Fandt dig igen men hvad er der dog sket med dig? (Vandrer)

Tid: Aften
Sted: Angerforce hospitalet
Omgivelser: Stille og roligt
Vejr: Klar himmel

Solen var lige så stille ved at gå ned, og der var allerede ved at komme lange skygger i Doomsville, hvilket var en fordel for den skikkelse, der nærmest som et spøgelse bevægede sig gennem byen, på vej mod hospitalet. Hvis man så hans blege ansigt, med det tykke røde ar ned over højre side af ansigtet, de ravgule følelses forladte øjne, og det blå hår ville man kunne få en ide om at flere tanker, gik gennem denne skyggedæmons hoved, og det gjorde der som sådan også. Dust som han hed, var iført en blå rejsekappe med hætte der dækkede over hans hoved, inden under havde han sort løst tøj, et stort bælte med et dødningehoved bæltespænde og 5 daggerts i, samt 2 kæmpestore sværd på hans ryg.

Alligevel var der ikke rigtig nogen der virkede til at lægge mærke til denne skumle person, mens han gik gennem gadernes lange skygger, og tænkte på hvor pokker den unge dame han var bodyguard, var blevet af. Han havde haft en aftale om at mødes med hende den anden dag, men hun var aldrig dukket op, så han var begyndt at lede efter hende, og det var også derfor han var på vej til hospitalet, da han ved et tilfælde havde hørt at der var dukket en op der, som endnu ikke var vågnet og de ikke vidste hvem var.

Da han dukkede op på hospitalet, spurgte han i receptionen og fik af vide hvilket værelse hun lå på. Med det samme vendte han næsen mod det værelse, og ignorerede det faktum at nogen sagde det var ude for besøgs tiden, for vagten turde alligevel ikke stoppe ham. Da han kom ind, så han at hun havde fået sit eget værelse at ligge på, og at det var den pige han ledte efter, så han lukkede døren og gik stille hen til hende. Let stilte han sine våben fra sig, og satte sig på en stol ved hendes side, så han kunne betragte hende ligge der, og ligne en der sov tungt.

• Påklædning:

• (Gaden)Slidte jeans, bare tær og en tynd t-shirt.

• (hospitalet) en hvid kilte

I regnens værste øjeblik, mens natten turmult stod på sit værste, vandrede en ung pige rundt i regnen, vandet hamrede på hende som små slag mod den tynde og rystende krop hun ejede. Hun vidste ikke hvem hun var, ej heller hvor hun var henne, men hun rystede kraftigt og blødte flere steder fra kroppen, sikkert fra snitsår, som knytnæve slag. De eneste lys der kom fra hende, var det lys der skindede fra hendes unaturlige øjne, dem som var blå, men bar noget skindende over sig, næsten smukt og hypnotiserende, selv i denne tilstand hvor de var tomme og uden viden, var de smukke. Det lange brune hår, var gennemblødt og hang ned af skulderne, indrammede hendes uskyldige ansigt, som i dette øjeblik var mere dødt end selv en af de dødes, der var ingen mimik i det, ingen reaktioner på hvert lynnedslags der slog ned omkring hende. Som hun vandrede der i de mørke og dog så mennesketomme gader, gik hun i bare tær, lod blodet strømme ned af hendes arme og ramme jorden, som regnens små regndråber, næsten uset og alligevel, synes gågadens eneste person at lægge mærke til det, da han straks skyndte sig mod hende. Han greb hendes krop før hun ramte jorden, hendes lille rystende krop, synes næsten at blive stille, ligeså hurtigt som hun at være faldet. Han ledte hende hurtigt mod hospitalet og derefter forsvandt han. En svag biplyd, ramte hendes øre og gav næsten en ligeså irriterende effekt som et bippende vækkeur, uheldigvis havde det samme effekt og hun sukkede, rynkede brynet og lidt efter åbnede hun øjnene. I starten var alting sløret, hun så intet næsten, men efter en smule blinken var alt igen skarpt og hun så de hvide vægge, hun så det hele, men også en fremmede mand der sad ved hendes side på en stol, betragtede hende stille. Han var hverken direkte skræmmende og selvom der var noget bekendt ved ham, kendte hun ham ikke og hun holdte sine øjne direkte mod ham, mens hun langsomt satte sig op, ømmede sig svagt. Smerten rundt omkring på hendes krop, fik hende kort til at fjerne øjnene fra ham, blot for at se ned af den forslået krop, de mange snitsår der var gemt inde bag alt hendes bandagen, men mest af alt, lod hun kort fingeren glide ned over den flænge der havde lagt sig over hendes læbe. Alle disse sår fik en hulken op af hendes hals og hun gispede "hve-m er j-eg" hviskede hun hæst og vendte blikket mod ham igen. Forvirring blandet med fortvivlelse skød op i de intense øjne, mens hun med læben i et fast greb af tanden, betragtede ham. Hvem var hun? Hvad var der hændt hende? Og hvem var han? Hvad lavede han her?

Dust var straks på stikkerne, da han observerede at hun vågnede, og let lænede han sig frem mod hende mens han stadig betragtede hende. Han kunne måske ikke vise hende følelser, men han kunne gøre noget andet, for at vise hende at hun kunne finde tryghed hos ham, og at han ikke var farlig for hende. Let tog han hendes hånd i sin mens han så hende i øjnene, en ting han var vant til på trods af hendes specielle men dog smukke øjne, som han hvert fald syntes de var.
"Rolig nu kære ven, træk vejret dybt!" sagde han roligt da hun kom med et hulk, og virkede til at være bange i hans øjne "Jeg er her for dig!" der var en påfaldende mangel på følelser i hans stemme, men samtidig også noget betryggende når han snakkede til hende, som var han hendes beskytter hvilket faktisk havde været hans job det sidste lange stykke tid. Han havde fungeret som hendes bodyguard, og han havde af personlige grunde både taget imod opgaven, og taget den dybt seriøst og hvorfor han gjorde det, havde han endnu ikke fortalt nogen selv ikke engang Amy. Men som han sad her ved hendes side, havde han det lidt som om han havde fejlet i at gøre sit job, for hvis bare han havde været hos hende havde hun ikke ligget på hospitalet, med alle disse skader.

Hun stirrede direkte på dette væsen der ingen følelser synes at vise, kort røg hendes øjne ned på deres hænder da han gav hendes hånd et klem, det var som om det først var der hun rigtig havde opdaget at han holdte hende i hånden. Hun bed sig i læben, næsten så hårdt at det lod sig trække blod, frygten var tydelig i hendes øjne, en frygt hun på steder ikke forstod, for steder i hendes hjerne mente at hun kendte ham, så hvorfor være bange? Men så var der det punkt hvor alle minderne var taget fra, der hvor hendes frygt sad, så efter lidt tid hvor hun bare havde stirret på ham, trak hun sin hånd til sig og flyttede sig helt hen til den ene side af sin seng.
Denne handling var kun gjort af ren frygt og forvirring for hvad helvede der foregik. Hun prøvede at følge hans råd, men hendes såkaldte rolige vejrtrækninger blev til gisp, som om hendes hals havde trukket sig sammen og ikke tillod nogen form for luft at passere videre ned i lungerne "h-h-hvem....er j-jeg" gispede hun igen og prøvede at få fastlåst sin identitet.
Forsigtigt så hun ned på sedlen der var ved hendes seng, kun et navn anslog sig "Vandrer" det kunne man da ikke hedde..eller kunne man virkelig? Var hendes navn virkelig vandrer som denne seddel sagde. Hun vendte igen blikket mod ham og åbnede munden for at spørge ham, men en ung kvindelig sygeplejerske kom ind "du er jo vågnet" kvidrede hun glad, men fik straks et mere alvorligt udtrykke i hendes nøddebrune øjne da hendes øjne landede på den mandelige dæmon "undskyld mig, men hvad helvede laver du her inde, besøgstiderne sluttede for flere timer siden" sagde hun og gik straks mod ham.
Hun var en lav kvinde, en smule buttet og en af de typer der tit ville være vrede på alle, ja hvis man så bort fra alle hendes patienter såsom hun selv var

Dust kunne mærke denne forvirring og frygt der rumsterede i hende, og den blev kun bekræftet af at hun slap hans hånd, og kravlede over i den ene side af sengen væk fra ham, i hendes forsøg på at skabe afstand mellem dem. Dust havde i den grad ikke nogen intentioner om at skade Amy, han var her for at hente hende, beskytte hende som han var blevet hyret til for lang tid siden, og sørge for at hun havde det godt. Hendes vejrtrækninger blev til en gispen, og han kunne et eller andet sted godt forstå hendes reaktion, for at dømme ud fra situationen så det ud til at hun havde hukommelses tab, og kunne derfor ikke huske hvem han var, og at vågne op til synet af en som ham der kunne virke ret farlig, kunne da godt virke skræmmende.
"Du skal ikke være bange for mig kære, jeg vil ikke gøre dig det mindste ondt jeg er her for at beskytte dig, så du har intet at frygte hvad angår mig!" sagde han og prøvede at lyde så beroligende som det var ham overhoved muligt "Prøv nu at trække vejret dybt, og roligt ellers hypperventilere du bare!"
Lyden af nogen der kom ind og begyndte at snakke ved synet af Amy der var vågen, fik Dust til at se væk fra Amy og hen på personen der var trådt ind. Det var en af lægerne sikkert en der ikke havde fået af vide, at der var en farlig indtrænger på hospitalet, og hun virkede langt fra glad for at Dust var herinde, efter besøgs tiden og det fik Dust til at reagere som han gjorde. Han rejste sig hurtigt fra stolen ved Amys seng, og i få hurtige skridt stod han henne foran lægen, med en hånd foran hendes mund og sine smukke tomme ravgule øjne, rettet direkte ind i lægens øjne. Han vidste at hans øjne havde en meget fangende effekt på andre, og han brugte dette mod den lille buttede læge.
"Hør denne søde unge dame, har hyret mig som sin bodyguard, og det er mit job at sørge for at hun har det godt!" sagde han roligt "Jeg kom her for at hente hende, og bringe hende i sikkerhed og det skal et hospitals besøgstid, eller en kær lille buttede læge ikke stoppe mig i, så smut med dig i stilhed så gør jeg det samme!" han vendte sig væk fra lægen, og gik hen til Amy igen, for at række hende sin hånd mens han så på hende. Han prøvede at virke som om hun kunne stole på ham, i håb om at det appellerede til hendes underbevidsthed, hvor hendes glemte minder lå så noget i hende kom i tanker om, at han ikke var farlig for hende men ville hende det bedste.