Luce - sommer tid!

Dato:irl
Dag:mandag
tid:14.23
Vejr:varmt
årstid:snart sommer!



se profil for at se mine brødre!

Hun havde valgt og gå sig en tur denne dag. Hun havde taget sit løbetøj på der bestod af en lilla top og et par sorte bukser der hverken sad for løst eller for stramt. Hun havde dog også et sort stof hen over sit ene øje. Hun havde været ligeglad med om folk kiggede på hende da hun var på vej hen til skoven for og løbe sig en tur. Hendes lange sorte hår var blevet sat i en høj hestehale, men håret gik stadig ned til midten af hendes skulderblade. Imens hun løb snuste hun bladenes friske duft ind. Hun havde savnet sommeren for der var intet som var så skønt som og løbe sig en tur en sommerdag. Imens hun løb tænkte hun på alt det der var sket med hende de sidste mange måneder. Hun kunne høre nogle andre der var ude i skoven for hun kunne høre nogen der slås eller noget det mindede om det med og kæmpe eller slås. Hun stoppede med og løbe og kiggede rundt.

Melton var nok den første Luce nu ville opdage han stod lige bag hende og så med et fængslende blik på hende som om at han lige skulle se om hun var en trussel, den næste der kom var Keran der så forbavset på Luce i forhold til Melton som bare stirrede stift. De andre 4 havde slet ikke opdaget at Melton og Keran nu sted ret så lang væk fra gruppen, dog kunne de ikke se Luce fordi et stort egetræ skjulte hende fra den vinkel de var ved. Melton lagde hoved på skrå og lod nu blikket køre op og ned af hende. Keran derimod bakkede lidt tilbage imens han lavede et højt pift, Yefeal, Lerien, Corno og Ferde. Fløj dernæst på da de hørte det. I det næste stod de over ved Luce og Melton. Først nu opdagede de Luce og så lige som Keran havde gjort helt forbavset ud. De havde været uopmærksomme og havde derfor slet ikek duftet hende for at de nu havde set hende. "HEY HEY!! Hvad har vi her?!" sagde Yefeal i det samme. Stemning havde været trykket men i det Corno talte var det som om stemning blev meget bedre. Melton smilede i det samme. "En lille dame tror jeg?" Keran smilte skævt imens hans blik også vandrede op og ned af hende. Lerien så dog stadig forbavset ud. "HVad der sket med dit hoved?" sagde han og gik frem imod hende.æ

Hun stod stille og kiggede rundt. Hun havde ikke tænkt over hvilke farer der kunne ske ved, at hun var gået herud i skoven. Hun havde været her ude og løbe flere gange uden der havde sket det store. Der var nok lige en gang, hvor hun var blevet jagtet af et eller andet dyr, hvor en varulv havde hjulpet hende. Hun kunne stadig huske stanken af varulv. Hun stod bare stille som om hun ikke havde kunnet lugte, at der stod en varulv bag hende. Hun var ikke den man kunne skramme bare sådan uden videre. Hun havde været tortureret af Rafael mere end en gang og der var nok ingen der kunne skramme livet så meget af hende som ham. Hun stod bare stille, men da en anden kom foran hende blev hun mere skeptisk. Hun undrede sig lidt over, hvor mange de egentlig var her ude i skoven. Hun kunne godt se på ham der stod foran hende, at han var forbavset hun anede ikke hvordan han kiggede på hende ham der stod bagved hende, men hun kunne mærke hans øjne stirrede på hende. Hun blev mere utryg da alle de andre kom hen til hende. Hun kiggede skiftevis på dem. Hun krummede lidt næsen for og lukke stanken af varulve lugt ude. Hun hadet den lugt. Hun kiggede rundt på dem. Hun følte sig lidt indelukket i det hun ikke kunne komme nogen vegne for dem. Hun kiggede hen på ham der spurgte til hendes hoved. Hun var ikke særligt glad for, at hun havde mistet sit øje det var blot for nogle få måneder siden hun havde mistet det og havde stadig ikke helt vennet sig til ikke og have det. Hun bed sig lidt i læben "Det er ligemeget" hendes stemme viste tegn på hun var lidt utryg ved situationen som hun var i.

Lerien så stadig helt forbavset ud, dog blev hans blik mere alvorligt da hun sagde det var ligemeget. Lerien: "Ligemeget?! " sagde han skeptisk "det der er ikke ligemeget" hans øjne blev større da han nussede ind. "Der er jo betændelse i?!" Hun kunne jo dø af det åbne øjne hun havde.... HAn kunne virkelig lugte betændelsen bag stoffet. Nu begyndte De andre også lugte rigtigt til hende... Hun stand virkelig af betændelse, blod og dårligt kød?! Yefeal som ligefør havde set ret så smørret på Luce, bakkede nu også lidt tilbage af hendes lugt... Yefeal: "Ja hold da helt op." Melton Nærmede sig hende. Melton "Blever du jagtet?!" sagde han lidt alvorligt, da han kunne lugte at der var relativt halvfrisk blod på hende, hans ville beskytte sine brødre hvis hun blev jagtet. Ferde som nu stod længst fra hende kom nu frem. Og SÅ lige så forbavset ud da han så Luce og lugtede hendes som hans brødre. "Har du brug for hjælp?" Fløj det ud af Ferdes mund.

Hun kiggede skiftevis rundt på de forskellige fyre der stod rundt om hende. Hun brød sig virkelig ikke om og blive omringet af dem. Hun bed sig usikkert i læben og kiggede ned i jorden. Hvorfor kunne de ikke bare smutte igen og lade hende være. Hun vidste godt, at de ikke bare lod hende være. Det ville være for dumt hvis de gjorde det. Hun kiggede op på ham som ikke mente det samme som hende. Hun vidste godt, at der var kommet betændelse i øjehullet. Hun havde bare ikke haft nogen der kunne hjælpe hende med det og hvordan skulle det lige kunne undgås når der var hul direkte ind? Det var sådanset umuligt. Hun Flyttede sig lidt til siderne for og undgå deres næser alt for tæt på hende. Hun brød sig virkelig ikke om og blive snusset til af dem. Hun kiggede rundt. Der var ikke nogen vej for hende til og stikke af på. Hun kiggede hen på ham som spurgte hende om hun blev jagtet. Hun rystede lidt på hovedet "Nej jeg gør ikke. Er sådanset alene" udover de var der, men dem kunne hun ikke lige sige, at det var nogen hun fuldtes med. Hun kiggede en ekstra gang rundt på de forskellige fyre og de lignede på en eller anden måde hinanden som var de brødre eller noget i den stil, men hun var ikke helt sikker. Hun kiggede forvirret rundt for de forskellige. Hun kunne ikke finde rundt på dem. Hvem var de egentlig? Hun var forvirret. Hun kiggede på den som så yngst ud der spurgte hende om hun havde brug for hjælp. Hun sukkede lidt "Kan regne ud, at i ikke lige lader mig gå bare sådan nu så øhm ja tak" der var usikkerhed i hendes stemme. Hun bed sig usikkert i læben "Hvem er i egentlig?"

I det hun svarede var Ferde og Lerien allerede over hende Lerien lagde blidt en hånd på hendes skulder og sagde "sæt dig ned så ser jeg på det" Ferde derimod satte sig allerede på hug ned på græsset for at derefter fjerne bindet fra hendes øjemhule når hhun havde sat sig. De havde ikke engang tænkt sig at spørger Melton om lov... Dog var Melton også helt med på at hun skulle Hjælpes Dog lavede han et lille fløjt imens han vendte sig. Melton: "Corno højre, Keran venstre, og du Yefeal du hjælper Lerien" Corno og Keran viste udmærket havd det var Melton mente og de vendste sig sammen med sin ældste broder og begyndte at løbe ud i skoven. Da Luce spørgte om hvem de var svarede Ferde roligt. "Vi er sønner af Petrendo" sagde han om var det hans navn, hvilket det faktisk også var. "Jeg er Ferde, det her er min bror Lerien" Ferde pegede på Lerien som stod var ved siden af Luce. "og dette er Yefeal" Sagde han og pegede så på Yefeal som stod go stirrede som en anden idiot på Luce.

Hun så rundt på dem. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige eller mene. Hun kiggede på ham som lagde en hånd på hendes skulder. Hun sukkede lidt og satte sig på det bløde græs. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle sætte sig eller noget som helst for hun vidste ikke hvordan ham der som virkede meget lægeagtig om hvordan han ville se på hendes øjehul. Hun kiggede mod ham der havde spurgt om hun havde brug for hjælp for lidt siden. Hun lukkede sit raske øje da hun mærkede at han tog stoffet af for hendes øje. Man kunne nemt se, at der var sår der blødte, der hang betændelse fast på de næsten døde nerver og der var størknet blod ved kanten hvor øjelågene burde være. Det lignede kort sagt noget der var løgn. Hun kiggede på ham der begyndte og fortælle hvem deres far var og hvad de hed. Hun kiggede hen imod de forskellige drenge. Hun kiggede så på ham der havde fortalt der åbenbart hed Ferde det var nu et meget underligt navn mente hun. Hun vidste ikke helt hvor hun skulle kigge hen overhovedet. Hun sukkede lid og kiggede på Lerien "Ved det er slemt..." hun vidste dog ikke hvor slemt det så ud. Hun prøvede og slappe af, men det var svært for hende for hun var nervøs for og finde ud af hvad ham Lerien ville gøre ved hendes øjehul.