So... You think you are like me? Just the sleightest? ~ Lucian

t: lidt over midnat
s: parken
o: ikke en eneste person i sigte
v: lunt og trykkende.

Selv om natten var det varmt, og det var ikke mindst trykkende.
Iført en lang løs kjole, som mest af alt lignede en natkjole eller noget man så på ånder i gyserfilm, og langt løst hår, gik hun langs de mange stier mens hun så ned.
Det med at huske hvem hun var, var begyndt at blive lettere. Der var meget hun stadig manglede... Men det var lettere, jo mindre hun ønskede at huske det.
Havde hun kunnet ændre alt, så hun bare huskede det hele, ville hun ikke gøre det. Det var hendes chance for ikke at ødelægge flere liv.

Hun var ikke specielt opmærksom på hvor hun gik, og var af og til ved at snuble over småsten der havde valgt at ligge på stien.
Hun sukkede, mens hun bare gik.
Hun orkede ikke at jage, ikke i dag. Hun orkede ikke gøre flere fortræd.
''Am I supposed to be happy, when all I ever wanted - it comes with a prize?'' mumlede hun inden hun bankede ind i noget hun ikke nåede at opdage hvad var før hun hvæsede højlydt og advarende.

Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Plus: en sort stok og et par mørke solbriller

I mørket stille ly, blandt den dejlig og rolige stilhed, lød en svag lyd af en stok der ramte jorden, gentagende gange, trak den stilheden væk og trak den svage opmærksomhed, som parken havde trykket til sig af folk. Deres øjne fulgte den unge vampyr Lucian, som han med sin stok vandrede igennem de mange stiger og hen mod hvad der lignede en bænk.
Hvad alle disse nysgerrig mennesker ikke vidste var at han var blind, dette kunne man kun vide hvis man rent faktisk stod lige foran ham eller for den sags skyld kendte ham. Da han bevægede sig, gik og gjorde mange ting, som kunne han han se, ville mange ikke ligefrem forveksle ham med en blind mand. Men stod man først foran ham og førte en samtale med ham, ville det første man lagde mærke til være at han ikke altid havde øjenkontakt med en, da han ikke vidste helt præcis hvor ens ansigt var, dette ville man dog først vide når han tog sine solbriller af, da de ligesom gav folk den tro han kiggede dem ind i øjnene, hvis han da kiggede på deres ansigt.
I alt hans tanken, kom han ved et uheld til at banke ind i en kvinde, som åbenbart straks begyndte at hvæsede advarende af ham, som ønskede han at skade hende. Dog under det hele havde han tabt sine solbriller og han så ligefrem med de skarpe smaragdgrønne øjne, der virkede milde, men til gengæld var hans pupil så lille at den ikke synes at fokusere på noget. Stille bøjede han sig ned, ledte efter sine solbriller, lod sine fingren glide hen over jorden, før han fandt dem og rettede sig op "jeg undskylder" sagde han blidt

Hun stivnede, og bakkede et skridt væk.
''undskyld. Jeg var vist ikke opmærksom.'' sagde hun, inden hun rakte sin hånd frem.
''Mit navn er Nephthys.'' smilede hun, og ventede nu bare på at han tog hendes hånd.

Hans øjne, de havde set... Døde ud. Pupillen uden respons - var han... Var han blind?
i mens hun ventede på at han tog hendes hånd, så hun på stokken. Blind, eller svage ben.

Han smilede blidt til hende og fik igen sine solbriller på, han brød sig ikke om at vise sine øjne frem, nok kom der et udtryk i dem, men han vidste ikke hvor han skulle se hen og derved ikke hvad der skete hvor han kiggede. Han så direkte frem, så derved ikke hendes hånd "det gør intet, jeg var heller ikke meget opmærksom, men det er mig en fornøjelse at møde dig Nephthys, et meget smukt navn må jeg sige. Mit navn er Lucian" han havde svagt hørt at hun havde rakt ham sin hånd "jeg undskylder, jeg kan ikke give dig hånden...jeg kan intet se" han viftede sin hånd foran sine øjne og smilede undskyldende til hende. Han hade ikke at kunne se og ville blot ønske han kunne, at han kunne se folks ansigter, se dem i øjnene og ser deres udtryk

Hun smilede, først en smule medlidende men derefter som om hun havde fået en god idé.
''nå, Lucian, hvis du intet kan se, så kan du vel heller ikke se mit ansigt? Det lyder ikke helt fair, taget i betragtning at jeg kan se dit skønne smil.'' sagde hun med en mild og blid stemme.
Det var tydeligt at hun kun var i sit morderiske jeg når folk forskrækkede hende.

I stedet for at tage hans undskyldning for gode vare, tog hun hans hånd, gav den et blidt klem og slap den så igen.
''Blot fordi du intet kan se, betyder det ikke at du ikke kan give mig hånden.'' sagde hun lattermildt inden hun så lidt rundt.

Han klukkede blidt "jeg er sikker på at du er mere end blot smuk, så hvis jeg kunne se ville jeg blot savle ud over det hele" sagde han blidt, han lagde hoved på skrå og rynkede brynet, skønne smil? havde han et skønt smil? det havde han vel aldrig tænkt over, mest fordi han ikke kunne se det, men også fordi han ikke troede nogen ville sige sådan.
Han hævede øjenbrynet da han tog hans hånd, det fleste ville bare gå i medlidenheds mode og derved kun snakke med ham fordi de fik ondt af ham, men han skubbede tankerne til siden og gav hendes hånd et blidt klem "hvis du ikke har noget imod det, men må jeg se dig" spurte han blidt

som da hun ikke kunne tale, måtte han have fundet en anden metode til at se folk på. En metode, hun kendte til i forvejen, og ikke havde spor imod.
''selvfølgelig må du det'' sagde hun roligt, inden hun tog hans hånd, og langsomt førte den op til hendes ansigt.

Hun slap hans hånd, efter at havde placeret den på hendes kind.
''se du bare løs'' smilede hun og stod ellers stille som en mus

Han smilede og strøg hende blidt ned af kinden med tommelfingeren "mange tak, jeg ved ikke hvordan folk reagere på dette" sagde han og trak på skulderne, han havde englelig ikke fået så mange onde bemærkninger, som hvis han havde været bøsse, så dette var englelig ikke så slemt, da det kunne havde været værre. Han lagde den anden hånd mod hendes kind, rørte dem blidt rundt, som havde det blot været en fjer mod hendes ansigt og ikke hans fingre. Han kørte dem rundt, ned af hendes kind, hen over panden, ned af næsen "sikke en fin lille næse du har" klukkede han blidt og fortsatte

''så længe du ikke hiver i ringen'' grinte hun roligt, men stod ellers stille.
Hun smilede til ham, venligt. Hun havde ikke mange fordomme, det var spild af tid at have det.
Hun ville langt hellere bare være åben og lade mennesker tænke hvad de ville om hende.
''ser du noget du kan lide?'' spurgte hun med en drilsk undertone.

Han klukkede og prikkede på ringen "ja den er meget fin" sagde han med et smil, strøg hende rundt i ansigtet og lidt efter lod han dem falde "om jeg ser noget jeg kan lide, mhh muligvis, du er en meget smuk kvinde" sagde han og tog igen fat om hans stok, betragtede hende med varme og blidhed, som meget få kunne komme op med. Han bar en venlighed som ikke mange andre gjorde, så selvom han faktisk ikke var i stand til at se

//sorry det blev så kort

''smuk? Aaargh det har jeg nu aldrig været'' grinte hun inden hun bed sig kort i læben.
''Hva, hvordan klarer du dig egentlig, alene?'' spurgte hun inden hun så rundt.
Det lod ikke til at der var nogen til at hjælpe ham rundt.
Hun prøvede så godt som muligt at ramme udtalen perfekt på hendes ord, men det var tydeligt at det var svært for hende

//skal lige gå en tur med hunden. Lovede hende det i morges og hun er meget opsat på at det skal være LIGE NU!! XD //

Han smilede blidt til hende *måske ser du ikke dig selv som smuk, men jeg synes du er* sagde han og prikkede hende på næsen. Han rynkede brynet "jeg har været blind hele mit liv, men jeg ved det ikke. Prøver mig vel bare frem" sagde han med et skuldertræk, hvordan han helt præcis havde klaret det indtil nu, var ham et mysterie, men han tog en dag af gangen og kom igennem mange år på den måde

//haha, så gør du det, hunde skal jo også luftes

Hun så lidt undret på ham, men smilede stadig.
''det må være besværligt... sådan at skulle klare sig selv.'' sagde hun roligt, inden hun lagde en hånd på hans ene skulder.
''hvad siger du til at jeg giver en drink?'' smilede hun, roligt

Han trak på skulderne "det er det jo på så mange punkter, men så igen, jeg har aldrig kunne se, så jeg ved ikke hvad jeg går glip af, hjælp det kan man altid skaffe, jeg ser det selvfølgelig som mit eget handikap, men hvordan skulle jeg kunne ændre det" spurte han stille og så ligefrem, dog med ansigtet rettet mod hendes også selvom han ikke så hende i øjnene, kunne han fornemme hvor omkring hendes ansigt var.
Han vendte ansigtet mod hendes hånd da den landede på hans skulder "en drink...det har jeg ikke prøvet at nogen vil give, men jo hvorfor ikke" klukkede han og selvom der næsten var en hinde over hans øjne, var der masser af følelser i hans smaragdgrønne øjne

''så er det da også på tide'' smilede hun, og tog hans hånd forsigtigt, for at lede ham på vej.
Der var heldigvis ikke langt til den nærmeste cafe, og det var tilfældigvis også den der serverede drinks med 40% blod, hvis man vidste hvad man skulle bede om.
''hvor gammel er du?'' spurgte hun. hun kunne ikke tillade sig at serverer sprut for mindreårige.

Han gav hendes hånd et blidt klem og selvom han udemærket godt var i stand til at gå, uden nogen form for hjælp, lod han hende føre ham, han klukkede og nikkede "jeg blev forvandlet i alderen 18 og det er to år siden" forklarede han kort. Han fandt det morsomt at hun spurte ham, men selvfølgelig kunne hun jo ikke gøre andet, han lignede jo en på de 17-18 år. Han trak sin hånd til sig og valgte i stedet at støtte på stok, han havde være vant til at bruge i de mange år

Hun nikkede og smilede.
''jeg blev forvandlet som nittenårig..'' smilede hun stille. Af egen fri vilje, for at være sammen med den hun elskede. Hun havde været et latterligt ønske dengang, om at han ville gengælde de følelser hun havde haft. Hun sukkede stille.