hånet ham for hans svaghed, og nu var det hende der råbte om hjælp.... Hvor var hun ynkelig. Men på den anden side ønskede hun hans hjælp, for hun vidste der der ikke skulle meget til, for at dræbe hende. Heller ikke ham. De var begge engle, som var lige så svage som mennekser. Og det sagde ikke så lidt...
Mia nåede ikke at opfange det hele før Josh kom løbende. Og så skete det hele pludslig meget hurtigt... han lagde en arm på ryggen af hende da mændene lå på jorden, men hun var ude af stand til at sige noget. Ikke engang nikke. Hendes hjerte sad helt oppe i halsen på hende, da hun så hen mod de to, bredskulderet mænd, som kom mod dem med ansigterne gemt i mørke hætter. Hun samlede al den mod hun kunne samle, lukkede øjnene et kort sekund, og sparkede den ene af mændene så hårdt på næseryggen, at han besvimede. Så var der kun én tilbage...

Han måtte indrømme at han også selv følte sig en smule skærmt, men han skubbede den følelse væk og fokuserede på den farer som summede rundt om hovedet på ham. De kunne ikke bare lade sig tage til fange, det ville være ydmygende, de måtte vise at de sagtens kunne klarer sig selv og det var hvad Josh havde tænkt sig at vise! mange havde kaldt ham en uskyldige lille engel, det gad han ikke at hører på længere! Mændene kom endnu engang hen imod ham og Josh trak hurtigt den dolk, som han havde haft placeret i sin lomme. Hurtigt snittede han den ene mand med den henover den bredde overarm, så han måtte krybe sig en anelse sammen og tag sig til såret. Den anden stoppede ikke med at løbe hen imod Josh, brølende som en tyr, så Josh skyndte sig at springe til siden og manden var klumpet nok til at løbe ind i et træ. Selv om det var en alvorlig situtation, så kunne Josh ikke lade være med at få et smil over sine læber, da han så det. manden var åbenbart for tung til at kunne nå at stoppe op..