Where is the Dragon? (Kasandra, Singal, Wolf, Lucian, NPC(M))

Kasandra gik ud fra skoven af. Det var sjældent at hun forlod sin betryggende skov og hun fortrød lidt sin beslutning. Det føltes som om der manglede en del af hende. Hun gik fra konstant hvisken til fuldkommen stilhed, ud over den svage blæst man kunne høre stryge over jorden og lege med alle planterne. Hun kiggede en sidste gang tilbage til skoven, og satte så i løb mod den nærmeste by. Hun løb hurtigt og var derhenne inden solen helt forsvandt. Hun gik stille op gennem gaden og ledte efter det lille værtshus der skulle være i byen. Hun kunne fornemme folks blikke mens de stirrede på hende, og hun forstod dem godt. Hun var jo ik klædt på samme måde som dem. Hun havde dog prøvet på det så godt hun kunne, med de lange bukser i en mørk farve og så blusen inden uder en større og varmere trøje. Det virkede lidt akavet for hende, da hun ik var van til at klæde sig sådan. Hun følte lidt at tøjet sænkede hende fordi det var tungere end hendes eget tøj. Hun ignorede dog deres blikke og fortsatte gennem byen, til hun fandt det hun ledte efter. Hun gik hen til døren af værtshuset og skubbede den op. En lugt af øl og sved mødte hende og hun rynkede både næsen og panden. Det var et lille lokale med en del borde stående hist og her. Hun gik stille ind og kiggede rundt i lokalet, mens hun ledte efter en bestemt person, dog uden held. Hun lukkede døren bag sig og Kasandra gik stille og selvsikkert ind i lokalet, mens hun så på de få personer der sad og kiggede på hende. Hun gik over til et hjørne og tog et bord der stod tomt der, så hun kunne holde øje med alle de væsner der kom ind. Hun blev glad for sin tålmodigheds træning havde været en succse ellers var hun sikkert smuttet igen. Hendes hår hang løst, sådan at det dækkede hendes spidse ører, da hun ik vidste hvor glade de var for at se en elver inde i værtshuset. Hun tog dog en lille tot og begyndte at flette det stille, roligt og havde al verdens, mens hun vendtede at dæmonen dukkede op.

/Rækkefølgen står i navnet, så hvis i er i tvivl om hvem i skal skrive bag efter, så står det der. Følg rækkefølgen please.

Natten var hendes tid. Den tid hvor folk ikke så helt så meget, så man bedre kunne komme af sted med ting. Tiden hvor folk lettere blev skræmt, fordi de ikke viste hvad der gemte sig, bange for det ukendte.
Tiden hvor månen herskede og stjernerne kastede deres skønhed og visdom ud over jorden. Den tid Singal altid havde holdt af.
lige som spænding. Selv for en elver var livet for kort til at være kedeligt og derfor ledte Singal altid efter en mulighed for noget nyt, noget spændende og gerne farligt.
så længe folk ikke forventede hun hyggesnakkede eller de blev venner af det.
På denne kommende aften havde hun nogle sorte vinterstøvler på, sorte bukser, en trøje og en kappe. Kappen var den eneste der var mørkegrøn, med pelskrave, og varmede hende i den lette kulde vinteren havde bragt med sig.
Jakke brød hun sig ikke om. Endnu mindre om at gå ind i en by og anskaffe sig en. Hun havde ikke meget forstand på deres møntværdier eller hvad de brugte. Sølv og guld, ædelstene, det forstod hun.
Hendes lange hår var blevet farvet blåt, det gled ned over skuldrene og ryggen, blødt som silke. vinden tog let i det mens hun gik.
Hun viste ikke helt hvorfor hun havde bevæget sig så langt hjemmefra, væk fra skoven hun kendte og som var hendes hjem...
og dog. Hun søgte spænding. Men lige nu kunne hun godt bruge et lille hvil.
Et lille værtshus dukkede op og hun gik ind. Lugten af mennesker, væsner, diverse drikkevare og lidt mad slog hende i møde. En...ubehagelig lugt faktisk.
Hendes hvide øjne gled over omgivelserne, rettet mod den anden elver der sad ovre i hjørnet, men fortsatte så op til baren, købte bare lidt vand og gik ned til et tilfældigt bord og satte sig, ligeglad med om der sad andre eller ej. Hvilket de to mænd der sad der, også var.
Hun tog en tår af vandet....

efter den lange rejser til kroen hvor mai skulle mødes med den unge elver, havde mai endelig fundet sit udstyr frem, hendes sorte kimono som hun bar på kroppen skønt kulden dog var som den rene luft i forhold til det hun havde oplevet, hendes øjne fandt roligt den kro hvor hende og elveren skulle mødes og hendes skridt blev lette og rolige, hun løb mod døren og med et blev en del af døren og lod sin krop blive som mørket inde i kroen, hendes krop som skygger blever bragt stod hun nu roligt på gulvet inde i kroen i og kiggede nu efter den elveren som hendes frem møde skulle være, hendes våben som hun havde bragt med sig var en katana,et par kunai knive og sin personlige wakizashi som hun havde under sin kimono, et par skridt gik hun nu mod elveren og satte sine ting i nærheden samt også hendes blik blev lagt på elverens ansigt

''jeg troede at vi skulle blot overnatte her og tag af sted, eller har de andre planer siden de ser ud til ikke at være parat, ingen ved helt hvad vi møder der ude'' sagde mai og smilede ''venligt'' mens hun satte sig roligt overfor hende.

Lucian kom langsomt gående mod kroen, hans hår irriteret ham da blæsten fanget hans hår.
han drejede mod kroen og åbnet den med et hurtigt ryk, han var dog alene efter so, han ikke rigtig havde lyst til at snakke med nogen af sine kammeratter.
han kigget rundt i kroen, og gik han stille op til baren og bestilte lidt øl.
hans tøj var slidt og han lignede lidt en slave, han bare dog rundt med sit sværd og gik ned til et af de tomme borde tæt hved elvern og dæmonen.
han sad lige så stille og lyttede til alle menneksernes snak, for at se om han kunne bruge noget af det.

//jeg ved godt Kasandra at det var meningen at min npc og din skulle mødes i kroen, hvor vi snakkede om skyggedragen, men lige nu har jeg en anden ide//

En øjeblik alt mørkt for den gamle bondes øjne, han kiggede forskræmt op lige imod himlen. Han kunne høre tydelig lyd af massive vinger, men intet var her. Ikke en eneste levende væsen. Hans øjenbryn var løftet i vejret på hans vejrbidte ansigt. Der var ikke nogen anden levende væsen her på vej imod kroen, andet end ham selv og hans æsel ved sin side. Æslets øre drejede fra side til side hele tiden, og den stampede nervøst i jorden. Et eller andet var grueligt galt, og bonden var både skræmt og fanget af sin nysgerrighed. Så så han en skygge lige ved øjenkrogen noget stort, noget sort, en skygge af en art. Mens han kiggede efter det, så lød en høj lyd far et dødende byttedyr, og hans æsel var forsvundet. Bondens krop var næsten frosset til is, da han så lige ind i et par glødende hvide øjne, hvor alt andet var sort, lige der hvor hans kære æsel lige havde stået. Koldsveden peb ned af hans ansigt, og da en kraftig vind strømmede forbi, så forsvandt den med vinden. Det tog nogle øjeblikke før den gamle bonde overhoved kunne bevæge sig igen. Han skyndte sig det, han overhoved kunne imod kroen. Han løb så hurtigt hans små gamle ben kunne bære ham, og da han kom brasende ind i kroen kiggede alle på ham. Han hed efter vejret, og lungerne brændte med en helvedsild.
"sky...skygge... drage... ikke... langt...herfra."
Hans øjne rullede bag i baghovedet, men heldigvis kom lige en ung handæmon lige ind i af døren og greb ham, da han faldt af hans besvimelse. De fleste i kroen gloede underlig på den gamle mand, og den gamle mand vågnede igen, da den unge dæmon havde lagt ham ned på jorden. Hans hånd trak ned imod hans ene lomme med en udmattet håndbevægelse. En lille pose lå i den og da han åbnede posen og viste den i hånden, var det en glimtede næsten stor abehånds størrelse sortlilla sten. Det glimtede let i kroens ild, og det var tydeligt dette var en kostbar sten. Han sagde med en hæs stemme.
"Mit æsel betød alt for mig, hvis i kan finde denne skygge drage og komme med dens hovede, vil jeg med glæde give jer denne kostbare sort diamant"
Der var grådige blikke fra alle sider, og en af kroens gæster prøvede at nærme sig, og det var tydeligt at han havde intensioner i at stjæle den og stikke af. Men den unge handæmon, som lignede en omrejsende med bælter hængene omkring sig og en stor taske på ryggen, kiggede en gang på ham med et udfordrende blik. Mange af folkene og væsnerne i kroen havde grådige blikke, men mange var bange for denne skyggedrage. Så flere mistede interessen, da de alligevel ikke ville. I det sidste halve årstid har der hele tiden været rygter om denne skyggedrage, og ingen ved om den overhoved eksistere. Nogle tænkte måske var det bare denne gamle mands fantasi, der er løbet af med ham.. Den unge handæmon lod en hånd glide igennem sit halvlange sorte hår, og hans grå øjne hvilede på den gamle mand. Så gav han hånden til den gamle mand.
"Jeg melder mig gerne til at finde denne drage"
Sagde han med et let smil på sine læber og med eventyrlysten strålende i hans øjne.

//Det er helt iorden ^^//

Kasandra sad ovre i sit hjørne ved bordet og kiggede på alle de væsner der var rundt i kroen. Hun så folk komme og forlade kroen. En bestemt kvinde tog hendes opmærksomhed, da hun trådte ind. Hun kunne mærke at kvinden var en elver og hun kunne se på den måde hun klædte sig på, at hun hverken var skov eller høj elver, så hun gik ud fra at kvinden var en sortelver. Hvis kvinden havde været en svartelver, så ville Kasandra have fået en anden fornemmelse, end kun at det var en elver.
Hun så at elveren kiggede omkring i lokalet og deres øjne mødtes et kort øjeblik. Hun vendte hovedet og kiggede endnu en gang rundt i lokalet. Elveren havde sat sig ved et bord sammen med nogle andre mænd og Kasandra tænkte ik mere over hende.
Hun rettede sin opmærksomhed tilbage mod døren og ventede. Kasandra så på dæmonen da hun trådte ind af døren. Hun kiggede meget den op pakning kvinden havde og holdte et smil tilbage. Hun fulgte dæmonen med øjnene da hun kom hen til Kasandras bord og satte sig. Hun sendte dæmonen en venlig, men med en hånlig undertone. Men den var så svag at det ik kunne ses. Kasandra havde aldrig været glad for dæmoner, deres personlighed var for mørk og dyster til at hun ville blive perlevenner med dem. Men hun kunne godt gå hen og arbejde med dem hvis det blev nødvendigt.
*Bare rolig, jeg er klar* Hendes tanker rørte dæmonens sind, imens hun trak sin bue op og vidste den til hende. Hun mente at dæmonen hed Mai, men hun var ik sikker på det, så hun spurgte mens hun lagde buen tilbage *Du hedder Mai, right?* Hun så spørgende på hende.
Hendes opmærksomhed blev dog rettet mod døren, da den endnu engang gik op og der kom en mand ind. Han så anderledes ud, men hun slog det hurtigt fra sig, da der kom en anden mand ind og råbte op. Han så forvirret og ud til at være skræmt fra vid og sans. Hun kiggede over på den oprørte mand og rejste sig hurtigt op fra stolen, som væltede med et brag, da han var ved at falde. Hun nåede dog ik længere end til at komme op på benene, før hun så endnu en dæmon komme ind og gribe bonden inden han faldt om på gulvet.
Hele hendes opmærksomhed var på det lille optrin der skete foran døren og blev forfærdet over det ønske han havde. Og så for et æsel. Dæmonens opførsel forvirrede hende endnu mere, da hun aldrig havde set en dæmon vise omsorg for nogen før. Efter et undskyldende blik til Mai, rystede hun svagt på hovedet, tog sit kogger med buen i op på ryggen og trådte så selvsikkert og bestemt frem foran bonden mens hun fangede hans øjne med sine. Og meddelte så til hele kroen *Du kan regne med min hjælp!* Alle kunne mærke selvsikkerheden da hun sagde det og hun vendte sig rundt og kiggede rundt i hele kroen.

For Singal var det åbenbart hendes aften.
Hun så ligegyldigt på de folk der vandrede ind og ud af Kroen, en enkelt mand så lettere bekendt ud, men ellers var der intet hun fandt interessant...Lige ind til...
Manden der kom ind var en ældre bonde, en af de bondemænd der nok havde viet sit liv til jorden, sine afgrøder og sine dyr.
Han var svagt og underligt nok...hjalp en dæmon ham. Hun var altid interesseret i dæmoner, hun så dem for den eneste race der næsten kunne måle sig med en sortelver. Men også kun næsten. hun smilte svagt for sig selv, denne dæmon var åbenbart en af de...anderledes slags. Eller skjulte han abre sine virkelige hensigter?
Hun gav nu sin opmærksomhed til bonden...Og blev overrasket over den sorte diamant i hans hånd. hvordan kunne en simpel bonde have sådan en værdigenstand?
Men en anden tanke gled ind i hendes hoved...HUN ville have den værdigenstand! Diamanten glimtede i de levende lys i kroen, nærmest blinkede til hende...
*meld dig...For alt i verden, gør hvad der kræves og den er din!* hun havde rejst sig, skide være med det var en drage og skide være med den gode dæmon! Hun var ligeglad med om det hele var for et sølle æsel...
Men inden hun kunne nå at planlægge mere, lød en stemme i hendes hoved. Elveren fra før havde meldt sig.
Hvis hun meldte sig nu, skulle diamanten deles. Medmindre hun kunne snuppe den før de andre...Men det krævede stadig hun meldte sig.
Og hvem lod sådan en mulighed gå forbi?
Hun gik hen til dem, lige så rolig som før, intet røbede den indre grådighed som var hendes bevæggrunde.
"Jeg melder mig" sagde hun køligt og lod blikket glide over dem der end til nu havde meldt sig.
"Drager er så interessante dyr" hun så koldt på bondemanden. Hun var ligeglad med ham og hans æsel...hendes blik gled endnu en gang over diamanten...
Hun så rundt og håbede ikke at flere meldte sig...Jo flere, jo besværligere ville det være at få diamanten til sidst.

mai lod blikket mod den smed hun personligt selv havde hyret, og undrede sig halvt over hvorfor han var her, og om han mon også selv havde meldt sig til, eller havde fulgt efterhende, dog sikker tanke var at han blot var kommet for at drikke hjernen ud, men mai syns ikke helt at kunne sætte fingeren på hvorfor, men hendes tanker stoppede da en forpusted bånde brasede ind af døren og ævlede om en drage og en diamant hvor efter hun lod blikket halvt på diamanten og over mod elveren med et undskyldende blik i øjnene.

'' lad os se at finde den drage, og mandens æsle, det giver os både god mulighed for at skaffe folk nu hvor bånden her har givet os lidt flere hjælpende hænder til opgaven'' hun drejede blikket halvt mod diamanten og der efter rejste sig for at følge med elveren som udtalte sig om at hun meldte sig, til at hjælpe bunden, dette ville jo give efter mai's mening god mulighed for at hun selv kunne lære mere og drager og deres verden, og oven i købet en skyggedrage, hun lod blikket halv på elveren og lod hånden på hendes skuldre med et let smil

''jeg melder mig også, der skal ikke ske noget sjov uden mig, og jeg kan hjælpe med lidt af hvert, så jeg er med, og det har trods alt været nogle af mine favoritter af drager som facinere mig veldigt '' hun lod et let smil over hendes ansigt og kiggede rundt på folk og kiggede på smeden
''lucian, kommer du ikke også? vi kunne godt bruge din hjælp inde for at smede våben så de er skape nok til at skulle forsvare os mod fare som kunne komme'' sagde mai og kiggede rundt i lokalet

*så kan andre vel ligeså godt melde sig til nu, for hvis mit gamle jeg ikke undre mig, så er drager nogle være bæster som sikkert nok sluger et par stykker, så det går vel nok, dog undre denne diamant mig, hvor han den det skær fra. *

lucian kigget blot i rummet omkring sig, han havde næsten ikke lagt mærke til mai var der og det kom lidt som et chok da han vendte hovedt hved hvor hun sad, det undrede ham en smule hvad han lavet med en elver. han tænkte ikke så meget over det da en bånde kom ind af døren helt forpustet.

lucians øjne vilede på dette sølle menneske, indtil han fik øje på diamanten, selvom dens slags ikke interreserede ham gjorde dragen.
han tog hurtigt en slurk af øllen og rejste sig.
han fnyste lidt over hvad mai sagde til ham men det var noget man næsten ikke kunne se.
"jeg med" sagde han stille og tog sit sværd.
han var dog lidt bange for at vise sit dyriske jeg eftersom han ikke helt ville vise hans dyriske side.

"skal vi afsted" sagde han da han havde gået over til døren og vendte hovedt mod mai.

han kigget lidt på elveren hved siden af hende, især fordi hendes lugt kunne han lide.
han åndede lidt ind og vendte sig om mod bånden som så stadig så forpustet ud.
*ynkeligt* tænkte han for sig selv og gik længere mod døren.

Den gamle mand kiggede på dem alle, som havde tilmeldt sig og lukkede hånden omkring stenen i et jerngreb. Han så taknemmeligt på dem.
"Jeg takker jer, og jeg lover på mit liv og har gud som mit vidne, at i vil få jeres belønning så snart jeg ser, at i har beviser på dragens død"
Den gamle mand rejste sig let op, der var et eller andet ved hans holdning, som fortalte han var mere kraftfuld end han så ud til. Især da han gav et halv dødsblik på den ene, som før virkede til at han ville ha prøvet at stjæle den fra ham. Så man mistede lysten til at prøve at stjæle den fra ham.

Den unge handæmon så med eventyrlyst og tilfredshed på dem alle, som havde tilmeldt sig.
"Det er da hyggeligt, 2 elver, 2 dæmoner og en varulv på eventyr. Det er ikke noget man ser hverdag."
Sagde han med et smil og kiggede rundt på dem alle. Blikket i hans øjne og hans aura, virkede til at være en skyggedæmon. Men hans glade og gode holdning var lidt udsædvanligt for en skyggedæmon, men måske var det, fordi han var så ung, som han var.
"Når men det er så vil bare at finde den drage, hvor den end opholder sig ikke?"
Han så spørgende omkring, da faktisk ingen rigtig vidste noget som helst om denne skyggedrage eller skyggedrager i det hele taget. Kroværten, en ældre dame talte mens hun tørrede glas af.
"Rygterne om denne drage, fortæller at den lever dybt inde i forest of mother nature. men hvem ved? Rygter er jo bare rygter ikke? Spørg måske denne moonwalker, som har tilmeldt sig. Hvem ved bedre om skoven end dem?"
Folk havde generelt nu mistet helt interessen, og kroen virkede livlig igen, og det var som om intet havde sket. Dæmonen så hen på moonwalkeren med et smil, og rakte hånden ud til hende.
"Jeg er Jack, og glædeligt at du vil deltage. Hvilken bedre guide kan vi have end en moonwalker"
Jack havde en tydelig aura af glæde, men der var også et eller andet, måske var det bare en kraft eller måske var det skyggen af hans herkomst. For da Jack kiggede et øjeblik dybt i Kasandras øjne, så var det som om, der lå noget bag disse øjne. Men det forsvandt så hurtigt, at det sagtens kunne ha været fantasi. Fordi straks henledte han opmærksomheden på de andre. Han rakte hånden ud til Wolf.
"Kære meget ældre og visdomsfulde artsfælle.. Noget siger mig at du ikke er hvem som helst, jo jeg ved det. Jeg øhhh... Mine forældre har givet en beskrivelse af dig, du er lederen af shadowclan ikke?"
Sagde han med stor interesse og vendte sig om til en anden, før wolf kunne nå at svare. Han så på sortelveren og gav hende bare et venligt nik, da mange sortelvere ikke fulgte de normale normer.
"Hvis du deltager, skal jeg nok give min del af diamanten til dig"
Sagde han med et stort ulvesmil og havde tydeligvis regnet ud, at Singal kun ville være med pga diamanten. Så vendte han sig Lucian.
"En broder af eventyrlyst, jamen da glædeligt at møde dig."
Jack ville ellers ha givet ham et ordenligt håndtryk, men det var tydeligt, at denne varulv virkede mere dyrisk end mange andre varulve, så det ville ej være godt at komme til at krænke ham.

Kasandra så sortelveren komme hen og slutte sig til hende og dæmonen. Hun havde et meget neutralt ansigtsudtryk. Hun havde ik noget imod sortelver, men rygtet om deres personlighed og det de går op i, hørte hun dagligt fra træerne. Hun valgte dog at give sortelveren en chance, uden at dømme før at have snakket med hende. Hun kunne dog godt se at sortelveren var ude efter diamanten, ingen tvivl om det.
Hun kunne ik lade være med at smile, da hun hørte Mai sluttede sig til dem. *Jeg regnede lidt med at du ville være med,* sagde hun svagt, så kun Mai ville høre det, og hun kunne ik lade være med at sende hende et lille smil. Kasandra fulgte Mais blik over på Lucian da hun begyndte at snakke til ham. Hun fulgte ham med øjnene da han nærmede sig gruppen og hun smilede imødekommende til ham, da hun kunne se at han ik lige var den sociale type. Hun kiggede smilende rundt på gruppen. Det var en meget usædvanlig gruppe og det morede hende lidt at se, hvor lidt der skulle til, for at samle sådan en gruppe som den de var i nu.
Kasandra så på den ældre mand mens han talte og rejste sig op. Han havde tydeligvis fået sin styrke tilbage hvis ik mere og nikkede til ham. Hun elskede at hjælpe andre levende væsner, så længe de ik gjorde skoven noget, hvilket han tydeligvis ik har gjort. Hun kiggede rundt i kroen, som var ved at få sin glæde tilbage, indtil hendes opmærksomhed vendte sig over mod den ukendte dæmon. Hun havde et skævt smil, men holdt øje med ham. Han var alt for glad til at være det, hans krop og aura sagde om ham. Han var tydeligvis ik nogen normal skyggedæmon.
Kasandra vendte sig brat om mod kroværten, da hun sagde at Kasandra var en moonwalker. *Hun må havde regnet det ud, da jeg snakkede med sindet.* Hun sænkede hovedet og kiggede så tilbage til gruppen. Normalt kunne normale væsner ik se forskel på en normal elver og så en moonwalker og det er kun deres måde at kommunikere på der viste hvilken en af dem det var. Hun kiggede på dæmonen da han begyndte at snakke til hende og hun tog hans hånd.
*Jeg er Kasandra og det glæder mig kun at deltage. Den bedste guide ville nok være skoven selv,* sagde hun med et glimt af humor i hendes øjne. Hun kunne se at der var noget ved Jack og der var noget der sagde at det ville være bedst for hende, hvis hun var på vagt overfor denne dæmon. Hun lod ham snakke til alle de andre og det trak sig svagt i hendes mundvig, da han snakkede om diamanten til sortelveren. *Så var jeg ik den eneste der lagde mærke til det,* tænkte hun.
Da dæmonen var færdig med at snakke til alle, så hun rundt på dem. *Træerne har ganske rigtigt snakket om en skyggedrages tilstede værelse inde i skoven, men de snakker om at den er dybt inde i den mørkeste del af skoven og at den altid finde nye steder at være.* Hun kiggede rundt og var sikker på at hun havde alles opmærksomhed.
*Mig og de andre moonwalkers havde valgt ik at gå efter den, da den ik havde gjort nogen skade, men nu skal jeg nok hjælpe jer med at finde den* Hun så målrettet ud på de andre og hun lod sit blik blive ved Jack, længere tid end hos de andre.

Hun viste ikke helt hvordan hun skulle reagere på det hele. Allerede inden turen virkede det næsten som om alle de andre var gået sammen mod hende. Hun var ellers ikke den eneste race som var kendt for de mere...hårde ting, dæmonerne havde også deres del.
Hun valgte at ignorere denne følelse. Hun var trods alt van til at være alene og klare sig selv.
Hun lyttede til hvad der blev sagt, uden selv at deltage i samtalen. Hun havde intet at byde ind med, desuden så hun det for det bedste at tie stille til folk selv spurgte hende om noget, da de fleste allerede havde stemplet hende, hvis ikke for hendes race, så for hendes øjne.
Det eneste hun viste om skyggedrager var hvad historierne fortalte. Dragen af mareridt, eller mareridts dragen. Dragen, hvis bestanddele man ikke kendte til.
Og hvordan blev man sådan en drage kvit? Det ville denne tur nok vise.
Hun sørgede altid for at skjule sine hensigter, ikke at vise tegn på hverken det ene eller det andet, derfor irriterede det hende grusomt at i hvert fald en, denne unge dæmon, kom med kommentaren om diamanten.
Visdomsfulde elver? Hun lod blikket glide over den anden elver, som øjensynligt kom fra de andre elver, de altid så gode og lyse. Folk troede fejlagtigt at de var klogere end nogen anden. Singal viste dog at sortelverne havde præcis den samme visdom, de brugte den bare på en anden måde.
Men selv om alle disse småting irriterede hende, blev hun stående hvor hun var uden at sige noget.
Hellere handle klogt, end overildet.
hun sukkede svagt og lod en hånd glide gennem sit hår. så de skulle ind i de små elvers skov. Hun elskede skove, om det så var den ene eller den anden og tanken om at komme ind i den ellers forhadte skov, fik hende bare til at smile.
Hvad angik diamanten, skulle hun nok sørge for at få sin del, uden at nogen behøvede at tilbyde sin!
Der var noget underlig over den unge dæmon...Ikke bare fordi han virkede til at vide mere end han burde, men også fordi...ja, det var nu nok mere en fornemmelse.
Hun så sig omkring og ventede bare på de kunne komme videre.
Selv om hun følte sig let fornærmet, rankede hun bare ryggen. De skulle ikke tro de kunne køre rundt med hende som de havde lyst til!

mai lod smilet forblive på hendes ansigt og lod det ene øje blinke som et ''ja'' på dette, hvor efter et let blik rundt i rummet vandrede, og hendes øjne begyndte følge jacks bevægelser, der var et eller andet ved jack som tydet på noget, han var vist ikke helt en normal demon, næsten alle demoner havde deres tanker, men hvad kan hans motiv for dette dog være, hendes tanker om hvad demonens hensigter og hans komentar om at hun skulle være fra shadowclan undrede hende over at han kunne vide det, dog lod hendes blik toldmodigt vente på andres reaktioner og bevægelser hvor hun let ville følge med, eftersom hun viste at lucian og denne elver ikke ligefrem ville være den helt store trudsel, men der var noget over jack hun ikke helt kunne sætte fingeren på, det var som om han havde et eller andet skjult, men at more sig over den information hun kunne få om en skygge drage, og ha en mulighed for at endelig måske opleve den, eftersom skyggedragen ville være på hendes elemtale sted og dette ville jo give hende sin egen fordel for at kunne skaffe viden om dragen, og måske opleve den tæt. .

'' nok snik snak, skal vi til at tag afsted eftersom vi spilder tiden, og tiden er ikke noget vi har meget af når man skal finde en drage, og slet ikke tale om skyggedrager'' sagde mai og lod et par lette skidt mod døren med sin opakning på ryggen hvor efter hun drejede let sit blik på gruppen ''husk på, skyggedrager er kendt for at være mørke, og svære at se i mørket, dette vil blive en opdagelse værd at huske, så lad os ikke spilde tiden'' hvor efter hun åbnede døren og smilede meget over endelig at skulle få se en rigtig skyggedrage, hvis hun altså var så heldig.
Hun regne selv med at de ville følge med, eftersom at drager havde nogle tindenser til at havde en hvis fart, spicielt nogle af de få drager mai havde oplevede, selv om hun desværre kun oplevede en drage som desværre fløj forbi hende, og denne chance for at tale med en drage vil hun ikke gå fra sig igen

Lucian begyndte at vende sig rundt fast besluttet på ikke at stole på nogen især ikke jack, der var noget hved ham der ikke helt passet og Lucian var fast besluttet på at finde ud af det.
han fnyste hved tanken om at han skulle arbejde med andre, men hvis han skulle dræbe en drage havde han nok brug for det.
hans tanker om de andre på holdet var fjerne eftersom han ikke mente at de var den store trussel, det nok mere dragen og jack der kunne være en trussel.
han mente at jack var alt for sød i forhold til hans race, så han ville ikke lade nogen komme tæt på ham.

Lucian åbnet døren og gik stille ud med sit sværd over skuldren og et lille smil var om læben mest af spændning, faktisk kun på grund af spænding. han glædet sig lidt til at møde en drage. han havde fuldstændigt glemt om at han ikke ville hvise sin form selvom de allerede vidste hvad han var.

han vendte hovedt mod gruppen og kigget koldt på dem alle sammen, smilet på hans læber var forsvundet.
"lad os komme afsted" sagde han koldt og begyndte langsomt at gå vider, lidt fordi han mente at de nok ikke gik i hans tempo.

"Jamen så lad os da komme igang"
Sagde Jack med et smil, da han slog hænderne sammen. Den gamle mand så tilfreds på dem og sagde med en rolig stemme.
"Jeg vil komme her hver aften her i kroen og vente på enten i kommer tilbage, eller jeg hører i er dødede"
Sagde han mens han satte sig ned. Der havde været utrolig mange vidt forskellige rygter om denne drage. Nogle siger, at den har taget børn mit om natten. Andre siger bare, at den har haft dukket op på flere tidspunkter. Andre siger, at den sågar har hjulpet en ved at vække vedkommende, da huset brød ud i flammer.

Solens lyse stråler havde endnu ikke sluppet jorden, men snart ville den gå ned i landet langt mod vest. Der ville nok gå et par timer, før solen var helt forsvundet. Men der var heldigvis fuldmåne, og det så ud til, at i nat ville det blive helt stjerneklart. Det virkede næsten som om, at selve denne dag bød op til, at de skulle jage denne drage. Måske var guderne med dem, ingen ved.
Da de alle var kommet udenfor var alt fredeligt, faktisk næsten for fredeligt. Skoven var ikke særlig langt væk, og derinde sagde man, at der holdte dragen til. Men de gik, gik Jack lullende for sig selv bagerst i gruppen. Jack gik hen til Kasandra.
"Hvad andet ved du ellers om denne drage? Hvor lige præcist skulle den opholde sig i skoven?"
Spurgte han nysgerrigt, og han virkede måske lidt for ivrig i at ville vide det.

Men lige før Jack havde gået op til dem og spurgte Kasandra. Lige ud for Singals øjenkrog, så hun noget stort bevæge sig inde i skoven. Hun syntes næsten kunne fornemme de helt hvide øjne stirre på ham. Men så pludseligt som det var kommet, lige så hurtigt var det forsvundet. Men selvom det var forsvundet pludselig, så havde det virket så troværdig. For disse hvide øjne i mørket er meget svære at glemme lige sådan uden videre.

Kasandra så de andre træde ud af døren. Hun nikkede til den ældre mand med et beroligende smil, som ville hun sige, at han ik skulle frygte noget. De skulle nok få den drage ned med nakken. Det var hun sikker på. Hun trådte ud som den sidste ud i den kørlige aften vind som hang over byen. Hun så de andre var lidt længere fremme, trak koggeret med buen længere op på skulderen og satte så i løb op til de andre. Hun nåede frem til dem hurtigt og med kun lidt besvær, og kom op og gå ved siden af Mai. Hun kunne godt mærke at hun var væk fra skoven, da hende følte en svag ændring hendes kræfter og evner og hun følte en længsel efter at komme hen til sin skov igen.

Det var en dejlig aften og hun nød svagt at man kunne se stjernerne, da det ik var noget man så alt for meget af inde i skoven. Det var næsten kun blade man så på himlen, men alligevel var der nogle få steder man kunne svagt skimte de mange stjerner gennem trækronerne. Hun gik i et rolig tempo sammen med de andre, mens hun mærkede den rolige aften der omringede dem. Der var rimeligt stille blandt flokken og Kasandra ville ik være den til at bryde tavsheden, selvom hun ik ville bryde tavsheden i den stille nat, de andre ville bare høre det i deres hoveder, men det ændrede ik på at hun ik ville starte samtalen. Hun mærkede nogen komme op på siden af hende og hun vendte sit ansigt og så Jack gå i nærheden.
Hun smilede svagt til ham, *Meget om dragen ved jeg ik, da den ik har været der i så lang tid og den har det med at ville finde nye steder at overnatte. Men det ser ud til at nogle af dens ynglings steder er ved de gamle træer inde i den mørke del af skoven, da de har set en masse onde ting finde sted i skoven. Hvad jeg ellers har hørt om den, er at den har en mani med at jage sent på formiddagen, sent aften og er tilbage i skoven ved omkring midnat og opholder sig der til sen formiddag hvor den flyver ud igen. Så jeg vil tro at vi har til sen formiddag til at finde dragen.* Hun lod sine øjne blive ved ham, mens de fortsatte med at gå. Hun havde snakket så alle kunne høre det, men om de lyttede efter, var hun ik sikker på da hendes opmærksomhed var på Jack. Hun ville ik dømme ham uden at vide noget som helst om ham, men hun havde en dårlig fornemmelse. Hun tog blikket til sig, og kiggede så fremad mod skoven og hun mærkede lysten til bare at løbe mod skoven. Efterlade de andre og så bare blive forenet med sin smukke skov endnu engang, men hun vidste godt at det ville være en dum ide og slog trangen væk mens hun fortsatte vandringen sammen med de andre.

Skoven. Hun elskede skoven, men havde aldrig været i denne, så hun viste ikke om hun kunne elske den lige så højt.
Hun lod blikket glide over himlen et øjeblik og derefter ned på den lille gruppe der gik af sted. Sikke et syn for folk der skulle komme forbi dem, men der var nok ikke mange.
Hun sukkede svagt og lod igen sine tanker vandre, som det eneste selskab hun havde haft hele vinteren...Nu hvor hendes hund var død.
Men hendes tanken blev afbrudt af et eller andet og hun stoppede pludseligt op. Da hun gik næsten midt i, dog lidt ude i siden, ville det næsten være umuligt for i hvert fald de bagerste at opdage hun var stoppet op. Hvor meget de nok hadede det, var hun en del af det her.
Hun spejdede ind mellem de første træer af den skoven de var på vej ind i. Hun viste hun så bedre, da hun var elver, end almindelige mennesker, men alligevel...
Hun havde set et eller andet...Noget mørkt, men alligevel noget med hvide øjne...Lige som hendes egne var.
Hun viste ikke helt hvad det havde været og dog følte hun alligevel hun var sikker, hun kunne nærmest...føle det.
Hun havde altid haft en god fornemmelsen og det havde altid virket at følge den.
"Dragen" sagde hun højt nok til at de andre kunne høre hende. Hun kiggede fortsat ind mellem træerne, gik nogle skridt fremad mod stedet...Men måske var den allerede væk?

mai gik med lidt hurtige og lette skridt mod skoven, med et smil på sit ansigt, hun smilte let over at solen var ved at gå ned, og at skyggerne og mørket som skulle dukke op, dette ville mai fortrække for dette ville give hende muligheden for at kunne bevæge sig lettere og mere frit, hun begyndte roligt at høre kasandra som med lette føder nærmede hende, hvor hun drejede sit ansigt med et let smil og sagde med en lettere roligt stemme

''bare rolig, når først vi to er kommet i skoven bliver det som en ren leg, med dig som kender skoven og mig i mørket finder vi den drage hurtig så dyrene der inde kan blive fri for den '' sagde mai og smilede let og næsten legesyg og stadig ivrig efter at se den, som om ilden og gløden i hendes blik var der i at møde denne drage.

Mai mente personligt at hendes race havde noget med disse drager at gøre eftersom de dog mester en bedre metode i at forsvinde og hvis hun selv kunne lære denne kunst ville hendes egen personlige klan, være i stand til at udrette meget mere, men også hende selv, så hun var glad for at lucian var med hende og elveren ved hendes side som hun nogle lunde kunne stole på og samtidig kan hun også selv lære lidt om skoven, samt også dens positioner og steder som denne elver kunne føre hende til, mai var så ivrig at hun dårlig nok havde tid til at sige mere da jack kom op på siden af dem og mai trådte nogle lette og hurtigere skridt frem så de kunne sludre vidre, dog lyttede hun med et halvt øre om hvad der blev talt om, hendes tanker fik hende til at smile over endelig at få muligheden igen for at måske havde en chance for at møde sådan et væsen, men da sortelveren råbte ''drage'' vendte mai sit blik som et lyn slog ned i jorden og kiggede på hendes øjne hvor de var lagt og hendes blik der efter på skoven, kort øje blik overvejde hun at styrte afsted, men at forlade gruppen uden mulighed for at vide hvad denne skabning kan gøre og hellere ikke hvad den kunne gøre mod hende selv, fik hende til at forblive ved gruppen dog med lidt hurtigere og lette skridt og næsten som om en snor holdte mai tilbage for ikke at løbe adsted mod det ukendte og mystiske, hendes øjne var næsten som flammer og ivrigheden i at møde det ukendt var en sand gnist og flamme inden i hende, mens hun lidt ivrig prøvede at skue rundt med blikket på skoven for at prøve at få muligheden for at se væsnet, men intet kunne se i hendes øjne.

''er du sikker på det var den?'' sagde mai og gik lidt roligere . . men stadig lette og halv hurtige skridt.

Lucian gik 2 meter foran dem alle sammen fordi han godt kunne lide at være den der gik længest frem. han holdte øjnende åbne og kigget rundt på omgivelserne, han strammede et hårdt greb om sit sværd og der begyndte at komme lidt blod ned på jorden fra hans håndflade, efter så meget han havde strammet sit greb.
han lyttet intens på det elveren sagde til jack.
han syntes at han bemærkede hvide øjne og trode bare det var sortelveren han havde set og gik lidt vider.
entil at hun råbte drage.
det kom som et chok dog stod han ikke stille han vendte hovedt hurtigt mod det sted hun gik hen, og han kigget hurtigt til alle sider med øjnene for at se om han kunne se den.

han begyndte at løbe hen til det sted sortelveren gik hen og han havde sit sværd i begge hænder hved sin venstre side og klar til at hugge.
han kunne mærke spændningerne i hans krop vibrer og han bliv mere interreserede i at kæmpe mod en drage.

han var dog ikke særlig vild med at skulle arbejde med nogle andre, men han vidste godt at han måtte leve med det.

han kiggede rundt hvor han syntes at havde set hvide øjne, han kunne mærke raserien i sig og han havde nu lagt begge hænder hved sin side.
hans venstre hånd havde om skarftet på sværdet og han havde sin frie hånd knyttet hårdt i, for at han ikke kunne se noget.
*pis* tænkte han og knurrede lidt lavt.

da hans raseri var blivet dæmpet lidt vendte han med kolde øjne mod singal.
"er du sikker på det var den" sagde han koldt og lidt irriteret.

//I skal bare sige til, hvis jeg skal skrive mere. De næste indlæg kommer, der nok til at stå en del mere, da nu kan jeg rigtig begynde at spille på dette emne. Men jeg vil helst heller ikke gøre det for langt, da jeg ved at flere (og jeg siger ikke at det er jer) ikke kan lide særlig meget længere indlæg end denne //

Der var ingen ting at se, alt omkring virkede næsten forladt, næsten alt for stille? Skoven plejede at rumme med liv, men som de måske havde svært ved at bemærke i starten, så havde skoven hele tiden været underlig stille. Hvis Kasandra prøvede at kommunikere med træerne, så ville hun opdage, at de var tavse. Det var næsten som om skoven ej turde at snakke, som om den frygtede noget, der var stærkere end den selv? Singal ville også kunne fornemme det tydeligere end de andre undtagen Kasandra, da hun selv var elver og kunne fornemme skoven meget bedre end normale væsner. Mai vil kunne fornemme dette skygge eller mørke, det var sådan lidt over det hele, og det var meget svært at fornemme, hvor det kom fra. Men det var næsten som om, da singal havde opdaget dragen, at denne tilstedeværelse var mere tydelig, som om den havde sværere ved at skjule sig. Men man kunne næsten fornemme, at det var en skygge, som havde enorm store skjulte krafter. Men den var på sin vis velkendt, som om den hele tiden havde været rundt om dem hele vejen.
Lucian kunne ved sin skarpe varulvelugtesans tydelig lugte, at der var mangel på dyr i denne skov, og de dyr, der var, de lugtede af frygt og skjulte sig ellers helt. Hans øre ville også kunne opfange, hvordan de små insekter og dyr inde under barken på skovens mange træer, og i træernes dybe rødder var næsten helt stille. Hele skoven havde næsten en rungende stemning, næsten som stilheden før stormen.

Da Singal havde råbt dragen, holdte Jack blikket på hende. Næsten som om han studerede hendes reaktion. Jack kiggede rundt i retningen, hvor de andre mente dragen lige havde været..
"Dragen?"
Sagde han med et stort spørgsmålstegn skrevet i panden, og så gled hans ansigt op i et smil, næsten forventningsfuldt. Han greb hurtigt noget frem fra sin taske af, og i hånden havde han en lang sort pisk rullet sammen. Mange fortrak andre våben, men pisken havde sine specielle fordele i forehold til andre våben.
"Then why are we wasting our time?"
Han kunne tydelig se, at de andre ville passe på, men han så på dem, som om han ingen grund havde til at frygte noget som helst, what so ever. Han begyndte straks at løbe og selvom det var mørkt, så havde skyggedæmoner jo heldigvis den medfødte evne at kunne se godt i mørket. Han løb utroligt hurtigt, og man han forsvandt hurtigt i den ene retning. Man kunne fornemme, hvordan skoven levede næsten op igen. Som om han næsten havde jaget den væk? Og et træ brød tavsheden til Kasandra, men ellers stadigvæk tav bagefter. *Dragen er den vej*
Man kunne også fornemme, som om mørket var mindre mørkt, og man kunne høre en stemme længere bort fra Jack.
"Jeg tror, vi kan indhente den!"

Kasandra reagerede ik på nogen af de andres udbrud eller deres iver efter at løbe efter dragen. Hun havde godt opfattet at sortelveren havde set dragen, men hun kunne ik få det faktum ud af hovedet, at skoven var stille. Hun stoppede op mens de andre begyndte at diskutere om det var dragen eller ej. Hun begyndte at få en dårlig mavefornemmelse.
Det var for stille. Skoven skulle være fuld af liv, hun havde aldrig set skoven så stille før. Hun satte i løb over til et af de større træer, da det plejede at være dem der var nemmest til at snakke med. Hun var ligeglad med at de andre ik kunne følge med og hun var ligeglad med om de overhovedet havde tænkt sig at følge efter hende. Det eneste hun rigtigt tænkte på, var skoven som ik sagde et ord.
Hun sprang op på en af de tykke grene længere oppe af stammen og satte sig på hug med fronten mod midten af træet. Den sagde intet. Den var lige så stille som de nye træer som kun havde vokset de første 20-30 år. Hun lagde sin hånd mod træet og koncentrerede sig om at høre træet. Bare den mindste hvisken ville være beroligende for hendes bekymrede sind. Hun sad der og ventede på et tegn fra træet, et hvilket som helst tegn ville være fint. Hendes underbevidsthed mærkede de andre komme nærmere og hørte svagt at de snakkede, men hvad de snakkede om hørte hun ik. Hun ventede og pudselig talte træet til hende.
Hun kiggede den vej træet havde anvist og så Jack løbe den vej. Hun hoppede ned på jorden og satte så i løb for at indhente Jack, som var langt foran de andre.

//Lige en ting: singal råbte det ikke //


Singal så vredt hen på dem.
"Selvfølgelig er jeg sikker, hvem af os er det måske der har det bedste syn her?!" snerrede hun igen.
"Drop alle jeres fordomme om sortelvere, jeg er lige så meget med som i er!" og med den vrede kommentar begyndte hun at gå igen. Rank ryg og en stolt fremtoning, præcis som hun var opdraget til. Noget som kendetegnede hendes race.
Hun var ligeglad med hvad Kasandra tog sig til, men hun bemærkede også skovens stilhed. Selv om de var sortelvere levede de stadig i skoven, selv om det ikke var alle der tog sig til at lytte.
Singal gjorde dog, som mange andre hun kendte, da skoven tit havde enten noget klogt eller vigtigt at sige.
Der var kort sagt alt for stille.
Hun havde hørt mange historier om skyggedrager, men aldrig at de lagde skoven stille. Så derfor overvejede hun om der måske også var andre ting der gemte sig her?

skoven levede dog snart lidt op igen, som om noget, sikkert dragen, var væk.
Singal opfattede hurtigt at Jack, den mærkværdigste dæmon hun endnu havde set, begyndte at løbe og hun kunne følge ham lidt længere med øjnene end de andre kunne.
Indhente den? Hun var frisk! så selvfølgelig satte hun hun efter ham,vis muligheden var der, var det bare med at gribe den.
som elver løb hun også hurtigt, hurtigere end almindelige mennesker, selv med god kondi, ville have kunnet følge med.

mai smilte da hun så jack løbe forbi hende '' kom så, lad os finde en drage'' sagde hun, og lod hendes føder med et par hurtige skridt, *ENDELIG* tænkte hun og ikke var den eneste som gerne vil more sig, hun begyndte roligt da hun kom ind i skyggerne og blive langtsomt et med det, og smilede let, dog kunne man stadig se hendes øjne, og lidt af hendes ansigt, samt også en smugle fra hendes rygtaske, blot for at sikre at de andre kunne se hvor mai befandt sig, og et let smil bedte sig om hendes læber mens hun roligt fulgte jack, det var som om at hendes rygtaske var så let som ingen ting, og som om at tasken var som luft på hendes ryg, og hendes bevægelse i mørket var en behagelig følse, hun sig selv løbe hurtigere mens hun prøvede inhærdigt at kunne komme på trip med jack, selv om han dog var ret hurtig måtte hun indrømme, det overasket dog hende at elveren kom ned fra et træ 5 meter fra hende selv, mens jack var ret langt fra både hende og elveren, men et smil var dog stadig på hendes læber, og hendes øjne var som en rød glød som ville finde denne mystiske ting, dog kunne hun ikke lade vær med at føle som om at mørket inde i skoven var ved at blive mere luftig, som om at noget havde forsvundet i mørket, men ikke helt, hun kunne selv ikke helt finde ud af hvad dette var, men noget var det i hvert fald og hun ville finde ud af hvad dette kunne være.

lucian stod stille imens de andre var begyndt at løbe efter jack.
lucian satte sit sværd hårdt i jorden og langsomt kom der pels ud af ham.

han vidste han ikke kunne følge med jack i sin menneske form så han syntes det vlle være nemmer i sin ulve form selvom det godt kunne være for tidligt.
han tog om sit sværdskafte og satte hurtigt i løb og bemærkede kasandra hoppe ned fra træet og at mai forsvandt ind i skygen.
han vendte øjnene mod jack for at være sikker på at han ikke gjorde noget. noget sagde lucian at man ikke kunne stole overhovedt på ham, men det måtte tiden vise, lige nu skulle de havde dragen det var det eneste der fik lucian til at blive på holdet.

Jack løb med tungen næsten hængende ud af halsen, og så slog han pisken ud i luften, og først kunne man ikke se, hvad han ramte efter. Men da piskesmældet lød, så dukkede et massivt væsen op eller en del af den. Pisken havde snoret sig rundt om dens hale og sad fast i en af takkerne på dens hale. Man kunne ikke se, hvor resten af væsnet var, fordi den var gemt op i træernes kroner, som dækkede dens massive krop, men stor det var den. Halen slog irriteret fra side til side, og Jack råbte desperat.
"Hjælp med at holde i den"
Hele dens hale var sort og lavet af skygge, og den lignede allermest tåge, men hvor takkerne var helt tydelig og blanke. Hvis man så op i træet kan man tydelig se to par meget store hvide øjne og hvide tænder, som glimtrede i mørket. Men før de andre nåede at hjælpe til, så lød der et par kraftige vingeslag og så knækkede pisken, og så forsvandt den bare. Jack stod og kiggede på sin knækkede pisk, men heldigvis var den kun knækket for enden. Men på jorden lå en lille bid af halen.
"Det var da satans, vi kunne lige ha haft fået fat på den i der. Men nu, ja nu er den væk"
Selvom den var forsvundet, så var skoven stadigvæk stille, og Mai kunne stadigvæk fornemme denne kraft der lå i skyggerne, men den var kun meget lille, så måske var den langt væk eller måske skjulte den sig bare. Det var ikke til at kunne sige. Jack kiggede lidt forpustet omkring og gik et par skridt rundt indtil han stødte ind med foden på den lille bid af halen.
"Hey se jeg fik noget af dens hale"
Den var stadigvæk lavet af skygge med de blanke horn, hvis man rørte den ville man kunne mærke, at den føltes helt blød imod ens horn, men hvis man ikke passede på så ville man skærer sig på takkerne. Han rakte den imod de andre, så de også kunne mærke på den.

"Hvad så nu? Hvad skal vi så? Skal vi slå lejre for natten eller skal vi forsætte videre?"
Hans blik faldt på dem alle, og den var lidt ekstra hos varulven.
"Imponerende, men skal vi så måske ikke ligge en mere strategisk plan næste gang måske, hvis vi ser dragen igen? Før vi alle bare løber osv?"
Han kløede sig selv i baghovedet og var klar over, at det var ham, der havde handlet ikke særligt klogt før, men som sagt, så skulle de alligevel have en plan.

Mørket begyndte at sænke sig mere og mere over skoven, som et tykt tæppe omkring dem. Normalt her om natten levede skoven op, fordi alle nattedyrene kom ud. Men selvom hele dagen ingen dyr har været, så kom de lige pludselig igen. Det var som om de ikke var bange for denne skygge, der var her i skoven, som om de intet havde at frygte. Natinsekterne fløj omkring dem, og nogle dyreøjne i mørket stirrede på dem. Men som både Kasandra og Singal og alle andre skovkendte væsner, så vidste de, at natten kunne være et ultra meget farligt sted, især hvis man ikke vidste hvilken fare der lå i skoven, og hvordan man beskyttede sig imod dem.